Vi har besøgt verdens yngste land, hvor kaos hersker, og håbet forsvinder

DET RØDE STØV giver hovedstaden Juba et rustent skær, og den fugtige afrikanske varme tvinger mine hastige skridt ned i lokalt tempo. Selvom byen virker nedslidt og sløv, får jeg at vide, at her skal man altid være på vagt. ”Toronto Boys are everywhere,” fortæller Emmanuel, der er lokal, men arbejder for en international NGO. Han beder mig om at stikke mobilen i lommen. Sikkerhedsstyrkerne er også over det hele, og de bliver fuldstændig hysteriske, hvis man tager billeder af dem. Om natten er det endnu farligere, og når lyset i gaderne bliver slukket, strejfer de såkaldte nigars (en lokal udgave af N-ordet) rundt med macheter og leder efter forsvarsløse ofre.

Velkommen til Sydsudan. Jeg er rejst hertil for at hjælpe lokale NGO-arbejdere med at håndtere sikkerheden. I Sydsudan er vold, korruption og kriminalitet en livsbetingelse, men som med så meget andet bliver selv det til hverdag.

I Sydsudan er man stolt af at være verdens yngste land. Landet blev grundlagt i 2011, da det rev sig fri fra Sudan. Når man spørger til landets alder, et af de få nationale adelsmærker, lokalbefolkningen kan pryde sig af, stivner smilet dog en anelse. Titlen som verdens yngste er land nemlig truet af den lille Stillehavs-ø Bougainville, der er på vej til at opnå uafhængighed fra Papua Ny Guinea inden for et par år. Mister Sydsudan denne titel, hvad har man så?

Nødhjælpsarbejderne

Den typiske nødhjælpsarbejder i Sydsudan er lokal, og på grund af at der er gode ansættelsesforhold i internationale organisationer, er lønnen her sikret hver måned. Det gør, at nødhjælpsarbejdere tilhører nogle af de bedre stillede lag i samfundet.

Martin Tamm Andersen

(f. 1980) Opvokset i Charlottenlund. Har været 18 år i det danske militær og har været udsendt til Kosovo, Afghanistan og to gange i Irak. Forlod forsvaret i 2017 med rang af kaptajn. Har arbejdet som sikkerhedsrådgiver for forskellige NGO’er og journalister og har været konsulent på flere film- og serieproduktioner herunder ’Krigen’ og ’Herrens veje’. Er desuden dokumentarist og står blandt andet bag ’Fjendeland’, hvor han i 2018 sammen med journalist Nagieb Khaja rejste til Afghanistan for at møde Taleban. De to arbejder nu igen sammen på en ny dokumentar.

MENS VI KØRER igennem Juba, lægger jeg mærke til de ekstreme kontraster, der udspiller sig i gaderne. To unge drenge i hullede fodboldtrøjer står i vejkanten og vasker en fabriksny Toyota Land Cruiser – en bil til omkring en million kroner – og hyrder driver geder forbi det femstjernede og befæstede Pyramid Hotel. Vi kører ind i regeringskvarteret, hvor de enorme villaer og regeringsbygninger ligger i læ bag mure fulde af skudhuller.

I en fattig bydel trækker nogle teenagedrenge en snor over den hullede og mudrede grusvej. Emmanuel griner lidt, nok for at berolige mig, men latteren er så krampagtig, at det har den modsatte effekt. Drengene mener, at de har fortjent lidt penge for at lade os passere, da de har fyldt et af de store huller i vejen med skrald. Det er svært at vurdere værdien af deres arbejde, da det flyder med affald overalt imellem de små skure med bliktag. Emmanuel ruller vinduet ned og skynder sig at række dem nogle kontanter. Lugten af brændt skrald rammer mig. Den er den samme overalt i verden.

Festen var ellers stor, da det kristne Sydsudan i 2011 løsrev sig fra det overvejende muslimske Sudan. Den religiøse splittelse er dog til at overse, og vendingerne salaam aleikum og insha Allah er stadig helt normale i en befolkning, der tæller 64 forskellige stammer og sprog. Selvstændigheden var en samlende faktor, og det frodige land kunne se mod bedre tider. Men kampen om kontrollen med olien, landets vigtigste ressource, fik i 2013 en blodig borgerkrig til at bryde ud. Krigen har kostet op mod 400.000 menneskeliv og har resulteret i, at der nu er mere end fire millioner flygtninge og internt fordrevne i Sydsudan, hvilket svarer til en tredjedel af befolkningen. Hvad gik galt?

