Når man arbejder i politiet ved man aldrig, hvad man bliver kaldt ud til. Det er på samme tid det spændende ved jobbet, og det jeg mange gange har følt en smule angstprovokerende.
Jeg husker for eksempel tydeligt, da jeg kom ud til mit første drab. Et drab, jeg først troede var en ulykke. Min kollega og jeg blev kaldt ud til en 31-årig kvinde, som var faldet ud af sit vindue fra 7. sal. Vi ankom til stedet på samme tid som ambulancen, så vi nåede begge at se kvinden. Det var et dybt chokerende syn, vi mødte, som jeg egentligt har forsøgt at fortrænge indtil nu, hvor jeg skriver disse ord.
Kvinden lå med åbne øjne og kiggede op mod mig, mens der kom blod ud af begge hendes ører. Hendes krop var, på en nærmest surrealistisk måde, blevet presset mindre med mødet mod jorden. I et kort øjeblik stoppede jeg op, før jeg skulle i gang med mine arbejdsopgaver. Her begyndte jeg at tænke på, hvem denne kvinde var, før hun faldt, og at hun for nogle minutter siden havde været sprællevende. Jeg fik faktisk en underlig kvalmende fornemmelse i maven, for jeg havde aldrig rigtig set sådan et fald før og var ikke helt klar over, hvordan jeg skulle takle det.
Men som man gør i politiet, forsøger man at slukke for sine følelser og begynde med arbejdet. Det samme gjorde jeg. Imens jeg stod tæt ved liget og kaldte i radio om ulykkens omfang, kom en mand med helt opspilede øjne hen til mig og forsøgte at hviske noget i mit øre. Først irriterede han mig, da jeg troede, han var en sindsforvirret mand. Men det lykkedes ham at sige: ”Det var ikke et uheld, hun blev skubbet ud af vinduet”.
Så fik han min opmærksomhed, selvom jeg var skeptisk. For hvem kan finde på at skubbe et andet menneske ud fra 7. sal? Manden viste sig at være helt fornuftig og et fremragende vidne. Han boede i den samme opgang som kvinden og havde overværet et stort skænderi lige udenfor opgangen mellem kvinden og hendes jævnaldrende kæreste. Kæresten havde været jaloux, fordi han mente, hun havde fundet en anden.
Lejligheden bar præg af et voldsomt skænderi, og da mine kolleger kort efter fik fanget kæresten, stod det klart, at der var tale om et drab. Det var en frygtelig tragisk sag, hvor det eneste positive var, at selve opklaringen lå lige til højrebenet.
Kæresten passede godt til den typiske profil af en morder, for i de fleste tilfælde begås drabet af en person, som står den dræbte nær. De såkaldt nærdrab. I sådanne sager starter politiets profileringsarbejde i en cirkel indefra og bevæger os ud, når de leder efter gerningsmanden. De kigger altså først på ofrets nærmeste, på kæresten eller ægtefællen og bevæger sig så længere og længere ud, indtil gerningsmanden er fundet. Ved at snakke med folk i bekendtskabskredsen, får politiet ofte et lille vink om, hvem gerningsmanden kan være. For det meste er der altid en, der ved et eller andet eller har en mistanke.
Men ved fjerndrab, hvor gerningsmanden ikke kender sit offer, foregår profileringsarbejdet på en noget anden måde. Disse drab er væsentligt sværere at opklare, så her bliver vi som efterforskere nødt til at tænke lidt mere ud af boksen, være kreative, fantasifulde og trække mere på politiets statistiksystemer.
I drabssager bliver alt registreret minutiøst på en standardiseret måde i politiets computersystem, så oplysningerne kan bruges af alle landets politikredse. Det vigtige her er gerningsmandens Modus Operandi, blot kaldt modus blandt betjente, som er latin for ”måde at arbejde på”. Her bliver drabsmandens fremgangsmåde nøje beskrevet. Bruger han f.eks. reb, eller har han skåret i liget på en bestemt måde.
Dansk politi har dermed et digitalt profileringsredsskab, som samler folks modus. Men efterforskernes egen profilering af gerningsmændene er også et vigtigt redskab til at opklare et drab. I dansk politi er man egentligt ikke meget for at kalde det profilering, da det får en amerikansk clairvoyance følelse over sig. Men uanset hvad man kalder det, så går efterforskerne på baggrund af deres erfaringer efter den sandsynlige gerningsmand.
I Danmark har man bevidst valgt ikke at gøre som i f.eks. USA, hvor et hold af eksperter i overført betydning tegner et billede af den mulige gerningsmand. Ud fra spor på gerningsstedet, obduktion af liget samt gerningsmandens modus, kommer efterforskerne i USA med forslag til, hvilken type gerningsmanden er, hvordan væremåden er, og hvorfor han begår forbrydelserne.
Det er som oftest et godt gennemarbejdet stykke arbejde, de amerikanske profileringseksperter gør, men der er bare et stort problem, som politiet ikke kan leve med i Danmark. Flere undersøgelser peger nemlig på, at disse profileringer kun holder stik i 80% af tilfældene. I de resterende 20% peger profileringen på en person, som ikke svarer til gerningsmanden. Den relativt store fejlmargen er ikke acceptabel herhjemme. Når jeg snakkede med mine kolleger over frokostbordet, blev vi altid enige om, at det var langt bedre, at én skyldig gik fri, end at én uskyldig blev dømt. Denne holdning er formentligt en af grundene til, at man heldigvis ikke ser så mange justitsmord i Danmark som i f.eks. USA.
Men den amerikanske version kan noget, hvilket også har fået dansk politi til at lade sig inspirere. Jeg ved, at der i en 10-årig periode under Rejseholdet fandtes en gerningsmandsprofileringsgruppe, som bestod af en efterforsker, en psykiater, en retsmediciner, en kriminaltekniker og en statistiker. Alle med særlige kompetencer, som tilsammen kunne skabe en helstøbt gerningsmandsprofil. Denne gruppe, som jeg vil have elsket at være en del af, hjalp med opklaringen af flere højtprofilerede drabssager.
Men som statistikken også fortæller, så er der også flere eksempler på, at gerningsmandsprofilerne har peget i den forkerte retning her i Danmark, som i for eksempel den tragiske sag, hvor den seksårige Joachim Gisle Larsson blev forsøgt sexkrænket af en sindsforvirret mand og efterfølgende dræbt i en lille by nær Randers. Her passede gerningsmanden ikke til den profil efterforskerne ledte efter hos en sexforbryder. Dette var medvirkende til, at efterforskerne til at starte med ikke pågreb gerningsmanden, selvom de havde fået ham udpeget. Han nåede dermed at begå nye grove overgreb, før han blev fanget.
Jeg ved, at man i dansk politi i dag forsøger at undgå at være for forudindtaget, når man går ind i en drabssag. Rigspolitiets gerningsmandsprofileringsgruppe eksisterer heller ikke længere, blandt andet pga. fejlmargenen.
Fjerndrab kan være svære at opklare, men efterforskerne giver aldrig op. Disse drab skal også opklares. Jeg har altid selv følt et stort ansvar overfor de pårørende. Alle har krav på at få skabt klarhed over hændelsesforløbet og få afsluttet sagen, så det er muligt at få sat et endegyldigt punktum.
LÆS OGSÅ: Krimi-klumme: ”Jeg kunne se en masse blod, men ingen personer”
