Point Barre Ploussard 2016, Philippe Bornard, Cotes du Jura. Frankrig

300 kr.

kronevin.dk

”Den med ræven” er blevet et ikon blandt naturvinsentusiaster, og man behøver blot at beskue etiketten for at forstå hvorfor.

Point Barre er Bornards bedste vin på druen ploussard, en lokal drue, der har fået en genoplivning i takt med udbredelsen af naturvin i Jura. Farven er lysere og mere transparent end pinot noir fra Bourgogne.

Næsen er ekspressiv med delikate rabarbernoter, roser og tørret kød. Farven in mente overrasker de relativt kraftige tanniner, der giver vinen struktur. I munden er frugten en smule tilbagetrukken, men til gengæld brager en salt mineralitet igennem.

En vin som denne er et perfekt eksempel på, at naturvin sagtens kan have sit specielle udtryk i kombination med imponerende struktur og renhed. Vær opmærksom på, at vinen har noter af brettanomyces, der udvikler sig i glasset med noter af hest og hestesaddel, så er du ikke til dette, er denne ’ræv’ ikke noget for dig.

Empreinte Pinot Noir 2016, Catherine Riss, Alsace. Frankrig

267 kr.

kronevin.dk

Catherine Riss har blot 1,5 hektar at gøre godt med, og på disse har hun blandt andet prioriteret at lave pinot noir.

De biodynamiske druer oser af mørke kirsebær, friske urter samt en smule yoghurt. Det er en ekstremt læskende vin med en let prikkende fornemmelse på tungen, men samtidig har tanninerne et godt greb i gummerne og tilpas megen rygrad, til at det ikke bliver ren juice.

Der er også en potent mineralitet, der giver den karakteristiske salthed til vinen. En umiddelbar, charmerende vin, der nok ikke skal gemmes alt for længe. Syren er på vippen til at have volatile tendenser, så nyd den, mens den er ung og frisk, og gem den ikke åben i køleskabet.

Sauvignon 2015, J. Novak, Moravské. Tjekkiet

244 kr.

kronevin.dk

Normalt kan sauvignon blanc kendes på sine noter af hyldeblomst og stikkelsbær, men det er der ikke noget af her, og at gætte druen i en blindsmagning ville være svært.Til gengæld leverer vinen en fyldig frugt, der er mere i retning af efterårsæbler i kombination med friske hasselnødder.

Vinen holder 14 % og er således fyldig og intens, men en delikat syre sørger for flot balance. Stilen er afgjort ’naturlig’, men det stikker på ingen måde af, og det gør det til en glimrende introduktion til genren. Og hvornår har du sidst smagt tjekkisk sauvignon blanc?

Bourgogne Blanc 2016, Domaine Sextant (Julien Altaber), Bourgogne. Frankrig

250 kr.

petillant.dk

Julien Altaber er lokaliseret i Saint-Aubin, hvor han dyrker sine druer uden nogen former for kemiske sprøjtemidler. At hans basisbourgogne smager så godt, tegner yderst lovende for de øvre kategorier.

Næsen dufter af fersken, friske hasselnødder og våde flintesten samt en lille note af krudtrøg og flødekaramel fra fadet. I munden sprudler den med sin pirrende syre og ekstremt intense mineralitet, som nærmest brænder på tungen. Naturvinfortalerne gør meget ud af at tale om levende vine, og når man smager en vin som denne, forstår man, hvad de taler om.

Det er et fremragende glas vin, der på fornemmeste vis demonstrerer, at udeladelse af sprøjtemidler, kulturgær og store mængder svovl ikke er noget problem.

Carat 2014, Bressan, Venezia Giulia. Italien

265 kr.

winewise.dk

Venezia Giulia er et af de områder i Italien, hvor der bliver produceret megen naturvin.

Denne er lavet på malvasia, ribolla og friulano, og den er vinificeret som en rødvin, således at den bliver til en orangevin, fordi der er tale om grønne druer. Næsen er floral med noter af blomsterhonning samt friske abrikoser.

Den florale og frugtige karakter fortsætter i munden og giver udtryk for, at Bressen på dygtig vis har formået at bevare friskheden i den ellers efterhånden fire år gamle vin, der fortsat har tanniner og dermed giver muligheden for at opleve, hvordan en hvidvin lavet efter rødvinsmetoden rent faktisk opfører sig i munden.

Eftersmagen byder på sød lakrids og varme krydderier, mens syren er forholdsvis nedtonet. Et spændende glas vin, der både smager godt og uddanner vedkommende, der nyder den.

Munjebel CS 2015, Frank Cornelissen, Terre Siciliane Rosso. Italien

500 kr.

winewise.dk

Frank Cornelissen er som bekendt en af guruerne inden for naturvin, og den belgiske vinmager, der har kastet sin kærlighed på Etnas vulkanske jordbund, bliver også selv bedre og bedre.

Det illustrerer Munjebel CS glimrende. Tidligere var den så flygtig, at den kun holdt få minutter i glasset, men i denne årgang viser den masser af struktur – både i form af en fyldig krop og faste tanniner. Vin skal først og fremmest være sjovt og hyggeligt, og det er Cornelissens vine.

Munjebel CS har bællefaktoren, der gør, at man kan blive ved tår efter tår. Den rammer det helt rigtige niveau mellem saftevand med sin lyse farve og læskende effekt og seriøs vin med sin struktur, og det gør den underholdende at drikke. Den dufter af hybenrose og karry og smager af rødgrød med fløde tilsat et godt skud tannin.

Langhe Nebbiolo 2016, Olek Bondonio, Piemonte. Italien

215 kr.

solonebbiolo.dk

Italienske Olek Bondonio med de polske aner holder til i Barbaresco. Her deler han som den eneste marken Roncagliette med selveste Angelo Gaja.

Man kan med en vis rimelighed kalde Bondonio for en anarkisk, der ikke gider at underordne sig nogen former for regler og bureaukrati.

Således finder man ingen certifikater på etiketten, om end han arbejder fuldkommen økologisk. Druerne i denne langhe nebbiolo kommer delvist fra yngre stokke på Roncagliette, som endnu ikke helt har dybden til at komme i topvinen. Det ændrer dog ikke på, at materialet er særdeles nydeligt og med en helt anden intensitet og struktur, end man normalt oplever det i en langhe nebbiolo.

Næsen er ekspressiv med mørke kirsebær, estragon og anis og lider på ingen måde af nogen former for urenheder. I munden er der nebbiolotanniner for fuld skrue, der vidner om, at denne ’simple’ vin i virkeligheden har struktur til meget mere.

Det skal dog ikke afholde dig fra at nyde den på sit nuværende frugtintense stadie, hvor den også gør sig særdeles godt. Levende vin fuld af power og finesse.

LÆS MERE: Kom med til Fri Vin-festivalen: "Naturvin er ikke længere forbeholdt en lille skare af sommelierer"

LÆS MERE: DM i Hotdog: Sådan laver du den ultimative hotter

LÆS MERE: Salget af rosé boomer: Derfor er danskernes sommerfavorit endelig blevet accepteret på linje med rød- og hvidvin