Foto: Nicky Bonne

Euroman-klassiker: Foghs mission

Man kan se det på hans fod, men man skal kende ham godt for at vide, at det er sådan, han gør, når han er ekstra koncentreret. Storetåen i den højre sko vipper op og ned, mens han taler.

Ellers er han nøjagtig lige så kølig, som han plejer at være, når han bliver interviewet.
Anders Fogh Rasmussen, Danmarks tidligere statsminister, der endelig fik den internationale toppost, han havde arbejdet for så længe, er ved at give sine første udtalelser til en kreds af journalister i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles.

Om han bliver en succes som NATO-general-sekretær, kommer i høj grad til at afhænge af missionen i Afghanistan. Det er alliancens største prioritet og også det første, han bliver bedt om at forholde sig til foran sit nye kontor. Han undgår behændigt at svare på, hvornår styrkerne skal trækkes ud igen. I stedet siger han i sin indsættelsestale senere på dagen, at styrkerne bliver der lige så længe, som det er nødvendigt. ”Tag ikke fejl,” understreger han og gentager: ”Så længe det er nødvendigt.” Det er ikke kun afghanernes fremtid, der er på spil.

Det er også Anders Fogh Rasmussens eftermæle.

Da han stod og vippede med sin tå mandag formiddag, havde han i princippet været generalsekretær i et par dage. Lørdag den 1. august var den formelle overtagelsesdag, og fredag aften blev Anders Fogh Rasmussen modtaget i lufthavnen af sin nye ’private secretary’ og en mappe med vigtige papirer. Fra midnat var det Fogh, der havde ansvaret for NATO-styrkerne, og hvis der skete noget alvorligt ude i verden, skulle han være klædt på til at agere.

Anders Fogh Rasmussen havde selv seks ringbind med i flyet. Det var det konkrete resultat af den fire måneder lange ventetid, som han havde tilbragt i et lille kontor i Udenrigsministeriet, fra han gik af som statsminister søndag den 5. april. Og han var mere end almindeligt utålmodig for at komme i gang. Derfor ville han også have holdt sin indtrædelsestale og det store pressemøde lørdag formiddag, men talsmand James Appathurai foreslog sin nye chef at vente til om mandagen. Det ville journalisterne nok sætte pris på, mente han.

Derfor var det først mandag den 3. august, Anders Fogh Rasmussen ankom til hovedkvarteret og så sit kontor for første gang. Det lugtede stadig af den beigefarvede maling på væggene, der matchede det tykke lysebrune væg til væg-tæppe, de voluminøse cognacfarvede sofaer og det massive skrivebord.

”NATO-tungt,” tænkte Anders Fogh Rasmussen, da han trådte ind ad døren.
Inden han forlader stillingen som generalsekretær, skal kontoret laves om. Og det vil komme til at afspejle det NATO, han efterlader. Et slankere, mere moderne og effektivt et. NATO skal reformeres, og Anders Fogh Rasmussen har travlt. Han ved, at NATO’s fremtid afhænger af ham. Det er inden for de næste fire år, at alliancen skal bevise, at den har en berettigelse og en nødvendig funktion.

Siden opløsningen af Warszawapagten og Den Kolde Krig har der cirkuleret en joke:

”Hvis NATO er svaret, hvad er så spørgsmålet?”

Nu er det op til bondesønnen fra Hvidding at formulere det.

Ingen i NATO-hovedkvarteret var i tvivl om, at der med den nye generalsekretær skulle ske store ændringer. Selv mødetidspunkterne blev ændret. Fra første dag var medarbejderne omkring ’private office’, som det brune NATO-tunge kontor hedder, blevet bedt om at møde tidligere på arbejde. Det første stabsmøde starter nu kl. 8.30, hvor det tidligere begyndte ved 9-tiden, og som noget helt nyt skal det også begynde til tiden. Det er hensigten, at den tidligere mødetid skal betyde, at folk kan gå lidt tidligere hjem.

”Men der er vi ikke helt kommet til endnu,” smiler en medarbejder efter de tre første måneder. Indtil videre er der bare mere arbejde, og der er nok at tage fat på:
Det strategiske koncept for alliancen skal fornyes. Det nuværende er mere end ti år gammelt og bærer stadig præg af den gamle koldkrigs-mentalitet. Meget er sket i verden siden da, ikke mindst terrorangrebene 11. september 2001.

