James Price
Foto: Scanpix

James Price: "Kræsenhed er noget af det mest kedelige, det er begrænsende og gør livet endimensionelt"

Den 58-årige komponist, restaurantejer og tv-kok James Price fortæller om at overskride alle fartgrænser, om sin madglade og højtsyngende far og om ærgrelsen ved ikke at kunne spise komave.

Hvad er det bedste måltid, du har fået?

”Det klassiske svar for et madøre som jeg ville være: Det næste måltid. For jeg er konstant på jagt efter nye smagsoplevelser. Men for mig behøver det ikke være særligt fint og trestjernet Michelin-mad. Jeg synes, at selskabet er lige så vigtigt som maden. Sidste år spiste min kone og jeg på en lille restaurant i Sydfrankrig, og det står som det bedste måltid lige nu. Det var ikke noget fancy eller avanceret mad, men noget mørt kød, der blev grillet inde i en kamin over nogle gløder og en helt banal bagt kartoffel med en frisk creme fraiche rørt med lidt hakkede trøfler til. Men da vi kørte hjem, tænkte vi bare: ’Hold da op, hvor var det en fantastisk aften’.”

Er der noget mad, du ikke spiser?

”Ganske få ting. Jeg er allergisk over for blåskimmel, og jeg får en kløe i ganen og svælget og åndedrætsbesvær, hvis jeg spiser stærk ost som Roquefort. Selv om jeg elsker indmad af enhver art som lever, brisler, nyre og hjerte, har jeg simpelthen aldrig lært at spise den franske specialitet med komave, og jeg har endda forsøgt mange gange, fordi jeg synes, det er superirriterende, at der findes mad, som jeg ikke kan lide. Kræsenhed er noget af det mest kedelige, det er begrænsende og gør livet endimensionelt. Desværre er duften og smagen af komave bare for fad og underlig til mig. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at bestille den ret igen. Jeg vil ikke finde mig i, at der er noget, jeg ikke kan lide.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Glæden ved gastronomien, som var hans helt store passion. Den formidlede han videre til Adam og mig, og det var en kæmpe gave. Han bad os aldrig om at snitte løg eller sådan noget, han lavede altid maden selv, men han var enormt god til at forklare fremgangsmåden og kunne hver eneste gang fortælle om den historiske baggrund for retten, så det blev talt op til noget andet end bare at være en gang middagsmad på en tallerken. Min far var et meget specielt, festligt, udadvendt og vidende menneske. Han fyldte meget og kunne være dominerende i et selskab, men en varm og dejlig mand, som jeg elskede utroligt højt. Han tilhørte den generation af skuespillere og teaterfolk, som følte sig forpligtede til at spille en rolle som personer, der var store i slaget, når de bevægede sig rundt offentligt. Han var vitterligt ikke genert og elskede at synge højt for sig selv, mens vi gik på Strøget, fordi han var i godt humør. Som barn tænkte jeg bare: ’Åh nej, far. Kan du ikke bare holde kæft og være almindelig?’ Det var han fløjtende ligeglad med.”

20160107-155140-2_103Mb.jpg

Hvornår blev du en mand?

