Når ghettoen mister selvtilliden, står ’Game’ klar til at hjælpe
Foto: Serie af Kasper Hjorth

Når ghettoen mister selvtilliden, står ’Game’ klar til at hjælpe

Gadeidrætsorganisationen Game arrangerer sportsstævner og faste ugentlige træninger i landets udsatte områder. For dem, som tager brug af tilbuddet, kan det gøre forskellen fra ingen selvtillid til ny tro på sig selv.

Tårne af beton vokser op af et ubarmhjertigt asfaltlandskab, mens biler flokkes i parkeringsbåse, der omringes af stålnet, hvor cykler står i skjul. Et brøl suser igennem de høje betonklodser, hvor videoovervågningskamera er monteret i 20 meters højde på stålbjælker, der vækker minder om et ufærdigt byggeri. Fra højre side suser en motorcykel forbi, og i et øjeblik er det muligt at spotte lædervesten med rygmærke på.

Vi er i ghettoområdet Ringparken i Slagelse ved det lokale forsamlingshus, Nordhuset, hvor lokale fra området driver den lokale gren af gadeidrætsorganisationen Game. Huset er smykket i graffiti med motiverende slagord, som der, hvis man rykkede huset nogle kilometer mod Slagelse centrum, sikkert ville blive betegnet som hærværk i de mere mondæne kvarterer.

Hassan Abo Jabbal står i en firkantet fodboldbås af stål og træ og træner en ungeflok på lidt over et dusin i at spille fodbold på fair vis. Fra afstand iagttager Hatem Kawaach, som i dag er aktivitetsleder i Nordhuset.

Det har han ikke altid været.

En af de minder Hatem Kawaach har fra sin barndom, som har gjort indtryk på ham senere i livet, er mindet om de gange, han skulle spille fodbold mod rivaliserende byer i området omkring Slagelse. Hans holdkammerater blev kørt i bil med deres forældre, men hans forældre kunne ikke køre bil eller tale dansk og tog heller ikke med. ”Jeg kom fra en ressourcesvag familie,” konstaterer han, og forklarer, at det er derfor de lokale unge i Ringparken i dag selv forsøger at styrke familielivet for alle børn og unge, som bor her.

Game 5.jpg
Hatem Kawaach.

Han tænkte, at det ikke skulle ske for andre børn. For mange bliver tabt til balladen, når de ting, som er lette for andre, bliver for svære. Derfor var han med til at opstarte en afdeling af gadeidrætsorganisationen Game i Ringparken, hvor områdets børn og unge kunne komme og bruge deres energi på fodbold og basket med nogle ældre frivillige mentorer, der samtidig kunne hjælpe dem med de problemer, de måtte have.

”Det har betydet meget, at der kom sport til området. Folk begynder at gå op i for eksempel fodbold, og stopper med at gå op i noget andet, der måske er noget værre. De unge, som der har lyst til at lave ballade, de kan se, at der pludselig bliver spillet fodbold eller basket, og det trækker dem væk fra det. Så Game betyder meget. Jeg stoppede i Game for at arbejde, og i dag er jeg begyndt på noget inklusionsarbejde her i området. Hvordan kan vi få forældrene til at være mere ude med børnene,” forklarer Hatem Kawaach.  

Én af de unge, som han i sin tid havde på det hold, han selv var mentor for – eller playmaker, som de kalder det i Game – var Hassan Abo Jabbal. I dag er Hassan Abo Jabbal selv playmaker, efter han i sin barndom brugte Game som ventil for den energi og kedsomhed, der indtog, når ham og hans venner fra lokalområdet tøffede rundt i gadebilledet.

”Jeg begyndte i Game, da jeg var på samme alder som nogle af dem, jeg træner nu – omkring de 10-11 år. Dengang var der nogle ældre, der trænede mig, og dét, synes jeg, var virkelig fedt. Jeg vil gerne give noget videre. Nu hvor jeg selv har været her som ung og fået det godt af det, vil jeg gerne give andre den samme mulighed. På den måde får vi også de helt unge væk fra alt den der småkriminalitet.”