NATO skal være mere fleksibelt. Under NATO-topmødet i Strasbourg, hvor Fogh efter stort drama blev udnævnt, fik han flere beføjelser til at rykke rundt på penge og folk i budgetterne. Det var ikke Foghs egen fortjeneste, men en del af et reformarbejde, der blev påbegyndt af hans forgænger hollænderen Jaap de Hoop Scheffer, men det bliver Fogh, der får fordelen i at kunne gennemføre mindre bureaukrati, en slankere kommandostruktur og større styrker. Der skal med andre ord færre af dem bag skrivebordene og flere af dem med geværer i hænderne.

Så skal alliancen have en anden og mere åben profil. ”Der skal være en lidt anden stil i medierne,” siger folkene omkring ham igen og igen til journalisterne, der er mødt op i NATO-hovedkvarteret på generalsekretærens første arbejdsdag. Og den nye generalsekretær kommunikerer da næsten også lige så meget som en teenager. Han er på Facebook, Twitter, og hjemmesiden er opdateret med ’Secretary General’s Corner’, en videoblog, hvor han fortæller om den seneste uges begivenheder og svarer på henvendelser fra borgere i de 28 NATO-lande.

Og ikke mindst skal NATO være mere beslutningsdygtigt. Anders Fogh Rasmussen er den første regeringsleder, der har fået jobbet som generalsekretær. Det betyder helt konkret, at når han rejser til udlandet for at møde regeringer i og uden for alliancen, så mødes han ikke kun med forsvarsministeren eller udenrigsministeren. Han mødes med sine tidligere kolleger, statsministre og præsidenter. Dem, der formelt træffer beslutningerne.

Og så blev det også en del af aftalen under topmødet, at NATO skal række hånden ud til den muslimske verden. Det var en af de indrømmelser, der blev givet til Tyrkiet for at få dem til at opgive deres modstand mod at udnævne Danmarks statsminister som generalsekretær. Også det gentog Anders Fogh Rasmussen til det store pressemøde i hovedkvarteret den 3. august:

”Jeg betragter det som en vigtig del af mit job,” sagde han.

”Hopefully,” sagde en egyptisk journalist på tredje række. Ikke så højt, at generalsekretæren kunne høre det, men Anders Fogh Rasmussen ved mere end nogen anden, hvor vigtigt det er.

For netop forholdet til muslimerne havde jo været tæt på at spolere hele hans plan.

Fogh havde brugt lang tid på at spekulere over, hvornår han skulle gå som statsminister. Hvornår timingen ville være den helt rigtige, så han ikke som andre statsministre før ham måtte gå efter at være blevet vraget af vælgerne eller ende som en fiasko. Anders Fogh Rasmussen var bevidst om, at uanset hvordan han i øvrigt havde klaret jobbet som statsminister, ville hans afgang være afgørende for, hvordan han ville blive beskrevet i historiebøgerne.

Eller som en tidligere ministerkollega siger det:
”Han er så optaget af sit eftermæle, at jeg nogle gange kan komme helt i tvivl om, hvorfor han egentlig lever. Om han kun lever for sit eftermæle.”

Anders Fogh Rasmussen havde tidligere i karrieren været fristet af stillinger i det private erhvervsliv herhjemme, men han var ikke i tvivl om, at den naturlige forlængelse af hans karriere som statsminister ville være en international toppost. Han havde da også i årevis været tilmeldt Folketingets sprogundervisning i fransk og engelsk. Det skulle nødig gå ham som hans forgænger i Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, der angiveligt blev valgt fra som NATO-generalsekretær pga. manglende franskkundskaber.

I 2004 havde Anders Fogh Rasmussen forsøgt at køre sig selv i stilling som formand for EU-kommissionen. Og selv om Tony Blair bakkede ham op i Financial Times, kom han aldrig helt tæt på.

Rent faktisk følte Fogh sig overbevist om, at han også ville vinde det næste og dermed det fjerde folketingsvalg i træk, men det var i løbet af denne valgperiode, at EU både skulle have en præsident for Ministerrådet, udenrigspolitisk koordinator og endnu en formand for kommissionen. Og NATO skulle have ny generalsekretær. Men det var særligt posten som EU-præsident, der virkede tillokkende for Fogh. Og bare en måned efter, at han var blevet genvalgt som statsminister i november 2007, blev den første medarbejder i Statsministeriet orienteret om hans planer.

