Anders Thomas Jensen: ”For første gang træder jeg  – næsten – ikke nogen over tæerne” scroll-down

Anders Thomas Jensen: ”For første gang træder jeg – næsten – ikke nogen over tæerne”

Anders Thomas Jensen går altid til grænsen i sine film – og gerne også lidt over den. Efter flere år i Hollywood er den 48-årige manuskriptforfatter og instruktør hjemme i Danmark igen og nu aktuel med ’Retfærdighedens ryttere’, der handler om fire dybt depraverede og psykisk udfordrede mænd. Anders Hjort møder Anders Thomas Jensen til en snak om grovkornet humor, manderollen og krænkelser og om, hvad man egentlig kan tillade sig at sige.

Af Anders Hjort
Foto: Thomas Skou
Kultur Euroman

Passer det, at en af de første gange du mødte Susanne Bier, sagde du din ærlige mening om en af hendes film – og at det ikke var særlig flatterende?

”Ha, ja, det er rigtigt. Jeg var i biografen til forpremieren på hendes film ’Livet er en schlager’. Den film var så sindssyg. Den handlede om en handikappet og en kræftsyg, og den var som en vittighed, som en Benetton-reklame. ’Den er eddermame dårlig, den film,’ sagde jeg til hende. Jeg forklarede, at jeg mente, at hun havde brugt alle de klichéer, der er, og at det var den værste leflen for publikum, jeg nogensinde havde set. Susanne grinede højt og svarede: ’Jamen, så må du jo bare skrive noget til mig, der er bedre end det.’ Hendes reaktion kunne jo godt have været helt anderledes, men det er sådan med Susanne, lærte jeg siden, at man godt kan sige rigtig grimme ting om hendes film. Så længe man ikke siger noget dårligt om hendes mad. Hun går meget mere op i, hvad folk synes om hendes pesto.”

Hvad endte du og Susanne Bier så med at lave sammen?

”Det tændte noget i hende, at jeg kom med min mening dengang, tror jeg. Jeg havde også set ’Den eneste ene’ og syntes, at der var nogle virkelig gode ting i den – og nogle virkelig dårlige. Jeg satte mig ned i hendes kælder og begyndte at skrive på en historie. Først prøvede vi at lave ’Et Dukkehjem’ om til en dogmefilm, men det lykkedes ikke. Slet ikke. Hver gang vi ændrede noget, blev det bare dårligere. Vi var nok ikke lige så dygtige som Ibsen. Men så skiftede vi spor, og det blev til ’Elsker dig for evigt’.”

Hvordan opfinder du de ofte dybt excentriske karakterer i dine film?

”Det lyder måske banalt, men jeg elsker at kigge på mennesker. Jeg kan blive helt forelsket i sådan nogle klassiske skrankepaver. Fx en bitter DSB-mand, der sælger dig din togbillet, og det bare lyser langt væk af, at han er i underskud og lyver for sig selv. Jeg har også en stor kærlighed til folk med toupé. Mange gange, når jeg ser folk med dårlige parykker, bliver jeg nødt til at stille min kone ind foran dem, så jeg kan få nogle billeder. Hver gang jeg går ud ad døren, henter jeg inspiration især i mænd, der er meget lettere at afkode end kvinder. Mænd afslører enormt hurtigt sig selv, fx ved ikke at have noget hår og tage en paryk på, som alle andre kan se, ikke er hår, men som de selv tror på, er hår. Der ville en kvinde nok bruge mere tid på at få det til rent faktisk at se ud som hår. Det der selvbedrag er vildt interessant for mig. Dertil er det selvfølgelig også lettere for mig at skrive  om mænd, fordi jeg selv er mand, og fordi jeg ved, hvad jeg skal kigge efter. Jeg har skabt mange kvindefigurer, blandt andet i Susanne Biers film, og de er stadig den dag i dag mere mystiske for mig og sværere at skrive.”

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her