BILLEDER AF PRÆSIDENT Salva Kiir Mayardit hænger overalt i Sydsudan. I venteværelser, på kontorer og i restauranter. Salva Kiir Mayardit er nem at genkende på sin ikoniske Stetson, som han aldrig ses med uden. Den sorte cowboyhat fik Mayardit af USA’s daværende præsident George Bush, da han som nyudnævnt commander-in-chief for den sydsudanesiske oprørshær Sudan People’s Liberation Movement (SPLM) besøgte Det Hvide Hus i Washington DC i 2006.

Vi kører forbi den amerikanske ambassade i Juba. Den er solidt befæstet, men Emmanuel fortæller, at amerikanerne har trukket en stor del af deres støtte til landet tilbage. Sidste søm i Sydsudans kiste var en i forvejen skrøbelig våbenhvile, der faldt sammen i 2016. Kampene raserede store dele af hovedstaden, flere lokale og udenlandske nødhjælpsarbejdere blev massevoldtaget af regeringshæren, og journalister blev myrdet. Skandalen var komplet, da FN’s fredsbevarende styrker i landet tøvede med at rykke ud for at undsætte den civilbefolkning, som de var sat i verden for at beskytte.

Oliekoncessionerne har Kina for længst sat sig på, så det forklarer måske også Sydsudans kølnede forhold til USA. Men selv Kina, der har investeret milliarder og eksperimenteret med at sende fredsbevarende FN-soldater til landet, virker til at være ved at have fået nok af den manglende stabilitet. Det er simpelthen for omkostningstungt og risikabelt at være til stede i Sydsudan. Langt nemmere er det at lukke øjnene og lade landet sejle i sin egen korrumperede sø.

VICEPRÆSIDENT RIEK MACHARS fortænder med deres karakteristiske mellemrum er næsten lige så ikoniske som Salva Kiir Mayardits cowboyhat. Borgerkrigen i Sydsudan er i hovedtræk blevet udkæmpet af disse to politiske karakterer. Salva Kiir Mayardit er fra Dinka-stammen i den sydlige del af landet, Riek Machar er fra Nuer-stammen i nord.

Mayardit og Machar kommer fra hver sin landsdel, men de har altid været motiveret af det samme: magt. Og den eneste grund til, at de indgik en ny fredsaftale i 2018, var for at fastholde de respektive positioner, som de to mænd, gennem udgydelser af andres blod, har tilkæmpet sig.

Selvom der i de senere år har været relativ fred i landet, er der stadig stammebaserede oprørsgrupper, der fortsætter kampen. De vil også have en bid af den politiske og økonomiske kage, Mayardit og Marchar har delt imellem sig. Min ven Emmanuel er skuffet over situationen: Som alle andre troede han, at fredsaftalen ville betyde stabilitet og opsving, men i stedet er nærmest det modsatte tilfældet. Politiske reformer og en omstrukturering af sikkerhedsstyrkerne er en forudsætning for, at civile kan føle sig sikre i et dybt traumatiseret land, hvor alle kan fortælle historier om overgreb begået af de væbnede fraktioner. Men der er hverken penge eller politisk vilje til at løse problemerne.

Klimaet i Sydsudan

Sydsudan har fra naturens side ret gode betingelser for at klare sig godt. Frodige landskaber med en jord, der er ideel til landbrug og med massive oliereserver, men borgerkrigen, de efterfølgende konflikter og den generelle ustabilitet har gjort det svært at udnytte, da ingen har lyst til at investere i så usikker en fremtid.