Ifølge Mylenberg og Steenbecks statsministerbiografi ’Præsidenten’ blev ambassaderåd Thomas Ahrenkiel fra Statsministeriet orienteret som den første i december. Den næste, Foghs særlige rådgiver Michael Ulveman, i januar og derefter departementschef Karsten Dybvad. Men ingen af de tre ansatte fra Statsministeriet blev orienteret om, at de andre vidste noget. Dermed undgik Fogh, at der blev snakket i krogene. Ingen i regeringen – heller ikke ham, der i givet fald skulle tage over i Statsministeriet, Lars Løkke Rasmussen – fik noget at vide.

Forsvarsminister Søren Gade fik dog en anelse, da han i april 2008 skulle til NATO-topmøde i den rumænske hovedstad Bukarest. Kort forinden havde man i Forsvarsministeriet fået den idé, at Danmark skulle forære NATO-alliancen en tv-kanal på internettet. Forsvaret havde i forvejen forsvarstv.dk og havde købt en satellitkanal til Afghanistan, og det ville derfor være en relativ overskuelig opgave at udvide produktionen med NATO-tv og sende det fra København. Som en lille nation ville Danmark aldrig kunne sende 10.000 tropper til Afghanistan, men her var en mulighed for at gøre noget andet for alliancen. Og det forslag var meget populært i Statsministeriet.

Den 2. april 2008 – præcis et år før Anders Fogh Rasmussen endelig meldte sig som officiel kandidat til stillingen – var der NATO-topmøde i et af Ceausescus gamle paladser i Bukarest. Og her kunne Anders Fogh Rasmussen så præsentere Danmarks gave til NATO, en ny tv-kanal, for de andre ledere, der jo ikke kun var ledere i NATO, men for en lang rækkes vedkommende også var ledere af nationer i EU. I det hele taget gjorde Anders Fogh Rasmussen en god figur i Bukarest.

”Han sagde alle de rigtige ting, roste alle de rigtige lande og satte ikke en fod forkert. Det plejer han heller ikke at gøre, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, at han sagde noget i hver eneste seance. Det var sådan, at vi snakkede om det bagefter i ministeriet, at han virkelig havde gjort alt, hvad han kunne, for at gøre sig positivt bemærket,” fortæller Søren Gade.

Der gik heller ikke mere end to måneder, før spekulationerne begyndte at versere herhjemme.

Det var Politikens EU-korrespondent Thomas Lauritzen, der skrev den første artikel om, at Anders Fogh Rasmussen var favorit til stillingen som NATO-generalsekretær. Det skulle egentlig bare have været til en analyse inde i avisen, men udviklede sig til så stor en nyhed, at den kom på forsiden den 27. maj 2008.

Thomas Lauritzen var blevet kontaktet af en fransk diplomat, der havde spurgt, om posten som generalsekretær mon ikke var noget for Danmarks statsminister, og efterfølgende var EU-korrespondenten begyndt at ringe rundt til udenlandske kilder for at forhøre sig, om det var en mulighed. Til hans store overraskelse svarede alle kilderne bekræftende.


Anders Fogh Rasmussen har ikke selv været soldat, han trak frinummer. Men han er aldrig blevet spurgt om det. Han havde ellers forberedt et svar, hvis nogen skulle spørge til det: ”Jeg er leder af den civile del af alliancen, vi har generaler til den militære del.”

Og da irerne stemte nej til Lissabon-traktaten i juni 2008, forsvandt Foghs mulighed for at blive EU-præsident. Posten var en del af Lissabon-traktaten, og før alle landene havde godkendt aftalen, var der ingen aftale og ingen præsidentpost, og mere og mere pegede i retning af, at Fogh måtte gå efter at blive NATO-generalsekretær.

Ifølge Fogh selv var han slet ikke kandidat – heller ikke uofficielt – da aviserne begyndte at skrive om det. Han begyndte først at undersøge mulighederne nærmere, efter at han fik en henvendelse fra en ’kollega’ (højst sandsynligt Tysklands Angela Merkel, red.), der ringede til ham og spurgte, om det kunne være noget for ham. Senere fik han flere henvendelser fra andre kolleger. De ønskede alle, at NATO skulle have en mere politisk profil, og de vidste, at det ville han kunne give alliancen.