”Rent juridisk den 20. november 1977. Men bortset fra det, synes jeg, mit liv har været en konstant vekslen mellem det voksne og det barnlige. Det ligger nok lidt i jobbet. At arbejde med musik og teater kræver, at man i høj grad bevarer det legende element. Voksenrollen bliver man selvfølgelig nødt til at påtage sig for at få alt det praktiske i livet til at hænge sammen. Dog må jeg melde fra på flere af de traditionelle, mandlige dyder. Jeg er ikke specielt god med hammer og skruetrækker, og jeg interesserer mig heller ikke for fodbold eller biler.”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Som 10-11-årig fik jeg en ny klaverpædagog. Hun kom til at betyde meget for mig og fik rykket det at spille musik fra hobbyplan til noget meningsfuldt. Jeg blev allerede sendt til spil, da jeg var en seks-syv år og fandt det enormt kedeligt. Jeg kunne vældigt godt lide musik, men jeg kunne ligesom ikke få knækket nødden. Men så fik jeg altså en klaverpædagog, som hed Ilse Meyer og var en meget seriøs, tysk dame, som havde et virkeligt passioneret forhold til det at undervise. Hun skældte ikke ud, hvis jeg ikke havde øvet mig, men blev ked af det, så jeg fik forfærdeligt dårlig samvittighed. ’Du spilder min tid, din egen tid og tager pladsen fra mange andre, der gerne vil det her’. Jeg spurtede hjem og øvede mig i flere timer, så jeg kunne imponere hende. Jeg blev klar over, at musikken var noget, jeg godt kunne finde ud af, hvis jeg investerede den tid, som det krævede.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”I gymnasietiden sagde min mor til mig, at jeg skulle finde metode i mit arbejde. Få mig et overblik, så tingene blev overskuelige. Hun kom med rådet, da opgaverne begyndte at blive mere seriøse og omfattende i skolen. Det råd har betydet meget for mig lige siden. Ikke mindst fordi jeg arbejder med noget kreativt, og der er tale om deadlines, hvor man kan løbe sur i tingene. Når jeg komponerer eller skriver musikalske arrangementer, danner jeg mig et overblik først, får lagt en form for strategi, og det er helt ned i den mindste detalje, for ellers kan man nemt tabe tråden. På den måde giver jeg også mig selv nogle belønninger undervejs ved at få sat nogle hakker ved de forskellige punkter. Det er altid en tilfredsstillelse at sætte hakker.”

Hvornår har du været mest skamfuld?

”Da jeg var en ganske ung mand, vikarierede jeg som dirigent for promenadeorkestret i Tivoli. En lørdag eftermiddag, mens jeg sad derhjemme og forberedte mig på aftenens program, ringede telefonen. Det var orkestrets regissør, som spurgte mig, hvor jeg blev af. Jeg havde fuldstændig svedt ud, at der også var en eftermiddagskoncert. Jeg kastede mig ind i en taxa, som jeg bad om at overskride alle fartbegrænsninger og røde lys. Turen fra hovedindgangen ned til prormenadeorkestrets tribune med tivoligæster, som kom med muntre tilråb, er noget af det mest pinlige, jeg har oplevet.”

Hvad er din største succes?

”Det var en milepæl, da Adam og jeg skrev vores første helaftensmusical ’Tordenskiold’ på Gladsaxe Teater i 1993. Det var et stort arbejde, som strakte sig over flere år, og da det kulminerede med forestillingen, var det en kæmpe bedrift for os. Jeg er selvfølgelig også glad for vores tv-program ’Spise med Price’, men den musical var bare noget andet. Det er jo dét, vi er uddannede til. Adam er rigtig forfatter, og jeg er rigtig komponist. I ’Spise med Price’ leger og fjoller vi, og det er meget lystbetonet. Det hele var affødt af en snak over en kop kaffe ude i mit køkken for mange år siden, hvor vi konstaterede, at der ikke skete så meget med tv-køkkener herhjemme. Vi sendte et programforslag ind til DR og fik lov til at lave 10 afsnit på DR2, og alle – inklusiv os selv – tænkte, at det nok bare var det. Men foreløbig har vi lavet 10 sæsoner, og så længe seerne har lyst til at kigge med, vil vi bestemt gerne fortsætte.”

James Price (født 1959) er mest kendt som den smørglade tv-kok i DR’s ’Spise med Price’, som han laver med lille-broren Adam Price. Brødrene driver også fem restauranter sammen. Til daglig arbejder han som komponist og har været Cirkusrevyens kapelmester i 20 år. Han er søn af skuespiller-parret Birgitte og John Price. Selv er han gift med Anette og har en voksen søn fra et tidligere ægteskab. Parret bor i Gentofte.

Se, hvad vi ellers skriver om: Internettet og Mad