”Den begynder da at se lidt pænere ud. Væsken er begyndt at trække væk.”
Fire opspilede øjne fæstner sig på Erik Sviatchenkos højre fod, der dingler for enden af briksen i fys-rummet på FC Midtjyllands træningsanlæg i Ikast. I den seneste kamp sparkede han med fuld kraft direkte op i en Randers-spillers ueftergivende metalknopper. Resultatet var en flænset fodboldstøvle og indeni noget, der nu, fire dage senere, hvor den sorte tape nænsomt hives af, ligner en blå-lilla pude, der dækker ydersiden af foden fra anklen op på vristen.
”Lad os tage det helt af og se, hvordan den ser ud.”
Fysioterapeut Nicklas Falkesgaard trækker pinen langsomt ud. Erik Sviatchenkos mund trækker i takt.
”Han hører også til den pibede del af Superliga-truppen,” smiler Falkesgaard.
”Det første, han gjorde, var at spørge, om den var brækket.” Som om, forstås. Den sidste stempling, Sviatchenko fik, var værre. Den sad højere oppe på foden. Der hvor man rammer bolden, når man sparker. Det er bedre ude på siden som nu. Og umuligt at undgå, når man spiller i midterforsvaret, hvor nærkontakt, dueller og sammenstød er den første og største del af jobbeskrivelsen.
Erik Sviatchenko har løst sine opgaver godt i 2015. Bundsolid midterforsvarer og fungerende anfører for mesterholdet. Da Danmark i september spillede træningskamp mod Frankrig, scorede han landsholdets første mål i hele efteråret. Oven i købet et smukt et af slagsen med selv samme højrefod. Det ligner sæsonen, hvor han endelig bliver solgt til udlandet, som han længe har talt sig selvsikkert hen imod. Sviatchenkos personlige succes er synonym med FC Midtjyllands. Sidste år kulminerede det i klubbens første danske mesterskab.
Hele Herning bruser fremad. Den trodsige købstad, stablet på benene af fattige uldspindere for 150 år siden i den ufrugtbare sandjord, har de senere år forløst sit eget motto: ’Her er alle muligheder åbne.’ Folk flytter til, og driftig industri opstår. Byens store kongres- og messecenter befolker gaderne med mennesker i repræsentantgevandter og plasticskilte om halsen. I udkanten, ved siden af FC Midtjyllands hjemmebane MCH Arena, afvikler Danmarks første multiarena, Jyske Bank Boxen, skridsikkert det ene show efter det andet. Boxen er herningensere og midtjyder generelt stolte af, og selvfølgelig skulle Det Internationale Melodi Grand Prix 2014 også have været afviklet her. Men når det skulle være, var københavnernes gigantiske budgetskred en sødetablet nok så rar.
I årevis prøvede man ihærdigt at blive startby for Tour de France i hundredåret for byens købsstadsstatus i 2013. Det lykkedes ikke, men driftigheden var stor nok til at lande det næststørste etapeløb, Giro d’Italia, der i 2012 rullede i gang fra en lyserød løber på torvet. Mere end 200.000 mennesker troppede op i startområdet, og omsætningen rundede 100 mio. kr.
Også FC Midtjylland, der blev stiftet i 1999 som en fusion mellem Herning Fremad og Ikast FS, er i høj grad medvirkende til, at byen for alvor er ved at vriste sig fri af sit bondske selvbillede. Og ingen personificerer det mere end Erik Sviatchenko. Før den største fodboldkamp i byens og klubbens historie, når mægtige S.S.C. Napoli kommer på besøg til topopgør i Europa League, er det vigtigt, at holdets anfører er klar.
”Det er gode tegn, at jeg kan sidde og mose med den sådan her,” siger Nicklas Falkesgaard og skruer to tommelfingre ind i vristen.
”Lige nu er vi i et godt forløb,” siger Sviatchenko fra briksen.
”Jeg har spillet mange kampe i træk og er ikke træt i musklerne. Vi har fundet formlen.”Hans fysik er generelt stærk. Han har haft nogle alvorligeskader. Slagskader og vrid, ikke belastningsskader og andre svaghedstegn. Han er traume-ramt, kalder Falkesgaard det.
”Jeg ved godt, at jeg har været en del skadet, men jeg ønsker bare ikke den diskurs,” siger Erik Sviatchenko.
”Det er passé. Jeg vil hellere snakke om, hvordan jeg er kommet styrket tilbage hver gang. Og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg nok skulle komme tilbage.”
Falkesgaard husker det knap så rosenrødt. Han mindes den løbetur ligeud i mormortempo i 2011, som spilleren, i genoptræningen efter en korsbåndsskade, ikke kunne gennemføre, og hvordan han var klar til at smide støvlerne for altid.
”Ja, ja, det er vist rigtigt. Men det er noget, der har gjort mig stærkere.”
Fysioterapeuten lægger en skumring på foden over den værste del af blødningen og fæstner med tape. Resten af kuren lyder på to piller – Ibumetin og Panodil – og en smøring smertedæmpende Voltaren. I dag skal Sviatchenko ikke træne med de andre, kun forskellige løb og bevægelsestræning, primært for at teste fodens holdbarhed og smertetærskel. Og for at spille de nye støvler til. De gamle gik i stykker, da han fik stemplingen mod Randers.
Han stønner højt, da højrefoden glider ned. Tidens fodboldstøvler gøres i kunstlæder og giver sig ikke stort. Til gengæld tager det kun en enkelt træning at spille dem til. Han går ud mod træningsbanerne på sin blålilla fod i de gul- og sortspættede Nike-støvler med et dannebrog oven over navnet Sviatchenko.
I spillertruppen har Erik Sviatchenko fået kælenavnet ’Svampen’. Drilleriet sigter til, at han er begyndt at cykle et kvarter før og efter hver træning og kamp. Det handler om restitution og forberedelse. Om at fjerne kroppens affaldsstoffer. Fra en ekspert havde han opsnappet sammenligningen med at få sæbe ud af en skuresvamp.
Det går meget hurtigere, hvis man klemmer på den, mens man skyller, i stedet for blot at lade vandet drive sæben ud. Man kan selv hjælpe sin krop på vej. Han er stadig den eneste på kondicyklen, kun kælenavnet har holdkammeraterne taget til sig. Det generer ham ikke. Han ved, at han er en udstyrsnørd, og har hele paletten af hjælpemidler. Energiplastre, foamruller, massagebolde med vibrator og senest en Game Ready kuldemaskine til 25.000 kr., der skal hjælpe med hurtigere restitution. Ting, som findes i klubben, men som Erik Sviatchenko også har anskaffet sig for egne penge.
”Glen (Riddersholm, tidligere træner i FCM, red.) sagde:
’Din værste fjende er, når det går meget godt.’ Så er det, at alarmklokkerne skal lyde. Man må aldrig stille sig tilfreds, men hele tiden finde det næste step på vejen. Det langesigte på min masterplan er Premier League. Det er min drøm. Så er der missionen, redskaberne, der skal få mig dertil. Det er at spise sundt, lave mine øvelser, få ordentlig behandling og restitution, gå i seng klokken 23 hver aften. De ting gør, at jeg i sidste ende kommer derop. Det er derfor, jeg spiller fodbold: for at se de udviklingstrin. Nu står jeg på det hidtil højeste niveau – menneskeligt, erfaringsmæssigt, spillemæssigt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan blive bedre. Jeg stræber konstant efter at blive endnu bedre. Og de små bump – gode eller dårlige, små eller store – er det, der får mig igennem til at blive den allerbedste.”
Sådan falder ordene. I én strøm. To minutter inde i samtalen. Øjnene kigger lige frem på modtageren.
For tre år siden efter en periode med lidt for mange bump bankede Erik Sviatchenko på hos René Petersen, klubbens mentaltræner. Petersen havde taget kursus i NLP (Neuro Lingvistisk Programmering), der gennem sproglige teknikker søger at målrette tanker og adfærd. Sviatchenko var den første spiller i klubben, der opsøgte ham.
Han havde været igennem en periode med en korsbåndsskade, comeback og et lettere kaotisk transferforløb, hvor han mere end halvt havde takket ja til et gigantisk tilbud fra en ukrainsk klub, men i sidste ende valgte at trække sig. Han savnede stabilitet, ro og kontrol. Det krævede, at han fandt ud af, hvem han selv var, sagde René Petersen. Og hvem han gerne ville være. Sammen ville de finde den bedste udgave af Erik Sviatchenko. De delte tavlen op i gode og dårlige elementer og gik i gang med det mentale gravearbejde. Den første samtale varede tre timer. Tavlen blev fyldt, fotograferet, visket ren og fyldt igen. Bagefter sad René Petersen tilbage. Med egne ord blown away. På tavlen stod der over alt andet: ”Uundgåelig.” Erik Sviatchenko husker det også.
”Jeg sagde til ham: ’Jeg vil gerne være uundgåelig i alt, hvad jeg foretager mig.’ Jeg vil gerne til udlandet, og hvis jeg fortsætter min udvikling, er det uundgåeligt, at jeg bliver solgt. Målet var, at hvis man spurgte folk, hvem der var den bedste midterforsvarer i Superligaen, skulle det prompte svar være Erik Sviatchenko. I dag er jeg ikke i tvivl om, at folk vil sige enten Sviatchenko eller Agger. I øjeblikket Sviatchenko,” tilføjer han ufortyndet.
Vejen til uundgåelighed går gennem øget bevidsthed, statistikker og et computerprogram, der udvælger videoklip med de situa-tioner, spilleren har været involveret i. Forsvarsspilleren sluger det hele, han ser altid klippene igennem, fører noter og sætter sig med en af trænerne for at analysere tal og ord.
”Vi har hjerneforsker, læge, to fysioterapeuter, en mentaltræner, en fysisk træner, angrebs- og forsvarstræner tilknyttet. Det er bare med at udnytte alle ressourcer,”
siger han.
Sammen med René Petersen fandt Erik Sviatchenko frem til, at han skulle være forsvarsspiller med stort F, som han siger. Det er fundamentet. Som samtalerne skred frem, kogtes betydningen ind til essentielle modsætninger som:
’Distributør vs. kreatør’ og ’Følelser vs. fakta’.
”Jeg er ikke kreativ. Jeg skal først og fremmest fordele boldene til medspillerne. Det er den rækkefølge. Identitetsmæssigt fungerer det godt for mig at have den definition. Så jeg ikke tror, at jeg skal alt muligt andet.”
Netop troen skal også i system. Forstået som den anden modsætning, forholdet mellem det målbare og det fornemmede.
Efter to års arbejde havde Erik Sviatchenko fundet sin identitet.
”Siden er jeg gået på banen med det mindset, at det er en ære at forsvare vores mål. Jeg vil vinde alle dueller, fordele alle bolde. Jeg er overhovedet ikke bange for at lave fejl. Spørgsmålet er ikke, om jeg spiller en god kamp, for det er jeg overbevist om, men hvor godt jeg spiller. Hvis jeg skulle se tilbage på Erik som 17-årig og give ham et godt råd, ville jeg sige: ’Start med mentaltræning. Selv om du ikke tror, du har brug for det.’”
Den særegne mentale styrke har været åbenlys for alle omkring Erik Sviatchenko fra første færd. Boldtalentet var set større, men sådan en vilje var sjældent hos så ung en knægt.
Assistenttræner og mangeårig akademitræner Lars Friis havde det på fornemmelsen allerede for seks år siden, da man til en intern video skulle bruge en række spillere fra Superliga-truppen til at fortælle klubbens nye akademispillere om, hvad der ventede. Den 18-årige Erik Sviatchenko satte sig til rette foran kameraet, og i afrundede helsætninger udlagde han essensen af livet som professionel fodboldspiller:
”En ting har slået mig: Da jeg blev hentet, skulle jeg præstere. Da jeg blev skadet, skulle jeg præstere igen. For at få forlænget min første kontrakt skulle jeg præstere. Endelig skulle jeg igen præstere for at komme i Superliga-truppen. Men da jeg kom hertil, gik det op for mig, at det hele bare begynder forfra.”
Modsat sine andre teenageramte holdkammerater forstod Erik Sviatchenko at holde en samtale kørende, husker ungdomstræner Svend Graversen. Da den 14-årige dreng flyttede ind på akademiet, tilfaldt forbløffelsen den to år ældre værelseskammerat, landsholdsmålmand Jonas Lössl. Ikke mindst når Sviatchenko kom blæsende ind på værelset, smækkede vinduerne op på vid gab og satte Beatles på anlægget. Han var evigt på jagt efter nye metoder, der kunne forbedre hans spil. Han lavede lyskeøvelser om aftenen, hvor alle andre slappede af.
Men han var også særdeles nysgerrig på folk omkring sig og spurgte oprigtigt ind til deres trivsel og interesser. Han var specielt optaget af mode, hvor han holdt sig opdateret på kanaler fjernt fra den jyske hede og medbragte en klassisk stilet garderobe, der lignede alt andet end noget fra den herskende midtjyske tekstilindustri. Lössl husker tydeligt, hvordan Sviatchenko gennemførte sin stil helt ned til sengetøjet fra Redgreen.
En alvorlig test kom som 16-årig, hvor problemer med lysken holdt ham ude i halvandet år. Først efter to operationer gjorde han comeback. Til andres forbløffelse stærkere end før, men aldrig til sin egen. Sådan har der været hver gang.
”Jeg har skullet gennem mange mentale situationer i min karriere,” siger Erik Sviatchenko.
Mens han taler, fletter historier sig ind fra siden, nogle bliver verfet væk, andre må bare fortælles. På et tidspunkt holder han højre hånd op foran sig og lægger pegefinger over langfinger:
”Nu krydser jeg lige fingrene, så husker jeg det, jeg skal sige,” og fortsætter så, mens hånden med de flettede fingre ivrigt stiger og daler i takt med fortællingen. Efter otte minutter finder han tilbage ad anekdoternes krinkelkroge og hæver igen den krøllede hånd:
”Og det var det, jeg skulle huske med den her,” siger han og slipper fingrene tilbage til deres naturlige position. Vi er nået til det hidtil største bump på vejen.
Det indtraf i december 2014. Efter seks måneders pause efter en ankeloperation var han i oktober endelig kommet tilbage på banen. Undervejs var et meget omtalt skifte til FC København blevet forpurret i 11. time af FC Midtjyllands nye engelske ejer, Matthew Benham. Sviatchenko havde spillet to gode kampe og var klar til at slutte sæsonen med et brag. I stedet smældede det i forlåret, og en fibersprængning sendte ham tilbage på lazarettet i de sidste fem kampe. For egen regning tog han i decemberferien til genoptræning hos en specialist i København, hvor han skulle gennemgå et krævende træningsprogram hver dag i to uger. Det var hårdt, og fremskridtene udeblev.
I hovedstaden boede han hos en anden fodboldspiller og gammel ven fra akademiet. En aften besluttede de to venner at tage en tur i byen. Midt i morskaben faldt vennen og slog sig og måtte på skadestuen. Klokken blev fire om natten, før de var hjemme, og en stikkende hovedpine tvang Erik Sviatchenko til at aflyse morgenens træning. Dagen efter kom kæresten på weekendbesøg. Og da var det, at det ramlede. Siddende i bilen brød han sammen. Han lod tårerne skylle igennem uden modstand. Efter trøst og en kort udredning af gårsdagens hændelser følte han sig klar til at tage på det planlagte besøg hos sin storebror. En regnbyge udsatte imidlertid ankomsttidspunktet ud over det aftale, hvilket pirrede storebroderens punktlighed. Det var nok til at sende Erik Sviatchenko i tovene nok en gang.
”Han spurgte bare, hvorfor vi kom for sent. Og så brød jeg sammen igen. Jeg måtte ud på altanen. Min bror anede jo intet om alt det andet. Jeg kan godt lide at have styr på mine ting, og jeg var kommet til København for at træne. Det var godt nok ferie, men jeg var kommet for at træne, jo,” fortsætter han.
De sidste ord trækkes ud.
”Det var en shaky periode. Skiftet til FCK, der ikke blev til noget. Al den tvivl om, hvorvidt jeg kunne komme tilbage. Jeg var lige kommet tilbage én gang. Jeg blev pludselig i tvivl om mine evner. Jeg tror, det var pga. det fysiske. Jeg er aldrig i tvivl, når jeg har det godt fysisk. Jeg skulle have boet hos min storebror i stedet for. Så var jeg kommet i seng i ordentlig tid og havde trænet. Jeg skulle have vendt det med René (Petersen, mentaltræner, red.) og sagt: ’Hvad er det for en situation, vi står i, hvad skal jeg blive bedre til her?’
