I mit barndomshjems stue i Brede i Lyngby var der reoler. Reoler fulde af paperbacks med titler som ’Mødet ved milepælen’ og ’Hærværk’, og før jeg overhovedet læste bøger, var titlerne spændende og lavede billeder og historier i mit hoved. På nederste hylde stod ’Den tavse verden’ af Jaques Cousteau og ’Verdens fauna’ og andre naturbøger, man kunne bladre og se billeder i, så da jeg begyndte at læse bøger, kendte jeg dem lidt på forhånd, og jeg læste og læste, både krimier (Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, John Le Carré) og skønlitteratur (George Orwell, Umberto Eco, Knut Hamsun) og faglitteratur.

Ligesom musik har sine øjeblikke i et menneskes liv – den er identitetsskabende, skaber et sted at holde fast i en tumultarisk tid, et lys i mørket, en bekræftelse af dramaet, der bruser i én, og som man føler, ingen forstår – har bøgerne også deres tid, hvor det føles, som om de ændrer ens syn på verden og ens syn på sig selv i den verden. For mig var det Knut Hamsun, der fejede benene væk under mig først. ’Sult’, ’Mysterier’, ’Pan’ og så videre. Hans stil er så overlegen, hans forståelse af timing – dramaet ruller uden de store armbevægelser, men bestemt ikke gedulgt. Det er så nemt for ham at sætte sindet i bevægelse, han forstår at finde det arketypiske i os. Han udfolder det med russisk tyngde og nordisk subtil lethed. Det er en fantastisk gave.