scroll-down
I kanten af Københavns ringvej nummer to, tæt ved Fisketorvet, stavrer to kvinder målrettet afsted. De bukker hovederne for ligesom at skærme sig for en ærgerlig vind, der også bærer på lidt regn. En af dem har en lyseblåjakke på, en lyseblå kjole, der er lidt kludetæppeagtig i designet, inden under nogle blålige bukser også. De drejer ind ad Otto Busses Vej. Længere nede ad vejen, ude foran en stor bygning, der hedder Lokomotivværkstedet, er en sværm af råhvide Renault Zoe’er fra Green Mobility ved at trække sig sammen.
Zoe’erne transporterer modeinteresserede/-beskæftigede mennesker rundt under modeugen, og bag rattet sidder mestendels unge kvinder, måske en veninde eller en assistent, og de sidder hele tiden langt fremme i bilen og vender og drejer hovederne, fordi hvor skal de dog lige parkere, og hov nu holder én i vejen, og nu dytter en lastbilchauffør ad dem.
Sådan er det med modeugen: Den kommer altid lidt i vejen for folk, der har gang i noget mere håndgribeligt.
Inden for præsenterer det rimeligt avantgarde Stamm Exchange sin efterår/vinterkollektion. En taxachauffør træder ud af sin bil og ryger en smøg, mens han venter.
Nu holder sværmen af Zoe’er for enden af Sankt Annæ Plads. En af dem spærrer for brandvejen ved Skuespilhuset. Og nu svinger en gul rutebus rundt; bussens kvindelige chauffør ser ud, som om hun tænker sit; nu dytter hun: En taxi holder i vejen.
Når taxachaufførerne holder og venter, går de gerne ud og ryger og scroller på deres telefoner; Zoe-chaufførerne forlader ikke deres lejebiler. Nu kommer en ny bus; det er modeugens pressebus (i hvilken man ikke helst vil ses, hvis det kan undgås).
Et ukrainsk flag hænger og blafrer i vinden oppe over Kvæsthuset.
Vi er tilbage på Lokomotivværkstedet. Nu er det venue for Zalandos opening party. Euroman og Eurowoman er medafsendere på arrangementet. Kan du huske, dengang The New York Times i en covid-19-vildelse lagde kindkysset i graven? Well, that didn’t age well. Kolde, vindblæste vinterkinder møder hinanden ved hver given lejlighed. Et kys: standard. To kys: erfaren branchetype. Tre: stop en halv.
På Soho House, den internationale medlemsklub i den gamle toldbygning ved Københavns havnepromenade, holder rabaldergenbrugsisterne fra (di)vision, det New York-baserede magasin Office og smykkefirmaet Hanrej fest. Den allestedsnærværende kunstner Esben Weile Kjær, der for tiden ligner en ung Tom Petty, står og dj’er. Her vil du ikke føle dig som en outsider, hvis du har tatoveringer op ad halsen. På dansegulvet står en mand, der helt uforklarligt både har valgt at bære en tryllestav i sin ene hånd og tage en sort tryllekunstnerhat på. Vi, derimod, tager hatten af for mandens mod.
En eksistentiel krise rammer os her midtvejs i ugen: Hvor bliver alle de velklædte af? Svaret: De befinder sig i en baggårdslejlighed på feststrædet Vestergade, hvor det danske herretøjsmærke Sunflower holder et afmålt show. Til gengæld er musikken under showet så pinefuldt høj, at de, der står tættest på, må holde sig for ørerne. Apropos musik: Vi kan konstatere, at underlig musik stadig er i høj kurs. I går, til et show ude i Ørestad, hørte vi en violinversion af ’Nothing Else Matters’ blive fulgt op ad ’Smack My Bitch Up’. Hm!
I en enorm betonkælder i Ørestad, nu om dage hjemsted for kunstudstillingsstedet Simian, er en omfangsrig seating ved at finde sin afslutning. Det er danske Wood Wood, der er værter. Uden for blæser det selvfølgelig ondskabsfuldt meget og koldt, men hernede i betonkælderen er der meget rart; vi har nappet en øl i indgangen.
En af årets mere overraskende tendenser går igen hernede: pelshuen.
En kvinde går søgende rundt på det, der snart bliver til catwalk. Nu går hun hen og stiller sig foran tre kvinder, der sidder på den proppede siddepladsrække – den såkaldte front row, eller: frow – og har gang i en livlig og latterhøj samtale.
