Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Leder: ”Vi har brugt et halvt år på at diskutere boykot af Qatar. Her er vores konklusion"

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Leder: ”Vi har brugt et halvt år på at diskutere boykot af Qatar. Her er vores konklusion"

Euromans chefredaktør beretter om konfliktfyldte overvejelser på redaktionen. Hvordan dækker man en slutrunde, der er et koncentrat af fodboldens slagsider?

Man siger, at den fodboldslutrunde, der foregår i børns liv, når de er omkring otte år, bliver afgørende for forholdet til sporten resten af livet. Min egen livsdefinerende slutrunde var VM i USA i 1994. Bulgarske Stoichkov blev min helt, Italien blev verdens smukkeste tabere, og Brasilien guddommeliggjorde sig i mit perspektiv. Det var over min fatteevne, at brasserne ikke også vandt fire år senere mod Frankrig. Jeg troede, de skulle være verdensmestre for evigt.

Slutrunder i fodbold er fikspunkter for tiden. Det er hjørneflag, vi sætter i hukommelsen, og som danner ramme om begivenheder før og efter. Fodbolden sidder i os.
Selv dem, der var ligeglade med fodbold i 1986 og 1992, husker dynamitdrengene fra Mexico og senere triumfen på Nya Ullevi i Gøteborg. Selv dem, der ikke var inkarnerede følgere af landsholdet i 2021, kom på fornavn med Højbjerg, Mæhle og Damsgaard. Jeg blev student i 2004 og holdt studenterfest med storskærm den aften, Danmark og Sverige spillede 2-2, det eneste mulige resultat, der fra gruppespillet kunne sende begge hold videre og Italien hjem. Vi taler stadig om det, når jeg mødes med mine gamle gymnasievenner.

I øjeblikket er vi som danskere begunstiget af et fodboldlandshold, der ikke har spillet bedre i umindelige tider. EM sidste år var en følelsesmæssig tur i tørretumbleren, hvor alles hjerter hoppede over et slag, mens Christian Eriksens helt stoppede med at slå. Først da han sendte thumbs up fra sygelejet på Rigshospitalet, kunne vi ånde lettet op, og landsholdet leverede efterfølgende en kollektiv ekstase, der gjorde sommeren elektrisk på villaveje, foran storskærme og selvfølgelig på lægterne på stadion.

Nu er der så VM i Qatar. På en og samme tid et højdepunkt for vores landshold og et lavpunkt for den moderne fodbold. ”It was the best of times, it was the worst of times,” skrev Charles Dickens i ’A Tale of Two Cities’ i 1859, og havde han skrevet om at være fodboldtilhænger 163 år senere, ville det stadig passe godt.
VM i Qatar er født med så amputeret en moral, at end ikke alverdens sukkerbolde fra vores landsholds stjernespillere vil kunne agere krykker for ubehaget ved, at vi deltager. Meget er blevet sagt om Qatar som værtsnation (og meget skal fortsat siges), og det med rette.

Årets VM-slutrunde er et koncentrat af fodboldens slagsider; af milliarder efter milliarder, der bliver pumpet ind i sporten, af FIFA’s flossede moral, af paradokset ved at elske en sport, der af magtens mænd bliver set som benhård valuta for globale underholdningsvirksomheder.

Så hvad skal vi gøre? Hvad skal du gøre? Se kampene i Qatar som var det en hvilken som helst anden slutrunde? Boykotte det totalt? Råbe op på sociale medier om boldspilsunionens ansvar?

Her på redaktionen har vi brugt det meste af det seneste halve år på at diskutere for og imod. Kan vi udgive en VM-avis som denne, når vi er klar over FIFA’s opførsel og Qatars gerninger? Skal vi helt droppe at skrive os ind i landsholdsbegejstringen for at sende et stærkt signal? Kan vi med den ene hånd fordømme den moderne fodbold og med den anden invitere annoncører indenfor og sige ja tak til salg af aviser og magasiner?

Svaret findes et sted midt imellem. Der er enkelte på vores redaktion med moralske kompas så kalibrerede, at de går i en stor bue uden om slutrunden, og der er dem, der æder det hele råt.

Jeg mener, at vi på Euroman har en journalistisk forpligtelse og et publicistisk ansvar til at formidle det, vi ser, og det, der foregår i verden. Derfor har vi lavet en VM-avis, der både kan berette om forholdene i FIFA og i Qatar og vise begejstring for landsholdet og den fodbold, vi trods alt holder så meget af.

Sportsligt står det os frit for at håbe på det bedste og heppe på landsholdet. Alt det udenom er en helt anden sag. Mit håb er, at man ikke gentager den fadæse, det er at placere en slutrunde i en fodboldkulturel fattig ørkenstat, der ser stort på både liv, menneskerettigheder og minoriteter. Nogle ting skal erfares, før de kan erkendes. Sikkert og vist er det, at slutrunden foran os kommer til at skabe minder, der former os fremover.

Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør