”For seks år siden ringede jeg til investor Nikolaj Nyholm, som i dag er min partner i selskabet, og som investerede i det originale Astralis. Jeg ringede til netop ham, fordi jeg havde set, at han havde investeret i Mojang Studios, som er en svensk videospilsudvikler. Han virkede til at have en perifer forståelse af, hvad denne her verden handlede om. Jeg tror ikke, at mange håbefulde iværksættere er klar over, hvor absurd en mængde af held og timing der skal til for, at projekter nogle gange skal lykkes.
Nikolaj var den eneste, der gad at tage et møde med mig. Tænk, hvis han havde sagt nej, ikke havde taget telefonen eller var fanget i en anden fundingrunde. Så havde e-sporten i Danmark måske slet ikke været, hvor den er i dag. Der havde i hvert fald ikke været noget Astralis eller noget håndtryk med statsministeren og jeg ved ikke hvad. Nogle gange skal man bare ramme det rigtige individ på det rigtige tidspunkt, og som tror på din åndssvage idé, og så får du lov til at få noget vind.
Jeg lavede det dårligste pitch til Nikolaj, man overhovedet kan forestille sig. Jeg så notaterne til det for nylig, og jeg fik det fysisk dårligt. Det var et ringe pitch, fordi jeg ikke anede noget som helst. Det var fyldt med generelle floskler, og vi bad om et beløb, der lige præcis kunne dække det absolut minimum af vores udgifter, og vi havde ikke tænkt på halvdelen af de reelle udgifter, der er ved at have et selskab. Vi havde penge til ét år, og skulle vi bare have én computer mere, havde vi ikke råd til det. Vi brugte alle pengene på at betale løn. Det var fuldstændig vanvittigt.
Jeg tænkte, at jo mindre et beløb jeg spurgte Nikolaj om, jo større sandsynlighed var der for, at han sagde ja. Jeg havde slet ikke fattet, at investorverdenen er fuldstændig omvendt. De vil gerne investere mange penge, hvis de kan få noget ud af det. Det er jo ikke, fordi de sidder og holder på pengene og kæmper imod, hvis bare du har en god idé. Det havde jeg helt misforstået.
Men jeg var heldig med, at Nikolaj var et sted i sit liv, hvor han tænkte, at der skulle ske et eller andet. Han skulle prøve noget nyt, og så jeg tror, at han kiggede på mig og tænkte: ’Det er for åndssvagt, men der er alligevel et eller andet i det. Vi prøver sgu at give nogle penge, og så må vi se, om det her kan noget eller ej.’”
”Jeg har været i e-sport i mange år og havde tidligere det hold, som hed Copenhagen Wolves, og som egentlig var blevet ret stort, men ikke særlig godt. En dag i 2015 kom muligheden så for at signe de her fem drenge, som man i dag kender som Astralis’ oprindelige Counter-Strike-hold. Jeg kendte dem allerede, og de ville gerne prøve noget nyt. I realiteten tilbød jeg dem at blive medejere af selskabet sammen med Frederik Byskov, som var min co-founder, og så manglede vi bare nogle penge.
Men på det tidspunkt var der aldrig nogen, som havde rejst penge til et e-sportshold i Danmark før. Internationalt var det til gengæld virkelig en boomperiode, og der var mange penge i omløb, og drengene havde et andet tilbud på hånden fra et amerikansk hold, som de lige havde optrådt for, men som ikke havde været så god en oplevelse. De ville gerne arbejde sammen med nogle danskere, som de kunne stole på, og det var, igen, enormt heldigt for os.
Vores konkurrenter til at signe dem var kæmpestore amerikanske brands, og en af dem havde Mark Cuban (amerikansk milliardær, red.) som investor, og de ville så gerne have fat i de fem danske spillere, at de fik Cuban til at give dem et personligt kald for at overbevise dem om at tage til USA. Det var helt vanvittigt.
Vi skulle så mødes med dem oppe i den svenske by Jönköping, som er legendarisk i e-sportssammenhæng, på et ringe Scandic-hotel. De havde sagt til os inden: ’Hvis I ikke kommer med et konkret tilbud dér, så signer vi med de andre.’ Vi havde prøvet optil at pitche idéen ind til Nikolaj Nyholm, og selvom tilbagemeldingerne havde været gode, havde vi ikke fået en endelig bekræftelse. Det er ikke engang løgn; vi nåede lige forbi byskiltet til Jönköping en halv time inden mødet, så ringede Nikolaj til os og fortalte, at de gerne ville give os pengene. Igen, totalt tilfældigheder, som gik vores vej.
Det var et blåøjet eventyr til at starte med, men hvor vi så fik nogle af de store drenge med os, og pludselig voksede det sig større. Vi fik folk ind som Steen Laursen, vores kommunikationsdirektør, Kasper Hvidt, vores sportsdirektør, og Jordi Roig, som tidligere havde været marketingdirektør i Brøndby IF. Lige pludselig fik vi en palette af mennesker, som forstod, hvordan denne her verden fungerede, hvordan det skulle sælges og historien skulle fortælles, og så ramte vi den perfekte storm med det hold, som begyndte at spille rigtig godt, og så tog raketten ellers fart.
Jeg er allermest stolt af, at vi er lykkedes med vores mål om at skabe det første e-sportshold, der for alvor slog igennem i Danmark. Jeg har i hvert fald den overbevisning, at når vi sidder om 30-40 år, og jeg er blevet pensionist, og folk taler om, hvor kæmpestort e-sport er blevet, og hvem det var, der startede det hele for alvor, så bliver det os, de fortæller om.
Vi var de første, der gjorde, at det var okay at sidde om mandagen og fortælle over frokosten på ens arbejdsplads, at i weekenden sad man altså og så e-sport i fjernsynet. Det var der sgu ikke nogen, der turde sige før. Vi har også taget det ultimative sidste store skridt i forhold til at blive mainstream med vores store lokation inde ved Tivoli. At stå og klippe snoren til vores eget sted i det mest centrale København. Det var fandme en syret oplevelse.
Nu kan en dreng på 14 stå og pege på en af vores pokaler og sige til sin mor: ’Det er dét der, jeg vil.’ Nu kan forældrene forstå det og ikke tænke, at deres barn skal sidde i en kælder de næste 40 år. Vi vil gerne være dem, der har lagt vejen for andre.”
scroll-down