DE SENESTE MÅNEDER er forholdene i landet blevet endnu værre. I Sydsudan kan man overleve, for hvad der svarer til omtrent 100 amerikanske dollars om måneden, men menige soldater og politifolk får kun en løn på omkring 20 dollars. Siden nytår har ingen i hæren eller i politiet dog fået løn overhovedet. Det har betydet, at den omfattende hverdagskorruption er eksploderet. Trafikpolitiet afkræver penge, retssystemet fungerer kun, hvis man kan betale, og politi og soldater tager på røvertogter i landsbyerne om natten for at overleve. Der drives rovdrift på civilbefolkningen, og kriminaliteten udøves nu i lige så høj grad af dem, der burde forhindre den.

Jeg møder en major fra den sydsudanesiske hær, der er yderst velunderrettet om situationen i Ukraine. Han spørger også om sikkerhedssituationen i Danmark, og jeg forsøger at tale prisstigninger og inflation lidt op for at imødekomme ham. Han nikker og smiler. I Sydsudan er benzin- og gaspriserne tredoblet, siden krigen i Ukraine brød ud.

Der er ellers masser af olie i Sydsudan. Produktionen er høj, kun 10 procent af landets olieressourcer bliver udnyttet, men Sydsudan har svært ved at tjene penge på det. Usikkerheden i landet gør, at investorerne er tilbageholdende med at udvide produktionen, og så er olien generelt af lav kvalitet. Eksporten er fuldstændig afhængig af de rørledninger, der går igennem storebror Sudan, og det tager de sig godt betalt for. Olien er allerede solgt frem til 2027, men pengene er brugt; de er gået til at betale af på Sydsudans enorme gæld, og det er meget svært at se, hvor nye penge skal komme fra. Når først den gennemgribende korruption bider sig fast i et land, som den har gjort i Sydsudan, så bliver det svært at vende tilbage. Og det ser ud til kun at blive værre.

”Look, look, Toronto Boys!” siger min chauffør, Benjamin, ivrigt. En lille, kinesisk motorcykel med to unge mænd suser forbi. Benjamin forklarer, at man kan genkende Toronto Boys på, at deres motorcykler ikke har nummerplader, og at styret er bøjet indad, så de bedre kan manøvrere mellem bilerne. Toronto Boys er et udbredt fænomen i Juba. Banden har perfektioneret kunsten at snuppe mobiltelefoner og tasker ud af hænderne på folk, imens de ræser igennem trafikken på deres tunede motorcykler.

Oprindeligt hang de ud foran Toronto Hotel i centrum af byen, deraf navnet. I 2020 blev der gjort et ihærdigt forsøg på at sætte dem ud af spillet. Over 300 medlemmer af den løst organiserede bande blev fængslet, men de er allerede tilbage ved fordums styrke og har mere eller mindre frit spil.

Toronto Boys er dog den mindste bekymring i Jubas underverden af kriminelle, forklarer en anden gut, jeg møder, der også hedder Emmanuel. Langt værre er det med tilgangen af sofistikerede kriminelle, der vender hjem fra Vesten. Kriminelle sydsudanesere, der er blevet dømt og deporteret fra vestlige lande, bliver nemlig løsladt, når de kommer retur til Sydsudan. Og de ting, de har lært som flygtninge på randen af samfundet i Vesten, er langt mere avancerede, end hvad Toronto Boys er i stand til. Flere, jeg møder, fortæller om scenarier, hvor de kriminelle fusker med afbetalinger på alt fra møbler og biler til nødhjælp, og om hvordan gerningsmænd snyder sig indenfor i folks private hjem som repræsentanter for legitime forretninger og derefter tømmer hjemmet med en trukket pistol.

Rejsen til Sydsudan

Hvis man skal opholde sig i Sydsudan, skal man bruge et visum, hvor en sponsors kontaktoplysninger skal opgives. Det kan både være en privatperson eller en organisation, som kan vouche for ens formål med turen. For Martin Tamm Andersens vedkommende var det at hjælpe en lokal NGO med sikkerhedsforanstaltninger, som der i høj grad er brug for i et land, hvor selv godtgørende formål udnyttes kriminelt. Det er desuden et krav, at man er vaccineret mod gul feber, og derudover er det en god idé at have de klassiske vaccinationer mod kolera og tyfus, som man ofte skal have, når man rejser til Afrika. Selvom Martin Tamm Andersen i Sydsudan så folk gå rundt med T-shirts med teksten ’Covid is real’, så er det ikke noget, der får meget opmærksomhed. ”Det er, som om de har større problemer end det,” siger han.

