Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Magnus Barsøe er en vægtig stemme i den samfundsøkonomiske debat herhjemme, der netop har opsagt sin stilling som debatredaktør på Politiken. Han har skrevet bogen 'Gud bevare afdragsfriheden' om de dybt forgældede danske boligejere og bankernes rolle som finansielle supermarkeder, og den er et godt blik ind i en økonomisk samfundsstruktur, der godt kunne trænge til et eftersyn. Senest har Magnus meldt sit kandidatur til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, og det bliver spændende at følge. En fornøjelse at byde Magnus velkommen herunder.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype? 

”Tillad mig at vende spørgsmålet om: Da jeg selv var dreng, var skateboard ikke en hype, men det er det nu. Jeg har en søn på seks år, som er døv. På grund af sin manglende hørelse har han haft svært ved holdsport, så jeg har prøvet at lære ham individuelle sportsgrene. Og her er skateboard kommet ind. Da jeg gik i skole, var vi kun få, der stod på skateboard, men i dag virker det som om, der er tre-fire elever i hver klasse, der gør det. Ud af ren kedsomhed under corona ville jeg starte igen, men jeg endte selvfølgelig som den typiske far, der faldt, fik en diskusprolaps, blev opereret, og nu er tvunget i fitnesscenter for at styrketræne min ryg. Så nu får min søn privatundervisning.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har? 

”Jeg brugte meget tid på at revse Finanstilsynet og deres uduelighed i forbindelse med Danske Bank-skandalen med hvidvask. Du kender nok Totte-bøgerne (fx ‘Totte hos lægen’, ‘Totte rydder op’, red.). Min kone fik en grafiker til at lave en ‘Totte leger Finanstilsynet’ og forærede mig den i gave. Nu hænger den indrammet derhjemme på væggen. Al ære og respekt for Finanstilsynet, men de håndterede ikke den sag så kløgtigt.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kroner på? 

”Når det kommer til tøj, er jeg meget firkantet: Jeg går i sejlersko, sorte bukser og hvide T-shirts. Mit seneste køb var for omkring 1.500 kroners T-shirts hos Colorful Standard. Jeg køber fem ad gangen, og hvis jeg skejer rigtigt ud, er den ene af dem grå eller sort.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til? 

”Jeg boede et års tid i London, da jeg studerede. Mange synes, den er uoverskuelig og rumlende og beskidt, men den graver sig ind under huden på en. Jeg boede i Østlondon omkring West Ham, og hvis jeg har sympati for en fodboldklub, skal det nok være den. London er anderledes end resten af Europa. Der er mere hårdt og brutalt, men det er også et sted med eksempelvis klassisk britisk høflighed, som jeg holder af. Folk siger undskyld i tuben nærmest før, man rammer dem."

Hvornår vidste du, at du var god?

”Som journalister balancer vi mellem storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Jeg har været journalist i 10 år, men nu er jeg ved at blive indstillet af Socialdemokratiet til Europa-Parlamentet. Der findes en tese om, at man skal lave noget i 10.000 timer for at beherske det, og jeg føler, jeg kun har brugt 100 timer på politik, hvor der er andre regler og andre ting, man skal være god til end det, jeg har lært indtil nu. Jeg ved dog, at jeg er ok klar i mælet, og jeg ved, at jeg kan læse rapporter og udlede argumenter. Men jeg tænker stadig: Jeg er godt nok grøn i det ret brutale og møjsommelige spil, som politik er. Men jeg har altid været ret lærenem, og det er jeg også her.”

Følg Magnus Barsøe her