Martin Retov
Martin Retov har fået to sejre i to mulige. Kan han gøre det igen på søndag mod OB?

5 ting at glæde sig til i fodboldweekenden

Skov på landsholdet fra starten, danske Barry White i Spanien, Salah i krise og danske dommere uden fingerspidsfornemmelser.

Mohamed Salah i krise

Da Liverpool spillede på udebane mod Manchester United, endte kampen, næsten som ventet, 0-0. De to hold og deres tilhængere hader hinanden så meget, at et nederlag er næsten ubærligt. Det var en forfærdelig kamp. United mistede tre spillere til skader tidligt, og det slog rytmen fuldstændigt i stykker resten af kampen. United ville intet, og Liverpool kunne intet.

Det største problem for Liverpool lige nu, er at topscorer Mohamed Salah er helt ude af form. Hans førsteberøringer er forfærdelige, han smider et væld af bolde væk, og – værst af alt – han er totalt ufarlig foran målet. Hans statistik mod toppen i England er heller ikke imponerende. Han har scoret én gang mod top 8 i denne sæson.

Mohamed Salah.jpg

Formnedgang er ikke et uventet fænomen for Salah, og han har en tendens til at falde meget dybt, når han falder. Træner Jürgen Klopp har intet andet valg end at spille ham kamp for kamp. Fordi han ikke har et alternativ, men også fordi han simpelthen pinedød skal have Salah i gang, hvis Liverpool skal have en chance for at vinde det engelske mesterskab.

Liverpool vandt en flot 5-0-sejr onsdag mod Watford, og det kan give lidt ro. Men i weekenden skal Liverpool spille mod endnu en arvefjende, nemlig Everton. De blå fra Liverpool har intet at spille for, men vil naturligvis gøre alt for alt for at stikke en kæp i hjulet hos bysbørnene. Det bliver spændende at se, om Salah kan få gang i spillet og målscoringen. Der venter også en Champions League-kamp i München lige om hjørnet, så det ville være et rigtigt fint tidspunkt for Salah at finde formen igen for Liverpool.

Everton – Liverpool, søndag kl. 17.15

Barry White i Leganés

Martin Braithwaite har taget Spanien og Leganés med storm efter mål mod bl.a. både Real Madrid og Barcelona. I den lille Madrid-klub kan de dog ikke rigtigt udtale danskerens anglofile navn. Det runde R og det svære TH volder spanierne problemer. Så blandt de lokale hedder han simpelthen Barry White eller Bariwait. Det minder da også lidt om Braithwaite.

Martin Braithwaite.jpg

Leganés – Levante, mandag kl. 21.00

De danske dommeres manglende fingerspidsfornemmelse

Der blev uddelt hele seks røde kort i den seneste runde i Superligaen. Fire af kortene kunne sagtens have været undgået. Tre af dem var decideret forkerte.

Paul Onuachus røde kort i Århus for en minimal kontakt med Jens Stage var helt i skoven. FCM appellerede udvisningen og har også fået medhold. Heldigvis ændrede udvisningen ikke resultatet af kampen på unfair vis.

Der blev givet tre røde kort i kampen, men kun Marc Dal Hendes virkede korrekt. Efter kampen sagde FCM’s anfører Jakob Poulsen, at han følte, at Onuachus kort var forkert, men han mente også, at AGF’s røde kort til Højer for et almindelig frispark var helt væk. Når man så kampen udefra, var den på ingen måde en hårdtspillet eller bisset affære. Alligevel blev der uddelt tre røde kort af dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt. Mærkeligt og unødvendigt.

Paul Onuachu.jpg

I Brøndby fik hjemmeholdet foræret et straffespark, og det resulterede i, at Erik Marxen fik sit andet gule kort og dermed et forkert rødt. Brøndby vandt 2-1, og Randers følte sig med rette bortdømt, da de både fik et mål mod sig og måtte spille 10 mod 11 i en halv time. Også Randers har appelleret og fået medhold, men de må alligevel føle sig voldsomt snydt for point i kampen.

I Parken tjattede Vendsyssels Francisco Junior bolden tre meter tilbage til, hvor frisparket blev begået midt på banen og fik også sit andet gule og dermed rødt af endnu en tyndskindet dommer. Kortet var et af dem, der kan gives, men næsten aldrig bliver det.

Når jeg kommenterer en kamp fra Spanien, ser jeg noget lignende 50 gange i hver kamp uden sanktioner. I Parken skulle det kun gøres én gang, og så spillede Vendsyssel 10 mod 11 i mere end en halvleg. Heldigvis, fristes man til at sige, formåede Vendsyssel trods alt at kæmpe sig til et point alligevel.

Det er også værd at nævne, at Francesco Junior er fra Guinea-Bissau og lige er kommet til Superligaen i februar måned. Dermed kender han ikke meget til mentaliteten og heller ikke dommerlinjen. Man kunne måske godt ønske, at en rutineret dommer som Michael Johansen lige havde taget Francesco Junior til sig og forklaret, at vi her i Superligaen ikke tolererer den slags, og næste gang får det konsekvenser. I stedet for smider han den helt nye spiller under bussen for en mikroskopisk udåd. Hvordan mon Francesco Junior havde det i omklædningsrummet med sine nye holdkammerater, der skulle løbe 60 minutter 10 mod 11?

