Årets 12 bedste film (indtil videre)

Sommerens uendelige lyse nætter er forbi, og efterårsmørket er ved at sænke sig over Danmark, men fortvivl ej: Nu kan du igen med god samvittighed forsage dine venner for at tilbringe en aften med fremragende selskab i form af filmkarakterer i stedet. 


Selvom året langt fra er ovre har det allerede budt på mange film, der gjorde bådeanmelderne og internettets film-aficianados glade.

Vi har samlet en lille håndfuld, der er lidt bedre end alle de andre.

Birdman (Alejandro Gonzalez Iñárritu)
 

 


En afdanket action-stjerne brænder for at give sig selv og sit liv et comeback med kunst, der faktisk betyder noget. Handlingen i den Oscar-vindende film udspiller sig i og omkring det Broadway-teater, hvor han iscenesætter en Raymond Carver-historie, mens han prøver at redde forholdet til sin ekskone og datter. Det er mægtig morsomt og voldsomt virtuost. Edward Norton og Michael Keaton er perfekte i hovedrollerne, og billed- og lydsiden er et langt, sugende trip, hvor alt er minutiøst planlagt, men fremstår legende let.


Amy (Asif Lapadia)



I åbningsscenen af dokumentarfilmen Amy synger Amy Winehouse en fødselsdagssang for sin veninde. Hun er 14 år og teenagefjollet, men synger allerede, så verden går i stå. Filmen fortsætter derfra i lige så højt niveau som Amys sangtalent. Med en blanding af rystede gamle videooptagelser og et lydspor, der udover Amys grundvolds-rystende stemme byder på fortællinger fra hendes nærmeste, viser den, at hendes talent var uendeligt meget større end hendes misbrug. Dokumentarfilmens instruktør Asif Lapadia har bygget filmen kronologisk op, og undervejs er Amys overjordisk smukke stemme det eneste der kan distrahere den knugende bevidsthed om, hvor tragisk tidligt hendes liv ender.

LÆS OGSÅ: 9 film om musikere der døde før tid 


Mad Max: Fury Road (George Miller)



Der er ikke særlig mange replikker, men til gengæld er der ret mange slåskampe, smukke kvinder, episke guitarsoloer og overdådig, uhyggelig skønhed i årets måske mest hypede film. I actionfilmen, der er den første Mad Max-film i over 30 år, kæmper Max, spillet af Tom Hardy, sig gennem et ressource-fattigt og westernagtigt ørkenlandskab i et forsøg på at hjælpe Charlize Therons karakter med at beskytte skurkens purunge hustruer. Filmkritikerne faldt over hinanden for at give filmen topanmeldelser, og filmmagasinet Ekko kalder filmen “årets hidtil bedste og mest overvældende genrefilm”. 


The Salt of the Earth (Wim Wenders)



Den brasilianske mesterfotograf Sebastião Salgados livsværk er i trygge hænder hos Wim Wenders. Brasilianeren har set flere menneskelige katastrofer end de fleste, og det har i perioder formørket hans livssyn. Heldigvis dynger instruktøren ikke ekstra sentimentale virkemidler på, men lader fotografens billeder og ord tale for sig selv. Se filmen for dens dvælende tempo, der giver god tid til at nyde Salgados kæmpe talent.  


Irrational Man (Woody Allen)
 


Det kan godt være, at anmelderne ikke synes, at Woody Allens seneste film er blandt årets allerbedste, men det gør hans fans, og dem er der mange af. Hvis du er en af dem er der god grund til at bruge et par timer i selskab med endnu en filosofisk skæbnefortælling fra Allens hånd. Fortællingen om en filosofiprofessor i midtvejskrise og en ung studerende – og det mentorforhold, Allen ofte behandler i sine film– bliver fint foldet ud af skuespillerne Joaquin Phoenix og Emma Stone, og den muntre tone kan lyse de fleste novemberaftener op.


