Jeg mener selv, at jeg er blevet mere udadvendt de seneste år. Da jeg var 16 år, var jeg rigtig god til at holde mig til mit håndboldhold og min folkeskoleklasse. Jeg er kommet lidt ud af osteklokken nu.
Det har hjulpet meget, at jeg er blevet runner på Madklubben. Det er det første sted, hvor jeg har haft kolleger, som er på alder med mig. Jeg har haft andre jobs, siden jeg afsluttede gymnasiet for to år siden, rengøring og digital assistent på Gyldendal, men der sad man ligesom bare og gjorde sin ting. På Madklubben er man del af et hold.
Jeg begyndte til håndbold, fordi min far gerne ville have mig ud af huset. Det faldt lidt fra hinanden. Min far gik til crossfit, og så aftalte vi, at hvis jeg begyndte der, fik jeg lov til at stoppe til håndbold. Crossfit er en måde at lege på i dagligdagen, som hjælper mig med at slappe af. Jeg er også begyndt at arbejde som træner i Crossfit Copenhagen. Man skal have gået til det i 150 timer, og så er der et kursus og en eksamen. Jeg bestod som 18-årig. Som den yngste.
Mine to bedsteforældre døde for nylig. Min morfar af en hjernesvulst og min farmors mand af kræft i tungen. Det gik meget hurtigt. Jeg har haft et lidt begrænset forhold til dem. Min morfar talte hebræisk - min mor er israeler - og jeg er ikke skrap til det, så jeg har ikke kunnet tale så godt med ham. Jeg ved, at han var utroligt klog, og jeg ville gerne have lært ham bedre at kende. Det har fået mig til at tænke over, at man skal være tæt på dem, man elsker.
Jeg har flere gange smagt risotto i håb om, at jeg en dag kan lide det. Men det sker aldrig. Jeg kan ikke lide ost, og det er jo egentlig bare ris med ost.
På min første skitur følte jeg mig udødelig. Jeg kunne ikke stå på ski overhovedet, men jeg kastede mig ud på bakkerne. På den næste tur blev jeg overmodig, og så brækkede jeg et kraveben. Det har lært mig, at man ikke bare kan springe ud i det. Man bliver nødt til at have lidt respekt.
Jeg føler nok, at jo ældre venskaber er, jo lettere er det at holde fast i dem. Jeg har venner, jeg har kendt siden børnehaven, og vi har selvfølgelig udviklet os i forskellige retninger, men det er lettere at holde kontakt, fordi vi kender hinanden så godt. Der er venner fra gymnasiet, som jeg troede, jeg var virkelig gode venner med, men så bliver det kompliceret, når man ikke ses hver dag. Så går der en måned, to måneder, tre måneder, og så bliver det pludselig mærkeligt at skrive.
Jeg har ikke haft et længere parforhold, men det er da noget, jeg gerne vil. Det, jeg har lært om piger, er nok, at der er forfærdelig stor forskel på drenge og piger, men hvis man behandler dem på en måde, som man også behandler sine mandevenner, så tror jeg nok, at man kan komme lidt tættere på dem. Hvis man viser en mere ægte side af sig selv, tror jeg, man kommer længere, end hvis man prøver at ændre på sig selv.
Der har været nogle piger, hvor ting kunne være gået anderledes, og så havde jeg måske siddet her i dag og sagt: ’Ja, jeg har en kæreste, hun er vildt sød.’
Mine to sabbatår efter gymnasiet har været hårde. Det er jo de år, hvor man skal finde ud af, hvad man vil, og det har jeg bakset meget med. Jeg er lidt en altmuligmand. Men mit valg er nu endelig faldet på biologi, som jeg håber at begynde på efter sommerferien.
Jeg har nok haft en mangel på fokus. Jeg spiller lidt bas, men jeg er ikke rigtig musiker. Jeg kan godt lide computerspil, men jeg er ikke rigtig gamer. Hvis jeg var bedre til at gå i én retning, ville jeg måske være professionel crossfitter nu, men jeg har hellere villet udforske lidt i mange retninger. Jeg har det sådan lidt både og med det, for jeg kunne godt nogle gange ønske mig, at der bare var én ting, som jeg var skidegod til.
Men måske kan jeg en dag sige: ’Jeg er Joel Jacobsen, biolog.’
Joel Jacobsen bor med en kammerat på Frederiksberg. Han er 1.83 centimeter høj. Som teenager skød han hurtigt i vejret og var i en periode tre hoveder højere end alle andre, indtil de langsomt begyndte at overhale ham. I dag har han én ven, som er lavere end ham. Hans plan er at studere biologi fra september 2019.
