Som fodboldspiller gav Frank Arnesen alt i hver kamp og til hver træning. Det sled kroppen i stykker, men han fortsatte arbejdsraseriet på lederposter i europæiske storklubber. Henrik Nordskilde besøgte sportsdirektøren i Hamborg, hvor han stadig opsøger presset – og igen er begyndt at drømme om selv at spille.
Frank Arnesen skal lære at gå. Problemet er det højre knæ, som knækker indad og giver ham en letgenkendelig gang. Skrøbelig, men målrettet. Fysioterapeuten i Hamburger Sport-Verein har sagt til den danske sportsdirektør, at han skal holde knæet mere lige og i øvrigt bør følge et træningsprogram. Så det gør Arnesen, og han gør det med samme indstilling, der har præget ham hele livet og var med til at skabe problemet i første omgang.
”Jeg bliver jo fanatic,” siger han med sit danske præget af et liv levet i udlandet, siden han som 19-årig skrev sin første kontrakt med Ajax Amsterdam.
”Jeg har altid presset mig selv. Jeg ville være den bedste hver dag og kunne ikke drømme om ikke at give mig 100 % til træning. Det blev sikkert også mit downfall, for min fysik kunne ikke klare det,” fortæller den nu 55-årige dansker, der siden den aktive karriere har været rejsende talentudvikler, rådgiver, forhandler, direktør og sparringspartner i fem klubber i Danmark, Holland, England og siden sidste sommer i Hamburger Sport-Verein (HSV) i Tyskland.
En dag i begyndelsen af august iagttager han under høj sol holdets formiddagstræning klos op ad hjemmebanen Imtech Arena, der er grim set udefra, men til gengæld ikke kunne ligge smukkere i den store Volkspark i udkanten af byen. Han forklarer om sit slidte knæ, og hvordan den gamle ven og holdkammerat Søren Lerby var bedre til at spare på kræfterne de sidste dage før en kamp, om det talent-akademi, HSV vil eta-blere, om de 71.000 medlemmer, der ejer klubben – hvoraf et par hundrede følger træningen på den anden side af hegnet – om sin tid i PSV Eindhoven, om det danske talent Christian Nørgaard, der løber rundt inde på træningsbanen, om sommerens spillerhandler, om pleje af banerne, om bestyrelsesmøder, spillestil og … Frank Arnesen er over det hele. Som en ejendomsmægler, bare i troværdig udgave, sælger han hele tiden filosofien og klubben. Også selv om der først var fyraften klokken 23.30 dagen før, da han afsluttede dagens sidste telefonsamtale på den Blackberry-telefon, der indeholder navnene på op mod 200 agenter, trænere og andre personer i fodboldmiljøet.
Når han standser op og taler med spillere, kolleger eller journalister, afslører hans fødder, at han flytter kropsvægten frem og tilbage og fra side til side. Som om han hvert øjeblik kunne sætte i et af de eksplosive ryk mod baglinjen, der blev et varemærke for fodboldspilleren Frank Arnesen. Først præsenteret for offentligheden hos Fremad Amager, siden i Ajax Amsterdam, Valencia, Anderlecht og PSV Eindhoven og i 80’erne på tidernes bedste danske landshold, hvor Ar-ne-sen-råbene blæste ned imod ham i Idrætsparken.
Tidligere på morgenen har han stukket hovedet ud ad et åbent vindue på første sal i Imtech Arena og råbt: ”Kom bare op”, da han hører, der bliver spurgt efter ham på gebrokkent tysk. Som det første, da han kommer gående hen ad kontorgangen, har han nævnt, at det er en hektisk tid. For første gang i alle de år, familien har ejet et hus i Marbella i Spanien, er han blevet enig med sin kone om, at hun skulle tage derned alene på ferie. Selv har han kun haft tid til at være der et par dage hen over sommeren, for det tager tid og energi at rydde op i en stor klub, der længe ikke har været en storklub. En klub, der ligger i en af Europas rigeste byer, har nogle af ligaens største indtægter fra sponsorer og et tilskuergennemsnit på over 53.000, bør lege med i toppen, men sidste sæson sluttede med en 15. plads, blot fem point fra nedrykning. Oveni har økonomien været lige så hullet som forsvaret. Siden Frank Arnesen kom til klubben fra en lignende stilling i Chelsea i London, har det bl.a. været hans opgave at skære voldsomt i lønudgifterne. Klubben betalte 50 mio. euro i lønninger årligt. Det er skåret ned til 40 mio., og tallet skal yderligere ned. Det hjælper ikke på de sportslige muligheder, for det betyder, at klubben umuligt kan tiltrække de bedste spillere på markedet.
