Kun de færreste tv-chefer levnede ’Casper & Mandrilaftalen’ en chance for at finde et publikum, da programmet havde premiere en sen hverdagsaften i marts 1999. Men i dag, mange år efter, rager programmet op som Gladsaxe-senderen i et landskab af forudsigelig dansk tv-komik, der gik i glemmebogen næsten samtidig med, at det blev sendt.
”Jeg havde lyst til at ryste posen og lave noget helt andet, som var virkeligt, virkeligt simpelt og småt,” fortæller Casper Christensen i det nye Euroman. Christensen fik idéen til satireprogrammet, efter at han havde fået et bredt folkeligt gennembrud som vært på ’Husk lige tandbørsten’, en kæmpemæssig produktion med over én million seere hver uge.
”Jeg havde lyst til at ryste posen og lave noget helt andet, som var virkeligt, virkeligt simpelt og småt. Jeg ville lave et talkshow, men der skulle ikke være noget skrivebord eller nogen kulisse. Rummet skulle være lilla. Det var mere en følelse af frit fald end et reelt program, jeg beskrev for DR-ledelsen. Jeg sagde, at jeg ikke skulle have noget særligt for det. Min betingelse var blot, at jeg kunne få lov til at sende mange programmer, og at ingen skulle blande sig.”
DR2 købte idéen. Aftalen var, at Casper Christensen skulle levere tre udsendelser om ugen á 25 minutter. Hver udsendelse fik et budget på 60.000 kroner. Til sammenligning kostede det halvanden millioner kroner at producere et afsnit af ’Tandbørsten’.
Sammen med Lars Hjortshøj, Lasse Rimmer og Frank Hvam flyttede Casper Christensen ind i en garage i Jenagade på Amager for at lave satirefjernsyn. For Frank Hvam var det en stor chance at komme med på ’Mandril’-holdet. Han havde på det tidspunkt arbejdet som standupkomiker på Café Din’s i København, hvor han blev betalt i ølbilletter og shots.
”Da Casper spurgte, om jeg ville være med i ’Mandrillen’, vidste jeg med det samme, at det ville jeg rigtig, rigtig gerne. Når man laver komik, ønsker man jo at arbejde med de bedste og at få fuldstændig frie tøjler. For mig var det en drøm, der gik i opfyldelse. Det var fuldstændigt fantastisk.”
De fire komikere arbejdede i døgndrift i garagen på Amager. Casper Christensen havde rollen som vært og redaktør på programmet. Når han havde læst dagens sketcher, gik Lars Hjortshøj, Lasse Rimmer og Frank Hvam ind ved siden af og klædte om. Rekvisitterne havde de medbragt hjemmefra. Andre havde de købt i genbrugsbutikker på Amager.
Lars Hjortshøj husker, at det var udfordrende i begyndelsen:
”Programmet var et opgør med alt, hvad jeg har lært som standupkomiker, hvor jeg typisk ville jagte den klassiske pointe. Den slags var nærmest forbudt på ’Mandrillen’, fordi programmet var pointeløst. Det var et absurd, dadaistisk og surrealistisk univers, vi gik ind i.”
Lasse Rimmer husker det som svært:
”Casper og Lars var ældre og mere erfarne komikere end mig. Det tog mig noget tid at finde ud af, hvad det var for en kemi, de havde kørende. De havde en særlig komisk sensibilitet, som var lidt svær at leve op til. Det kunne godt være en lille smule akavet i starten. Det føltes lidt som at være i audiens.”
For Frank Hvam gik der nogle dage, før han følte sig hjemme i den absurde humor på ’Mandrillen’:
”Jeg husker det som en periode, hvor jeg svingede mellem dyb frustration og lykkelig forløsning, fordi de var virkeligt dygtige mennesker. Lars spillede nogle karakterer, som ikke tilhører denne verden. Og Lasse og Casper skrev nogle ting, som gjorde mig stakåndet. Det var virkeligt sjovt, men det var også et kæmpe pres. Jeg havde en stejl læringskurve.”
