Våbenindustrien
Illustration: Rafael Alvarez

Trump raser. Alle andre skælver. Det er godt nyt for våbenindustrien

De kommende år vil europæiske NATO-lande skyde milliarder af euro efter kampfly, kampvogne og andet militært isenkram. Det sker efter flere års stagnation og massivt pres fra USA anført af Donald Trump. Erik Holm stiller skarpt på et våbenmarked, der i Europa kan vokse med over 100 milliarder kroner. Om året.

Danskerne svedte i sommervarmen sidste år, da forsvaret herhjemme fik et årelangt ønske opfyldt. Det amerikanske forsvarsministerium meddelte, at Danmark må købe op til 46 missiler af typen SM-2 til søværnets tre fregatter. Som en bokser uden arme har de avancerede skibe i flere år sejlet rundt uden den slagkraftige bevæbning, de oprindeligt er bygget til.

Missilerne kommer med et prisskilt på cirka 1,3 milliarder kroner, og fra 2022 vil de bidrage til NATO’s områdeforsvar og samtidig bringe Danmark op i ’den militære superliga’, som det hed i en artikel i Jyllands-Posten, mens missilerne stadig figurerede på ønskelisten.

Standard Missile-2 bruges mod fly og andre missiler. De er udviklet og produceret af to af verdens største våbenproducenter, amerikanske Raytheon og britiske BAE Systems. Produktionen af missilerne vil primært finde sted i ørkenbyen Tucson, der er hjemsted for Raytheons Missile Systems-division med 10.000 ansatte.

For Raytheon er den danske kontrakt vigtig. Også mere vigtig end man umiddelbart skulle tro. Kontrakten er nemlig medvirkende til, at produktionen af missilerne kan genåbnes, efter den blev lukket ned i 2013, da stagnerende forsvarsbudgetter satte en prop i produktionslinjen.

Samtidig er den danske milliardkontrakt et godt eksempel på en tendens, der netop nu spreder sig gennem de europæiske NATO-lande som kampråb på en slagmark. Efter flere år med opbremsning eller direkte fald i militærbudgetterne i Europa, er udviklingen vendt.

De kommende år vil en lang række lande sende kontrakter for milliarder af euro i spil på våbenmarkedet, og gemt bag glasfacader på anonyme kontorbygninger venter en lille elite af globale våbengiganter og deres følge af underleverandører i spænding. De ser frem mod det største økonomiske boost i militærindustrien siden den kolde krig.

Tidligere i 2018, i januar, stillede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) sig op foran dansk presse og fortalte om et stort løft til forsvaret. I forsvarsforliget 2018-2023 havde regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre aftalt at øge den økonomiske ramme for forsvaret med i alt 12,8 milliarder kroner.

Stigningen sker gradvist, så den samlede årlige ekstrabevilling til krudt, kugler og kamptropper til sidst ender på 4,8 milliarder kroner i 2023. Et løft på 20 procent, lød det fra forsvarsministeren.

”Forsvaret har til formål at hævde det danske riges suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens, integritet og sikkerhed. Truslerne kan opstå overalt i verden, både langt fra Danmark og i vores nærområde. Et robust forsvar og beredskab i Danmark er forudsætningen for et trygt samfund,” skrev parterne i forligsteksten.

Danmark er langt fra det eneste europæiske land, der bevæger sig i den retning. I februar sidste år blev det eksempelvis meldt ud fra præsidentpalæet i Paris, at det franske militærbudget stiger med 55 procent frem mod 2023. Den enorme pose penge skal bruges til nyt materiel og dække ind for stigende udgifter i forbindelse med internationale operationer og terror, kunne Financial Times rapportere.

Lysten til igen at bruge penge på militæret er ikke opstået af sig selv. Den stammer fra aftaler, som også Danmark har skrevet under på. I 2014 aftalte NATO-landene på et topmøde i Wales, at de alle skulle bruge to procent af bruttonationalproduktet, BNP, på forsvaret. I sluterklæringen fra topmødet hedder det, at de medlemslande, der endnu ikke bruger to procent, ”aim to move towards the 2 pct. guideline” før 2024.

Europa har dog før nikket ja til at bruge flere penge uden at gøre ret meget ved det. Men denne gang er det anderledes, for de seneste udmeldinger fra især stormagten USA efterlader ingen tvivl: Europa har de nødvendige økonomiske muskler og skal skrue markant op for militærudgifterne. Ellers må vi klare klare os selv.