”Det er en kæmpe klub med en kæmpe historie. Problemet er, at historien er større end det, klubben har præsteret på det seneste. De sidste to år har vi ikke spillet europæisk fodbold, og der var kæmpe panik omkring finansielle problemer, da jeg kom. Klubben er ved at blive sund igen, men det koster. Vi skal et skridt tilbage for at komme to frem.”
Det er Arnesens opgave at forklare nedskæringerne over for tilhængere og investorer og samtidig forklare klubbens bestyrelse, hvorfor det er en god idé at bruge penge på en bestemt spiller.
I Chelsea ringede han til den russiske ejer Roman Abramovich og spurgte, om han kunne bruge så og så mange penge på en spiller, og så sagde russeren ja eller nej. I Hamborg er situationen en helt anden, men samtidig er de nye krav også en fordel for en mand, der aldrig igen vil ruste fast, som han har oplevet det én gang i sit arbejdsliv.
Man kan lære et par ting om Frank Arnesen alene ved at besøge hans kontor: Han er højt i organisationens hierarki – kontoret er rigelig stort til at rumme et mødebord, hvor han mødes med bestyrelsen hver uge, han har forstand på fodbold – der er taktiktavle på væggen, og så er han meget dansk – han har et indrammet diplom, der har gjort ham til æresmedlem af HSV’s danske fanklub. Hen over sommeren er der foregået nervepirrende forhandlinger rundt om mødebordet, bl.a. med den russiske klub Rubin Kazan, der var forbi fire gange for at byde på tyrkiske Gökhan Töre. Hver gang blev de sendt hjem igen efter et par minutter af en meget bestemt sportsdirektør: Det tilbud kan vi slet ikke gå med til. Tak, fordi I kom.
”Så går de jo, og så tænker man: ’Puh, jeg håber, de kommer tilbage.’”
Det er sagt med et smil, måske fordi han vidste mere, end russerne vidste, at han vidste. For det er i den slags forhandlinger, at Arnesen skal træde i karakter som efterretningsagent. Han skal opklare, hvor interesseret modparten reelt er i spilleren, og hvis flere klubber er interesserede, kan han med fordel lade den oplysning sive til netværket. Det er også en mulighed at betale en agent for at lægge et godt ord ind for spilleren. I tilfældet Gökhan Töre havde han opsnappet, at russernes træner var meget interesseret i Töre, og det gjorde det nemmere at spille kostbar.
Det bliver offentliggjort, at Werder Bremen har købt en ny spiller. Det vidste Frank Arnesen i forvejen. Han er kendt for sit enorme netværk i fodboldverdenen.
”De blev ved med at sige: ’Vi sender et nyt tilbud i morgen’, men der skete ingenting, og jeg kontaktede dem ikke. Til sidst kom et tilbud, som var større, end vi havde håbet på. 6 mio. euro. Så er jeg glad, men det er hurtigt videre. Dagen efter siger man: ’O.k., nu har vi lidt penge, hvem skal vi købe?’”
Folk, der arbejder sammen med danskeren, fremhæver netop det engagement og hans evne til at omgås mennesker på alle niveauer. At han fx ringer til den tidligere Chelsea-spiller Fabio Borini, der aldrig slog igennem i Chelsea, og ønsker tillykke med en ny kontrakt i Liverpool. At man bliver bedt om at hilse Frank, når man står og ser fodbold et sted i Sydamerika, eller at han var den eneste, Johan Cruyff var interesseret i at tale med, da den hollandske legende kom ind ad døren og fik øje på Arnesen under et arrangement hos Arsenal i London. Men historien om Frank Arnesen indeholder også perioder, hvor han er blevet hængt til tørre i britisk presse, bl.a. da han blev overvåget af paparazzifotografer i håbet om at afsløre, at der bag smilende, omgængelige Frank var en skruppelløs forretningsmand.
”Are you Frank Arnesen?” spurgte den unge mand på golfbanen i Marbella. Da danskeren svarede bekræftende, forsvandt manden lige så hurtigt igen. Han havde fået, hvad han skulle bruge, nemlig en bekræftelse på, at det var den rigtige mand, hans kollega havde fanget i telelinsen. Dagen efter kunne læserne af The Sun se Tottenhams sportsdirektør med et golfflag i hånden som illustration til en artikel om, at han var ved at løbe fra sin kontrakt for i stedet at tage til konkurrenten Chelsea, der havde Abramovichs oliemilliarder i ryggen.
