Vilkårene for countrygenren er ikke supergode her i landet. Journalist og countryekspert Søren McGuire udtrykker det sådan her:
”Der står altid en klaphat og råber ”yihaw” eller siger, at det er dansktop.”
Men amerikanske Sturgill Simpson har fået sig et publikum i Danmark, der er stort nok til, at han lægger vejen forbi på sin turné, som han faktisk indleder i København den 21. januar. Og det er ikke så mærkeligt, mener Søren McGuire.
”Folk søger mod Sturgill Simpson og country generelt af lidt samme årsag, som de søger mod for eksempel Allan Olsen. De kommer begge to ud af en visetradition, hvor sangskrivningen og historiefortællingen står helt centralt,” siger Søren McGuire.
”Man sætter sig ned og lytter til sangen for sangens skyld. Det handler om noget hjemligt og forståeligt.”
Sturgill Simpson var en del af et brud med den kommercielle retning, som Søren McGuire kalder ’bro-country’, hvor ”falske cowboys synger om deres skide pick-up trucks”.
Den første plade var rendyrket outlaw country – en tradition, der havde sin storhedstid i 60’erne og 70’erne med fredløse, omrejsende countrystjerner, hvoraf Johnny Cash og Willie Nelson nok er bedst kendt herhjemme. Men siden har han eksperimenteret i tiltagende grad med et Nirvana-cover, galaktiske skildpadder og tegnefilm.
”Da han debuterer i 2014, lyder han fuldstændig som Waylon Jennings, den klassiske country-outlaw. Han kunne sin countryhistorie, traditionerne og æstetikken – han lød som snydt ud af næsen på legenderne. Men allerede fra den anden plade begynder han at stikke af og gå sine egne veje,” forklarer Søren McGuire.
”Hans udvikling er interessant, men den er også svær at blive klog på. Han forlader jo ret hurtigt den countrymusik, han blev udråbt til at være redningsmanden for. Det er lidt som at sømme en budding fast til en væg med Sturgill Simpson. Han flytter sig hele tiden,” siger Søren McGuire, der kalder sig selv lidt af en traditionalist.
”Men han er jo en moderne outlaw. Han gør præcist, som alle de gamle outlaw-hoveder gjorde. Han går nye og andre veje, end hvad der bliver forventet. Han gør det så på en lidt mere larmende måde,” siger Søren McGuire, der håber, at Simpson kan blive en vej i countrygenren for nye lyttere.
”Der venter helt vildt mange gode oplevelser i den alternative del af countryen.”
Tre andre country-rock-bands du skal give et lyt
Lukas Nelson and the Promise of the Real har Willie Nelsons søn som frontmand. Der er spade og rebelsk ånd for alle pengene. Farmand synger med på den seneste plade – ”Can’t put a rope on me/Can’t shoot me down.”
Chris Stapleton er en sky og fuldskægget mand, der helst skal have sin kone med på scenen for at kunne gennemføre en koncert. Men hans stemme er soulet, og guitaren har den rigtige twang. Her er en udfordring: Drik et shot whiskey hver gang, han synger om whiskey på sine plader.
Den unge canadier Colter Wall besøgte Store Vega i 2018. Med sin raspede stemme bringer hans outlaw-country præriens rå landskab og livsstil lige ind i din danske tilværelse. Og så har han bare et fedt navn.
