Kim Blæsbjerg
Foto: Ken Hermann

Interview med Kim Blæsbjerg

Kim Blæsbjerg: "Hvis jeg en dag skulle gå i stå, er det vel, fordi jeg er færdig"

Kim Blæsbjerg har sine særlige regler for arbejdsdagen, når han skriver sine store romaner fra sit lille soveværelse i lejligheden i København. Resultatet er typisk tre år undervejs.

Hvorfor har du kontor i soveværelset?

"Der er ikke plads andre steder i lejligheden, og her kan jeg arbejde i fred. Mine børn er meget hensynsfulde, så hvis døren er lukket ind til mit kontor, banker de altid pænt på og venter til, jeg siger, de kan komme ind. Jeg ved godt, at der er mange forfattere, som mener, at man bliver forstyrret ved at arbejde hjemme, men de kampe har jeg ikke. Jeg ville derimod blive forstyrret, hvis jeg sad ude et offentligt sted med alle de indtryk. Herhjemme er mine bøger lige rundt om mig. Jeg kan også godt lide at være fysisk ved mit skrivebord og sidde og råbe op fra manuskriptet."

Hvordan får du ideer?

"Det gør jeg ved at orientere mig og følge med i verden og se, hvad der sker i politik og samfundsforhold. Pludselig kan der opstå en fornemmelse af, at der sker en bevægelse eller noget, der rykker og forandrer sig, hvilket kan trigge noget kreativt i mig. I 'Desertørerne' var det en fornemmelse af, at der skete noget i 00'erne, som var specielt og en del af et samlet kompleks, som handlede om erobring. Både folk på et højt politisk plan og almindelige mennesker var nu alle fælles om, at man ville erobre og opnå noget, man ikke havde før. Først simrer ideerne, og så dukker der nogle personer op og senere konkrete scener. Stille og roligt udvikler det sig derfra. Så begynder jeg at tage notater og sætte gule papirlapper op ved skrivebordet, men i den første lange periode har jeg det meste oppe i hovedet."

Hvordan tager du så notaterne videre til en konkret roman?

"Der kan sagtens gå et år, før jeg skriver det første ord. I det år arbejder jeg massivt på research og på at lave udviklingslinjer for historien og karaktererne, så jeg har styr på, at det hele kan blive flettet ordentlig sammen. Det forberedende arbejde er på en måde det sjoveste, fordi ideerne bare kan få lov til at knopskyde, og man kan gå i alle mulige retninger. En god murstensroman tager tre år for mig at lave. Et år på det forberedende arbejde, et år på at skrive bogen, et halvt år på at redigere og endelig et halvt år med forlagsarbejde, hvilket indbefatter skrivning af omslaget, tekster til boghandlerne og møder med presseafdelingen."

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

"Min kone og børnene tager af sted, og så tænder jeg for computeren omkring 8.30. Jeg skriver bedst om formiddagen. Jeg skal lige have banket den første rust væk, fordi jeg er et b-menneske. Jeg har en regel om, at jeg skal skrive fem sider med halvanden linjeafstand hver dag, men jeg ændrede på reglen med 'Desertørerne', fordi det er et stort projekt, som skal hurtigere ud. Derfor har jeg skiftet linjeafstanden på halvanden til en. Jeg kan godt skrive mere for at udnytte mit flow, men jeg må aldrig bruge det som undskyldning for at skrive mindre dagen efter. Tidligere var det en undtagelse at arbejde om aftenen, men det er blevet det normale nu. Børnene er blevet så store, at jeg ikke behøver gøre meget, når de er kommet hjem. Der kan godt gå en time, hvor vi snakker, men de kan selv tage til aktiviteter. Hvis min kone laver maden, kan jeg godt arbejde indtil klokken 18 og så igen fra klokken 19.00 til 21.30. Men jeg holder altid fri i weekenden."

Hvad gør du, hvis du går i stå, mens du skriver?

