Det var et uforsigtigt felt, der i slutningen af september hastede over det savtakkede Flandern til herrernes linjeløb ved VM i landevejscykling. Allerede tidligt på dagen gjorde danskerne alvor af den proklamerede guerilla-taktik, senere satte Belgien sit godstog i omdrejninger og til sidst attakerede den tricolore-klædte Julian Alaphilippe ufortrødent. Rytterne gav det sammenstuvede publikum nøjagtigt, hvad de var kommet for: et vildt væddeløb mellem cykelsportens stolte nationer.

En uge senere køres Paris-Roubaix, der i denne udsatte ombæring forvandles til en efterårsdag i helvede, og her vil rytterne være tilbage i deres sædvanlige firma-trikoter. Plastret til med logoer fra alverdens virksomheder vil de nu dyste imod de landsmænd, der i Flandern for en stund var deres allierede. Men at VM’s regnbuejagt er ophørt og erstattet med lidelserne på de nordfranske brosten, betyder imidlertid ikke, at feltet tømmes for nationale dagsordener.

Gennem de senere år er cykelsportens fremmeste division, UCI WorldTour, nemlig blevet en stadig større kampplads for nationale interesser. Og her er det ikke cykelsportens traditionsrige lande, der er gået til angreb. Det er derimod lidet sadelvante nationer Kasakhstan, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.

Det oplagte spørgsmål er naturligvis, hvorfor verdens oliestater har kastet deres kærlighed over cykelsporten, og ikke mindst hvordan deres ambitioner går i spænd med sportens særprægede kultur?

Da Astana-holdet fra Kasakhstan allerede tilbage i 2007 rejste sig fra ruinerne af spanske Liberty Seguros, stod det hurtigt klart, at det olie- og gasrige land i Centralasien så cykelsporten som en passende national reklamesøjle. Finansieringen kom fra statsejede virksomheder og inspirationen til holdets navn fandt man i landets hovedstand. Alligevel blev initiativet fra Borats hjemland nok snarere opfattet som et lidt pudsigt særtilfælde i cykelsporten, hvis engagement til stadighed udsprang hovedsageligt fra Vesten.

Her en portion år senere har det dog vist sig, at Astanas model ingenlunde var en enlig udbryder. For med massiv støtte fra hjemlandene har WorldTour-mandskaberne Team Bahrain Victorious og UAE Team Emirates nu sat sig tungt på cykelsportens top, som de blev en del af i 2017. Særligt de seneste par år har holdenes ryttere pedaleret sig til succes. Mest markant har Tadej Pogacars sejre i Tour de France for UAE været, men også Bahrain Victorious har levet op til sit navn med store etapetriumfer, podieplaceringer i Vueltaen og Giroen, og generelt besnærende kørsel fra et bredt udvalg af ryttere.

Holdene har heller ikke holdt sig tilbage med at reklamere for deres fædrene ophav. Allerede da UAE-holdet blev præsenteret i 2017, talte den italienske manager, Giuseppe Saronni, eksempelvis i floromvundne vendinger om golfstatens overtagelse af det traditionsrige italienske Lampre-hold i La Gazzetta dello Sport:

”Vi er stolte. For første gang har vi ikke en sponsors navn på trøjen, men navnet på en nation (dengang hed holdet UAE Abu Dhabi red.). Vi gik fra at være en familie til et nationalt hold.”

Kritikere har da også hævdet, at det nu er blevet cykelsportens tur til at vaske golfstaternes beskidte undertøj rent, efter afsløringer om brud på menneskerettighederne fra Amnesty International og Human Rights Watch i årtier har sværtet det til.

Rationalet hos de mellemøstlige nationer synes i hvert fald klart: Med udsigt til en fremtid, hvor deres olieressourcer skrumper ind og desuden vil møde mindre efterspørgsmål, må de sikre andre indtægtskilder. Her er den kulturelle kapital et vigtigt middel. Og med milliardtunge investeringer i sporten søger landene nær Den Persiske Golf vedholdent at omforme den vestlige verdens opfattelse af dem. Soft power i sin reneste form.

Eksempelvis er én af de toneangivende ledelsesskikkelser på Bahrain Victorious det unge medlem af kongefamilien, Sheikh Nasser bin Hamad Al-Khalifa. Den selvsamme mand, der under det arabiske forår i 2011 blev beskyldt for at opfordre og medvirke til tortur og fængsling af mere end 150 sportsudøvere, der deltog i pro-demokratiske demonstrationer. Men med Bahrains nylige investeringer har Al-Khalifa nu fået mulighed for at trykke hånd med cykelsportens stjerner og således blankpolere sit eget og hele nationens renommé. En intention, der heller ikke ligefrem skjules på holdets egen hjemmeside. Her formuleres den blot i lunere vendinger.

”Transitionen til Bahrain Victorious i 2021 repræsenterer et spændende, nyt kapitel i holdets rejse, som vil fremskynde visionen om at fremvise det bahrainske kongeriges ambition og optimisme til verden.”

Det er egentlig ikke så underligt, at Kasakhstan, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og sågar også Saudi Arabien, der i sommer investerede sponsorkroner i Christopher Juul-Jensens Team BikeExchange, er ivrige efter at deltage i landevejens strabadser. Cykelsportens praksis med at navngive hold efter sponsorer efterlader nemlig den totale mulighed for eksponering af oliestaterne.

Men som Per Bausager, tidligere professionel cykelrytter og nuværende direktør i Empire Cycling, der blandt andet forhandler det traditionsrige brand Castelli, fortæller, så er cykelsporten også domineret af en særlig kultur, der kan have lettet oliestaternes indtog i sporten.

”Jeg plejer at sige, at boksning er den eneste sport, der rigtig ligner cykelsporten. Det er en sport og et miljø for baggårdskatte. Det betyder ikke, at der ikke er moral. For der er mange kodekser og uskrevne regler i cykelsporten. Men det er på baggårdsmåden. Det er ikke noget woke-miljø, og
rytterne var jo nok ikke blevet bogholdere, hvis de ikke var lykkedes som cykelryttere.”