Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Peter Kofod

Foto: Ken Hermann

Peter Kofod

Hold øje med i 2017 - Politiker Peter Kofod: "Jeg er en af de forfærdelige folketingspolitikere uden erhvervserfaring som mange hader"

Peter Kofod Poulsen blev udnævnt til retsordfører for Dansk Folkeparti efter bare et halvt år i Folketinget. Er af medierne blevet døbt Mini-Tulle pga. sin fysiske lighed med Kristian Thulesen Dahl, og fordi mange spår ham en stor karriere i partiet.

Peter Kofod Poulsen (f. 1990), retsordfører for Dansk Folkeparti. Har tidligere siddet i byrådet i Haderslev, i regionsrådet i Syddanmark og været formand for DFU.

Jeg ser ’Den store bagedyst’. Det er noget af det eneste, DR har lavet i lang tid, der er værd at se. Når jeg bager, bager jeg en sandkage med mandler i bunden. Præcis som min mor lavede den.

Jeg har lært at lave mad og bage, fra jeg var ikke særlig gammel, og jeg laver altid klassisk dansk mad eller vildtretter. Min livret er min mors frikadeller med kartofler, der er godt kogte, brun sovs og ribsgelé. Når jeg laver mad, bruger jeg den kogebog, jeg har arvet fra min mor, som hun har arvet fra sin mor.

Jeg kan ikke se, at der er nogen grund til at lave noget om, der dybest set fungerer. Jeg er ikke sådan en, der synes, det er spændende at spise havtorn, fordi alle andre gør det. Før var det lakrids og før det blåbær. Hold nu op. Jeg kan simpelthen ikke håndtere alt det der.

Min far er smed, og min mor er sygeplejerske. Min far arbejdede en del på Grønland og var væk i længere perioder. Når han kom hjem, sad vi sammen i sofaen og læste Jyllands-Posten.

Det var vores ting, og vi gjorde det, fra jeg var omkring de seks år. Siden har jeg tænkt, at det var ret smart af min far, det var jo en demokratisk dannelse, han havde gang i der.

Da jeg var fem år, boede vi et år i Grønland. Der fik jeg en hvid zebrafinke, og stort set siden dengang har jeg haft fjerkræ: fugle, papegøjer, høns og kalkuner. Jeg har været til hønseudstilling masser af gange og har også vundet med nogle toppede hollændere.

De er ret sjældne. Engang rejste jeg hele vejen til Leipzig i Tyskland for at købe 10 med hjem. Jeg har haft stor glæde af at have en hønsegård, hvor man kan gå ud og slappe af.

Man kan godt føle, man har vældig travlt på jobbet, at det hele æder én, men så kan man gå derud og bare sætte sig ned og slappe af og tænke. De er jo ligeglade. Jeg kan desværre ikke have høns der, hvor jeg bor nu.

I 2000 var der primærvalg mellem George Bush og John McCain, og det blev jeg fanget af. Jeg var meget imponeret over McCain, og jeg lod mig betage af politik og meldte mig ind i Venstre.

Jeg var 10 år og syntes, Anders Fogh var en dygtig mand, og jeg blev fascineret af hans første nytårstale, den om smagsdommerne. Jeg var måske medlem i et års tid, så fandt jeg ud af, at hvis man skulle have den ægte vare, skulle man til Dansk Folkeparti.

Da der blev udskrevet valg i 2005, oplevede jeg, at det ikke var pænt at tale om Dansk Folkeparti. I skolen blev vi indprentet, at vi skulle være kritiske, men jeg kunne mærke, at det ikke gjaldt i debatten om håndtering af flygtninge.

Dér var det ikke så velkomment, at jeg satte spørgsmålstegn ved det hele. Jeg tænkte, at hvis der er nogle spørgsmål, det ikke er fint at stille, er der netop brug for nogle, der tør stille dem ekstra mange gange. Så måtte jeg bare melde mig ind i partiet og vise min opbakning til partiet. Jeg var 15 år. 