”Fint nok, sådan er livet. De havde også fotograferet mig på stranden og i Italien på Abramovichs yacht. Det blev lidt misbrugt af Tottenham udadtil. De sagde: ’Hvad er nu det, hvad laver han der?’, men Tottenham vidste godt, at jeg skulle tale med Abramovich,” siger Arnesen om forløbet, hvor han skiftede til et nyt job som talentchef og senere sportschef i Chelsea.
Et skifte, der understregede, at han arbejder i en verden, hvor der ikke altid er overensstemmelse mellem, hvad man siger til medier og fans, og det, der i virkeligheden foregår. Tottenham betingede sig, at Arnesen ikke måtte arbejde for Chelsea, før transfervinduet lukkede 31. august 2005. Officielt var han uønsket i Tottenham, og da Chelsea sagde: ”Hold du bare ferie indtil september”, tog han til Spanien, men dagene i huset i Marbella var langtfra arbejdsfri.
”Der er ikke nogen, der ved det, men jeg talte hver dag mindst to timer i telefon med Tottenhams præsident Daniel Levy, hvor han spurgte mig til råds om spillerhandler. Han malkede mig for informationer, hvilket jeg sagtens kan forstå.” 
I sin tid i PSV Eindhoven opdagede Frank Arnesen talenter som Ronaldo, Arjen Robben, Ruud van Nistelrooy og Jaap Stam, der alle fik en stor karriere.
Daniel Levy sagde ikke noget til pressen om samarbejdet. Udadtil var den snart forhenværende sportschef en idiot og persona non grata, som Arnesen formulerer det. Den sidste dag inden transfervinduet lukkede, trådte danskeren ind på kontoret i London. Klokken var fem, dvs. syv timer før der blev lukket for spillerhandler. Den hollandske træner Martin Jol, som var dybt skuffet over Arnesens beslutning om at forlade klubben, sad på kontoret og grublede. Klubben manglede en reserveangriber til truppen, fortalte han.
”Så sagde jeg: ’Hvorfor tager I ikke ham polakken Rasiak? Han vil gøre et godt stykke arbejde.’ ’Hold kæft, det er en god idé,’ sagde de. I løbet af fire timer fik de ordnet det hele, og jeg skrev kontrakten under, lige før vinduet lukkede. Det havde jeg ingen problemer med, men officielt havde de smidt mig ud to måneder før. Jeg kan godt forstå, at nogle var utilfredse, men jeg er heller ikke mere naiv, end at jeg var røget ud, hvis resultaterne ikke havde været der. Nu var det bare mig selv, der gik.”
Det er ikke kun i den slags episoder, at Frank Arnesen har lært sig at se på tilværelsen uden at dvæle ved succes eller fiasko. Da en samtale drejer ind på 80’er-landsholdet, konstaterer han, at holdet jo aldrig vandt noget, og det kun er folk over en vis aldersklasse, der genkender ham i Danmark. ”Nostalgi,” tilføjer han med et skævt smil og ved ikke rigtigt, hvad han mere skal sige om den sag. Det er ellers ikke, fordi han går og gemmer sig. At være et offentligt ansigt er en væsentlig del af jobbet sammenlignet med tiden i Chelsea. Fx skal han som sportsdirektør sidde med på udskiftningsbænken, deltage i mindst et pressemøde hver uge, og journalister møder op til træningen hver dag. Alene den store avis Bild har tre journalister, der dækker klubben. Det er en ny situation, der igen har forandret Arnesens arbejdsliv, men det var trods alt andre årsager, der lå bag skiftet til Tyskland. Allerede efter et par måneder i Tottenham havde han opdaget, at han burde være rykket videre fra PSV Eindhoven langt tidligere, og efter nogle år i Chelsea kom samme fornemmelse, fordi talentudviklingen fik sværere og sværere vilkår.
”I Chelsea var forventningen, at man købte en ny spiller til førsteholdet, hver gang man havde solgt én, så det var næsten umuligt for klubbens unge spillere at komme på. Men det er godt at se, at de unge, der ikke kunne komme på Chelseas hold, er blevet solgt for mange millioner til fx Benfica, Liverpool og Fenerbahçe.”
Dermed har han allerede lavet en forfinte på et evt. spørgsmål, om han nu også var en succes i Chelsea. Dem, der mener nej, peger på, at alt for få af de talenter, danskeren havde udpeget, rent faktisk fik en karriere på det bedste hold. Men problemet var ikke talenternes evner, mener Arnesen.