JEG TILBRINGER EN aften med 15 lokale i alle aldre, der insisterer på, at alle skal spille en sang fra deres egen region og lære de andre deres lokale måde at danse på. I Sydsudan danser man, når det skal være festligt. Hele selskabet er flade af grin, da en fyr ved navn John danser med armene strakt over hovedet, imens han støder hurtigt med underlivet. Som det naturligste i verden danser alle med. På trods af den dødelige alvor, dette samfund står midt i, griner de fleste, jeg møder, hjerteligt af selv de mindste morsomheder. Latteren lader til at være en af få måder, tankerne kan flyttes væk fra mismodet. Måske er latteren en af de få ting, hele befolkningen har tilfælles?

Jeg møder nødhjælpsarbejderen Rita, der arbejder for en hollandsk NGO. Hun fortæller, at hun blev taget som gidsel på sit tidligere arbejde, og at hun er blevet forfulgt af motorcykler, når hun har været i banken. Det er ikke meget mere end en måned siden, at tre nødhjælpsorganisationer blev røvet for en hel måneds økonomi. De finansansvarlige for organisationerne var sammen taget i banken for at hente penge, og på vej tilbage skar to biler fyldt af bevæbnede røvere dem af, fortæller Rita.

Medarbejderne i de store NGO’er lever livet farligt i Sydsudan. Under mit ophold i landet bliver to lokale nødhjælpsarbejdere fra den internationale organisation Oxfam Ibis dræbt i byen Bor, og siden nytår har der været mindst 35 sager rundt omkring i landet, hvor ansatte i nødhjælpsorganisationer er blevet truet eller udsat for vold. Men selvom Rita taler godt engelsk og har en universitetsuddannelse fra England, afviser hun idéen om at tage væk. Sydsudan er hendes hjem.

DET ER IKKE KUN i hovedstaden Juba, at der hersker lovløse tilstande. Jeg taler med en gruppe lokale nødhjælpsarbejdere, der arbejder for fred og forsoning i provinserne. Ude på landet bliver problemerne dog ikke skabt af avancerede kriminelle, men består i stedet af lokale konflikter mellem de mange stammer og forskellige kulturer. Da det også er regntid, er store dele af landet oversvømmet, hvilket tvinger folk til at flytte.

Det er slemt i år. Vejret skaber endnu flere internt fordrevne og kvægavlerne rykker sig mod landbrugsområderne for at finde føde. I en befolkning, hvor mange er bevæbnede og mistilliden stor, skaber det blodige sammenstød.

Jeg lærer også et nyt, særligt fænomen at kende: børnebortførelser. Flere traditionelle kvægavlerstammer i landet lider angiveligt af en faldende evne til at få børn. De er ofte analfabeter og lever på gammeldags vis, afskåret fra resten af samfundet. Fordi de tilsyneladende ikke kan få børn, mangler de arvinger til deres store kvægflokke. Løsningen? At stjæle børn fra andre stammer. Det skaber frygt, men det skaber også en lukrativ industri, der langsomt spreder sig til de mere organiserede kriminelle, som for længst har luret, at der er gode penge i at sælge børn til kvægavlerne.

Ingen stoler på nogen i Sydsudan. Ingen stoler på myndighederne eller på politiet. Alene det at vise tillid til sine naboer er svært for lokalbefolkningen, fordi sænkede parader nemt bliver tolket som svaghed. Og svaghed kan udnyttes.

Den Hvide Nil går hele vejen fra Uganda til Middelhavet, og den løber som en pulsåre igennem Sydsudan. Vandet giver liv til landet og flyder roligt igennem Juba. Da jeg sidder ved dens bred, får jeg endelig pusten igen. En færge er forlist midt i floden. Halvdelen af en enorm, rusten båd stikker op af vandet og danner på mange måder et perfekt billede af Sydsudans tilstand. Båden sidder fast, langsomt bliver den nedbrudt, og ingen har kræfterne til at fjerne den.