I november 2008 var der igen møde i NATO, denne gang i Estland. Til den store officielle middag blev forsvarsminister Søren Gade sat til bords med den estiske præsident på den ene side og den daværende NATO-generalsekretær på den anden.
”Jeg er aldrig før blevet opsøgt af så mange NATO-ambassadører i løbet af en middag, som jeg gjorde i Estland,” fortæller Søren Gade.

”Jeg er heller aldrig før blevet placeret så prominent, så jeg vidste godt, at der var noget på vej. Der er ingenting, der er tilfældigt i den verden, vi færdes i.”

Interessen var ikke blevet mindre til det efterfølgende NATO-forsvarsministermøde i Krakow i februar 2009. Daværende generalsekretær Scheffer spurgte bl.a. forsvarsministeren, om Anders Fogh Rasmussens familie mon ville flytte med til Bruxelles, hvis han fik stillingen. Søren Gade fornemmede, at Scheffer gerne så, at det blev Anders Fogh Rasmussen, der skulle overtage hans stilling. Og han var ikke den eneste. I Tyskland, Frankrig og England bakkede regeringslederne op om den danske statsminister.

I marts 2009 tog Anders Fogh Rasmussen, ambassaderåd Thomas Ahrenkiel og departementschef Karsten Dybvad til Schweiz for at mødes med den amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver James Jones. Turen var top-hemmelig, men blev afsløret af amerikanske medier, der desuden kunne fortælle, at præsident Obama nu også bakkede op om den danske statsminister.

Den internationale opbakning var selvfølgelig nødvendig for, at Anders Fogh Rasmussen kunne realisere sin plan, men det gjorde det samtidig sværere for ham at agere som statsminister herhjemme. Medierne beskæftigede sig stort set ikke med andet, og de ugentlige tirsdagspressemøder i Statsministeriet udviklede sig til et stykke absurd teater.

Journalisterne blev ved med at spørge Anders Fogh Rasmussen, om han var kandidat, vel vidende, at det ville han aldrig kunne svare bekræftende på, og Anders Fogh Rasmussen blev ved med at benægte, at han var ’kandidat til nogen international toppost’, vel vidende, at det var han. Om ikke officielt, så i hvert fald uofficielt.

Det var blevet særlig svært, efter at den tidligere konservative forsvarsminister, nu politisk kommentator Hans Engell, der åbenlyst havde bedre kilder end de andre kommentatorer, i februar skrev i Ekstra Bladet, at Anders Fogh Rasmussen ville blive udnævnt som generalsekretær, inden der var gået en måned.

Dagen efter gentog han sin profeti i TV 2 News.

Da Anders Fogh Rasmussen indledte sit pressemøde den 10. marts 2009, var det med en indledning om, at han ikke ville kommentere på rygter, og at han ikke havde mere at tilføje end det, han allerede havde sagt så mange gange. I Statsministeriet havde man allerede besluttet, at man ville aflyse de kommende tirsdagspressemøder, og at dette skulle blive det sidste inden topmødet. Det blev også Anders Fogh Rasmussens sidste pressemøde som Danmarks statsminister.

Da den danske delegation rejste til den lille tyske by Kehl, hvor NATO’s 60-års jubilæumstopmøde skulle åbne fredag den 3. april, vidste de godt, at Tyrkiet formentlig ville gentage kravet om, at Danmark skulle lukke for sendetilladelsen til den lille kurdiske tv-station ROJ-tv. Det store spørgsmål var, hvor meget Tyrkiet ellers ville kræve for at bakke op om Anders Fogh Rasmussen, og om der ville dukke en ny kandidat op.

Anders Fogh Rasmussen havde besluttet, at hvis der ikke kom en afklaring under topmødet, ville han trække sig som kandidat. Han ville under ingen omstændigheder risikere at skulle til jobsamtale i Tyrkiet.

Torsdag aften meddelte Anders Fogh Rasmussen så endelig sit kandidatur. Ganske som forventet ville Tyrkiet ikke umiddelbart give deres opbakning, som det eneste land ud af 28 NATO-nationer.

