Euroman var inviteret af Rapha og B&O til at teste høretelefonerne og deltage i løbet.

Jeg er den største kliché.

Da jeg rundede 30 år og netop var blevet far for første gang, købte jeg en dyr racercykel til mig selv, en Argon 18. Imellem bleskift og grød skulle jeg da også bruge kvalitetstid på mig selv i de velfortjente weekender, suse væk fra Københavns og ikke mindst hjemmets støj og op i den nordsjællandske natur. Selvfølgelig gik det ikke sådan. Hvad havde jeg regnet med?

Jeg har brugt min racercykel to gange i de to år, jeg har haft den.

Den står så provokerende og fylder insisterende meget af mit soveværelse i en treværelses lejlighed. Hver eneste dag minder den mig om mit smertelige nederlag. Desuden er min kæreste også verdensmester i at prikke til min samvittighed. Ofte spørger hun: "Hvornår sælger du den?" Og nævner hurtigt tre andre fornuftige ting, vi kunne bruge pengene på i stedet for.

Men jeg nægter at give op. Siden jeg så Bjarne Riis vinde Tour de France i 1996, har det været en drengedrøm at have min egen racercykel. Jeg skal nok komme til at cykle på den, gentager jeg på så patetisk maner, at jeg næsten selv tror på det.

Så da min redaktør for nyligt spurgte, om der var en journalist på vores redaktion, som var klar på at køre om kap mod andre journalister fra blandt andet GQ, Esquire og Men's Health, så jeg det som min store chance. Nu havde jeg et klart mål, noget at træne op til. Jeg meldte mig uden at tøve. Og bildte mig selv ind, at jeg var et naturtalent på en racercykel trods min utroværdige erfaring. En gang cykelejer, altid cykelrytter.

Foto 1.jpg

På landevejen derhjemme

Mens pandemien har stået på, har cykelhandlere landet rundt meldt om et boost af salg af racercykler. Landeveje og cykelstier landet over lagde i foråret 2020 asfalt til ekstraordinært mange motionister, der så deres snit til at udnytte hjemmearbejdsdagen til at få sneget ekstra træningsture ind i frokostpauserne.

Med vinteren falder temperaturen i takt med at risikoen for punkteringer stiger. Kombineret med kolde fingre og flere lag tøj får det mange motionister til at blive hjemme. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke træner. Rundt om i garager, stuer og annekser bliver der hver eneste dag trådt watt som aldrig før.

Det skyldes primært hometraineren Bkool, der muliggør en montering af den almindelige racercykel på en opsats, hvorefter man kan træde rigtige kilometer på ruter rundt om i verden – alt leveret via appen Zwift. Tourmalet, Stelvio eller Alpe d’Huez? No problem. Det er som at være der selv.