Onside-vært Signe Vadgaard: Her er fodboldkampene, der formede mig

OB-Real Madrid 2-3, 22. 11. 1994

”Jeg er jo fra Odense og har selv spillet for OB i mange år. Nu, hvor jeg har fået et barn, er det gået op for mig, hvor fedt det har været at vokse op med fodbold og foreningslivet. Derhjemme har min kone og jeg en lille kamp kørende om, hvilken sportsgren Lucca skal spille, når hun bliver større. Cathrine har spillet meget håndbold, mens jeg har spillet meget fodbold. Måske hun selv får lov til at bestemme, haha.

Uanset hvad er det bare så fedt som barn at have dette fællesskab, der er i en klub med holdkammeraterne og de der stævner, hvor man tager ud og overnatter i en hal et eller andet sted i Danmark. Og så til, at man tager på stadion sammen med hele holdet og oplever den vilde stemning på tilskuerpladserne: ’Her skal vi selv spille en dag.’

Denne wow-oplevelse har jeg haft mange gange på Odense Stadion, jeg har selvfølgelig også haft nogle mere leverpostejoplevelser, men i sæsonen 1994/95, den famøse Real Madrid-sæson, hvor OB spillede europæisk, dér var jeg ude at se den første kamp på Odense Stadion.

Min ven Anders og jeg havde fået lov til at tage alene afsted. Vi var 12 år og havde fået nybagte boller og varm kakao i nogle drikkedunke med af vores forældre, så vi ikke skulle stille os i nogen madkø. Det var dengang, man måtte stå op til europæiske kampe, så vi stod op, men på et tidspunkt var den en vagt, som fik øje på de her to små børn uden deres forældre og spurgte: ’Vil I ikke ind og sidde ned?’ Der var lige to ledige pladser på første række til os.

Og så kom vi ind og så denne kamp, hvor OB tabte, og Michael Laudrup sparkede bolden ind til 2-3 til allersidst. Men det var vanvittigt, at OB i det hele taget var med i kampen. Der er bare noget magisk ved europæiske kampe på små danske stadions. At se Michael Laudrup være fantastisk og brillant og så alligevel ikke sætte pris på det, fordi han spillede på modstanderholdet. Jeg hadede Michael Laudrup lige den aften.

Kampen var en sindssyg oplevelse, og jeg har ikke siden været i tvivl om, at jeg skulle lave noget med fodbold. Jeg troede jo længe, at jeg selv skulle være den, som løb rundt derinde på banen, og jeg havde også nogle U-landskampe, men jeg var aldrig seriøs nok omkring det til, at det kunne lykkes.

Jeg var ikke nede at se returopgøret på Bernabéu, men det er jo en del af historien, at det går, som det går, og OB leverer miraklet i Madrid. Jeg kan huske, at ’Ugens lyd’ på P3 efter kampen var lyden af Lars Høgh, der rager kastanjerne ud af ilden. ’Av, for hælvete.’”

Ajax Amsterdam-Manchester United 0-2, 24. 05. 2017

”I 2017 var jeg blevet vært på Europa League, og finalen skulle spilles på Friends Arena i Stockholm. Vi havde et studie på stadion, og det var første gang, at jeg fik smag for, hvad det vil sige at dække en stor begivenhed i begivenheden og ikke bare have et studie derhjemme, men faktisk være dér, hvor det sker. Hele sæsonen igennem havde Kasper Dolberg været on fire og fucking god, og vi tænkte alle, at nu blev han solgt til en kæmpeklub. Ajax kom helt til finalen mod Manchester United, som havde Zlatan Ibrahimović på holdet, og han var hjemme i Sverige. Jeg holder også selv med Manchester United. Der var bare så bare ting historiewise, som gik op i en højere enhed. Selvom Zlatan var skadet, gik han rundt på krykker og vinkede til folk på stadion.

Dolberg og Ajax gjorde ikke meget væsen af sig selv i finalen, som spillemæssigt egentlig var ret kedelig, men det var helt fantastisk at være der i orkanens øje. Jeg var vært på udsendelsen, Lars Jacobsen og Mikkel Bischoff var eksperterne, og Josefine Høgh var reporteren. Vi havde det megasjovt, og det var min første store kamp som vært.

Jeg havde taget skridtet til fodboldjournalistikken året forinden. Jeg var radiovært på P3 i mange år, men en dag ringede Anders Bay, der var sportsdirektør på Discovery, mig op og spurgte, om jeg havde lyst til at drikke en kop kaffe. Jeg var egentlig rigtig glad for at være på P3, men når man har haft det samme job i et godt stykke tid, har man brug for luftforandring. Jeg kan i hvert fald godt lide at hoppe ud i noget nyt og blive dygtigere i noget andet.”

