Kristopher Schram har taget New Yorker-slicet til København: “Det er klart jyderne, der bedst kan relatere til det” scroll-down

Kristopher Schram har taget New Yorker-slicet til København: “Det er klart jyderne, der bedst kan relatere til det”

Pizza, Michelin, pizza. Som med alle gode eventyr, starter amerikanske Kristopher Schrams kokkefærd der, hvor han nu har fundet hjem. På Diamond Slice slynger han og partnerne ægte New York-style pizzaslices til masserne af københavnere, der ikke anede, at de manglede endnu fortolkning af den flade tærte. Vi har spurgt Schram, hvor man får den bedste slice i New York, den værste foodtrend og hvorfor et skønhedsprodukt er hans vigtigste værktøj i køkkenet.

Af Sebastian Himmelstrup
Foto: Valdemar Ren
Gastro Euroman

Hvad spiser du ofte i Danmark, som du aldrig troede, du skulle spise, før du flyttede hertil?

“Knækbrød med ost og Kalles Kaviar ovenpå. Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle spise så tit, som jeg gør. Jeg lavede engang en pop-up i København, hvor jeg serverede et syltet æg med ørredrogn og lagde en hel tube Kalles Kaviar ved siden af. Folk skulle bare have lov til at pøse så meget på, som de ville. Jeg elsker det.“

Hvilken dansk ret kan du ikke fordrage?

“Jeg synes ikke, jeg er kræsen. Men måske boller i karry? Det er ikke engang, fordi det smager dårligt, jeg synes bare, retten er underlig.”

Siger boller i karry meget om den danske madkultur?

“Der er generelt ikke så meget ærkedansk madkultur at komme efter, er der? De retter, der har dansk oprindelse er ofte svære ikke at kunne lide.

Svinekød med sprødt svær, en tung sovs og kartofler. Hvem kan man ikke lide det? Nej, det, jeg synes, er ærgerligt ved det klassiske danske køkken er mest, hvor begrænset det er. Men der er ingen retter, jeg decideret ikke kan fordrage.”

Hvornår vidste du, at du var god i et køkken?

“Som 17-årig var jeg pizzabud hjemme i Hudson Valley, New York. Når der ikke var så meget at levere, fik jeg lov til at lege rundt i køkkenet og lave mine egne pizzaer. Jeg endte med at få arbejde i køkkenet, selvom det betalte meget bedre at være pizzabud.

Seks måneder senere kørte jeg hele stedet selv. Jeg prøvede at klare high school samtidig, men det var klart i pizzeriaet, at jeg havde mit fokus. Fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg var god i et køkken.

Da jeg så startede i kokkeskole, følte jeg mig uduelig igen. Jeg anede ikke, hvad foie gras var.

Efter skolen følte jeg mig som kongen, men da jeg så landede mit første job på en fin restaurant, var det tilbage til at føle sig uduelig. Jeg tror, det er en cyklus, hver gang man prøver noget nyt.” 

Se, hvad vi ellers skriver om: Pizza