Det begyndte for alvor med disko og med en lyst til at skabe en verden, som fik gæsterne til at glemme alt om hverdagen.

”I 70’erne fik folk som Verner Panton lov til at skabe noget helt unikt. Det var der mange, der gjorde i den periode,” siger Johannes Torpe.

Han designede den første udgave af natklubben Nasa tilbage i begyndelsen af 90’erne, og nu sidder vi på hans kontor på Strøget og ser billeder fra de natklubber, der kom før Nasa. Billederne er udlånt af Designmuseum Danmark, som huser udstillingen ’Night Fever’. Udstillingen inviterer publikum på en rejse gennem natklubbens designhistorie fra de første soul- og diskoklubber i 60’erne til de mest spektakulære natklubber i dag.

”Natklubben har altid hængt sammen med design,” siger Johannes Torpe, som lod sig inspirere kraftigt af ’Rumrejsen år 2001’, da han skabte det kridhvide univers i Danmarks dengang mest eksklusive natklub.

Det var en fest. Ikke mindst for designeren, der fik lov til at flippe ud. I dag ærgrer han sig over, at natklubberne ligner hinanden. Den sjove historie er blevet skiftet ud med et stort dansegulv og eksklusive sofaer, mener Johannes Torpe.

Det er en skam, for natklubber har i årtier været det sted, hvor designere kunne få lov at lege og afprøve syrede idéer. Derfor har de flotteste natklubber – og deres gæster – været toneangivende inden for design og inspireret, hvordan vi ser verden, os selv og vores hjem.

Johannes Torpe har valgt tre billeder, som viser tendenserne fra tre årtiers design-avantgarde.

Design_70'er_klub.jpg

Discotheque Flash Back, Borgo San Dalmazzo, 1972

Det var i 70’erne, at folk som Verner Panton fik lov at gå amok og skabe noget unikt. Teak og støvet grøn blev skiftet ud med plastik og pangfarver. Den psykedeliske stil fik fuld gas på flere natklubber, og derfra bredte den sig til blandt andet Memphis-bevægelsen, hvis legesyge og farverige stil er skyld i, at dit hjem i 80’erne var pastelfarvet.

design_80erklub.jpg

Palladium, New York, 1985

I 80’erne kom yuppierne ind, og klubberne blev tech. Store tv-skærme oplyste rummet i Palladium og kunne styres med en fjernbetjening. Mens natklubber i 70’erne lignede et venligt syretrip, lignede den toneangivende natklub noget fra Blade Runner. Tech blev noget, vi flashede: Walkman i bæltet og hørebøffer om halsen.

19980425-022154-pf_18Mb.jpg

På Nasa var ALT hvidt – fra lamper og sofaer over bartendernes skjorter til selve gulvet. Dette foto er ikke fra udstillingen.

Nasa, København, 1995

Nasa var inspireret af Ministry of Sound i London, hvor der blev spillet house. Men danskerne er svære at få til at danse, så der blev skruet ned for dansegulvet og op for den visuelle oplevelse. Det blev til et rent, minimalistisk udtryk. De hvide vægge, loft og gulv var inspireret direkte af ’Rumrejsen 2001’.