USA’s præsident Donald Trump er endda – med en hidtil uset konfronterende stil – gået skridtet videre over for de fodslæbende europæere og har luftet tanker om at kræve fire procent af BNP afsat til militæret.

Beskeden er ved at sive ind, siger institutleder ved Forsvarsakademiet, Jens Ringsmose, til Euroman.

”Det er stille og roligt gået op for regeringerne rundt omkring i Europa, at en grundlæggende liberal verdensorden med Vesten som dominerende part ubetinget er af værdi for os selv. Især for små lande som Danmark. Denne verdensorden skal underbygges af militær magt. Ellers eroderer den,” siger Jens Ringsmose.

For våbenindustrien er der tale om de bedste nyheder i mange år. Virksomhederne kan se frem til et økonomisk boost, hvor milliarder af euro og dollars igen vil flyde ud til en tørstende branche og til aktionærerne i form af nye udviklingsprojekter og indkøb af militært isenkram. Fremskrivninger af aktiekurserne for det kommende år underbygger optimismen, for analytikerne forventer at se gennemsnitlige stigninger på mellem 8 og 14 procent.

Det anerkendte Stockholm International Peace Research Institute har regnet på hvilke økonomiske konsekvenser, det vil få, hvis de 23 NATO-lande, som endnu ikke lever op til målsætningen, betaler to procent, som de skal. Analysen er baseret på 2016-tal og viser, at de samlede udgifter til militæret i NATO i så fald vil stige med 500 milliarder kroner om året før 2024.

I erklæringen fra Wales-topmødet fremgår det, at medlemslandene – som minimum – skal øremærke hver femte krone, euro eller dollar på nyt materiel samt relateret forskning og udvikling. Med andre ord: Cirka 100 milliarder kroner vil hvert år strømme ud på markedet, hvis efternølerne lever op til de målsætninger, de selv har sagt ja til, og som USA presser på for, at de skal realisere.

Final_Trump_opener.jpg

En af dem, der oplever udviklingen på tætteste hold, er den danske ingeniør Lars Illum Jørgensen. Han har i over 20 år arbejdet for forsvarsindustrien i Europa og var blandt andet involveret i det transeuropæiske Eurofighters forsøg på at sælge kampfly til Danmark. I dag fungerer han som konsulent med base i München og udarbejder herfra blandt andet markedsanalyser. Ifølge Lars Illum Jørgensen summer det af forventning i branchen.

”Forsvarsindustrien har naturligvis fulgt særdeles grundigt med i den politiske udvikling de senere år. Det er jo voldsomt interessant, for efter mange år med faldende budgetter hos kunderne, ser man nu igen lysten til at bruge penge, og det giver optimisme. Industrien forventer klart at få en stor del af kagen,” siger han.

NATO-erklæringen slår fast, at de mange penge, som er på trapperne, skal gå til det, man kalder ’major new equipment’. Det er altså ikke nok med nye uniformer, radioer, ammunition eller dybe tallerkener til officersmessen. Der skal hårdtslående ting på bordet.

Lars Illum Jørgensen ser to grundlæggende områder, hvor milliarderne vil sive hen i de kommende år. For det første vil en del blive brugt til at rette op på flere års forsømmelser i eksisterende materiel som primært kampfly, transportfly, helikoptere, skibe, ubåde og ammunition. For det andet vil midlerne sætte skub i store udviklingsprojekter, som hidtil har manglet kapital, men nu trækkes op af syltekrukken igen.

Et af de projekter er ’Future Combat Air System’, hvor Tyskland og Frankrig i fællesskab udvikler et nyt system af bemandede og ubemandede kampfly. Projektet involverede oprindeligt BAE Systems, men det styres i dag af franske Dassault Aviation og Airbus Defence and Space. De to lande har desuden aftalt at udvikle en ny kampvogn efter samme tankegang i projekter, der vil strække sig over mange år.

”Det kan være svært for især mindre lande at nå at bruge så mange penge allerede før 2024, og det er man naturligvis udmærket klar over i NATO. Derfor tror jeg, at man vil se lande som Danmark, der ikke har store, nationale udviklingsprojekter, købe lidt mere grej med store prisskilte som F-35 kampfly. Det vil få budgetterne til at ryge i vejret, så USA bliver tilfreds,” lyder vurderingen fra Lars Illum Jørgensen.

