Hvis du kunne ændre én ting ved dit udseende, hvad skulle det så være?

”Jeg ville gerne have været fem centimeter højere. Jeg er 1,84 meter, hvilket er lavt for en kuglestøder. De fleste, jeg konkurrerede imod, var 1,90 eller højere. Høje mennesker har typisk også lange arme, og det betyder, at de kan påvirke kuglen i længere tid. Mit vingefang er 1,93, jeg har sådan nogle gorillaarme, så jeg kunne godt konkurrere, men når man altid er oppe mod nogle, der er større end en selv, får man nemt small man syndrome. Selvom jeg jo egentlig er over gennemsnittet, generelt set.”

Har du nogensinde været i et slagsmål?

”Det er næsten svært at undgå, når man er født i Aalborg og er kommet meget i ’Gaden’. Jeg har både prøvet at få nikket en skalle og været oppe at slås nytårsaften, fordi der var nogle, som kastede kanonslag ind i køen til bussen. Faktisk – og jeg er ikke stolt af det – har jeg også været sigtet for vold, men der blev aldrig rejst tiltale. Egentlig var det ikke, fordi jeg gik i byen for at slås. Men det var der andre, der gjorde. Og når man var stor og muskuløs som mig, tror jeg, at nogle så det som en udfordring: Kan jeg klare ham der?”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har et stort ar, som løber ned ad min rygsøjle. Det stammer fra en operation for en diskusprolaps, som endte med at koste mig min atletikkarriere. Skaden skete under en helt almindelig træning, mens jeg lavede dødløft. I virkeligheden tror jeg, det skyldtes en ny maveøvelse, hvor man skulle vride meget i ryggen. Jeg kunne godt mærke, at der skete et eller andet, men det var ikke værre, end at jeg kunne træne videre. Indtil jeg kom hjem, og mine ben begyndte at sove. Så tissede jeg i bukserne, uden at jeg kunne mærke det. Det er et ret alvorligt tegn. Jeg blev opereret af en overlæge på Aarhus Universitetshospital. Det tog mange timer. Tre gange var han ved at lukke mig igen, fordi han ikke kunne komme til. Jeg var jo gigantisk stor, og jeg havde en ordentlig mørbrad af en muskel nederst på ryggen. Jeg kan huske, at lægen var meget fascineret. Han følte en håndværksmæssig stolthed over, at han lykkedes med operationen, og at jeg slap uden varige mén – det er jeg ham meget taknemmelig for. Men ret hurtigt kunne jeg se, at det ville blive svært at komme tilbage til atletikken. Jeg var 31 og havde måske haft to-tre gode år mere i mig. Jeg havde vundet medaljer ved alle de store mesterskaber, og jeg endte med at beslutte, at jeg ikke ville bruge et helt år på at forsøge at komme tilbage. Det var en stor sorg at skulle give slip på det, som havde været min passion, siden jeg var barn.”