Fik et gennembrud med ’Mandrillen’
I alt optrådte 250 figurer i løbet af de to sæsoner, ’Mandrillen’ blev vist på DR 2. Mange af rollerne blev udviklet i samarbejde med Casper Christensen for åbent kamera.
Frank Hvam: ”Når man som spiller kunne se, at man ramte et eller andet, og han interesserede sig for figuren, så gav man ham mere af det. Og så kastede Casper noget tilbage i samme boldgade, og så formede figuren sig i en retning, hvor han også var tilfreds med den. På den måde foregik der en løbende instruktion gennem sketchen.”
Man ville gerne gøre redaktøren glad?
”Man vil gerne gøre den sjove komiker glad. Man gider ikke sidde og lave en karakter, Casper ikke griner ad,” siger Hvam.
Eller som Lars Hjortshøj formulerer det: ”Man gider ikke være ham på Barcelonas hold, der ikke kan tæmme en bold.”
’Mandrillen’ genopstod senere for en kort bemærkning, blandt andet ved en liveturné og på Zulu Royal. Men det har aldrig været på tale at samle de fire mænd og gentage ’Mandrillen’ i sin oprindelige form. Casper Christensen fortæller i Euroman, at han på et tidspunkt overvejede at lave en ’Mandril’-film.
”Den skulle begynde med, at man ser os i slutningen af ’Mandrilaftalen’. Vi siger tak for denne gang, forlader studiet og forsvinder ind i et univers, som er endnu mere vanvittigt. Filmen handler om, hvordan jeg som vært for programmet forsøger at finde tilbage ind i studiet og lave ’Mandrillen’. Jeg er på en rejse som ’Alice i Eventyrland’ og møder gamle og nye figurer i en fuldstændig syret opsætning.”
Filmen er aldrig blevet til noget, og alle fire er enige om, at det sikkert er fint.
For Frank Hvam blev ’Casper & Mandrilaftalen’ afgørende for hans karriere:
”Det var på ’Mandrillen’, at jeg fandt ud af, at jeg kunne bidrage med noget, selv blandt gode komikere. Jeg følte, at verden stod åben for mig. Der var mange bjergtoppe, der skulle bestiges.”
Eks-mandrillerne og #MeToo
I disse uger er den amerikanske komiker Louis C.K. et samtaleemne blandt komikere. Den amerikanske comedy-stjerne er blevet fyret fra film og tv-serier, efter at det i forbindelse med #MeToo-bevægelsen er kommet frem, at han har forulempet flere kvindelige medarbejdere. Han har senere beklaget, at han onanerede foran kvinderne.
Frank Hvam: ”Han lavede en Gentleman Finn. Nu hvor de angriber ham, siger han: ’Nå, okay, sådan har jeg ikke set det før. Der twister du den.’”
Casper Christensen: ”Jeg syntes, at #MeToo var fuldstændig til grin i lang tid. Men så begyndte jeg at tænke over det. Det kan godt være, at der har været en vis form for irriterende tone over for kvinder i seksuel grad, hvor mænd siger noget sjofelt, som er harmløst, men som måske også er en prøveballon for at se, om hun bider på. Som kvinde er det måske belastende at blive ved med at høre på sådan noget. Jeg har taget det til mig. Jeg siger mindre af den slags. Folk påstår, at det er fordi, jeg er blevet ældre … og mulighederne er færre. Men jeg tror faktisk, at jeg er begyndt at forstå en lille smule af, at det kan være belastende at være kvinde og høre de kommentarer.”
Frank Hvam: ”Men der er altså også mange mennesker, der bruger debatten til at tilrane sig opmærksomhed i det offentlige rum. Rigtig mange mennesker er professionelt forargede, fordi de repræsenterer en interesseorganisation, og så er de pr. refleks forargede. Det er skruen uden ende. Men det er rigtigt, at #MeToo har været en anledning for os mænd til lige at tænke os om. Og vi har da nogle blinde vinkler.”
Du kan læse hele interviewet i nummer 300 af Euroman. Du kan tegne abonnement her.
