Internettet flyder over med guides til, hvordan du holder dig fra den lette fristelse, det er at trykke på snoozeknappen, når alarmen ringer om morgenen.
Et videnskabeligt velfunderet råd for forskningen har vist, at kroppen ikke regenererer så godt i den ustadige søvn, snoozen fremkalder. Men når det er sagt, er der noget Patrick Bateman over at flyve helt fokuseret ud af sengen, så snart de første hyletoner gjalder ud af smartphonen om morgenen.
Det er en meget tidstypisk tendens, idet den udspringer af optimeringsfascismen, der efterhånden gennemsyrer den vestlige borgers livsanskuelse. Folk er nu til dags så fandens forhippede på at forbedre hvert eneste milligram af deres egen tilværelse.
Hver en handling skal vendes, drejes og vejes, for hvad nu hvis jeg kunne blive bare en promille mere sund? En promille tættere på at være det perfekte menneske? Betvinger af naturen, døden og den svage vilje.
Fred være med at ville leve så længe og så fysisk omkostningsfrit som muligt, jeg forstår det, men at fratage sig selv retten til at snooze for en kort stund er for lille en bakke at leve på.
Der ligger noget underforstået i tankegangen om, at det at sove udelukkende gøres, fordi det er nødvendigt for at kunne være vågen. Men det er da en trist måde at anskue den tre/fjerdedel af livet, man bruger lukøjet.
At sove er himmelsk. Så enkelt er det. Helt tryg og varm ligger man bekymringsløs og planløs. Undtaget de søvnløse føler de fleste, at der er forskel mellem i dag og i morgen, og det er ikke, fordi der ingenting sker, mens vi sover. Det er netop, fordi der gør.
Oplevelser interneres, man drømmer, har mareridt, føler, og ja, slapper selvfølgelig af. Det er en disciplin, der fortjener et minimum antal minutters refleksion. Hvor der kan tænkes over den underbevidste verden og de følelser, den har fremkaldt. Hvad de bunder i, og hvordan man skal forholde sig til dem.
Jeg tror, de sovende oplevelser har potentiale til at gøre os klogere på os selv. For de kommer jo fra det dybeste sted. Det sted, vi ikke har adgang til i den vågne verden. Hvor mavefornemmelsen og edderkoppesansen har hjemme. At snooze er at stille sig på broen mellem det underbevidste og det bevidste. Her får du mulighed for at tjekke det vigtige drømmegods igennem, og det er en vigtig form for refleksion, der vil runde dig som menneske.
’Early bird gets the worm’, ’If you snooze you loose’, og alt det heste-krimmelkrammel er en sadomasochistisk mekanisme, der fastholder dig i den skøre vrangforestilling om, at verden på en eller anden måde skulle løbe fra dig, hvis du nu som det umenneske, du inderst inde er, skulle besidde dovenskaben til at trykke snooze bare en enkelt gang.
Verden går ingen vegne, og der sidder ikke en eller anden Jeff Bezos-lignende gudeskikkelse iført selvbruner og slips, som pådutter dig evig gru og finansiel ulykke, såfremt du skulle hyggesnooze lidt fra tid til anden.
I dag løber vi alle sammen hurtigere og hurtigere, bliver klogere og klogere, og de forbudte frugter bliver flere og flere. Men hvor havde menneskeheden været, hvis ikke Eva havde taget en bid af æblet tilbage i dagen? Det er et menneskeligt grundvilkår af og til at gøre det forkerte, velvidende, at det måske ikke er det smarteste. Men det er, vil jeg mene, noget af det, der gør livet værd at leve.
Så slap af og snooze du bare lidt ekstra, min ven. Du skal nok nå det hele.