”Undskyld, må jeg lige springe over jer?” spørger hun dem og smiler. Det er bagved ved sidderækken, man må stille sig, hvis man ikke er tildelt siddeplads.
”Sorry?” svarer en af kvinderne.
”Oh, sorry, can I just jump over you guys?”
“Yes,” svarer den samme af de tre kvinder, men gør ikke yderligere antræk, der ligesom flugter med svaret.
Den spørgende kvinde indtager nu en perpleks mine. Man forestiller sig, at hun har kørt et stramt program i dag, måske startet dagen med at deltage i et af modeugens voksende udbud af løbearrangementer, været til fire-fem shows og kaffemøder indimellem, lejet en vogn, kæmpet sig vej til Ørestad, og nu vil hun bare gerne over at stå på de skide ståpladser. Nå, men nu mønstrer hun et nyt smil og prøver en gang til.
”Can I just jump over you guys?”
Den siddende trios ordfører kigger op.
”Yes, darling, but it’s going to be hard.”
Det er her, at vi træder ind, eller det vil sige, at det er her, at vi, der sidder lige ved siden af, rejser os op og gør plads, så kvinden kan springe over.
På bare fem, måske seks minutter er showet forbi. Et overordentligt omfattende forarbejde forløst på et kort knald. Iøjnefaldende under showet var det, hvor mange af Wood Wood-modellerne der var blevet iført cowboystøvler. Meget ulig Wood Woods notorisk jævne og jævnt pæne gevandter. Og en smule – må vi nok sige – sent til festen. I 2019 havde det måske været edgy. Nu går vi alle i cowboystøvler. Desuden havde cowboystøvlerne også den effekt, at to af modellerne var ved at ryge på røven på det glatte gulv.
En entreprenør med en hotdog i hånden kommer gående med sit sjak og drejer hovedet. Han spærrer sine øjne en smule op, da han kigger ned ad Overgaden Neden Vandet på Christianshavn.
Solen står højt, himlen er klar og blå, det er ikke som de forgangne dage; morgenen har haft guld i mund, og det kan mærkes på de modeinteresserede/-beskæftigede. Fotograferne er på plads, folk gør deres ting i linsernes fang. I går havde man skyndt sig ind til det show, Mark Kenly Domino Tan skal til at vise – i dag går man lige præcist så langsomt, så fotograferne kan nå at få det hele med. Ind med kinderne, frem med læberne, tempereret sving i hofterne, nå ja, for fanden, solbrillerne, puha, sådan. Nå, hov, stod I dér?
Entreprenørerne har farve i kinderne. I morges, da de slog arbejdet i gang, har der kun været en enkel varmegrad i luften. De går en smule i stå, da de passerer. Og så går de videre.
Vores lille Refshale-odysse starter i klatrecentret Blocs & Walls, hvor de gulorange, stejle vægge er fyldt op med adrætte klatrere iført tøj fra 7 Days Active, der har inviteret til show – tal om at sætte tøjet i spil i dets rette element.
Et sug går igennem os, da den første klatrer kaster sig baglæns og lader sig fire de cirka 25 meter fra toppen af væggen og ned mod gulvet. Vi er tydeligvis ude af vores eget terræn, men konstaterer hurtigt, at det er en lille genistreg udi genren venteunderholdning, der normalt rimer på doom scrolling og ’se, jeg er til modeuge’-selfies.
Pludselig starter en enerverende, tranceagtig brummen og summen af en lyd. ”TRUUM, SUUUM, DRUUUM, LUUUUM, PUUUUNG,” messer den, og det lyder nærmest som en asetroende Henrik Solgaard, der blæser i en didgeridoo.
Lydsporet afbrydes kun af en lille klokkelyd, og de cirka tre hele sekunder, der går fra klokkelyden, til det starter forfra, er lige nøjagtigt nok til, at man tænker: ”Nu starter showet!” Men så, pludselig, fortsætter det igen og igen, og den kollektive ærgrelse er til at få øje på.
Det trækker ud. Er vi alle ufrivilligt medvirkende i en scene til en kommende Ruben Östlund-film? Er det Claes Bang, der sidder derovre? Kommer Nicklas Bendtner iført storskygget hat og Hawaii-skjorte snart løbende ind fra baglokalet og griner os op i hovedet? Hvad hvis der på femtende klokkelyd vil rejse sig en øksemorder, og under en form for hypnose vil han begynde at kløve løs i publikum?