Til dagens træning står Hassan Abo Jabbal med håret sat op, iført træningsbukser og en rød ’Game’ t-shirt fra idrætsorganisationens finalerunder, foran gruppen af unge, der er i alderen 8-14. Den mindste af dem er iført kulsort tøj og har sort hår, og de kalder ham ’Fifty’. Fifty flyver afsted på asfaltbanen og råber, mens han kaotisk dribler og sparker til bolden.

Game 6.jpg
Hassan Abo Jabbal.

En dreng, der har fået tegnet midlertidige tatoveringer på ben og arme, spiller i klipklapper, og han skyder bolden hen til en anden dreng, der spiller i sko, der ligner den kendte Adidas sko ’Yeezy Boost 350’ med designeren Virgil Ablohs mærke ’Off-White’ skrevet på siden. Et samarbejde mellem to designere, der aldrig har fundet sted i virkeligheden.

Men det er med vilje, at børnene må komme iklædt netop det, de selv føler for, forklarer Hassan Abo Jabbal. For når børnene i Ringparken mødes for at spille fodbold med playmakers fra Game, er det ikke kun sporten, det handler om – det er en livslektion i, hvad de skal forvente i fremtiden.

”Hos Game viser vi dem, at de ikke skal lade sig forskelsbehandle. Vi har alle mulige forskellige børn. Der er både piger og drenge, som er brune, sorte, hvide, tykke og tynde og hedder alt fra Mohamed til Jacob, og vi behandler dem alle sammen lige. De skal lære, at det virkelige samfund er sådan, at ingen skal forskelsbehandles,” fortæller Hassan Abo Jabbal.  

Game 4.jpg

Fordomme smadrer selvtillid 

Det åbne areal omkring Ringparken skriger af mangel på skygge. Fodboldspillerne løber uforstyrret rundt i de over 25 graders varme på asfaltens varme og nådesløse overflade. I baggrunden har fem unge fundet en ensom skyggeplet, hvorfra de iagttager, hvad der foregår. Måske har kameraets klikken vækket deres interesse, eller måske har de ikke andet at lave. De ryger smøger og stirrer ud i luften. Hatem Kawaach fortæller, at mange unge ofte må passe sig selv.

”Det sker ofte, at forældrene i området bare siger til deres børn, ’gå ud og hyg jer’, og så får ungerne lov til at gå rundt og passe sig selv. Forældrene ser ikke, hvad de laver.”

Hassan Abo Jabbal genkender ikke billedet for sit eget vedkommende, men ved godt, at det er sådan det fungerer for mange andre. Og når de unge går rundt i gaderne uden opsyn, ender de ofte med at kede sig – og det er dér, hvor balladen opstår, forklarer han.

”Game hjalp mig med ikke bare at sidde ude på gaden. Jeg fik nogle aktiviteter, og det er det samme vi giver til de små, som nok bare ville sidde ude på gaden og lave et eller andet dumt, fordi de keder sig. Især her om sommeren, hvor der ikke er så meget at lave. Hos Game kan vi samle dem og snakke med dem om deres problemer. Hvad de går igennem og sådan. Og så kan vi lege med dem og spille noget fodbold. Ja, vel egentlig bare sørge for, at de hygger sig,” fortæller han.

Game 1.jpg

”Mange af børnene har problemer derhjemme, og hvis de kan glemme dem ved at hygge sig med os, så er det jo rigtig godt. Børn skal ikke hele tiden tænke på problemer, de skal hygge sig og fokusere på noget andet. Her kan de bare være sig selv.”

Selvom Hassan Abo Jabbal ifølge ham selv aldrig har lavet slem kriminalitet, mener han, at ham og ligesindede fra Ringparken alligevel bliver stemplet som kriminelle, både fordi de er indvandrere og fra en ghetto. I mange år har han måtte kæmpe med selvtilliden, fordi han hele tiden frygter, at andre ser ned på ham og ikke tror på, at han kan det samme som dem, forklarer han.

