Træt lever og tungt hjerte

Dér sidder du, 19 år gammel, og ved ikke rigtigt, hvem du er endnu. Du er færdig med gymnasiet og hænger ud med vennerne i en gammel mormor-lejlighed med farverige, symbolistiske malerier på væggene og drikker hjemmelavet hvidvin. You know, an average Saturday afternoon.

Pludselig fyldes rummet af en uvant lyd. Din ven Jimmy har sat en ny plade på, og det lyder som et gammelt trædeorgel og en trompet, og selv om det ikke ligefrem burde være noget, der kunne interessere en 19-årig knægt, så er den måde, instrumenterne ligesom humper sig igennem melodien på, umiddelbart dragende. Du har aldrig hørt noget lignende.

Det første nummer er et kort instrumentalnummer, og straks efter kommer der en Hammondorgel-intro i et højere og mere jazzet tempo, og så kommer stemmen (åh, den stemme), der rabler en tekst af sig uden direkte at synge.

Du skynder dig hen for at kigge på coveret for at se, hvad fanden det er. Teksten er næsten volapyk, men du fornemmer en grotesk humor nedenunder. En mand, der brænder sit hus ned, fordi han ikke kan klare konens chihuahua-hund? Dét nummer er også ret kort, og så kommer det tredje nummer, hvor melodien er fængende og marimbaen meget fremtrædende, og igen virker teksten vildt fabulerende og formentlig morsom.