Din nye bog ’I ruiner’ er i trykken og udkommer lige om lidt. Hvordan har du det?

”Jeg har ikke børn, men jeg forestiller mig, at det er som at sende sit barn i børnehave eller vuggestue for første gang. Får det nogen venner? Bliver det mobbet? Bliver det accepteret? Det må være en hjerteknusende oplevelse som forælder at hente sit barn og se det sidde alene ovre i hjørnet af sandkassen. Sådan har jeg det også lidt med mine bøger, men samtidig – og der ophører børnehaveanalogien nok – er det en lettelse at give min historie videre. Så den ikke længere kun er min, men også alle læsernes.

Det var især tilfældet med min første roman ’Planen’, som dybest set handler om min egen opvækst i Urbanplanen. Det føltes næsten som at skrive et brev og sende det ud i verden, og det var stort at mærke, at der var andre derude, som blev rørt af eller kunne relatere til det, jeg havde oplevet.”

Hvad fordriver du ventetiden med?

”Afrundingen på Amager-trilogien er en cirkel, der er afsluttet. Men det er, som om cirklen nu er startet forfra, fordi jeg er i gang med at skrive et udkast til et filmmanuskript til ’Planen’. Filmrettighederne er blevet solgt, der er blevet skudt penge i at lave manuskriptet, og selv om det ikke er sikkert, at det bliver til noget endnu, sidder jeg i disse uger og forsøger at skrive historien om til en filmisk fortælling.”

Hvordan er det at genbesøge ’Planen’ seks år efter, den udkom og skød din forfatterkarriere i gang?

”Jeg tror, at tiden er moden til det. Allerede kort efter bogen udkom i 2015 og fik stor opmærksomhed, var der folk, som gerne ville have mig til at skrive et filmmanuskript. Grebet af mit eget overmod tænkte jeg, at så gør jeg da bare lige det, men da jeg satte mig ned ved computeren, skete der intet. Jeg var færdig med min egen historie, især fordi jeg også turnerede rundt med den og holdt foredrag om mig selv. I dag har jeg fået bogen på afstand, og det betyder også, at jeg meget bedre kan tage de valg, der skal til for at forvandle en fortælling, som handler om over 20 år af mit liv, til noget, der også kan fungere på film.”

Hvor længe har du været om at skrive ’I ruiner’?

”Det har taget mig to år. Min første bog skrev jeg på fire måneder, den næste tog syv, men denne gang har det været en meget længere proces. Min kæreste vil nok sige, at det er, fordi jeg har fået en Playstation i mellemtiden, og måske er der noget sandhed i det. Men den har været sværere at fremkalde. ’Planen’ fløj ud af mig, 10-12 sider om dagen, fordi det var min egen historie, som jeg havde researchet på i 30 år.

’Guds bedste børn’ foregår i det samme miljø, og da jeg først fandt ud af, hvordan den skulle skæres, skrev scenerne næsten sig selv. ’I ruiner’ handler om Amagerbankens krak og hele det juridiske efterspil, og den har krævet meget mere research. Jeg ville tage udgangspunkt i en kvindelig hovedkarakter, og jeg ville beskrive en helt anden socialklasse end i mine to første bøger.”

Dine første to Amager-bøger er blevet rost for deres skildring af underklassen. I ’I ruiner’ er omdrejningspunktet i stedet en middelklassefamilie. Hvorfor?

”Jeg er virkelig bange for en dag at komme til at parodiere mig selv, blive for magelig eller blive fanget i forestillingen om, at jeg er nødt gøre det, jeg har fået at vide, jeg er god til – for at give folk det, de gerne vil have. Det nemmeste i verden ville have været at lave en afrunding på Amager-trilogien, der er lige så rå med rå løg på som de første to. Men jeg ville noget andet.

Det begyndte, netop som jeg havde afleveret ’Guds bedste børn’ til trykken. Cirka samtidig faldt der dom i sagen, hvor Amagerbankens tidligere aktionærer, heriblandt mange lokale, havde sagsøgt staten for de penge, de havde tabt, da den krakkede. En sag, de endte med at tabe. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle lave en moderne Amager-trilogi, kunne jeg næsten ikke komme uden om Amagerbanken.”

Hvorfor ikke?

”Amagerbanken var en stor, nærmest familiær institution på øen, og et af de sidste steder hvor folk var på fornavn med deres bank­rådgiver. Da den krakkede, skete der noget med tilliden til de finansielle institutioner og især noget med retsfølelsen. Men jeg ville ikke skrive en historie om banditter i habitter. I stedet kom jeg til at tænke på Kongelundsvejkvarteret, et enormt parcelhusområde på Vestamager, som jeg kender lidt til, fordi meget af min mors familie kommer derfra. Jeg så det som en anledning til at springe et andet sted hen på Amager end det miljø, jeg selv kommer fra, og gøre noget uventet.

Samtidig synes jeg, at der er noget interessant i at betragte den alt-dominerende, danske middelklasse med det, der før hed villa, Volvo og vovse, og som i dag hedder fladskærm, friværdi og firehjulstrækker. Det er Weber-grill-Danmark. Kähler-vase-Danmark. Småborgerligheden. C.V. Jørgensens værste mareridt. Måske den mest stigmatiserede samfundsgruppe herhjemme.”