Jonas Arnby: ”Niels og jeg mødte hinanden i 2012, da jeg skulle instruere en musikvideo for Ane Trolle. Dengang havde jeg lige arbejdet med en fotograf ved navn Sophia Olsson, og jeg spurgte, om hun ville lave videoen sammen med mig. Hun havde ikke tid og foreslog, at jeg skulle ringe til en fyr, der hed Niels.”

Niels Thastum: ”Den eneste måde, du lærer nye folk at kende på i vores branche, er, når du kommer med på et afbud. De fleste instruktører har et rimeligt fast set-up, som de er fortrolige med. Dengang lavede Jonas en del reklamefilm, og efter Ane Trolle-videoen, som gik godt, blev jeg fotograf på dem. Det gjorde, at vi begyndte at rejse en del rundt sammen.”

Jonas: ”Jeg brugte reklamefilmene til at lære Niels bedre at kende – uden helt at sige det til ham. I 2014 skulle jeg lave min første spillefilm ’Når dyrene drømmer’, og det var enormt vigtigt for mig at finde en fotograf, som jeg vidste, ville give sig 100 procent til opgaven. Jeg ved, at Niels ikke troede, at han ville få den, fordi jeg havde nævnt andre fotografer for ham, så han blev overrasket, da jeg endte med at spørge ham.”

Niels: ”Vi optog filmen i Thy, hvor jeg er fra, og boede sammen på et feriecenter i næsten tre måneder. Det var et intenst forløb, hvor vi lærte hinanden at kende meget hurtigt, både personligt, men også arbejdsmæssigt. Der var kun ét sted, man kunne drikke øl, så der mødtes vi, når arbejdsdagen var omme. Vi tog også på fisketure sammen, og det er blevet en tradition, selv om det stadig ikke er lykkedes mig at lære Jonas at fiske. Sidst, vi var ude, tror jeg, at han mistede otte af mine blink. Men vi fik da set nogle marsvin.”

Jonas: ”Det allervigtigste i samarbejdet mellem en instruktør og en fotograf er tillid. Jeg har altid haft en tendens til at ville kontrollere alle aspekter af en filmoptagelse – lyd, lys, det hele. Men når jeg arbejder sammen med Niels, kan jeg bedre slippe de ting, der groft sagt dræner mit egentlige arbejde, som jo er at instruere skuespillerne. Fordi jeg stoler på ham, og fordi jeg ved, at vi tænker ens. Omvendt er det stadig vigtigt for mig, at jeg kan blande mig. Jeg kan ikke arbejde sammen med en fotograf, som har behov for at pisse sit territorie af. Samtidig har Niels også et blik som fotograf, der gør, at han kan se, om scenen sidder i skabet, eller om vi lige skal tage den én gang til – og hvis han siger det, så gør vi det, selv om jeg kan blive skide irriteret over det. Der kan være mange mennesker på en filmoptagelse, men når vi står, og kameraet ruller, er det kun os to. Hvis ikke jeg har en fotograf, jeg kan stole på, og som forstår mig, er jeg ’Palle alene i verden’.”

Niels: ”Når man tilbringer så meget tid sammen, som vi har gjort både på optagelserne til ’Når dyrene drømmer’ og vores anden spillefilm ’Selvmordsturisten’, opbygger man et fælles sprog, både filmisk og personligt. Vi har en helt fast jargon og taler meget lige ud af posen, og det kan nok godt kræve lidt tilvænning for dem, der skal arbejde sammen med os. Men det resulterer som regel i god stemning på settet.”