Manchester United-Leicester City 2-0, 5.11 2002

”Kampen, der fik mig til at holde med Manchester United. Efter gymnasiet havde jeg det klassiske fjumreår, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle med mit liv, og hvem jeg var, og alle de her identitetskriser, som man kan have i denne alder. Mange af mine venner tog til London for at have et år der, og jeg elsker også London, det er en fantastisk by. Men jeg har altid været lidt stædig og gider ikke gøre det, som alle andre gør. Så går jeg kontra. Det var i internettets spæde dage, og jeg så et opslag på et tilfældigt site med et hotel i Manchester, hvor de søgte en ungarbejder. Jeg skrev til dem, og de meldte tilbage, at jeg bare kunne komme.

Jeg fik købt en flybillet, de hentede mig i lufthavnen, og så kørte vi ellers halvanden time væk fra Manchester og ud in the middle of nowhere. Det var ikke engang en by, men et lillebitte sted, som hedder Horton in Ribblesdale. Her ligger The Golden Lion Hotel, hvor jeg så skulle arbejde i deres pub og lave morgenmad til deres overnattende gæster og gøre rent på værelserne. Der boede vel 100 mennesker i landsbyen, og det var så dér, at jeg havde sagt ja til at være i et halvt år: ’Shit, mand’. Jeg blev lettere deprimeret og ønskede mig pludselig til London alligevel. Min research havde virkelig været dårlig.

Heldigvis endte det hele meget lykkeligt. I nabobyen Horton in Ribblesdale havde Arla et stort mejeri, og en dag trådte der en dansker, som hed Kenneth, ind på pubben, og vi fandt selvfølgelig hurtigt ud af, at vi begge to var danskere. Arla var sponsor for Manchester United, og han var sådan: ’Jamen, vi kan da bare hænge lidt ud, nu hvor du er her helt alene.’ Jeg var i forvejen lidt Manchester United-fan på grund af Peter Schmeichel, men ilden var ikke tændt for alvor, men det blev den i den grad, da jeg kom ud på Old Trafford sammen med Kenneth, som have inviteret mig med.

Vi havde selvfølgelig gode billetter. Jeg kan ikke huske kampen særlig godt, men jeg blev bare så forblændet af, at der løb en spiller op og ned langs højrekanten. Jeg kendte ham godt, bevares. Han var gift med en Spice Girl, og jeg var kæmpe Spice Girls-fan. Ja, dér blev jeg lettere forelsket i David Beckham og Manchester United. Jeg ved godt, at det var en meget tøset indgang til at holde med United, men fuck, hvor var David Beckham også god. Millimeterpræcise indlæg, slået på store afstande. Man kunne virkelig fornemme det, når man sad så tæt på banen.”

Danmark-Finland 0-1, 12. 06. 2021

”På Nent dækkede vi sommerens EM-slutrunde, men deltes om kampene med DR. Danmarks åbningskamp mod Finland i Parken havde DR, så jeg var ikke på arbejde, men så den derhjemme. Jeg sidder og bliver helt stille nu, mens vi snakker, fordi det var så mindblowing. Man gik ind til turneringen med troen på, at Danmark kunne gøre det godt, og at det kunne blive rigtig stort, og så sker dette med Christian Eriksen, der kollapser.

Jeg blev helt tom indeni. Jeg så kampen med nogle venner og skulle arbejde dagen efter, så det var også forberedelse for mig, men det føltes som et lys, der blev slukket. Og det var det for alle. Jeg boede i lejlighed på det tidspunkt, og man kunne se gennem vinduerne, hvordan festen døde for alle.

Efter vi fik at vide, at Eriksen under omstændighederne havde det okay, sad jeg og tænkte over, at jeg skulle ind og dække det her dagen efter, og hvordan jeg kunne finde en balance i ikke at have følelserne for meget med i det. Min hjerne var på overarbejde. Jeg talte også i telefon med mine redaktører og kollegaer om aftenen.

Dagen efter tog jeg ind på arbejde, og jeg kan tydeligt huske, at jeg her mødte Per Frimann, som havde været i Parken, og han var stadig hel paf, ramt og grådlabil. Men vi skulle jo sende. Der blev vi alle sammen virkelig testet og fagligt kastet ud på dybt vand. Os journalister, der dækkede EM, er jo også fodboldfans, holder med Danmark og var dybt berørte som resten af nationen. Det var helt surrealistisk. Og at historien ender, som den gør; at Eriksen heldigvis er okay, og at landsholdet rejser sig som en fugl Føniks. Jeg er næsten lige glad med, at vi ikke blev Europamestre. For hold kæft, hvor endte det smukt, og man fik samlet hele nationen.

Professionelt var det en sindssyg slutrunde at dække med highs og lows og udfordringer. Den har uden tvivl været med til at forme mig som vært og give mig en ballast.”