Nu kan du se 27 af Jørgen Leths film helt gratis

Før Jørgen Leths folkelige gennembrud som cykelkommentator slog han sit navn fast som eksperimenterende, nysgerrig filmskaber. Filmene er en af de prismer, man kan se tilbage på hans liv igennem.

Nu kan du se 27 af Jørgen Leths film helt gratis
Offentliggjort

Jørgen Leth er død. 

Da han stadig var i live, nåede han at leve mange liv. Indtage mange skikkelser. Han var cykelkommentator, journalist, erotiker, poet, forfatter og filmskaber.

Det første gjorde ham til folkeeje. Det sidste stod til tider mere i skyggen. Desværre. For Jørgen Leth var en af Danmarks mere enestående filmskabere.

Som i det mest af hans kunstneriske virke var hans film nysgerrige. De havde appetit på menneskene og livet foran Leth. De indeholdt etnografens observerende vy.

Siden filmdebuten i 1963 med ’Stopforbud’, der følger jazzpianisten Bud Powell, nåede Leth at skabe mere end 50 film. Og nu har Dansk Filminstitut samlet over halvdelene af filmene til gratis visning

Vil man forstå Leth, er filmene en god indgang. Få af dem handler direkte om ham, men alle ser på verden med hans nysgerrige øjne.

For cykelfans er ’En forårsdag i helvede’, der skildrer forårsklassikeren Paris-Roubaix, uundgåelig. Filmen har betydet meget for cykelsporten. Den har betydet meget for Jørgen Leth. Det gjorde løbet til hans.

Over 100 minutter skildrer Leth det sønderrivende løb. Fra optakten til det afsluttende brusebad. Blæser poesi ind i en forårsdag. Skærer løbet op i helte og skurke. Viser Eddy Merckx justere sin saddel under løbet. Det er billeder, der brænder sig fast.

I samme genre findes ’Den umulige time’ om cykelrytteren Ole Ritter, der forsøger at generobre timerekorden. Ritter var en af Leths første og store kærligheder i cykelsporten. En kærlighed der startede som barn, da han kom på Aarhus Cykelbane med sin onkel. Leth havde alle de store sprinteres autografer i sin bog.

Det Danske Filminstituts bagkatalog af Lethsk tilgang til livet har også den sanselige ’Notater fra Kina’. Det føles som at være på ferie med Jørgen Leth. Vi ser toge, der krænger rismarker til siden, en maler, børn. Mennesker, der lever.

Kultfilmen ’Det perfekte menneske’ er her også. Selvfølgelig.

Værd er også at nævne ’Pelota’ om det baskiske boldspil pelota. Samme ritualistiske tilgang til det portrætterede liv, tager Jørgen Leth her i brug. Mer det er en verden, vi ikke ofte ser. Ikke ofte beskæftiger os med.

Spillerne med deres hærdede hænder. Boldmagerne, der fletter pelota-boldene. Juniorspillerne. De gamle, iagttagende mænd, deres baskerhuer. 

Jørgen Leth gjorde en dyd ud af at forstå mennesker. Hans værker er en mulighed for at forstå Jørgen Leth. Og vække sin appetit på livet. Så må vi håbe, at vi kan forstå det hele om et par dage.

Du kan finde alle de gratis film her.