Der vil aldrig være noget, der slår et ægte møde med et andet menneske.
Gestikulationer og ansigtsudtryk er umulige at afkode bag en skærm, og der opstår noget markant andet end blot en udveksling af tale, når man tilbringer tid sammen med andre.
Men i disse teknologiske tider er det ikke fremmed for mig at have bekendskaber, jeg nærmest udelukkende kommunikerer med digitalt. Et navn på en skærm, et @-handle på et socialt medie. De er ikke venner, men det er heller ikke fremmede, for jeg ved, de eksisterer, jeg ved en del om dem, og nogle gange vice versa. Not quite friends, but not quite strangers, som Mew sagde.
Jeg følger kokke, som er et overflødighedshorn af inspiration til opskrifter og råvarer. Cykelryttere, fordi det er blevet en stor passion. Tænkere, fordi de holder mig skarp. Og masser af hoteller og personer, der arbejder med indretning, fordi jeg både gerne vil ud i verden og bo pænt. Drømmene lever på min skærm.
Hvor placerer man alle dem, man har jævnlig kontakt med på digitale og sociale kanaler, men aldrig taler med i virkeligheden? Hvad med dem, man mailer med i arbejdssammenhæng, som fylder en hel del, men som aldrig har materialiseret sig til andet end en autosignatur i bunden af en mail? Og hvad stiller man egentlig op, når man så løber ind i dem i den virkelige verden. Bekender man kulør eller bevarer man magien ved den ukendte.
Digitale relationer er som en ekstra, anderledes dimension af bekendskaber; man kender enormt mange mennesker, og så overhovedet ikke. En fremmed er bare en ven, du endnu ikke har mødt, og alt det der, men jeg har alligevel lært at sætte pris på den digitale distance, fordi det er en let og overskuelig relation.
At følge med på afstand forpligter ikke at til at huske fødselsdage, spørge til arbejdet og forgæves forsøge at få en kaffeaftale i kalenderen. Vi hører tit om særligt Instagram som en urealistisk fremstilling af et perfekt liv, hvor kun det smukkeste bliver delt. Men på de letfordøjelige kanaler lever jeg gerne med et idealiseret billede af æstetisk overflod. Jeg har ikke brug for mere hverdag og flere madpakker. Giv mig i stedet fisketure i solnedgangen, overdådige måltider i strandkanten og cykelture ved schweiziske bjergsøer. Jeg lapper det i mig.
Kom bare over og sig hej, når vores veje en dag krydser i virkeligheden. Bare jeg slipper for at høre om din tur i Netto.
– Kristoffer Dahy Ernst
Ovenstående klumme blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