"Jeg synes ikke, at jeg oplever skriveblokering, for jeg modvirker den med grundigt researcharbejde, som er mit stillads for historien. Der kan godt være en scene, jeg har planlagt at skrive, som ikke flyder så nemt, men det er ikke det samme som at gå i stå. Det betyder bare, at jeg bliver nødt til at blive ved og ved, indtil jeg er tilfreds. Ideerne skal nok opstå, og det handler for mig om at blive god til at vælge de rigtige ideer og kassere de dårlige, og det er ikke altid let. Udvælgelsen beror på mavefornemmelse, erfaring og til sidst i forløbet diskussioner med redaktører, men jeg lader mig tit også inspirere filmisk. Når jeg ser en tv-serie, kan jeg nogle gange føle, at der bliver lanceret en idé undervejs, som der ikke bliver fulgt op på, og derfor ville det være smart at droppe den idé. Det prøver jeg at overføre i min redigering. Jeg har tænkt over, om jeg ville holde op med at være forfatter, hvis jeg mødte skriveblokaden. Man kan være forfatter, fordi man ikke kan lade være med at skrive eller, fordi man synes, at der er nogle vigtige bøger, som skal ud – og jeg har det på den sidste måde. Hvis jeg en dag skulle gå i stå, er det vel, fordi jeg er færdig. Det er ikke noget, jeg frygter."

Kim Blæsbjerg

Født i Lemvig i 1974.

Uddannet fra Forfatterskolen og cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet. Debuterede som forfatter i 2002 med kortprosasamlingen 'Fælder'. I 2016 udkom hans fjerde roman 'Desertørerne', som var første bind ud af tre i hans store romanværk om 00'ernes Danmark. Bind to
udkommer til juni.

Hvor mange sider når du at kassere, når du skriver en bog?

"Bind ét af 'Desertørerne' startede med at være omkring 800 sider og endte med at være 500 sider. Det er en del sider, som ryger i redigeringen, hvilket jeg selvfølgelig kan ærgre mig over. Jeg har siddet og skrevet 300 sider med fuld koncentration og været overbevist om, at de bliver udgivet, og så ender de med aldrig at møde læseren. Det er åbenbart prisen for at være forfatter. Men redigeringen er nødvendig, og det er en tilfredsstillelse, at bogen ender med at stå så skarpt som muligt."

Hvor meget læser du af andre forfattere, mens du skriver?

"Det er vigtigt for en forfatter at læse bøger. Dit sprog er det eneste, du har at gøre godt med, og hvis ikke du får sprog ind, så får du mindre at arbejde med. Sproget bliver simpelthen fladt, hvis det kun kommer fra medierne. Jeg kan godt blive misundelig, når jeg læser andre forfattere, men tricket er ikke at forkaste det, men studere, hvad der virker for dem. Jeg sætter mig hver dag på min kondicykel inde i stuen og læser i en bog. I øjeblikket er jeg i gang med Jonathan Franzens seneste bog ('Purity', red.), og jeg har det lidt dobbelt med ham. Mine tidligere værker var meget inspireret af Franzen og det kompleks af ideer og de forskellige retninger, som hans historier går i. Men jeg kan ikke lide den akademiske facon, han omfavner sine karakterer med. Det bliver for distanceret."

Når bogen er færdig, hvordan er det så at give den fra sig?

"Når først man har udgivet en bog, tilhører den ikke længere én selv, men offentligheden og den tid, den er lavet i. Derfor synes jeg aldrig, at man skal gå ind og rette i gamle bøger, hvilket jeg ved, at flere forfattere gerne vil. Henrik Pontoppidan var for eksempel slem til det. Jeg er god til at slippe den og komme videre med næste projekt."

LÆS OGSÅ: Jan Grarup udgiver 4 kg tung bog fyldt med krigens smerte: ”Den er et slag i mellemgulvet”

LÆS OGSÅ: Rune Klan om sit sværeste trylleshow: "De løb rundt om bygningen og tyrede sten efter min bil, mens jeg kørte væk"

LÆS OGSÅ: Morten Papes fem yndlingsbøger: "Vold fortæller os alt om det i mennesket, vi helst vil benægte"

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger