Hvis du ikke kunne se min hudfarve, ville du nok ikke opdage, at jeg er af tamilsk afstamning. Men du ville nok få et lille hint i en situation, hvor man skal op og danse eller synge eller sådan noget, for der er jeg hurtigere oppe af stolen end de fleste danskere. Det ligger til den tamilske kultur.

Bortset fra det ligner min hverdag alle andre danskeres. I hvert fald på overfladen. Nærmest alle mine venner er etnisk danske. Jeg er ved at færdiggøre min bachelor, og ved siden af det har jeg en start-up-virksomhed med tre partnere. Vi kalder os ’Vaffelbaronerne’, og til sommer kommer du til at spise vores bubble waffle, når du går i din lokale isbutik.

Jeg har måttet tage nogle opgør med mine forældre, som nok var lidt vildere end de flestes. For at forstå det skal man først forstå lidt om tamilere: Vi er traditionelt et meget veluddannet folkefærd og et meget stolt folk. Og du kan se resultaterne af den tradition, hvis du kigger i danske indvandrer-statistikker. Vi fra Sri Lanka er blandt dem, der klarer sig bedst, når det kommer til uddannelsesniveau, karakterer i skolen, beskæftigelse. Faktisk tit bedre end etniske danskere.

Vi er så pæne os tamilere, men lige som alle andre har vi selvfølgelig også nogle udfordringer at arbejde med. Bag facaden er der et stærkt pres for, at du skal blive læge eller advokat. Der er også mange steder en stemning af, at du helst ikke skal socialisere for meget med de forkerte, og når du finder en kæreste, skal han eller hun helst være tamiler – og i en passende kaste.

Mit opgør med alt det begyndte i slutningen af folkeskolen. Jeg var den pæne tamiler. Jeg havde været elevrådsformand og fik topkarakterer. Men jeg må jo også have haft en masse vrede, en lyst til at springe ud af de her forventninger. Det lyder måske lidt sjovt, men ’Fight Club’ blev ret vigtig for mig. Jeg åd det hele råt. Og så en dag, mens jeg gik i 9. klasse og sad og så ’Fight Club’, bad min far mig gøre et eller andet. Jeg har faktisk glemt hvad. Jeg havde aldrig før sagt min far imod. Det gør man ikke. Men jeg vendte mig om, kiggede op på ham og sagde ’nej.’ Det blev starten på en proces, som tog flere år. Jeg begyndte at pjække. Det eskalerede, så jeg faktisk måtte gå et år om i gymnasiet.

Jeg havde altid arbejdet ved siden af skolen og pænt sparet mine penge sammen. Det gør en pæn tamiler. Men på det tidspunkt valgte jeg at tage til Thailand og brænde alle pengene af. 60.000 kroner på 17 dage. Jeg var ikke rigtig bevidst om, at det var et forældreopgør. Jeg skulle bare væk.

Det andet opgør kom kort efter. Jeg havde mødt en pige, Caroline, en dansk pige, og det sagde jeg til mine forældre. De var ikke tilfredse, og det førte til voldsomme skænderier. I lang tid sov jeg ikke hjemme.

Efter gymnasiet var jeg meget søgende. Jeg har prøvet alt muligt, for de der ambitioner, man har fået påduttet som barn, de forsvinder jo ikke, og det har været en lang kamp at bryde ud af forventningerne til, hvad en klog, tamilsk dreng studerer.

I dag elsker jeg mit arbejde. Det er virkelig det, jeg brænder for, og navnet ’Vaffelbaronerne’ er ikke tilfældigt. ’Baron’ betyder oprindeligt ’fri mand’. Det er sådan, jeg har det nu. Jeg er ikke dansker. Jeg er ikke tamiler. Jeg er baron. Jeg er min egen frie herre.

Det fantastiske ved Danmark er, at vi alle har muligheden for at definere os selv. Det er begyndt at gå op for mig, at alle os andengenerationsindvandrere har den her ret sindssyge mulighed for selv at definere vores identitet. Jeg siger ikke, det er let. Det har ikke været let for mig, og det er nok endnu sværere for mange andre. Men jeg synes, at vi har et ansvar for at tage nogle kampe med vores forældre.

Jeg forstår godt mine forældre. Det kan godt være, at nogle af deres ideer virker gammeldags, men det er jo det, de er vokset op med. Det er de, de kommer fra. Det lægger man ikke bare på hylden. Og jeg ved, at de her kampe har været hårde for dem.

Det er også vigtigt, at vi ikke bare placerer ansvaret for integration på indvandrere og deres børn. Det bliver nødt til at være en tovejs-ting. De etniske danskere har også et ansvar. De bliver nødt til at være åbne. Det er ligesom, hvis du inviterer nogle gæster på besøg, og du kun går og siger, at de skal opføre sig sådan og sådan, så bliver det jo en dårlig oplevelse for alle parter. Man bliver nødt til at vise interesse, det er helt basalt.

Det bliver også meget sjovere på den måde. Tænk bare på Bjerringbro, hvor jeg er vokset op. Det er altså ikke den mest farverige by, men faktisk er der et stort srilankansk sammenhold, og alle er altid inviteret til arrangementer. Tænk engang, du har den her eksotiske verden fuld af farver, musik og mad lige i din baghave. Mød op, og du vil blive behandlet som en konge.

Når jeg til sommer skal giftes med Caroline, holder vi to bryllupper. Først holder vi et traditionelt dansk bryllup og derefter et traditionelt tamilsk bryllup med masser af farver og shows. Og begge familier er inviteret med til begge fester. Mine forældre glæder sig. De elsker Caroline i dag. Det bliver helt fantastisk.