Men tyrkerne var endnu mere stædige end frygtet. Ifølge planen skulle den nye generalsekretær udnævnes fredag aften. Den plan holdt ikke, og Statsministeriet annoncerede, at pressemødet i stedet ville blive næste dag kl. 13.30. Men heller ikke det blev overholdt.

I løbet af lørdagen udsendte Reuters et telegram om, at den amerikanske delegation havde meddelt, at der ikke nødvendigvis skulle vælges en generalsekretær under dette topmøde. Med dette telegram vendte stemningen fuldstændig i pressecenteret. Ikke mindst blandt de danske journalister, der godt anede, at hvis Fogh ikke blev valgt på dette topmøde, ville han slet ikke blive valgt.

Men pressen var dårligt orienteret.

USA’s præsident Obama havde netop i løbet af fredagen fastslået, at der skulle træffes en beslutning på topmødet. ”Vi kan ikke lade Rasmussen vente,” havde Obama sagt.
Fredag aften havde Obama aftalt et møde lørdag formiddag med Tyrkiets præsident Abdullah Gül og Fogh. Forinden ville USA’s præsident mødes med Gül under fire øjne.   


Der er ganske få journalister i Bruxelles, der rapporterer om NATO, langt de fleste korrespondenter beskæftiger sig med EU. Blandt de udenlandske korrespondenter var han primært kendt som en respekteret og dygtig leder fra sin rolle under udvidelsen af EU i 2004. Ifølge korrespondenterne er det dog meget begrænset, hvad befolkningen i deres hjemlande kender til Anders Fogh Rasmussen, ud over at han var statsminister i Danmark.

Så det var en rolig Anders Fogh Rasmusssen, der gik i seng fredag aften. Han vidste, at han havde opbakning fra de 27 andre lande, så hvis det glippede, krævede det, at tyrkerne ville lægge sig ud med både USA og EU, hvilket ikke var sandsynligt. Det var på ingen måde det samme, som at han følte sig sikker på, at han ville få posten. Men Fogh vidste, at han selv havde gjort alt, hvad han kunne gøre, og at verdens mægtigste mand arbejdede for ham.

Alt dette vidste journalisterne ikke noget om lørdag eftermiddag, og i pressecenteret, som lå omkring ti minutters gang fra det område, hvor forhandlingerne foregik, var stemningen død. Helt død. Journalisterne havde indstillet sig på, at der ikke ville komme til at ske noget afgørende på dette topmøde. Ikke mindst de tyrkiske journalister, der var fuldstændig overbevist om, at deres præsident stadig holdt fast i sin modstand, og så småt var begyndt at pakke sammen.

Politikens Thomas Lauritzen havde igennem hele dagen forsøgt at få fat i Foghs særlige rådgiver, Michael Ulveman, der helt konsekvent ikke tog sin telefon. Indtil han lige pludselig ringede til Thomas Lauritzen.

”Hvad så?” spurgte Ulveman.

”Hvad så, hvad mener du?” sagde Lauritzen.

”Hvordan er stemningen i pressecenteret?”

”Jamen, der er ingen stemning. Det er helt dødt. Der sker jo ikke noget,” svarede Lauritzen.

”Det kan godt være, at der ikke kommer til at ske noget, men intet er afgjort endnu. De sidder stadig i møde om det,” sagde Michael Ulveman, og så lagde han på.

Thomas Lauritzen forlod med det samme sin frokost og gik ud på en parkeringsplads for at ringe til to af sine kilder. De bekræftede, at intet var afgjort endnu, og Thomas Lauritzen løb ind til sin skærm, skrev ”Foghs chance lever endnu”, og sendte den til politiken.dk. På det tidspunkt var klokken omkring kvart i tre om eftermiddagen.


Fogh går meget op i sine taler. I modsætning til sin forgænger Jaap de Hoop Scheffer, der af journalister i Bruxelles bliver betegnet som en farveløs diplomat, bruger Fogh sine taler til at formulere politiske visioner.

Derefter gik Thomas Lauritzen hen til sine tyske kolleger for at høre, hvad de vidste, og en af dem ringede til Merkels rådgiver. Den tyske journalist sad helt stiv og talte i sin telefon, sagde bare ”Ja, ja, ja”, og så lagde han på. Sagde ingenting, men skrev på sin skærm:

”Anders Fogh Rasmussen bliver ny generalsekretær for NATO.”

Thomas Lauritzen spurtede hen og sendte nyheden hjem til politiken.dk.

Bagefter gik han hen til de tyrkiske journalister, som stadig hang hen over stolene og gabte.

”Skal I have en nyhed?” spurgte han. ”De har lige udnævnt ham.”

De tyrkiske journalister var lige ved at falde ned af stolene.

Kort forinden var Anders Fogh Rasmussen gået ned for at finde et sted at spise. Møderne blev ved med at trække ud, og han havde stadig ikke fået nogen frokost.

Chefen for ministersekretariatet Kasper Høeg-Jensen og Foghs særlige rådgiver Michael Ulveman, der godt kendte til Foghs forhold til faste spisetider, havde skaffet ham to sandwich med skinke og ost og en halv liter kildevand.

Således gik Fogh med en lille plasticpose a la dem, man får på apoteket, med sin frokost og sin vand, da de passerede den amerikanske delegation på gangen. Kasper Høeg-Jensen havde ikke set, at det var USA’s præsident, der stod på gangen, og skulle lige til at lede Fogh uden om delegationen og uden om Obama, da den amerikanske præsident pludselig stod over for Fogh.

Om ca. 15 minutter skulle det hele være på plads, meddelte han den danske statsminister.
Og så var det, at USA’s præsident kiggede på Anders Fogh Rasmussen og sagde: ”You’ll be a great Secretary General.”

Typisk for den jyske bondesøn, der var opdraget til ydmyghed og til aldrig at regne med en god høst, før den var i hus, lod Anders Fogh Rasussen sig ikke rive med af stemningen. Hans første tanke var derimod: Kan vi nu være helt sikre? Hvad siger premiereminister Erdogan i Ankara?

Efter at have takket Obama for hans indsats gik Fogh ned ad gangen, fandt nogle primitive caféborde og spiste sine sandwich.

Det blev den afgående generalsekretær Scheffer, der overbragte Anders Fogh Rasmussen nyheden, så han troede på det. Men forinden havde han fået endnu en klar indikation på, at det bar i den retning, da han mødte NATO-talsmanden James Appathurai, der gik meget i detaljerne omkring koreografien til pressemødet. Nu var det nok meget tæt på, ellers ville han ikke bruge så lang tid på sådanne detaljer, hvis det ikke var relevant, tænkte Anders Fogh Rasmussen.

Kl. 15.00 blev Anders Fogh Rasmussen præsenteret som NATO’s næste generalsekretær.
Høsten var i hus.

Dagen efter overgav Anders Fogh Rasmussen Statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen, og samme aften skulle han til Tyrkiet for at medvirke i ’Civilisationernes Alliance’, en konference, der har til formål at bygge bro mellem den vestlige og den muslimske verden. Da Fogh ikke længere var statsminister, havde han ikke noget fly til sin rådighed, og han måtte i stedet flyve sammen med Bertel Haarder, der var med som repræsentant for regeringen. Det var en meget lettet Anders Fogh Rasmussen, der sad i Bertel Haarders fly.

”Ja, næsten pjanket,” fortæller Haarder.

Med god grund. Anders Fogh Rasmussen havde endelig fået sin internationale toppost, den højeste stilling, en dansker nogensinde har opnået. Der var lagt op til et eftermæle af de store.

Og det var slut med hemmelighedskræmmeriet. Eller næsten. For det er stadig ikke kommet frem, hvad Obama og Fogh måtte love den tyrkiske præsident til mødet den lørdag formiddag, ud over posten som vicegeneralsekretær og en militær kommandopost. Det gør det formentlig heller ikke foreløbig.

Hvor hemmelige politiske forhandlinger på det niveau er, blev endnu en gang illustreret, da Hans Engell helt tilfældigt mødte Anders Fogh Rasmussen på et torv i Sydfrankrig i april en uges tid efter, at han var blevet udnævnt. Hans Engell var på påskeferie, og

Anders Fogh Rasmussen havde endnu ikke fået sit kontor i Udenrigsministeriet, hvor han skulle være, indtil han skulle begynde i Bruxelles, og var derfor taget ned til sit hus i Sydfrankrig. Han var på vej til bageren, da han pludselig stødte ind i Hans Engell. De to gamle ministerkolleger satte sig på en café og drak kaffe.

