Ministeriernes magtfulde mænd

Ministerens farve spiller ingen rolle. Rød, blå eller sågar magentafarvet, det er underordnet, for det er alligevel departementscheferne, som styrer Danmark.

Sådan lyder den mest standhaftige kliché om embedsværkets absolutte elite; et de facto departementschefstyre uden folkelig kontrol eller legitimitet. Men er det virkelig departementscheferne, som uformelt har magten i Danmark?

Svaret afhænger selvsagt af, hvem det afæskes. Spørger du retsordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper, er svaret ja.

”Hvis ministeren er svag, så er og bliver det departementschefen, som styrer butikken. Hvis ministeren er rigtig stærk, er magten mere ligeligt fordelt. Men jeg er grundlæggende meget skeptisk over for en elite med så enorm stor magt, en elite, der ikke er folkevalgt og ikke kan stilles til ansvar eller fyres af folket,” siger Pernille Skipper.

Spørger du embedsværkskender og forfatter til bogen ’Javel, Hr. Minister!’, Susanne Hegelund, siger hun: ”Njaaaa,” og forklarer, at svaret er mangefacetteret.

”Først og fremmest er det vigtigt at holde sig for øje, at de forskellige departementschefer langtfra alle er lige magtfulde, og afstanden i magthierarkiet er vokset i takt med, at Finansministeriet er blevet stadig mere magtfuldt.

Når du har regeringsmagten, har du i princippet magten over embedsapparatet. Hvis du kan tøjle den. Men for departementscheferne er det afgørende, hvilke koordinerende udvalg deres minister sidder i. Fx har Udenrigsministeriets indflydelse svinget meget i takt med, om udenrigsministeren har haft plads i det vigtige K-udvalg, der koordinerer regeringens politik,” siger Susanne Hegelund.

Og spørger du departementscheferne selv om deres magtposition, ja, så siger de ikke noget. For det gør den slags næsten aldrig. Det pressesky folkefærd har historisk set ingen interesse haft i at tale om den magt, de residerer over.

I stilheden ligger også kimen til det slør af mytedannelse og konspirationsteori, der altid har indhyllet departementscheferne. Kun lejlighedsvist har aktindsigter eller lækager åbnet små sprækker og kastet lys over departementernes bråvallaslag, grundlaget for væsentlige beslutninger eller ministervejledningen under penible personsager.

Over det seneste tiår er antallet af møgsager, der involverer embedsværket, dog vokset betragteligt.

Der var nødløgnen i Justitsministeriet, der blev lavet, da Pia Kjærsgaard og resten af Retsudvalget ville besøge Christiania, og som kostede Morten Bødskov (S) jobbet som justitsminister; GGGI-skandalen, der fik Christian Friis Bach (R) til at trække sig som udviklingsminister, fordi det viste sig, at han burde have kendt til GGGI's rejseregler.

Og så var der den million, som socialminister Annette Vilhelmsen (SF) rask væk lovede Lisbeth Zornig, inden hun overhovedet havde søgt om pengene. Og ikke mindst skattesagen, hvor Helle Thorning-Schmidts personlige skattepapirer blev lækket til B.T., og hvor departementschef Peter Loft senere blev fyret for sin – ifølge kritikken lidt for aktive – rolle i sagen. Ifølge kritikerne skyldes møgsagerne, at der i dag er for stor diskrepans mellem idealerne om neutralitet i embedsværket og realiteterne, hvor det politiske pres på embedsfolk kun stiger.

”I min optik er embedsværket og departementscheferne blevet alt for politiserede. Det apolitiske ideal, som vi læser om på statskundskab, er en illusion. Jeg mener, at man bør kigge til Sverige og Norge og indføre juniorministre, statsråd eller en mere politisk model, så disse dele af embedsværket kunne blive skiftet ud med regeringen,” siger Enhedslistens Pernille Skipper.

Samme toner lyder jævnligt fra Dansk Folkeparti, SF og andre partier, og spørgsmålet dukker op hver gang, der kommer en ny møgsag.

Den politiske neutralitet i embedsværket var også under angreb i Jesper Tynells bog ’Mørkelygten’. I deres anmeldelse af bogen kaldte de to juraprofessorer Michael Gøtze og Jens Elo Rytter konklusionerne for et demokratisk problem.

”Bogen begraver myten om den rent fagligt funderede embedsmand. I politiske sager leverer embedsmanden ikke neutrale vurderinger/redegørelser, men snarere partsindlæg.

Bogen tegner således et billede af en politiseret embedsstand, som villigt manipulerer med jura, tal og fakta, så de understøtter ministerens politiske dagsorden, men det sker på en så behændig måde, at det ofte vil være vanskeligt at hænge nogen op på det,” skrev juraprofessorerne i Information.

De mange møgsager og spørgsmålet om tiltagende politiseren førte til nedsættelsen af det såkaldte Bo Smith-udvalg, der under ledelse af den tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet skulle dissekere embedsværkets korpus for at finde dårligdomme.

Da udvalget kom med sin rapport i august 2015, var det med en række anbefalinger, der på ingen måde risikerede at udløse jordskred i centraladministrationen: Et kodeks over embedsmænds pligter, styrkelse af de juridiske kompetencer og flere pressebriefinger om aktuelle sager var blandt rådene.

Med andre ord en fastholdelse og styr-kelse af embedsværkets traditionelle dyder.

Hos departementscheferne har viljen til paladsrevolutioner, juniorministre og statsråd indtil videre også kunnet ligge på et meget lille sted.

Næsten uden undtagelse er samtlige departementschefer i dag embedsværkets eget hjemmebag. For mestendels vedkommende überambitiøse cand.polit.er, skarpe scient.pol.er og mere lejlighedsvist paragraf-ridende jurister, der har arbejdet sig op gennem systemet. En del dog med afstikkere til det private erhvervsliv. En demografi, som har ført til kælenavnet ’cand.polit.-bureauet’.

Internt mellem Slotsholmens departementschefer har der udspillet sig en tyst kamp om magten mellem ministerierne. Tendensen har ifølge de fleste iagttagere været, at magten entydigt har flyttet sig i retning af Finansministeriets røde bygning.

Budgetbisserne har vundet en stadig større del af pengekassen og indflydelsen. Det skyldes bl.a., at mange politiske forslag fra andre ministerier skal godkendes i Finansministeriet.

Et eksempel på en magtkamp mod Finansministeriet dukkede op i januar, hvor Politikens politiske analytiker, Sigge Winther Nielsen, havde fisket en lækket mail ud fra Slotsholmen.

Normalt ordner departementscheferne problemerne over telefonen eller face to face for ikke at efterlade spor i de elektroniske arkiver. Det skete ikke her.

Mailen blotlagde en strid om regeringens udflytning af 3.900 statslige arbejdspladser mellem Finansministeriets og Miljøministeriets departementschefer, hvor sidstnævnte advarede mod økonomien i udflytningen af Natur-Erhvervstyrelsen.

En anden kamp, som efterhånden har bølget igennem årtier, er den mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet om Danmarks tiltagende aktivistiske udenrigspolitik. På Asiatisk Plads mener diplomaterne, at Statsministeriet tilraner sig for meget indflydelse, som rettelig burde tilhøre dem.

Særligt slemt blev det, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kort efter sin magtovertagelse indsatte sin gode bekendte, ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, som særlig gransker af fremtidens udenrigspolitik.

I et muskuløst ministerium som Udenrigsministeriet med en ikke helt ubeskeden selvforståelse udløste det vrede, at fremtidens prioriteringer i den store verden skulle dikteres af én enkelt mand. Ifølge flere kilder var det oprindeligt meningen, at den udenrigspolitiske gransker skulle have haft sæde tæt ved Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet. Men Taksøe-Jensen endte med at

Fem departements-chefer udgør den øverste magt i pyramiden. Det skyldes, at deres ministre enten sidder i økonomiudvalget (Ø-udvalget), som er regeringens økonomiske maskinrum, eller koordinationsudvalget (K-udvalget), som er det helt centrale udvalg i regeringen.

