Tom Waits
Foto: Getty Images Tom Waits i London i marts 1981.

Tom Waits fylder 70

Træt lever og tungt hjerte

Barfluen Tom Waits fylder 70 i december. Vi har bedt filminstruktøren og forfatter Mikkel Stolt, som er aktuel med bogen ’Tom Waits og Mig’, om med sine egne ord at beskrive, hvad den legendariske musiker har betydet for ham – og for verden.

Dér sidder du, 19 år gammel, og ved ikke rigtigt, hvem du er endnu. Du er færdig med gymnasiet og hænger ud med vennerne i en gammel mormor-lejlighed med farverige, symbolistiske malerier på væggene og drikker hjemmelavet hvidvin. You know, an average Saturday afternoon.

Pludselig fyldes rummet af en uvant lyd. Din ven Jimmy har sat en ny plade på, og det lyder som et gammelt trædeorgel og en trompet, og selv om det ikke ligefrem burde være noget, der kunne interessere en 19-årig knægt, så er den måde, instrumenterne ligesom humper sig igennem melodien på, umiddelbart dragende. Du har aldrig hørt noget lignende.

Det første nummer er et kort instrumentalnummer, og straks efter kommer der en Hammondorgel-intro i et højere og mere jazzet tempo, og så kommer stemmen (åh, den stemme), der rabler en tekst af sig uden direkte at synge.

Du skynder dig hen for at kigge på coveret for at se, hvad fanden det er. Teksten er næsten volapyk, men du fornemmer en grotesk humor nedenunder. En mand, der brænder sit hus ned, fordi han ikke kan klare konens chihuahua-hund? Dét nummer er også ret kort, og så kommer det tredje nummer, hvor melodien er fængende og marimbaen meget fremtrædende, og igen virker teksten vildt fabulerende og formentlig morsom.

Du får ikke tid til at tænke længere, for tempoet bliver højere og stemningen mere rocket i næste nummer for derefter i det næste igen at slå over i en smuk piano-ballade. Og sådan bliver pladen bare ved med at skabe nye billeder og stemninger med en rå stemme og besynderlige og smukke melodier og instrumenteringer, mens Jimmy griner smørret. Jimmy var den mest velbefarne i den alternative rock, mens vi andre i slænget var mere til pop og jazz.

Det lyder som en efterrationalisering, men det var sådan, at lige den eftermiddag blev jeg klar over (for ja, det er sgu da mig selv, jeg taler om), at mig og Tom Waits; Vi ville blive et godt makkerpar.

Det var mandens syvende album, ’Swordfishtrombones’ fra 1983, som vi hørte den dag, og du (ja, nu er det dig, jeg mener) ved måske allerede som oplyst kulturforbruger, at det regnes for at være et slags nybrud i Tom Waits’ karriere. Inden da havde han ofte optrådt i rollen som den whiskyglade barpianist, der tryllede gode sange ud ad ærmet, mens hans stemme blev mere og mere rusten.

Læs hele artiklen med Euroman Premium
Allerede medlem. Log ind her
Bliv medlem, og få fuld adgang til hele EUROMAN.dk for 49 kr./md
Læs mere om Euroman Premium Euroman Premium