En god bekendt, der arbejder i en Superligaklub, fortalte mig forleden, at opfattelsen mange steder i branchen er, at dommerne i Danmark mangler fingerspidsfornemmelse for at få en kamp til at glide. Fx er det meget muligt, at reglerne siger, at det andet gule kort ikke er specielt, men i virkeligheden giver dommerne ofte lidt ekstra snor ved kort nummer to, fordi det er så afgørende. Og det er ganske forståeligt, fordi kort nummer to ofte er helt afgørende for en kamps udfald. Ligesom forseelser ved straffespark skal være lidt tydeligere end oppe midt på banen. Alle ved, at sådan er det bare.

Måske kunne dommerne også se en smule på spillerreaktionerne, før de strør om sig med kort? I Aarhus var samtlige 22 spillere på banen totalt overrasket, da Onuachu efter sit minimale frispark pludselig fik rødt. Det samme med Kasper Højers røde kort. Ingen forstod det, hverken hos FCM eller AGF.

Måske skulle nogle af de unge dommere lige på skolebænken et par timer hos pensionerede Claus Bo Larsen, sammen med Peter Mikkelsen nok den bedste dommer i Superligaen nogensinde. Claus Bo kunne om nogen få en kamp til at glide med et smil og en skarp bemærkning i stedet for at stange kort ud til højre og venstre, blot fordi man gerne vil i centrum og se handlekraftig ud.

FC Midtjylland – FC Nordsjælland, mandag kl. 19

Zornigers fejl

For et par uger siden blev Alexander Zorniger fyret i Brøndby. Det var kulminationen på en relativt elendig sæson for Brøndby. Men havde man egentlig ikke kunnet set det komme? Jeg blev i en podcast spurgt i juli, hvem jeg troede på i Superligaen, og jeg havde ikke Brøndby i nærheden af et mesterskab.

BIF mistede denne sommer og vinter fire spillere, der var Superligaens bedste de sidste tre sæsoner på deres pladser henholdsvis – Rønnow, Larsson, Nørgaard og Pukki.

Den slags åreladninger kan ikke erstattes på én sæson og to transfervinduer. Selv hvis man har masser af penge og en virkelig heldig hånd med sine indkøb, kan det ikke lade sig gøre at få spillere, der kan levere på samme niveau – slet ikke den første sæson i klubben. Ingen er undtaget denne regel.

zorniger.jpg

Før sidste sæson mistede FCK Zanka, Delaney og Cornelius og endte 27 point efter mestrene fra FCM. Brøndby kommer også til at slutte 20-30 point efter FCM og FCK denne sæson. Hvis FCM mister Sviachenko, Jakob Poulsen, Wikheim og Onuachu denne sommer, vil de også komme bagefter.

Zorniger revolutionerede dansk fodbold, og havde han vundet det mesterskab, BIF så åbenlyst skulle have vundet, ville det måske have set anderledes ud nu. Måske kunne han have holdt på Nørgaard, Pukki og Larsson, og så havde BIF været med i toppen igen i år.

Zorniger har fået en nogenlunde værdig afslutning, men der er bestemt også spørgsmålstegn ved hans beslutninger. Hvad ville han med Brøndby på den lange bane? Hvorfor henter man relativt dyre udlændinge, når mesterskabet ganske tidligt på sæsonen forsvandt? Var det en god ide bare at blive ved med at stramme skruen, når formularen ikke længere rigtigt virkede? Og på et tidspunkt, hvor man under ingen omstændigheder har en chance for alligevel at vinde mesterskabet? Hvornår begynder man at tænke lidt længere end til på søndag? Hvad med næste sæson?

Havde BIF ikke dummet sig i Horsens tilbage i maj, kunne alt have set anderledes ud, men efter de mistede mesterskabet, satte Zorniger ikke mange fødder rigtigt. Det er meget spændende, hvad der nu kommer til at ske i Brøndby. Vil de kunne følge FCM og FCK i toppen af dansk fodbold, eller dumper de ned i kategorien derunder sammen med OB, AaB, FCN og Horsens?

Brøndby skal til OB på søndag efter at have slået Vendsyssel ud af pokalen i midtugen efter endnu en voldsom dommerfejl, hvor en linjevogter opfandt en offside ud af ingenting og fratog Vendsyssel et klokkeklart mål.

OB – Brøndby, søndag kl. 18.00

Skov på landsholdet – i startopstillingen

Om tyve dage skal Danmark spille mod Kosovo i en træningskamp. Fem dage senere spiller vi VM-kvalens formodet sværeste kamp på udebane mod Schweiz. Et forslag herfra: Tag Robert Skov med i startopstillingen i den første kamp. Skov vælter i selvtillid for tiden, han sparker frispark i europæisk topklasse, og han dribler og udfordrer hele tiden.

Robert Skov

Danmark har et fantastisk forsvar, men har ikke fået det offensive til at fungere siden 5-1 oppe i Irland. Nikolaj Jørgensen har fået sin chance og mere til og har ikke taget den. Giv ham en pause, og smid Yussuf, eller Braithwaite, ind centralt, placer Skov på venstrekanten, og giv ham frit lejde til at prøve, hvad han har lyst til. Det er ikke sikkert, at det virker, men Skov er så formstærk, at det er forsøget værd. Og det kan da ikke gå meget dårligere offensivt end de seneste 6-7 landskampe.

F.C. København – Vejle, søndag kl. 16.00


Karsten Krogh kommenterer La Liga og Serie A på Strive Sport og har skrevet om international fodbold i en årrække.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Premier League, Brøndby IF og FCK