”De ville fx ikke forlænge med Borini, som blev solgt til Italien og nu er blevet købt af Liverpool for 14 mio. euro. Det var forskellige filosofier og en af grundene til, at jeg gik fra Chelsea. Jeg fik den følelse af, at ’Hm, Frank, nu skal du passe på, du ikke ruster fast igen.’”
Artiklen fortsætter på næste side...
I nat har sportsdirektøren spillet fodbold. Han griner over hele femøren, da han fortæller om drømmen på en italiensk restaurant i et af Hamborgs mange pænere kvarterer. Han lavede lange indkast, der lå præcist til holdkammeraterne inde i feltet, bl.a. den tidligere Chelsea-spiller Boulahrouz.
”Men i nat var det fandeme ikke helt godt, for de kunne ikke heade den i kassen. Da jeg var fodboldspiller, drømte jeg tit om fodbold, men i de drømme gik alt galt for mig. Jeg har ikke drømt om det i 10 år, men nu er det tilbage, og nu lykkes det hele. Jeg scorer mål og alt muligt. Det kan være noget helt vanvittigt. At jeg spiller i Brasilien på en jordmark mod min mor.”
Det var slet ikke det, samtalen handlede om, og det ved Frank Arnesen.
”Jeg vil ikke sige, jeg har drømme. Jeg er meget privilegeret. For mig er et godt liv også et godt arbejde, og så hører det med, at det i perioder ikke går så godt. Men jeg ved, at den periode går over. Om en time eller i morgen. Den erfaring må man trække på. Jeg flygter ikke længere fra konflikter, men nogle ting lader jeg bare gå. Jeg er da emotionel, jeg er ikke bogholder.
Men hvis det er noget emotionelt, tænker jeg: ’Sleep on it.’ Dagen efter: ’Hvad får jeg ud af at tage konflikten? Er det konstruktivt? Nej – o.k., let it go.’”
Han har også lært at prioritere sin indsats bedre. Hvis han var kommet til HSV for 15 år siden, ville han have arbejdet i døgndrift. Han har lært at tage en fridag og bare gå en tur med sin kone Kate eller tage en tur til København eller Rom med hende, hvis der er halvanden eller to dage fri. Han vender flere gange tilbage til sin kone og familie og bliver så grebet af historierne fra privatsfæren, at der er langt til det ry som tillukket – fortjent eller ej – han har haft de senere år i Danmark. Han fortæller om sine tvillinger, hvoraf den ene selv er blevet mor til tvillinger, om børnebørnene og om sidste års ferie i Sydafrika, hvor hele familien var inviteret, og hvor sønnen Sebastian friede til sin kæreste ved poolen på hotellet, mens Frank og de andre gemte sig bag et hegn.
”Alle omkring poolen jublede, da hun sagde ja,” griner han med mad i munden og viser, hvordan de stod med armene over hovedet. Pludselig er han tilbage til den dag i 1974 på Rigshospitalet, hvor en kvindelig læge så meget alvorlig ud, da hun gav et ungt par, der endnu ikke have forladt teenageårene, besked om, at de ventede tvillinger.
”Kate og jeg kiggede på hinanden, og så begyndte vi at grine. Jeg kan lige forestille mig, hvordan det har virket på lægen, for når jeg ser billeder af os fra dengang, lignede vi nogen på 14 år. Hun har tænkt: ’De to ved ikke noget som helst om livet.’”
Han fortæller, hvor betaget han er af tanken om, at de kun var Kate og ham selv, og i dag er der fire børn og seks børnebørn i London, Manchester og Eindhoven. Til gengæld har venner sværere ved at følge med rundt i det professionelle rakkerliv. Søren Lerby er en af dem, men ellers er det småt med venskaber, der overlever.
Klubbens ledelse præsenterer et byggeprojekt for mulige investorer. Og passer forretningen samtidig.
”Men jeg har åbenbart ikke så meget behov for det. I fodbold møder man nogle mennesker og kender dem intensivt i en periode, og så går man videre til noget andet i et andet land. Så kan det gamle nemt ryge lidt i baggrunden. Men jeg har ikke så meget tid til venskaber og ser ikke nostalgisk på det. Jeg føler mig privilegeret, at jeg har mødt så mange mennesker i forskellige kulturer.”
Skal man endelig få Frank Arnesens øjne til at søge mod bordpladen med noget, der ligner et drømmende blik, skal man helt tilbage til opvæksten og ungdommen på Christianshavn.