Det var en vigtig tale, jeg skulle holde. Det var i 2009, og jeg ville gerne stille op til regionsrådet. Jeg var ung, 19 år, og der var ingen, der vidste, hvem jeg var. Jeg havde én chance for at overbevise medlemmerne (i Dansk Folkeparti, red.) om, at jeg skulle ind.

Jeg tror, der var 200 mennesker. Jeg gik op på talerstolen, satte mine papirer ... og så røg de på gulvet. Jeg ville ikke bukke mig ned efter dem, det var bare: ”Tal, for helvede.” Jeg var nervøs, men det virkede.

Og jeg fandt også på afsnit undervejs, som fungerede ret godt. Jeg blev valgt som nr. 2 på listen af kandidater, men blev bedt om at trække mig. De vurderede, at jeg var for ung, og rådede mig til at vente med at stille op til næste valg.

Jeg var skuffet i starten, men i dag, når jeg ser tilbage, er det nok det bedste råd, jeg har fået i politik.

Jeg flyttede til Haderslev, da jeg skulle starte på seminariet, uden at kende et eneste menneske. Jeg kom med fire flyttekasser, tre stole og en seng og havde aldrig været i byen før. Det kan man kalde en ny start.

Jeg nåede aldrig at undervise, da jeg blev valgt til Folketinget i juni 2015 og blev færdig på seminariet i august. Så jeg er en af de forfærdelige folketingspolitikere uden erhvervserfaring som mange hader.

Der er rigtig mange, der hedder Kofod på Bornholm. Dem, der var helt nederst i hierarkiet, hed Kofod som mig, var man en del af middelklassen, hed man Kofoed med et e i enden, og var man en af pingerne, hed man Koefoed. Så er det på plads.

Jeg har aldrig rigtig haft succes med sport. Jeg sætter stor pris på en gåtur, og jeg løber en gang om ugen, men det er ganske få kilometer. Jeg har generelt altid hadet idrætstimerne. Vi skulle altid spille fodbold, og man blev så skide forpustet.

Jeg synes, det er fair nok, at man dyrker sport, men der er meget af det, der er blevet til fanatisme: ”Nu skal vi alle sammen gøre det, fordi det er sundt, og hvis man ikke gør det, så dør man.”

Hvis man er rigtig in eller sej eller ung med de unge, skal man gå til crossfit, og man skal helst se svedt ud, og man skal helst også lægge billederne op på Instagram, så man kan blive hyldet for at gøre det her, selv om ingen rigtig synes, det er rart.

Der er jo ingen, der synes, det er behageligt at skifte om til idrætstøj og spilde en time af sit liv på at gøre det. Der kan være et socialt element i idræt, og den køber jeg, men der er da ingen, der kan synes, det er behageligt.

Jeg ved ikke, hvad mine forældre stemmer, og jeg har aldrig spurgt dem. Vi har hemmelig afstemning i Danmark, og det gælder også for dem, men jeg håber da, at de stemmer på Dansk Folkeparti.

Jeg blev lidt overrasket, da jeg hørte, at jeg blev kaldt Mini-Tulle. Jeg tager det som en kompliment, men trækker også lidt på skuldrene ad det, og jeg håber, at folk godt kan se, at der kun er én Kristian Thulesen Dahl og kun én Peter Kofod. Jeg er mere til gode originaler end dårlige kopier.

Jeg får fra tid til anden at vide, at jeg er bedrevidende. Jeg er bange for, at der er noget om det.

Min bedstemor lærte mig at bede fadervor, og det gør jeg hver aften. Med foldede hænder. Det er ikke så tit, jeg går i kirke. Jeg har ikke behov for at vise omverdenen, at jeg er en helligfrans. Hvis man tror på, at man bliver mere frelst af at gå over i kirken, er man skinhellig.

LÆS OGSÅ: Kunsten på kontoret: Se hvad der pryder 4 markante politikeres vægge

LÆS OGSÅ: Daniel Carlsen fra Danskernes Parti: "Vi udøver politisk førstehjælp til Danmark"

LÆS OGSÅ: Pernille Vermund: "Martin Henriksen sveder lidt, når vi angriber ham for tiden."