”Vi har aldrig været ude og lave den helt store ballade. Men alligevel bliver vi set ned på. Der er rigtig mange fordomme mod os. For det første er vi indvandrere, for det andet bor vi i en ghetto. Hvis vi går i byen, så kigger folk skævt på os og tænker, at det er ballademagerne. Ligesom hvis vi skal sende en jobansøgning og de ser, at der står det der Ringparken, så er det tit, at vi får afslag. Så der er mange fordomme, selvom vi ikke er en del af ballademiljøet,” fortæller han.

”Når de når min alder, så vil de ligesom os andre blive stemplet – for det gør man. Og dér mister man troen på sig selv. Jeg vil gerne lære dem allerede fra nu af, at de skal tro på sig selv. Ingen skal fortælle dem, at de ikke kan opnå dit og dat. De skal have den erfaring med meget tidligt, at de kan gøre det hele, hvis de tror på sig selv. Jeg føler, at folk ser mig som en voldelig person, der ikke kan noget, fordi jeg kommer fra en ghetto. Og jeg vil gerne lære de små, at de ikke skal have det på samme måde.”

En af de udfordringer Hassan Abo Jabbal, Hatem Kawaach og Game forsøger at tackle ved fodbold og baskettræning i ghettoområderne, er, at unge mennesker, som føler sig marginaliseret af samfundet, skal få mulighed for selv at gøre noget ved det. Og det gør de bedst ved at få den selvtillid, de ikke har fået med hjemmefra. Når børnene spiller på asfaltbanen i Ringparken står Hassan Abo Jabbal og hans bror, som også er playmaker, og råber, at de skal tro på sig selv. ”Husk, at det handler om at spille sammen! Ingen er tabere her!” råber han på et tidspunkt.

”I kan godt gøre det, bare tro på jer selv!” bliver der ytret, da et barn brænder en stor målchance.

Game 3.jpg

Hatem Kawaach står med sin cykel blot et par meter væk fra træningen, i skyggen af et træ sammen med Hassan Abo Jabbal. Det er to generationer af Game playmakers fra Ringparken, der er samlet. Mange i nabolaget kan huske hinanden fra dengang, de begyndte i Game. Hatem Kawaach og Hassan Abo Jabbal kan begge fortælle om folk, der begyndte som 12-årige, som nu er 18-20 år og stadig kommer ned, når der er fodbold i Ringparken. Det har været en vigtig læring i deres liv, mener Hatem Kawaach.

”Det, vi giver dem, som er de lidt ældre, er en mulighed for at være rollemodeller. Der er nogle familier her, som er meget ressourcesvage, og hvis børn har brug for hjælp og støtte i hverdagen. Og nogle af de ældre kommer fra samme baggrund. Så kan den ene part få noget ansvar og forsøge at være en rollemodel, mens de små får støtte og hjælp til alt fra lektier til fodbold,” fortæller Hatem Kawaach.

”Game har gjort det muligt for mig at se tilbage på min barndom og tænke, at jeg faktisk har haft en god barndom. Jeg har fået tro og selvtillid af at være med i det, som jeg måske ikke ville have fået ellers. Jeg tror ikke, at jeg ville være kriminel, hvis jeg ikke havde været med i Game, men det har været med til at holde mig fra gaden,” fortsætter Hassan Abo Jabbal.

”I et villakvarter ser du måske ikke din nabo hver dag. Men her er vi alle sammen tæt på hinanden hele tiden. Så vi tager også ansvar for hinanden.”

Gadeidrætsorganisationen Game:

Game arbejder for sociale forandringer gennem gadeidræt og streetkultur. De unge frivillige fra boligområder får en gratis 'playmakeruddannelse', der lærer dem at træne børn i en sport, men også har konflikthåndtering, demokrati, ligestilling og samarbejde på programmet. Game har de seneste år startet aktiviteter i Libanon, Jordan, Somaliland, Ghana og flere lande i EU, og Hassan Abo Jabbal har nu hundredvis af ’kolleger’, der bruger deres fritid på at være mentorer for børn og unge gennem idræt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Portræt