Andreas Kamm generalsekretær
Foto: Anne Mie Dreves

Andreas Kamm Dansk Flygtningehjælp

Generalsekretær: "Jeg har måske ikke været så god til at være gift, men jeg har været ret god til at blive skilt"

Man skal øve sig for at blive god her i livet, siger 67-årige Andreas Kamm.

Da jeg var dreng, var jeg rigtig god til at spille konkurrencebadminton. Men i en afgørende kamp tabte jeg til John, der var min doublemakker og bedste ven, i et Fynsmesterskab. Jeg kan huske følelsen af at tabe. Det var et chok for mig, at det kunne gå så galt, for jeg havde den opfattelse – og det mener jeg også, at de andre havde – at jeg var den bedste. Men man kan ikke bruge dét, at man ved, at man er bedst til noget, hvis man ikke kan præstere. 

Man skal øve sig for at blive god, og man skal acceptere, at det forholder sig sådan. Hvis nogle af mine kolleger siger, at de ikke er gode til at holde oplæg, eller at de ikke er så meget for at tale i medierne, plejer jeg at sige:

”Jeg har et rigtig godt trick: træning.”

For det virker hver gang. Jeg spørger tit journalisterne, når jeg går fra et interview:

”Var det til at forstå?”

Hvis ikke, skal jeg gøre det bedre. Jeg prøver at få mine omgivelser til at være usårbare over for kritik på samme måde. Egentlig er det jo mærkeligt, at man kan tåle kritik i sport og kan træne i årevis for at få en god baghånd, når så mange er tilbøjelige til at fortvivle, hvis de på arbejdet får at vide, at noget ikke er godt. Så bliver det en personlig kritik, og det er ærgerligt.

Den dag jeg blev generalsekretær, skulle jeg beherske engelsk på et andet niveau. Jeg syntes, det var rigtig svært. Jeg er ikke vant til at tale engelsk, og jeg følte mig totalt til grin. På dansk har jeg jo en vis belevenhed. Jeg taler meget i billeder, og det kunne jeg ikke ordentligt på engelsk. Jeg tog på en uges kursus for at gøre noget, for det blev en psykisk barriere, og man er aldrig bedre end den sidste optræden. Det nytter ikke noget, at jeg ved alverdens ting på flygtningeområdet, hvis jeg ikke er i stand til at formidle det. Til mine børn har jeg indimellem sagt:

”Det nytter ikke noget, at du ved, at du er en af de bedste i skolen, hvis de andre ikke ved det.”

Jeg arbejder med flygtninge, og jeg ser folk i frygtelige situationer. Derfor har det også været sådan alle årene, at når mine børn er sure over et eller andet, har jeg sagt til dem:

”Gør noget ved det. I har evnerne, I har kræfterne, hvad er problemet?”

Jeg elsker at vinde. Jeg vil meget gerne fremad. Både privat og i høj grad også med min organisation. Jeg siger næsten aldrig nej til en udfordring, og jeg lider ved at skulle over det bjerg, men jeg siger ja til alt. ”Du er så målrettet,” var der engang en, der sagde til mig – men det er simpelthen ikke rigtigt. Jeg har bare altid sagt ja til nye udfordringer. Og mit råd til mine børn omkring karriere er det samme:

”Kom ind et sted, begynd at arbejde, og gør et skidegodt job. Og hvis nogen tror på, at du kan klare en ny udfordring, har de nok ret i det.”

Privat har jeg lidt store nederlag og vundet store sejre. Det er ikke overbevisende positivt at blive skilt, og det er jeg blevet to gange. Jeg har fem børn involveret i det. Det har jeg tænkt meget over. Det er grundlæggende forbundet med en ikke-succes at sige: ”Vi kommer ikke længere” – og så gå ud af et ægteskab. Men så må man opføre sig ordentligt for alles skyld.

Jeg har måske ikke været så god til at være gift, men jeg har været ret god til at blive skilt. Jeg har før tabt en kamp, sagt tak for kampen og haft det o.k. med den, jeg tabte sammen med. Jeg har ikke haft problemer med ikke at kunne se eks’er og børn. Og mit første forliste ægteskab, Lotte, var til vores seneste nytårsaften.
Jeg har i virkeligheden – måske fordi jeg er historiker – en fasetænkning på tilværelsen: Man må nok acceptere, at livet kan folde sig sådan ud, at man på nogle distancer følges med nogle og på andre distancer følges med andre. Og hvorfor skal det gøres til noget frygteligt?

Man må bare tage det som det vilkår, det er – det behøver ikke at være en katastrofe. Lige nu er jeg gift og synes, det er det bedste, jeg har prøvet. Man sparer jo erfaringer sammen, hvis man gider tænke: ”Hvorfor pokker udartede det sig sådan her?” Man kan øve sig, kigge lidt indad. Jeg synes, det er mere interessant at spørge sig selv, hvordan man håndterer et givent vilkår, end at forvente, at vilkåret ændres – for det er op ad bakke.

Jeg tænker sommetider, at jeg vil skrive en bog om ægteskabets strategiske planlægning. Jeg er en habil strateg på mit arbejde, jeg tegner scenarier, vurderer terrænet, sætter mig nogle mål og bokser med at nå dem. Men derhjemme glemmer vi helt den type overvejelser og tror, at det hele kommer af sig selv. Det er helt besynderligt. Man bruger ingen kræfter på at sige: ”Hvor vil jeg hen med min ægtefælle og min familie? Hvordan ser terrænet ud? Hvad skal der gøres, hvor skal vi bo, hvor mange børn kan vi overkomme, skal vi have hund eller kat?” For vi tænker, at den del af livet er født godt. Men sådan er det ikke.

LÆS OGSÅ: Bøfkonge: "Jeg vil hellere åbne 50-100 nye steder i udlandet end ét i København"

LÆS OGSÅ: "Jeg har tjent millioner på sportsbetting"

LÆS OGSÅ: "Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan"

Se, hvad vi ellers skriver om: Flygtninge og Konkurrence