Man siger, at du ikke finder et mere stille sted i verden end på et tomt fodboldstadion dagen efter en kamp. Sådan nogenlunde husker jeg observationen formuleret, og jeg kan bekræfte, at den er sand.
Jeg er vokset op på Østerbro, nogle få hundrede meter fra det, der dengang var kendt som Idrætsparken. Det gamle stadion var bygget sådan, at lyden fra tilskuerne – slagsangene, buh-råbene og jubelbrølet – kunne høres på lang afstand i det omkringliggende kvarter. Boede man tæt på Idrætsparken, kunne man, når der var landskamp, åbne vinduerne, skrue ned for lyden på fjernsynet og høre kampen i stuen. Lyden af Idrætsparken var lyden af noget stort. Idrætsparken var et sted, hvor stjerner blev født i lyset fra de høje projektørmaster. Det var her, i begyndelsen af 1980’erne, at det danske fodboldlandshold endegyldigt lagde de evindelige, ærefulde nederlag bag sig og trådte ind på den internationale scene, anført af spillere som Preben Elkjær, Søren Lerby og Jesper Olsen. Det var her på lægterne – på den billige langside med ståpladserne, på den dyre med siddepladserne, på ’Hockeybanen’ og på ’Cementen’, som de fire tilskuerafsnit blev kaldt – at roliganbevægelsen blev født, inspireret af et landshold, der vakte begejstring verden over og gjorde mig stolt over at være fra et land, som hidtil mest var kendt for bacon, Lurpak-smør og Carlsberg.