Hver onsdag mødes Ø-udvalgets ministre kl. 9. Det er finansminister Claus Hjort, skatteminister Karsten Lauritzen samt erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen. Men når de sætter sig sammen, har departementscheferne allerede holdt møde og talt om problemer og løsninger. Onsdag eftermiddag mødes K-udvalget. Her har kun statsministeren, udenrigsministeren og finansministeren sæde.

Pressesky førerhund og formelt den vigtigste embedsmand i Danmark. Er statsministerens nærmeste rådgiver. Stak til søs som 17-årig, blev skibskok og senere hushovmester hos A.P. Møller. Uddannede sig til cand.polit. og blev ansat i

Finansministeriet.

Har særdeles god kemi med Lars Løkke Rasmussen, som han lærte at kende, mens Løkke var finansminister, og han selv var departementschef i ’finansen’. Da Statsministeriets departementschef, Karsten Dybvad, som havde anstrengt kemi med Løkke, blev direktør i Dansk Industri, overtog Kettel Thomsen embedsværkets

trone.

Budgetbisse nummer ét. Har magten til at smække landets pengekasse i for næsen af næsten alle. Men er ifølge kilder langt mere rummelig og inkluderende end mange forgængere på posten. Præstegaard er uddannet cand.scient.pol. og trådte sine fuldmægtige barnesko i ’finansen’. Herefter havde han en afstikker til Danmarks Radio, hvor han som økonomidirektør skulle holde styr på den svulmende kulturgigant. Præstegaard selv er en musisk bureaukrat, der gerne svinger sin klarinet.

Lige dele diplomat og benhård politisk spiller. Sådan beskrives Ulrik Vestergaard Knudsen ofte, når hans meritter skal listes op. Den politiske tæft har gjort, at den cand.polit.-uddannede Knudsen til trods for flere udsendelser til bl.a. Moskva, London og Washington gang på gang er blevet hentet hjem til Asiatisk Plads for at rådgive en lang række ministre.

Efter en post som udenrigspolitisk rådgiver for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skiftede han fuldstændig bane og tog et job som direktør ved teleselskabet Vodafone i London. Men i 2013 blev han hentet tilbage i folden og blev landets tungeste diplomat.

Vestergaard Knudsen er en habil tennisspiller, men den store passion er rockmusik, især indie-bandet The War on Drugs.

Den absolut mest erfarne departementschef på Slotsholmen. Har siden 1995 regeret i Økonomiministeriet, der siden hen blev udvidet til Økonomi- og Erhvervsministeriet, og i dag hedder det Erhvervs- og Vækstministeriet. Michael Dithmer er cand.polit. og blev lært op som embedsmand i Finansministeriet.

I embedsværket blev han kendt som ’Bendtsens iltapparat’ med henvisning til hans rådgivning af tidligere erhvervsminister Bendt Bendtsen (K). Dithmer havnede i sit arbejdslivs største storm, da finanskrisen væltede banker på stribe, og han var en helt central spiller i udformningen af de danske redningspakker til bankerne.

Sidder i en række bestyrelser og er jævnligt blevet nævnt som en mulig nationalbankdirektør. Opvokset i en juristfamilie i Rungsted og bor selv i Hellerup.

Fra skattesagens rygende aske opsteg Jens Brøchner. Han blev departementschef, da Peter Loft måtte forlade sin post som følge af sagen med Helle Thorning-Schmidts lækkede skattepapirer. Som så mange andre departementschefer er den cand.polit.-uddan-nede Brøchner oplært i Finansministeriet, hvor han nåede rang af afdelingschef.

Men herefter har hans karriere taget en mere utraditionel bane som direktør i Pensionsstyrelsen og senere koncerndirektør i ATP. Skatteministeriet har i den grad været skandalernes holdeplads, og forude venter store sager for Brøchner som eksempelvis udformningen af et nyt ejendomsvurderingssystem.