Fem bøger, du burde kaste dig over (især hvis du ikke læser så ofte)

Uanset om regnen fra nu af lægger sig som en dyne over sommeren, eller solen snart bryder frem og lokker solbrillerne ud af hylsteret igen, er litteraturen en fast følgesvend ud i sommerlandet.

Men måske har bøgerne det med at blive i strandtasken eller på hylden i sommerhuset. Få af os får nemlig læst lige så meget, som vi egentlig gerne vil. Er du lidt litteratur-rusten denne sommer, hvor sport og trangen til lange, lyse nætter fylder mere end normalt, er det måske hverken Dostojevskijs ikoniske ’Forbrydelse og straf’ eller Jonathan Franzens nyklassiker ’Frihed’, du skal lægge ud med.

For stor litteratur er bestemt ikke altid lig med mange sider. Glem derfor murstensromanerne for en stund. Skænk dig en kop kaffe, et glas portvin eller en skummende øl og luk én eller flere af disse fem bøger op. På relativt få sider får de nemlig sagt uendeligt meget om, hvad det vil sige at være menneske i dag.

Mænd i min situation

De fleste herhjemme tænker nok på Karl Ove Knausgård, når talen falder på norsk litteratur. Det er en skam. For den største, norske stillist hedder Per Petterson og har modtaget flere internationale priser. Hans seneste roman ’Mænd i min situation’ er tilmed én af hans bedste. Fortællingen om Arvid, der er blevet forladt af sin kone, er smertelig, men også så nærværende og sitrende, at man bliver trukket igennem siderne. ”Det var som om hun ville give mig væk. Som om det var ligegyldigt for hende hvem jeg var sammen med, hvor jeg var det, når jeg var det. Bare jeg ikke var sammen med hende,” skriver Petterson undervejs og fremstiller en mand, der er tæt på at gå i opløsning, men som ikke selv kan se det. Et moderne mesterværk.

Serotonin

Michel Houellebecq er en forfatter, man bare skal læse i de her år. Siden ’Udvidelse af kampzonen’ har han sendt den ene vilde og elegante romanperle efter den anden ud i verden, men hans seneste værk fra 2018 udmærker sig nu ved at være ret ligetil – og dybt krukket. Derfor er ’Serotonin’ en god vej ind i forfatterskabet, der blandt andet også tæller ’Elementarpartikler’, ’Underkastelse’ og ’At holde sig i live’. I ’Serotonin’ møder vi den 46-årige, livstrætte Florent-Claude Labrouste, der ikke har meget til overs for sin unge kæreste. En dag pakker han tilværelsen sammen og rejser ud af Paris. Herude undersøger han ubevidst, om lykken overhovedet findes i vores moderne verden. ”… en civilisation dør af udmattelse, af afsky for sig selv, hvad havde socialdemokratiet at tilbyde mig, tydeligvis ikke noget, bare en fastholdelse af savnet, en opfodring til glemsel.”

Meter i sekundet

Stine Pilgaard er sjov, men også mere end det. Hun brød for alvor igennem med ’Meter i sekundet’, som hun modtog De Gyldne Laurbær for i år. Inden da havde hun nu også både underholdt og skabt eftertanker i debuten ’Min mor siger’ samt i ’Lejlighedssange’. Det Pilgaard’ske univers går imidlertid op i en højere enhed med den tredje fortælling fra forfatterens hånd. I ’Meter i sekundet’ skildrer hun en kvinde, der egentlig gerne vil være en del af fællesskabet, da hun er flyttet med sin kæreste til Vestjylland. Det viser sig bare at være svært for romanens bramfri hovedperson sådan lige at passe ind. Hver eneste side er underfundig og formmæssigt letlæselig, men også kompleks i sin undersøgelse af menneskets plads i samfundet. Kun Stine Pilgaard kan skrive sætninger som: ”Vi vil i Velling, står der på byskiltet, men hvad vi vil, står ikke klart.”

Med det hele …

Hvis det skal være dybt og alligevel ikke højtideligt, skal det være Charles Bukowski. Alletiders store forfatter-bums-filosof kunne skrive så vrængende vredt, at det er en fryd at læse. Uanset om det er udstillingen af et miljø i ’Hollywood’ eller den eminente debutroman ’Ekstrabudene’, skriver Bukowski fra bunden af flasken og taler sig selv op herfra. ’Med det hele …’ er og bliver hans mest følsomme roman. Ligesom i flertallet af hans andre værker møder vi alteregoet Henry Chinaski, men denne gang er der mere på spil. ’Med det hele’ er en ubehagelig optegnelse af den amerikanske underklasse i 1930’ernes Los Angeles. Alt er beskrivelser: ”En eftermiddag stod jeg bare og hang. Jeg var hverken inde eller ude hos slænget, jeg var i den fase, hvor jeg gik og ventede på, at de skulle glemme, hvad det var, de var blevet sure over sidste gang.” Eminent og ukompliceret.

Grand Danois

Sommetider er der ingen grund til at læse en hel roman, for at blive ramt på både følelser og eftertanker. Det er Daniel Denciks ni noveller sublime eksempler på. Den første – ’Et forår i Tokyo’ – begynder slet og ret med: ”Jeg kom til Tokyo for at dø.” Herfra undersøger forfatteren så fiktivt især ensomhed og kønsforskelle for fuld litterær musik. ”Når Matilde græd, hvilket skete ikke så sjældent, kunne man blot underkaste sig. Gråden var lige sand og hjerteskærende hver gang. De havde ikke udvekslet et ord, da han blev vidne til den og mærkede, hvilke kræfter den satte i gang,” står der i novellen ’Skipper’, og de to teksteksempler indkredser ganske godt samlingens tone. Dencik skriver med smaskende bid om at være mand og ikke føle sig tilpas i en verden, hvor kvinder er et livsvilkår, men også lidt af en udfordring. Komplekse herrenoveller.