Kan du se det for dig? Chefefterforskeren fra Københavns Politi, der træder ind i et klatrecenter på Refshaleøen og ser halvdelen af spydspidserne fra den danske modekreds hænge i klatrereb fra væggene, ofre for en ritualistisk morder.
Heldigvis når vi ikke mere end omkring 12 klokkelyde, før noget psytrance-technomusik overtager, og modellerne entrerer catwalken i et hastigt tempo. Sikken befrielse.
Modeugens bedste show indtil videre? You bet!
Vi har taget bilen de 2,5 kilometer fra Refshaleøen mod Kløvermarken, hvor norske Holzweiler netop har vist deres ’AW 23’ på The Plant. Selve showet var fint, men så heller ikke meget mere end det.
Efterfølgende tager en mur af streetstylefotografer plads ude foran, et lettere fascinerende syn, og vi kigger febrilsk efter katalysatoren for palaveret. Dér, cirka 20 meter fra linserne, går influencer og stilforbillede for mange kvinder verden over Emili Sindlev. Bare at gå på tværs af the shooting line er angstprovokerende og årsag til stigende puls for vores eget vedkommende. (Her skal det også indskydes, at fotograferne konsekvent og demonstrativt peger deres kameraer ned i jorden, når Euromans udsendte kommer inden for rækkevidde. Hvilket vi selvfølgelig bekræfter hinanden i, er et hædersbevis).
Men Sindlev vakler ikke i sin direkte gang mod kameraernes skarpe kliklyde – hun virker nærmere til at nyde det, eller hun lader i hvert fald som om; hun tager glædeligt turen igen, når fotograferne opfordrer hende til det, og bekræfter det symbiotiske forhold, streetstyle-fotograferne har med de affotograferede: Jeg har brug for dig, og du har brug for mig.
Vi tager hatten af for den ukrukkede tilgang til udvekslingen, men må også konstatere, at overvære det er lidt som selv at stå midt i dampen, når medisterpølsen bliver kogt. Magien siver ligesom lidt ud af ballonen.
Ved siden af cirkusset står hendes kæreste, stylist og dj Mads Emil Grove Møller, stolt og filmer seancen. Det må være influencerens drøm, hun lever, og end ikke det færgetunge horn fra cementarbejderen, der synes utroligt uimponeret over de dårligt kørende Zoe’er ude på Raffinaderivej, kan vække hende fra den.
Vi er netop trådt ned i kælderen på et hotel i indre København, da vi forelægges et valg:
”Good evening! Do you want a glass of champagne or an e-cigarette?”
“Oh! I’d like both.”
“You can only have one.”
“Oh, really?”
“Yes.”
“Well, then I’ll have the e-cigarette, please.”
Det er sådan med modeugen, at den går rundt på to ben: Der er showene og messerne, CIFF og Revolver, og så er der, hvad det hele i sidste ende kommer ned til: middagene og festerne – netværksdelen, wine & dine, ’cause it’s all fine, baby.
Og her står vi så: med en e-cigaret fra British American Tobacco, der ligner en powerbank, mens der venter os en treretters menu betalt af tobaksgiganten, som grundet lovgivning ikke må markedsføre sig på klassisk vis herhjemme. Føler vi os beskidte? Yup.
Men hvad er meningen egentlig med modeuger nu om dage? I 90’erne voksede de sig enorme i omfang, i hvad der stadig var en relativt analog tilværelse. Det var samtidig med supermodellernes fremkomst, Anna Wintour havde påbegyndt sit Vogue-imperium, den liberale verdensorden gik sin sejrsgang, spørgsmålet var ikke om, men hvornår resten af verden ville indlade sig på vestens vej. Vi er, kan man sige, vist blevet klogere.
Og nu kan man i princippet klare det meste online. Så hvorfor alt det ståhej? Et svar er: Det er sjovt. Et andet svar er: Det er bare sådan, man gør.
Kender du til grønlandshajen? Det er en langsomt svømmende anakronisme, der lever langt længere, end den logisk set burde, den er godt og vel blind for omverdenen på grund af alle de parasitter, der sidder i dens øjne, den er en smule giftig, den er altædende og ingenlunde kræsen. Og dybt fascinerende.