Med en omsætning på godt 700-800 milliarder kroner er forsvarsindustrien ikke blandt de største i Europa. Volkswagen omsætter eksempelvis for over 10 gange så meget som BAE Systems, der er Europas største virksomhed i industrien, og modsat tidligere er forsvarsindustrien heller ikke teknologiførende på områder som telekom og service, hvor civil industri mange steder har haft mere fart på.

Men forsvarsindustrien spiller alligevel en afgørende rolle, fordi den er uløseligt forbundet til de mest følsomme natio-nale sikkerhedsinteresser. Samtidig består den af højteknologiske job i få, men store internationale konglomerater i Frankrig, Italien og Tyskland. En halv million mennesker er direkte beskæftiget i sektoren, mange som ingeniører, fysikere, matematikere og it-specialister. Endelig er 1,2 millioner job i Europa indirekte knyttet til forsvarsindustrien.

Lars Illum Jørgensen spår, at virksomheder som BAE Systems, franske Thales, det transeuropæiske Airbus, italienske Leonardo Defence Systems og britiske Rolls-Royce vil tage sig af en meget stor andel af de kommende kontrakter, primært i hjemmemarkederne.

Sådan er naturordenen i forsvarsindustrien, hvor nationale kontrakter som hovedregel ender hos nationale virksomheder.

Militærindustrien selv er forsigtige, men gør det også klart, at man forventer gode år forude. BAE Systems skriver i en mail til Euroman, at væksten skal drives af tætte partnerskaber med kunderne.

”Vi er sikre på, at vores innovative løsninger, tilgang til partnerskaber og villighed til at overføre teknologi vil gøre os i stand til at vokse,” skriver BAE Systems, der alene i Storbritannien har 30.000 ansatte inden for cyber, fly, skibe og rumfart – og meget andet.

Det er dog langt fra alle kontrakter, som vil gå til europæiske virksomheder. Lande som Danmark sender ordrer for milliarder af kroner over Atlanten, hvor en håndfuld mastodonter på det amerikanske marked tager imod med åbne arme.

De fem største vesteuropæiske virksomheder i forsvarsindustrien omsatte til sammen for 360 milliarder kroner i 2017. Men det tal blegner i sammenligning med de amerikanske konkurrenter, der sidder på 60 procent af det globale våbenmarked. Verdens største våbenproducent, Lockheed Martin, har 100.000 medarbejdere og omsatte sidste år for 307 milliarder kroner.

Men også andre amerikanske virksomheder som Boeing, førnævnte Raytheon og General Dynamics har godt fat i Europa og sælger våben for milliarder af dollars. Danmark køber eksempelvis amerikanske kampfly, transportfly og helikoptere til søværnets skibe, og senest har forsvaret lagt kontrakter for knap fem milliarder kroner til europæiske byggede, men amerikansk ejede pansrede køretøjer.

Tillægsaftalen

I januar 2019, cirka et år efter forsvarsforliget blev indgået, præsenterede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen et ekstra løft til forsvaret på 4,5 milliarder kroner. Løftet kom som en tillægsaftale, der tilfører yderligere 1,5 milliarder kroner og medregner en række udgifter, som pensioner, der ikke tidligere var medregnet i forsvarsudgifterne. Med tillægsaftalen vil Danmark komme op på 1,5 procent af BNP i 2023. USA’s ambassadør, Carla Sands, er dog ikke umiddelbart imponeret, siger hun til Børsen: ”Jeg elsker Danmark. Jeg elsker vores alliance. Men jeg må også sige, at da jeg var ombord på en af jeres fregatter, var der ikke missiler i missilsiloerne. Hvis Artikel 5 (NATO-traktatens bestemmelser om, at medlemslandene forsvarer hinanden, red.) aktiveres, så har Danmark ingen missiler i siloerne. Jeg forstår bare ikke, hvordan Danmark kan forsvare sig selv eller komme de allierede til hjælp – som jo er pointen med NATO.”

For våbenindustrien er de vigtigste ubesvarede spørgsmål, hvor stor kagen reelt bliver i den nærmeste fremtid, og om alle landene agter at leve op til NATO’s målsætninger. Europæerne har tradition for at bruge elastikken i de lidt vage NATO-formuleringer og dermed undgå for voldsomme stigninger. Især i Tyskland kniber det med interessen. Landet er Europas største marked og skal øge sit samlede militærbudget med 68 procent for at leve op til NATO-aftalen. Men tyskerne har ingen lyst til at skrue op for udgifterne til militæret, hvilket gælder både politikerne og indbyggerne, siger konsulent Lars Illum Jørgensen fra sin base i München.