Og ikke en eneste gang i løbet af den halvanden times samtale berørte de to forløbet op til udnævnelsen.

Anders Fogh Rasmussen har været generalsekretær i 20 dage, da han indleder sin obligatoriske rundrejse til de 28 NATO-nationer. Første land, han besøger, er Island. Ét sted skulle han jo starte, og Island var et neutralt valg.

Rejsen har været planlagt længe. Så længe, at man ikke kunne vide, at den 20. august også er dagen, hvor Afghanistan skal afholde valg. Selv om Anders Fogh Rasmussen selvfølgelig gør sit for at betone, hvor nær Island står hans hjerte, er hele delegationen mere optaget af valget i Afghanistan. Konstant sidder de og tjekker de seneste nyheder på deres mobiltelefoner, Blackberries, eller ’Crackberries’, som Michael Ulveman, Foghs strategiske rådgiver, kalder dem, fordi det er umuligt ikke at blive afhængig af dem.

Selv pressemødet i Udenrigsministeriet, hvor Fogh møder den islandske presse sammen med den islandske udenrigsminister, handler om valget i Afghanistan. Forinden har Fogh holdt et kort møde med sin stab, hvor han er blevet opdateret, og hvor det nøje er blevet aftalt, hvad der skal siges om. Det bliver tydeligt, da Fogh helt forventet får spørgsmålet om, hvad han ser som et succeskriterium for valget. Mens Fogh svarer, at de håber, at valget vil ”reflect the will of the Afghan people”, står hans vice-talsmand og taler med uden lyd, og hun nikker bekræftende, da han har afsluttet sætningen.

Vicetalsmanden er tydeligvis ikke blevet vant til at arbejde sammen med Anders Fogh Rasmussen endnu. Så ville hun vide, at hun aldrig behøver at bekymre sig om, hvorvidt han kommer til at tale over sig eller på nogen anden måde fravige, hvad der på forhånd er aftalt, der skal siges om et konkret emne.

Da Bertel Haarder i 1976 i en kronik om ’Danmark år 2000’ skrev, at landet da ville have en statsminister ved navn Anders Fogh Rasmussen, var det ikke kun, fordi han i den unge folketingskandidat så en meget målrettet og ambitiøs politiker, men også, fordi Anders Fogh Rasmussen allerede dengang havde forstået, hvor vigtigt det var at holde fast i de samme budskaber. Haarder observerede den unge Anders Fogh Rasmussen under en valgkamp og bemærkede, hvordan han var i stand til at gentage de samme indøvede sætninger igen og igen.

Resten af besøget i Island forløber da også helt efter planen.

På vej hjem i flyet mod Bruxelles’ militære lufthavn bliver der serveret aftensmad, og da stewarden spørger, hvad generalsekretæren ønsker at drikke til, bestiller Anders Fogh Rasmussen rødvin. Og næsten med det samme siger han henvendt til Euroman:

”Jeg drikker ellers kun i weekenderne. Og kun fredag og lørdag aften, for søndag går det ikke, der skal jeg på arbejde næste dag, jo. Og vi deler aldrig mere end en enkelt flaske.”

Heller ikke, hvis I har gæster?

”Så bliver det heller ikke til mere end tre glas, højst. Jeg vil gerne være klar i hovedet.”

I virkeligheden drikker Fogh altid to glas rødvin til sin aftensmad på vej hjem i flyet, når han har været på rejse. Også på hverdage. Men han har tydeligvis en interesse i at bevare sit image som asketen, der næsten er afholdsmand.

Sandheden om Anders Fogh Rasmussen og hans forbrug af alkohol er da også, at han drikker langt mindre og utvivlsomt har været fuld færre gange end de fleste. Nytårsaften efter nytårsaften har han været den, der gik tidligt hjem med børnene og på vejen hjem holdt foredrag om, hvor mange hjerneceller de andre sad og mistede, mens de drak sig fulde, og hvor godt det var at gå tidligt hjem, for så var man klar til arbejdet tidligt næste morgen.

Men derfra og så til at være næsten afholdsmand er der et meget langt stykke. Fx er Anders Fogh Rasmussen ridder af et fransk vin-laug.