LÆS OGSÅ: Det vidste du (måske)  ikke om Joaquin Phoenix og Woody Allen

Marshland (Alberto Rodríguez)



Krimien er indlysende nok blevet sammenlignet med True Detective, for mange af ingredienserne er de samme: Universet er fugtig-hedt, fordækt og moralsk fordærvet. Hovedrollerne indtages af et umage strømermakkerpar. Og forbrydelserne har elementer af sexmisbrug og sadisme. Alligevel er Marshland (La Isla Minima) helt sin egen – og ikke mindst spansk, hvilket giver sig udslag i et post-fascistisk plot og tindrende smukke luftfotos af det andalusiske vådområde, som handlingen udspiller sig i.


Krigen (Tobias Lindholm)



Politiken kalder Tobias Lindholms film Krigen for ”den helt nødvendige spillefilm om den danske krigsførelse i Irak og Afghanistan, man har ventet på, ” og stort set alle andre medier bakker op og kaster stjerner og ros efter filmen, der har Pilou Asbæk i hovedrollen. Tobias Lindholm er gået dokumentarisk til værks med spillefilmen, der udforsker en soldats moralske dilemma: Hvor langt skal han gå for at beskytte sine med-soldaters liv, hvis det overtrøder internationale regler for krigsførelse? Filmen går stadig i biograferne, så fang den på det store lærred mens du stadig kan.

LÆS OGSÅ: Dansker i krig i Syrien: skræmmende let at slå IS ihjel 


Leviathan (Andrey Zvyagintsev)



Hårrejsende virkelighedsnært og med skuespil af den sejeste socialrealistiske Mike Leigh-skole er den prisvindende Leviathan et stærkt portræt af den altopslugende russiske korruption, af magtmisbrug og af det vodka-bælleri, der har ødelagt et land. Storylinen er klassisk: En lille, øde bys korrupte borgmester ønsker at bruge en stædig families grund til et større byggeprojekt. Men forskellen er, at i denne film – som i virkelighedens Rusland – er det skurkene, der vinder. På en måde, så man får ondt i maven på Ruslands vegne.


It Follows (David Robert Mitchell)



Både danske og internationale medier er ret enige, når det kommer til gyseren It Follows; det er både den mest rædselsvækkende og den bedste gyser i mange år, men de to ting hænger måske også sammen, hvis man er til den slags film – skribenten her har fået mareridt bare af at se traileren. Filmen er inspireret af den legendariske gyser The Ring, handler om en seksuelt overført forbandelse og byder ifølge anmelderne på en særdeles effektiv leg med gysergenrens konventioner.


Mommy (Xavier Dolan)
 

Det blot 26-årige stortalent Xavier Dolans femte spillefilm som instruktør, foregår i den fransktalende del af Canada, hvor en enlig mor henter sin søn på et behandlingshjem og lader ham flytte hjem. Deres forhold er tæt og meget specielt, men sønnen lider af ADHD og er meget voldelig. Mommy er en film, som vi aldrig har set den før. Filmningen er helt særlig, plottet er overraskende og karaktererne enestående. Og så er soundtracket fantastisk.  

 

St. Vincent (Theodore Melfi)



For mange filmfans er det i sig selv en grund til at se en film, hvis Bill Murray står på rollelisten, og St. Vincent vil ikke skuffe dem. Filmen, hvor Murrays karakter er en fordrukken, vrissen og på overfladen usympatisk Vietnamveteran, der gør livet surt for sine naboer, byder på samme underspillede humor og poesi, der har været med til at løfte film som Lost in Translation og Groundhog Day op til kultstatus.

Trainwreck (Judd Apatow)



De sidste par år har komikeren Amy Schumer markeret sig som et af de største navne i amerikansk comedy. Med Trainwreck leverer hun – hun har både skrevet manuskriptet og spiller den kvindelige hovedrolle – en feministisk opdatering af den romantiske komedie. Det gør hun godt, mener anmelderne, der især er begejstrede for, at kønsrollerne i komedien er byttet om. Schumers karakter er en slutty, chauvinistisk og en smule afstumpet mandebladsjournalist, mens Bill Hader spiller en kærlig sportslæge (resten kan I gætte jer til). Filmkritikeren Lars Bukdahl mener, der er tale om den første egentligt sjove romantiske komedie i årevis. 

 

LÆS OGSÅ: De 13 mest stilede film nogensinde

LÆS OGSÅ: Sexede kvinder: filmhistoriens flotteste forførelsesscener

LÆS OGSÅ: 75 film enhver mand bør se