”Det var fantastisk. Og det var egentlig to liv. Det i Fremad Amager og det på Christianshavn. På Christianshavn var jeg ikke ’Frank Arnesen, fodboldspilleren’. Der var jeg bare Frank. Mange af dem, jeg gik rundt med, anede ikke, jeg spillede fodbold,” siger han langsomt, inden Arnesen-grinet og blinket med øjet er tilbage: ”Jeg var 16 år, da vi en dag i skolen fik at vide, at vi fik en opgave næste tirsdag, og jeg sagde: ’Jeg kommer ikke den dag.’ ’Nå, hvorfor ikke?’
’Jeg skal til Norge og spille med ynglinge-landsholdet. Alle vendte sig om og kiggede. ’Hvaffornoget? Landsholdet?’ ’Tja, hvis man er god nok, så ...’”
Derhjemme lærte John Arnesen sin søn, at man bør kunne sparke med begge ben. Derfor kunne naboerne se drengen løbe rundt nede i gården og sparke ud i luften med venstrebenet, inden han til sidst tog bolden med i øvelsen og perfektionerede teknikken. Til sidst var venstrebenet så godt, at reglen henne i skolen om, at Frank kun måtte bruge venstre, når de spillede i frikvarteret, ikke gav meget mening. Senere i karrieren betød alle skaderne, at han dårligt kunne sparke med samme venstreben, og i perioder kom angsten for, at det en dag var slut.
Arnesen bestiller pebermynte-te efter frokosten. Samme slags som i termokanden mærket ’F. Arnesen’ på kontoret.
”Jeg bliver jo fanatic,” siger han igen, denne gang om sine kostvaner. Han drikker ikke længere grøn te, for det er ikke godt for det kolesteroltal, som medfødt er for højt. Han kan huske datoen for sin sidste kop kaffe, 2. juledag 2010, han har ikke spist sukker siden 1. maj, og i tegnebogen ligger et stykke papir i kreditkortformat, som opremser de øvrige fødevarer, han ikke længere indtager. Listen afleverer han til tjeneren, når han spiser ude, efter råd fra en tysk biolog, der har analyseret en blodprøve fra den nysgerrige dansker.
Oven i den nye kost-politik kommer træning fem gange om ugen. I morges har han trænet 20 minutter på crosstræneren, 45 minutters styrkeøvelser for knæ, ryg og mave og så 35 minutter crosstræning for fuldt tryk. Han har samme fitnessudstyr i alle tre hjem i Hamborg, Eindhoven og Marbella. Da han nærmede sig 90 kg for nogle år siden, kunne han for alvor mærke det dårlige knæ, men det er bedre nu, hvor han har tabt sig og øver sig i at gå anderledes. 
Hollandske Jeffrey Bruma diskuterer sparketeknik med sin sportsdirektør.
”Man kan lære noget hele tiden, også selv om man er blevet 55 år,” siger han og viser, hvordan han skal undgå, at knæet falder indad, når han går. Løb er udelukket pga. samme knæ. I det første års tid efter karrierestoppet løb han 10 km hver morgen, indtil arbejdet i PSV Eindhoven var ved at knække ham.
”Jeg kendte ikke jobbet og alt det stress, der fulgte med. Jeg begyndte at bule ud,” siger han og klapper sig på maven.
De første tre år i PSV vidste han ikke, hvad der blev forventet af ham. Dengang havde han fx ikke systematiseret sin analyse af potentielt nye spillere, så indimellem købte han nogle spillere, der viste sig ikke at passe til holdet. Lige siden har han også sørget for, at han selv og andre under ham i organisationen har præcise jobbeskrivelser, så alle er klar over, hvad der bliver forventet.
”Jeg blev usikker og stresset og arbejdede dag og nat. Men det er jo noget mærkeligt noget med stress. Vi kan ikke lide det, men det skal også være der for, at man går den ekstra meter. Jeg vil ikke sige, at mit job ikke er stressende, men fodbold er mit et og alt. Jeg har altid fået den trang til at komme videre til et nyt sted og er så bare dykket ned i arbejdet.”
Han har forsøgt at drosle ned engang i PSV-tiden. Der blev mere fritid, men han savnede at have det sædvanlige ansvar, som kræver, at han bruger det meste af sin vågne tid på arbejdet.
”Mange af tilhængerne her bliver født som HSV-fans og dør som HSV-fans. Som spiller eller en del af ledelsen er man en lille del af HSV’s 125-årige historie, og vi skal gøre vores bedste, mens vi er her.”
Det betød, at han i perioder hen over sommeren kun fik to-tre timers søvn, fordi han både var på telefonen til Sydkorea, hvor holdet var på træningslejr, og til Brasilien, da salget af peruaneren Paolo Guerrero skulle på plads. ”Men det er jo også det, der giver mig …” siger han og afslutter sætningen med ekstra styrke: ”… adrenalin!”
Han bliver genkendt flere gange på gåturen fra restauranten til sin bil foran hjemmet nogle hundrede meter væk. Først af en ung mand, der får en autograf og et foto med lommekameraet, så af sine naboer, et ældre velhaver-ægtepar, der opmuntrer med ”Det skal nok gå godt fra nu af.”
Da han starter sin Audi, fylder klassisk musik kabinen. I forgårs lå Mahler-cd’en på hans skrivebog med en hilsen fra en fan. Frank Arnesen taler om forstærkninger til truppen, bl.a. den nye målmand René Adler, som han kalder den bedste i Tyskland. Adler kendte landsholdskeeperen Robert Enke, som i 2010 kastede sig ud foran et tog som følge af sine depressioner. Arnesen taler beundrende om Enkes kone, der stod frem og talte om depressionen kort efter selvmordet. Så er han stille et stykke tid, inden han langsomt fortsætter:
Ved siden af Imtech Arena ligger en kirkegård, hvor hjørnet nærmest hjemmebanen er reserveret til HSV-fans. Gravpladsen blev indviet i 2008, og de første fans er kommet i jorden.
”Jaa, man oplever mange ting i fodboldverdenen. I PSV havde vi en ung spiller på omkring 18 år, som fik problemer. Det var hårdt, rigtig hårdt. Det var egentlig en … meget interessant periode for mig, selv om ’interessant’ måske lyder forkert. Jeg var meget tæt på ham. Jeg havde købt ham, han var et kæmpe talent. Pludselig fra den ene dag til den anden, så ... han kom ikke til træning. Gemte sig. Han kom på en lukket afdeling, hvor jeg besøgte ham flere gange. Sød dreng og superintelligent. Der er nogen, som tænker og tænker og er under kæmpe pres. Han var sådan en, hvor andre forventede, at han skulle være den bedste i skolen og den bedste fodboldspiller. Men var det virkelig det, han selv ville? Man ved jo ikke, hvad de kommer fra. Hvad der sker inden for hjemmets fire vægge.”
Frank Arnesen bliver så optaget, at han kører forkert flere gange på vej mod stadion, hvor han skal en anden vej ind end normalt, fordi der er kamp:
”Vi skulle have været til venstre her”, ”Nå, for helvede, jeg skal en anden vej” og ”Var det den anden vej alligevel?”
Til sidst får han indstillet GPS’en, og mens han på blidt og høfligt tysk bliver guidet mod stadion, fortæller han, at PSV-spilleren kom tilbage, men måtte stoppe pga. skader. På samme måde sluttede hans egen aktive karriere brat for 24 år siden.
I foråret 1988 var PSV Eindhoven Europas stærkeste fodboldhold. I maj kunne Frank Arnesen og holdkammeraterne se frem mod pokalfinalen i Holland, Europa Cup-finalen for mesterhold, den tids Champions League-finale i slutningen af maj, og bagefter skulle Arnesen med til EM-slutrunden i Vesttyskland. Han skulle bare have overstået den sidste turneringskamp. Dvs. ’overstået’ er ikke det rigtige ord, for som altid gik han ind i kampen for fuldt tryk, også for at spille sig i ordentlig form til EM-slutrunden. Der var spillet godt halvdelen af første halvleg, da Søren Lerby afleverede til sin danske ven, som tæmmede bolden og besluttede at slå en hård aflevering med højre ben. I samme øjeblik sad det venstre fast i et hul i banen, og i stedet for at ramme bolden ramte han sit eget ben og brækkede spoleben og ankel og rev flere ledbånd over. Han følte det, som om benet var røget af. Senere kom smerterne for alvor, men at han græd, da han sad på bagsædet af holdlægens bil, skyldtes mest tidspunktet for skaden.
Han havde i løbet af karrieren mærket angsten for, at han en dag måtte stoppe pga. skader. Fx skaden i det famøse højre knæ, der oven i købet blev fejlbehandlet, så han i begyndelsen af 80’erne sad og gloede i 15 måneder i huset i Valencia. Alligevel røg han ikke ned i det sorte hul, mange andre sportsfolk har oplevet efter et karrierestop. Det hjalp på humøret, at han en uge efter den famøse kamp kunne stavre ud fra Hotel Admiral i København på sine krykker efter et møde, hvor TV2 tilbød ham et job som fodboldkommentator, og det hjalp at tænke på, hvad den tidligere landsholdsspiller Kristen Nygaard havde sagt under deres fælles tid i hollandsk fodbold.
”Han sagde: ’Du skal stoppe på et tidspunkt, og måske bliver det før, du har regnet med, men der er mange andre ting i livet.’ Jeg var trods alt 31 år og havde opnået meget, så jeg formåede at tænke: ’Fint, det er slut.’ Jeg ville altid være den bedste fodboldspiller, men der var mere end et halvt liv tilbage, og så måtte jeg selv finde et andet fokus. I sidste ende er du kun dig selv. Du kan få gode råd, men du skal selv se åbningerne og komme problemer til livs.”
HSV skal møde Dortmund en lørdag eftermiddag i en træningsturnering forud for sæsonstarten. Et par hundrede meter væk er tilhængerne allerede i gang med en fest, som kun tyskere kan holde den med langt nakkehår, rygmærker på denimvestene, godt øl og dårlig popmusik.
Et nedslag i Arnesens liv om nogle år vil formentlig placere ham på et andet stadion et sted i Europa. Et sted, hvor han er ude på tilpas dybt vand til, at han kan undersøge, hvad han kan, og hvor god han egentlig er. Skal han en dag på pension, bliver bopælen Spanien eller Holland, ”men jeg tror sgu aldrig, jeg stopper med at arbejde,” har han erkendt.
En forhandling om en spiller er som et politisk møde, forklarer Arnesen. ”Der bliver sendt nogle mennesker, nogle agenter, i forvejen, så man nogenlunde ved, hvad modparten vil, når man mødes. Kunsten er at finde den bedste indgang til klubben. Hvem er de rigtige mennesker at kontakte?”
Denne sommer siger rygterne, at den hollandske træner Guus Hiddink vil have ham til den russiske klub Anzhi, og også Manchester City, hvor Arnesens søn er talentspejder, skulle have snøren ude. Under alle omstændigheder ligner det ikke en mand, der nogensinde vil slå sig ned og stille sig tilfreds, da han skynder sig ind under tribunen mod spillertunnellen og videre ind til de 42.000 tilskuere, der venter på at se 11 af Arnesens udvalgte. Han skal sidde på udskiftningsbænken til højre for indgangen. Da han kom til klubben, sørgede han for, at hjemmeholdet fik den plads, så de kan sidde tættest muligt på linjedommeren. Det kunne jo være, han lige skulle have et par råd under kampen fra en entusiastisk sportsdirektør. Inden han går ind, har han nået at give et bud på, hvorfor han har levet et liv, der – længe før vi talte om globalisering og arbejdskraft, der bevæger sig over grænserne – hele tiden har bragt ham videre til nye steder og nyt forventningspres.
”Et menneske er aldrig glad for at komme ud af sin rytme, men det er egentlig det, jeg altid har gjort. Det er de oplevelser, der bringer dig videre.”
Frank Arnesen
Født 30. september 1956.
Klubber som spiller
- Fremad Amager: 1974-75.
- Ajax Amsterdam: 1975-81.
- Valencia: 1981-83.
- Anderlecht: 1983-85.
- PSV Eindhoven: 1985-88.
- 52 landskampe og 14 mål for Danmark.
- Årets spiller i Holland i 1979.
Klubber som sportsdirektør, talentchef, assistenttræner m.m.
- B1913: 1989-90.
- PSV Eindhoven: 1990-2004.
- Tottenham: 2004-05.
- Chelsea: 2005-11.
- Hamburger SV: 2011.
Tre Arnesen-landskampe, vi husker
- Danmark-Italien 1981
En VM-kvalifikationskamp, der varslede begyndelsen til nogle fremragende år for landsholdet. Frank Arnesens frisparksmål og jubelscene efter 60 minutter er en klassiker i sig selv.
- Danmark-Belgien 1984
Måske blev der spillet bedre landskampe i årtiet, men målt på spænding er kampen, der sendte Danmark i EM-semifinalen, ikke til at komme uden om. Danmark var nede med 0-2, men vandt 3-2. Arnesen markerede sig med en scoring på straffespark, et oplæg med det venstreben, han efter eget udsagn ikke kunne bruge på det tidspunkt. Han blev også sparket over sit dårlige knæ af René Vandereycken, en holdkammerat fra Anderlecht, hvilket fik anfører Morten Olsen til at gå amok og skubbe belgieren omkuld.
- Danmark-Vesttyskland 1986
2-0 sejren til Danmark i VM-kampen var ikke vigtig, da Danmark allerede var videre fra gruppespillet. Arnesen kom i fokus med et oplæg til et mål, og fordi han for en sjælden gangs skyld mistede besindelsen og sparkede tyske Lothar Matthäus. Danskeren fik sit andet gule kort og dermed rødt. Derfor havde han karantæne i 1-5 nederlaget til Spanien.
I modvind
I sin tid i Chelsea blev klubben og Frank Arnesen flere gange beskyldt for at bryde reglerne på transfermarkedet. Dengang var Chelseas politik at være tavse over for pressen. Her er Arnesens version af, hvad der skete i nogle af de mest omtalte sager.
I 2006 blev Frank Arnesen filmet med skjult kamera af BBC, da han – antydede programmet – forhandlede ulovligt med agenten for et 15-årigt talent fra Middlesbrough.
”Der var slet ikke noget i det. Det var en agent, der kom til mig, ikke omvendt, og tilbød en spiller. Jeg siger på optagelsen: ’Hvorfor vil han egentlig til Chelsea? Han har jo meget bedre chance for at komme på Middlesbroughs hold.’ Det siger næsten det hele. Alle, der kender reglerne, kunne høre, at vi ikke gjorde noget forkert.”
I 2008 beskyldte den italienske klub Reggina Frank Arnesen for ulovligt at kapre et ungt talent.
”Det var helt vanvittigt. Præsidenten udtalte, at jeg havde hentet hans spiller på træningsanlægget i helikopter. Sagen er, at jeg havde et møde med præsidenten, hvor jeg sagde, at jeg gerne ville købe spilleren for så og så meget. Først blev han tosset, men så sagde jeg: ’Han har jo ikke nogen kontrakt, og han er 16 år, så han kan frit skrive kontrakt med os ifølge FIFA’s regler.’ Så faldt han til ro. Ifølge reglerne havde Reggina krav på 120.000 euro, men jeg tilbød et større beløb, og det gjorde vi også i andre tilfælde med andre klubber. Jeg vil gøre alt for at få en spiller, men de store klubber skal give de mindre, hvad de har krav på, og indimellem aftalte vi, at de skulle have et større beløb, fx hvis spilleren opnåede en plads på Chelseas førstehold.”
I 2009 mente den franske klub Lens, at Chelsea og Frank Arnesen ulovligt havde overtalt Gaël Kakuta til at bryde sin kontrakt med Lens. I første omgang blev Chelsea frataget retten til at handle med spillere i et år, men afgørelsen blev omstødt af den internationale sportsdomstol CAS. Domstolen vurderede, at der ikke forelå en gyldig kontrakt mellem Kakuta og Lens.
”Det er en omfattende sag, som jeg ikke vil nærmere ind på, men vi var i vores fulde ret, og det endte med, at vi betalte et beløb til Lens for spilleren, og alle var glade.”
De fem cirkler
Frank Arnesen arbejder med fem såkaldte cirkler, når han vurderer et talent. Målet er at få så mange oplysninger som muligt inden for hvert område, inden spilleren evt. bliver tilbudt en kontrakt.
- Tekniske og taktiske evner.
- Mentalitet – kæmper spilleren fx i modgang?
- Fysik – er spilleren stor, lille, hurtig?
- Helbred – har han fx tilbagevendende problemer med en skade?
- Livsstil – er det fx en udlænding, der endnu ikke taler tysk, der skal vænne sig til at bo alene?
I sidste ende er det indtrykket på banen, der er afgørende. Det er her, en trænet talentspejder kan vurdere både evnerne med bolden og mentaliteten, forklarer Frank Arnesen.
”En spiller kan ikke gemme sig på en bane. Jeg lægger fx mærke til, hvordan han er, når der er modgang. Holder han op med at arbejde, råber og skriger han ad dommer og med- og modspillere. Christian Nørgaard var med i vores træningskamp mod FC Barcelona, og der lagde jeg mærke til, at han lavede en aflevering med hælen. Jeg tænkte: ’O.k., der har vi fat i noget. Han har ikke sceneskræk.’ Han har også sørget for at lære tysk meget hurtigt, hvilket er et godt tegn inden for den cirkel, vi kalder livsstil.”