Det er heller ikke rigtigt, når Anders Fogh Rasmussen igen og igen har bekræftet historien om, at han kun har været fuld den ene gang, gymnasiekammeraterne drak ham under bordet på en studierejse til Holland og Belgien. Tidligere VU-kammerater kan i hvert fald huske mindst én rejse, hvor en ung Anders Fogh Rasmussen drak sig så fuld, at de var bekymrede for, om de overhovedet kunne få lagt ham i seng. Og senest er der i bogen ’Præsidenten’ blevet beskrevet en snapseregning på 8.000 svenske kroner efter et møde med gruppeledelsen i Venstre på Hven, hvor daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen måtte støtte en vaklende Fogh Rasmussen ud i en taxa.

Alt sammen harmløse historier, der sagtens ville kunne forenes med at være en ansvarlig leder i total kontrol. Men Fogh har tilsyneladende ikke haft en interesse i at bidrage med nuancerne til billedet af den hårdtarbejdende asket. Det har altid været afgørende for ham, at han stod som garanten for effektivitet og professionalisme.

Og så er der en anden fordel ved det benhårde image. For når folk endelig møder Anders Fogh Rasmussen, finder de ud af, at nok er han med sine grænseløse ambitioner ikke nogen gennemsnitsdansker, men omvendt er han jo stadig et menneske. Ja, faktisk er der ingen grænser for, hvor varm og imødekommende Anders Fogh Rasmussen er, når man på forhånd er sporet ind på at møde en iskold robot.

Forventningerne til Anders Fogh Rasmussen i NATO handlede ikke om hans grad af menneskelighed eller hans forhold til alkohol. De handlede om reformer. Ikke små justeringer og tilpasninger, men revolutioner. Og der var mange, der glædede sig.

Historien om, at nu ville der komme en handlekraftig, beslutningsdygtig og effektiv generalsekretær, var blevet solgt i sådan en grad, at der rundt omkring i

NATO-bygningen sidder medarbejdere, der er skuffede. De kan slet ikke forstå, at der stadig ikke er sket noget internt i NATO. Det kan godt være, at han er dygtig til at kommunikere, og at han har gjort en afgørende forskel i forhold til Rusland og de kold-krigs-vinde, han har blæst væk.

Men nede på de smalle, tilsyneladende endeløse gange med en belysning, der kunne minde om en tankstations, kan de ikke mærke ret meget til den nye generalsekretær.
En af dem siger:

”Indtil videre er vi skuffede. Vi havde forventet, at ændringerne også ville gælde internt i NATO, at han ville gøre noget ved det tunge bureaukratiske system. En af de helt afgørende forskelle på ham og hans forgænger er hans evne til at kommunikere. Han er gennemsigtig, som en god politiker skal være, og det har vi brug for. Men det skal også gælde hele organisationen. Vi kan ikke mærke ham hernede, og vi er bekymrede for, at det store bureaukratiske monster sluger ham; dræber hans energi og hans initiativer. At han mister pusten og aldrig når til at reformere det interne i NATO. For at gøre det skal han udskifte de fleste med typer som ham selv. Og jeg ved ikke, hvor interesseret han er i det.”

Men der er også medarbejdere i NATO, der er knap så utålmodige. Og ifølge folk, der sidder tættere på generalsekretæren, er det noget, Anders Fogh Rasmussen er opmærksom på. Som en af dem siger:

”Der sidder også nogle mindre forandringsvillige i organisationen med bange anelser om, hvad der kommer til at ske. Hvor meget frisk luft kan et støvet NATO holde til? Anders Fogh Rasmussen er meget bevidst om den balancegang.”

Men alle er tilsyneladende enige om, at hvis nogen kan reformere NATO, så er det Anders Fogh Rasmussen. Alene i kraft af, at han er tidligere statsminister. Spørgsmålet er så, hvor meget en generalsekretær overhovedet kan gøre. Hvilke muligheder har Anders Fogh Rasmussen? Hvordan bliver hans eftermæle?

Udenlandske journalister, der har været i kontakt med NATO-ambassadører, heriblandt også en amerikansk, fortæller, at der ikke er mange, der tror, at Anders Fogh Rasmussen kommer til at kunne gøre en reel forskel.

Når alt kommer til alt, er det alligevel USA, der bestemmer i NATO.

Da Euroman forholder generalsekretæren den påstand, smiler han, læner sig tilbage i flysædet og siger:

”Så er det jo godt, at jeg har et godt forhold til USA.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt