Morten Pape: ”Hvordan kan man som 15-årig oparbejde sådan et had, at man stiger ud af en bil og slår en tilfældig person i hovedet med en kølle?"

Morten Pape fik succes med sin personlige beretning ’Planen’ om opvæksten på Amager. I sin roman nummer to tager han udgangspunkt i sagen om gerningsmændene, der dræbte et tyrkisk avisbud i Polensgade for ti år siden.

Morten Pape tror ikke på skriveblokering. Han tror ikke på angsten for det hvide papir, og han tror ikke på manglende inspiration, og hvad man ellers bruger af undskyldninger for ikke at sætte sig ned og arbejde. Han tror på faste rammer, total isolering og selvdisciplin foran computeren. Han tror på kaffe og e-cigaretter med smag af spejderhagl.

Han debuterede som romanforfatter med ’Planen’ i 2015, en selvbiografisk fortælling om vrede, hash og afmagt i ghettoen Urbanplanen på Amager. Romanen blev godt modtaget af anmeldere og læsere, og bogen har givet ham råd til at være forfatter på fuld tid.

”Jeg tager ind på kontoret og skriver seks-syv timer hver dag. Jeg har ingen chef. Det er et fantastisk privilegie. Det minder om dengang, jeg var teenager og låste mig inde på værelset og skrev for mig selv. Jeg kan rigtig godt lide det solitære rum. At være forfatter er en enmandssport. Jeg er gud og skurk på samme tid: Jeg er eneansvarlig for alt det geniale, men hvis det er noget lort, er der ikke andre at bebrejde end mig selv.”

Morten Pape

Født i 1986 og opvokset i Urbanplanen på Amager. Han er uddannet manuskriptforfatter på filmskolen Super 16. Han har været episodeforfatter på DR's dramaserie 'Liberty'. Han modtog BogForums debutantpris for 'Planen' i 2015. Aktuel med 'Guds bedste børn'.

Siden 2017 har Morten Pape skrevet på sin roman nummer to. I ’Guds bedste børn’ lader han sig inspirere af en sag fra 2008, hvor et avisbud med tyrkisk baggrund under en frokostpause i Polensgade på Amager blev slået ned med et baseballbat af tre unge, danske mænd. Avisbuddet døde af slaget. De tre mænd stak af i en bil, men blev senere fanget og dømt til fængsel. For Morten Pape var der tale om en tragedie på flere planer.

”Sagen påvirkede mig meget. Jeg var vokset op med en af de tre mænd i bilen, og han var min lillebrors gode ven. Det var chokerende, at han var havnet der, og samtidig var det ikke særlig overraskende overhovedet, faktisk var det skamfuldt forudsigeligt. Jeg vidste, at hvis jeg nogensinde fik chancen for at skrive bog nummer to, ville jeg skrive om det,” siger Pape, der understreger, at romanen er fiktion.

I ’Guds bedste børn’ fortæller han historien fra både ofrenes og bødlernes synspunkt.

”Jeg undersøger, hvordan man som 15-årig kan oparbejde sådan et had, at man stiger ud af en bil og slår en tilfældig person i hovedet med en kølle. De tre drenge blev omtalt som koldblodige mordere. Det var de også. Men jeg vidste, at en af dem også var en lille dreng, der havde hjemve, når han sov væk fra sin mor. Han var engang en glad dreng, som var blevet ødelagt af et eller andet. I bogen undersøger jeg, hvordan man lever som gerningsmand i en meget ung alder.”

Morten Pape interesserer sig for mennesker i svære omstændigheder i periferien af samfundet. Sådan har det altid været, siger han.

”Som forfatter er tragedien god at arbejde med, for den formår at beskrive menneskers ulykke ud fra en empatisk synsvinkel. Selv de græske tragedier havde en morale, nemlig den, at det kan ske for hvem som helst. Tragedier beskriver mennesker, som de er, ikke som de burde være.” 

Morten Pape om …

Karl Ove Knausgård
”Det var livsomvæltende for mig at læse hans bøger og opdage, at han turde skrive om sit eget liv i ’Min kamp’. Han gav mig modet til at skrive ’Planen’.”

’Titanic’
”Det er en af mine yndlingsfilm. Folk skal holde op med at hate på den. Jeg elsker scenen, hvor Jack Dawson, spillet af DiCaprio, kommer til middag på første klasse og låner et jakkesæt og kæmmer sit hår. Jeg elsker at se, hvordan han gebærder sig og beholder sine værdier og autenticitet i samspillet med de her lidt forlorne, snobbede overklasseherrer- og fruer.

Da jeg genså filmen for nylig ved en særvisning i Imperial, syntes jeg, at jeg så noget af min egen habitus i Jack Dawson i forhold til det litterære, københavnske parnas. Efter ’Planen’ er jeg blevet taget imod med kærlighed og interesse fra mine forfatterkolleger, men indimellem kan der være nogle lidt specielle sociale spilleregler i forfatterverdenen, som kan være sjove at iagttage med en outsiders øjne fra Amager.”

Studiejobbet som assistent på P4 Trafikradio
”Inden jeg blev forfatter på fuld tid, arbejdede jeg bl.a. som assistent på trafikradioen. Nogle gange fik jeg lov til selv at speake. Jeg har afbrudt din Bruce Springsteen-sang på Køge Bugt Motorvejen for at fortælle, at der var kø nede ved Ølby. Og så har jeg lært en del om pendleres psyke. Det er ikke kønt.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger