Brætspil
Foto: Ritzau Scanpix, Getty Images, iStock, PR

Christian Fuhlendorff guider dig til en verden af orker, aliens og dystopiske fremtidsforestillinger

00'erne var nørdernes årti, men vi er langtfra færdige. Du kan lige så godt overgive dig sammen med Christian Fuhlendorff.

Det begyndte, da Christian Fuhlendorff fandt en gammel kasse hos sine forældre. På den havde han som 12-årig skrevet ’Stemmernes tårn’, navnet på en rollespilsverden han selv havde opfundet.

”Det var fyldt med kort over dungeons, landkort, personbeskrivelser, terninger og selvfølgelig regelbøgerne,” siger den voksne Christian og lyder lidt som den 12-årige dreng, der engang opfandt en verden og puttede den i en kasse.

Som barn var Christian Fuhlendorff dybt optaget af Dungeons and Dragons, alle rollespils moder, hvor en spilmester, en dungeon master om du vil, opfinder en verden, som de andre spillere derefter navigerer i.

De har alle fået karakterer med forskellige styrker og svagheder, og i pressede situationer må de ty til terningerne for at se, om planen lykkes, om slaget rammer modstanderen, eller om de selv bliver slået.

Dér, i barndomshjemmets loftrum, blev komikeren trukket tilbage til samværet rundt om et bord med simple tegninger og otteformede terninger. Tilbage til en tid, da ingen ønskede fjerne bekendte tillykke med fødselsdagen med en gif og ’<3’.

Kort tid efter var kassen blevet til et program på Radio24syv. Mere eller mindre kendte danskere blev inviteret ind i studiet, Fuhlendorff var spilmester, og gæsterne måtte beslutte, om de ville flygte eller hugge hovedet af en goblin.

Og så skete det underlige: Christian Fuhlendorff fik ingen klager fra lytterne. Ikke en eneste.

”Normalt plejer danskerne at være gode til at sige, når man har lavet noget lort. Men det har der ikke været noget af. Til gengæld har jeg fået 100 beskeder fra folk, der syntes, det var sjovt at lytte til, og som nu selv er begyndt at spille med deres børn og deres gamle klassekammerater.”

Denne vinter søsætter Fuhlendorff en podcast for egen regning, hvor han i stedet for at tage udgangspunkt i en 12-årig drengs skitser har brugt to måneder på at lave en helt ny verden. Han har opfundet religioner, missioner, karakterer og landskaber, og den fiktive verden er blevet så stor, at det vil tage cirka tre år for hans hold af faste rollespillere at komme hele vejen igennem.

”Vi er allerede begyndt at spille. Vi er et lille hold, og nogle gange vil vi have en gæstespiller med. Planen er at lave et afsnit hver uge, indtil vi til sidst når level 20.”

Der sidder de så, fire-seks voksne mennesker og diskuterer, hvordan de bedst besejrer en troldmand.

”Vi kan sidde helt intenst, når en spiller skal slå 17, og så er der jubel, hvis det lykkes. Det er skide skægt, for der er også de der øjeblikke, hvor det går op for os, at vi bare sidder og kigger på et papir, hvor jeg har tegnet en grotte.”

For Fuhlendorff handler det om noget, der gik tabt et sted på vejen fra 80’erne til 10’erne. Det handler om at være sammen. I lang tid. I samme rum. Og at lege. Reaktionerne fra lyttere bekræfter ham i, at han ikke er alene.

”Lige nu står jeg og ser på nogle figurer, jeg har købt over nettet, og der kan jeg da godt tænke, det er sgu da nogle underlige penge at bruge, men der er et eller andet ved det.”

Programmet på Radio24syv hed ’Stemmernes tårn’. Det nye program hedder ‘Stemmernes tårn The Podcast’, og de første programmer ligger allerede der, hvor du normalt henter dine podcasts. Og med dem en opfordring til lade terningerne rulle.

”Det er jo let. Gå på YouTube, skriv D&D. Der ligger hundredevis af videoer med introduktioner til verdener og alt muligt andet. På Facebook flyder det også med grupper. Og så er det jo også en god undskyldning for at stikke hånden ud til gamle folkeskole-venner. Alle mennesker går til yoga i dag, det er tid til at prøve noget nyt. Og grin for helvede. Der er ikke noget rigtigt og forkert.”

iStock-152404923.jpg

Faraos Cigarer anbefaler

I nørdernes mekka, Faraos Cigarer, får de 700 nye brætspil om året. Så ja, Trivial Pursuit er ok, men hvis du er klar, ligger der en helt ny verden på bordet og venter.

Pandemic Legacy

Der er to store trends inden for brætspil. Den ene er samarbejdsspil. Den anden er de såkaldte legacy-spil. Pandemic Legacy er begge dele. Og utroligt populært.

”Fælles for samarbejdsspil er, at man vinder og taber sammen. Man spiller imod spillet. Kunsten er at samarbejde, og hvis man ikke kan det, taber man. Det handler om at koordinere og have det sjovt,” siger Morten Greis Petersen, afdelingschef i Faraos Cigarer. I Pandemic er man et hold af specialister, der sammen skal bekæmpe en sygdom.

Spillet har været populært nogle år. I den relativt nye Legacy-version, bliver spillet lige taget ét skridt
videre.

Gloomhaven

I et Legacy-spil har dine valg en konsekvens for alle fremtidige spil. Kort rives i stykker, du sætter klistermærker på brættet eller åbner op for forseglede rum.

Et af de største og mest roste Legacy-spil er Gloomhaven.

”Gloomhaven er et forsøg på at lave et brætspil a la Dungeons and Dragons. Det vejer cirka 10 kilo, for der er et hav af forseglede æsker og lukkede rum. Man følger en flok eventyrere, som går ned i Dungeons og banker monstre, og hver karakter har sin egen historie, som er koblet op på en større historie.”  

Helt konkret spilles Legacy-spil som Gloomhaven ved, at man spiller et kapitel ad gangen. Det tager cirka en times tid. Næste gang man mødes, pakkes spillet så sirligt ud igen, og eventyret fortsætter.

Nye spillere kan komme til, men ifølge Morten Greis Petersen er det absolut fedest at holde fast i samme hold.

The Mind

”En af årets små perler er The Mind. Et kortspil, hvor man skal prøve at spille sammen uden at snakke. Hver spiller har noget på hånden, du skal bare finde ud af at spille det i den rigtige orden. Man skal ligesom komme i sync. Det er faktisk en ret sjov oplevelse, når man opnår en form for fælles indre ur.”

Geek Out

”Noget af det, vi godt kan lide her i Faraos, er Geek Out. Man sætter spørgsmål på auktion og prøver at overbyde hinanden med viden om diverse popkultur. Der er et socialt strategisk element med, og man kan forsøge at lokke sine modspillere til at overbyde. Det er ret sjovt.”

Million Dollars, But ...

Et klassisk selskabsspil, hvor en række kort har sjove bud på, hvad man ville – eller ikke ville – gøre for en million dollars.

”Det er ret charmerende, ret fjollet og festligt,” siger Morten Greis Petersen.