The Minds of 99
Foto: Daniel Hjorth

Instruktøren bag The Minds of 99-dokumentar: "Lykke er noget, vi alle søger. Men det var ikke lykken for Niels"

Instruktør Kasper Kiertzner har fulgt bandet The Minds of 99 i halvandet år og lavet dokumentarfilmen ’Stor som en sol’, der kan ses under CPD:DOX. Men hvorfor og hvordan er det egentlig at være filmende flue på væggen, spørger Nina Buth Olsen.

Hvordan kom du på at lave en dokumentar om The Minds of 99?

”Det var til et bryllup i sommeren 2016. I de sene nattetimer blev nummeret ’Ud af min krop’ spillet, og jeg blev ramt af en helt vild lykkefølelse. Da jeg vågnede næste morgen, skrev jeg en masse ord, noter og sætninger ned, fordi jeg ville dokumentere den særlige følelse. Jeg tænkte, at det kunne være spændende at lære mere om personen bag sangteksten, så jeg sendte alle mine ord og sætninger til Niels Brandt (forsanger i The Minds of 99, red.).

Jeg kendte ikke meget til bandet forinden, men jeg fandt Niels på Facebook og spurgte, om han havde lyst til at drikke en øl, så jeg kunne forklare ham, hvad alle mine følelser betød. Niels svarede ret hurtigt, at han syntes, det lød fedt, og tilbød mig at tage med bandet til Aarhus, så jeg kunne lære dem at kende.”

Hvad var dit første indtryk af bandet?

”Inden det første møde var jeg nervøs. Jeg var bekymret for, om de ville være nogle røvhuller, for så ville den følelse, deres musik gav mig, være ødelagt. Heldigvis havde vi en god kemi, og jeg kunne se, at der var noget interessant at dykke ned i. Deres relationer til hinanden var særlige, og der var noget spændende ved ham Niels. Han virkede imødekommende, men samtidig distanceret, og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvor jeg havde ham. Han gjorde mig nervøs.

I starten var der meget modspil, og det var mega angstprovokerende at komme ind i en gruppedynamik på fem mennesker. De indvilligede heldigvis i, at jeg måtte følge dem med et kamera.”

Hvad sker der i filmen?

”Filmen handler først og fremmest om bandets relationer, venskab, glæde, et brækket ben og en smadret turné. Mit fokus var at finde ud af, hvad der ligger bag det menneske, som har skrevet teksten til ’Ud af min krop’. Niels er derfor hovedkarakteren, selvom de andre selvfølgelig også spiller en stor rolle.

Jeg havde rigtig mange snakke med Niels, og et halvt års tid inde i forløbet fortæller han mig, at han har det virkelig godt, og at han ikke kan forstå den tilstand. Det er totalt uvant for ham at have det godt. Det er i mørket, at han finder sine tekster. Når han har det godt, ved han ikke, hvordan han skal forholde sig. Det har jeg tænkt meget over, for det burde jo være godt at have det godt. Lykke er noget, vi alle søger. Men det var ikke lykken for Niels.”

Hvordan har det været at arbejde med Niels Brandt?

”Filmen er en søgen efter, hvad det betyder for Niels, at han er blevet glad, og hvordan det påvirker hans tekster og bandets musik. Jo længere tid, der går, jo mere nærer den glade tilstand ham. Han har hele sit liv jagtet et mål om at blive en anerkendt musiker, og da han opnår det, kan han ikke finde ud af, hvem han er. Niels er abstrakt, men han er ikke mere abstrakt end dig og mig. Han udtrykker det bare på en anden måde. Han er dygtig til at formidle sine tanker gennem tekst og tale, men man skal nogle gange søge lidt rundt i, hvad ordene betyder for ham.”

Hvad ligger bag titlen ’Stor som en sol’?

”Titlen er en reference til albummet ’Solkongen’. Det handler i bund og grund om et stort ego, der prøver at stå fast på jorden og være et menneske samtidig med, at det higer efter solen. Hvad sker der, når man møder solen? Brænder man sig så? Hvad gør det ved mennesket, når det får succes, men egentlig ikke er lykkelig? Hvad fanden skal man så?”

Hvordan reagerede bandet på at blive fulgt og filmet gennem halvandet år?

”Det første halve år skulle de lige vænne sig til, at jeg var der med mit rullende kamera det meste af tiden. Det er hårdt at blive dokumenteret non-stop, især når man møder modstand, og der er jo ikke altid ren lykke blandt de fem drenge. Men hen imod slutningen af projektet lagde de ikke mærke til kameraet mere, og det var virkelig godt. Så ved man, at man får det helt ærlige billede.”

Hvilke stilmæssige overvejelser har du gjort dig?

”Jeg fik undervejs idéen om, at det kunne være interessant at lave filmen i to spor. Det ene spor er den dokumentariske, observerende fortælling, som følger bandet kronologisk igennem halvandet år. Det andet spor er et mere abstrakt, minimalistisk og iscenesat fiktionsspor, der indimellem dokumentarfortællingen springer ind i Niels’ hoved og udforsker hans tekster, tanker og indre samtaler.”

Hvad har været det sværeste?

”Når man laver en dokumentarfilm over en længere periode, skal man hele tiden huske sig selv på, at man skal holde en personlig distance til de medvirkende. Hvis man mister distancen og bliver for gode venner eller får for tætte relationer, glider det hele fra hinanden, fordi man ikke kan holde sig objektiv. Det har været krævende, men det lykkedes.”