Kritikere peger på, at NATO allerede bruger 12 gange mere på militæret end Rusland, der ofte fremhæves som den helt store trussel. Ved to procent af BNP vil det tyske militærbudget alene være lige så stort som Ruslands, og derudover peger flere på, at både NATO, Rusland og Kina råder over moderne atomvåben, der gør en stor, væbnet konflikt urealistisk – eller i det mindste hurtigt overstået.
Mange mener, at det i høj grad handler om nationale interesser, når USA råber op om stadig flere penge til militæret, fortæller Lars Illum Jørgensen:

”Jeg tror personligt, at en stor del af Trumps pres på Europa handler om hensynet til amerikansk økonomi og arbejdspladser i USA. Man skal huske, at militært isenkram er et af de få områder, hvor USA rent faktisk har overskud på eksporten i forhold til Europa og især Tyskland. Det tror jeg ikke, man skal undervurdere i dette spil.”

Jens Ringsmose fra Forsvarsakademiet er mere i tvivl. Han peger på, at USA længe har ønsket, at de mest velstående lande i Europa bruger flere penge på deres militær.

”Man kan ikke udelukke, at en del af motivet for USA er at sikre eksport af amerikanske våben. På den anden side kan jeg ikke sige, hvilken vægt det måtte have,” siger Jens Ringsmose, der også peger på, at en række europæiske lande har våben, som reelt ikke er brugbare.

Eksempelvis har det tyske forsvar været ramt af problemer, hvilket øger behovet for investeringer.

Oveni det er Vestens militær ikke kun rettet mod den potentielle trussel fra Rusland, fremhæver han. Mange andre opgaver, såsom Afghanistan, Mali og en voksende udfordring fra Kina, skal håndteres. Det kræver effektivt materiel – og mange penge.

”Samtidig må man konstatere, at Trump har sået en anelse tvivl om soliditeten i den amerikanske sikkerhedsgaranti til europæerne. Og hvis du tager amerikanerne ud af den militære ligning i NATO, er konsekvenserne massive for Europa,” siger Jens Ringsmose med henvisning til, at amerikanerne dækker cirka totredjedele af NATO-landenes samlede udgifter.

I Danmark vil det nuværende forsvarsforlig puste yderligere til bevillingerne med blandt andet SM-2 missilerne som en de første store anskaffelser.

Men selv med den planlagte stigning i udgifterne er vi i Danmark meget langt fra at bruge to procent af vores BNP. Faktisk viser analysen fra Stockholm International Peace Research Institute, at Danmark er blandt de lande, som halter mest bagud, når det drejer sig om, hvor mange penge der smides efter militæret. Her fremgår det, at Danmark årligt skal betale 16 milliarder kroner mere end i dag, hvis vi skal leve op til NATO-målsætningen. Det svarer nogenlunde til driften af politiet og Rigshospitalet til sammen.

Uanset partifarve har danske politikere derfor forsøgt at mildne amerikanerne, så udgifterne kan holdes nede. Det er sket med argumenter om, at det er for ensidigt kun at se på en procentdel af BNP. Et godt forsvar handler også om effektiv udnyttelse af ressourcerne og ikke mindst villighed til at stille med soldater der, hvor det gør mest ondt, lyder det fra de forskellige partier.

Jens Ringsmose kalder disse argumenter for ”gode”. Men desværre kan de vise sig at være spildte. USA er nemlig ligeglad, og stormagten har opbakning fra de europæiske lande, som allerede lever op til målsætningen, herunder Storbritannien.

”To procent af BNP er det eneste, som betyder noget i Washington, især når det handler om rige lande som Danmark. USA vil se konkrete planer for, hvordan vi vil komme op på to procent, og det har vi ikke produceret endnu,” siger den danske forsvarsekspert.

Spørgsmålet er derfor, om de danske politikere kan blive ved med at modstå presset. Eller om de vil begynde at argumentere i offentligheden for, at vi som land skal bruge endnu flere penge på våben. Bryder denne snak ud, hvilket de fleste i branchen forventer vil ske efter det kommende folketingsvalg, vil der fremover flyde endnu flere milliarder til forsvaret – og dermed til militærindustrien og dens aktionærer.

Raketter.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Krig, Donald Trump og Christiansborg