Jeg troede, jeg kunne administrere det selv. Det var skelsættende. Det var, som om jeg lige gav slip der. Derfor var det min hårdeste krise. Jeg var sur på alle, på Steinlein (direktør i FC Midtjylland, red.), på Glen (daværende træner, red.) og på de andre spillere. Siden har jeg lært aldrig at gå på kompromis med min plan. Siden har jeg talt den igennem, og så vendte jeg tilbage, og i 2015 har det bare kørt.”
Nok er der byggerod udenfor, men ikke indenfor i den moderne lejlighed. Erik Sviatchenko bor sammen med sin kæreste Anne Rudmose i et akkurat færdigbygget kompleks i udkanten af Herning. For fire måneder siden flyttede parret fra Aarhus, fordi de begge gerne ville være tættere på deres arbejdsplads. De venter en søn til april, har været sammen i 10 år og har kendt hinanden helt siden tiden i fodboldklubben Houlkær IF uden for Viborg omkring årtusindskiftet. Først blev hun veninde med Alexandra Sviatchenko og efter et halbal kæreste med hendes tvillingebror Erik. Anne Rudmose har selv en fodboldkarriere på eliteplan, men som kvinde i Danmark betyder det blot to ugentlige træninger og et fuldtidsjob hos Bestseller i Brande.
Udenfor på den store altan står en ensom gasgrill fra Weber. Indenfor sender to buketter orange og hvide liljer milde dufte ud i det lyse sammenhængende køkken, spisestue og opholdsrum. På sofabordet ligger et par glittede modemagasiner nøjagtig oven på hinanden, og i hvert sit hjørne sætter Philippe Starck og Le Corbusier et stilfuldt, enkelt præg. Omkring det hele logrer den livsglade labrador Muffi, opkaldt efter Frank Hvams hund i ’Klovn’. Når Muffi fælder, knæler dens ejer gerne med det samme og fejer op. Han serverer biscotti og caffe latte fra en Nespresso-maskine og glæder sig over det veldrejede mønster i skummet.
”Jeg træner jo på det her,” smiler han og balancerer koppen uden at ødelægge kreationen.
Ifølge personlighedsmodellen Estimate, som FC Midtjylland anvender til at kortlægge sin spillertrup, er Erik Sviatchenko gul. Det vil sige kreativ, idérig, nysgerrig. Det passer ikke på en typisk forsvarsspiller, der normalt er blå. Kølig, struktureret, disciplineret, kontant og måske lidt kedelig. Nok har FC Midtjylland været Erik Sviatchenkos hjem i de formative år, men andre dybe og meget stærke rødder runder ham i lige så høj grad. Familien er det store referencepunkt. Han taler meget om et jeg, men også meget om et vi.
Særligt faderen, kunstneren Sergei Sviatchenko, er den helt store inspiration. Herfra kommer interessen fra mode, ja, nysgerrigheden i det hele taget. Mange nævner da også familiebaggrunden og opvæksten i kunstnerhjemmet med de ukrainske rødder i Viborg som en væsentlig årsag til den sportslige succes. Blandingen af hårdt
og blødt.
”Den største inspiration er min familie. Herfra har jeg min selvtillid. Min far var aldrig bange for at sige, at han var god. Men han arbejdede også hårdt. Og lyttede til andres mening. Jeg kan også kun tillade mig at sige, at jeg er god, fordi jeg træner hårdt og forbereder mig optimalt hele tiden.”
På væggene hænger faderens abstrakte kunst og fylder Erik Sviatchenko med energi. Som den eneste i søskendeflokken har han overtaget faderens religiøsitet. Han kalder sig russisk-ortodoks og beder tavst en kort taksigelsesbøn hver aften. Han kan også familiehistorien til fingerspidserne. Startende med farfar, en arkitekturprofessor med sanserne rettet mod vest, der gik rundt i Kievs gader som byens bedst klædte mand. Og om faderen, der som dreng lå under dynen og lyttede til vestlig radio og håbede på et stykke med The Beatles. Han fortæller om forældrenes vej til Danmark. Om gallerist Erik Johannesen fra Randers, der tidligt købte og ikke mindst solgte faderens kunst, og som Sergei opkaldte sin søn efter. Og om, hvordan tilfældet og lidt medieomtale hjalp familien til at blive i landet, selv om den danske stat faktisk havde besluttet at udvise dem.
Familien Sviatchenko var let genkendelig i Viborgs gadebillede. Tvillinger i en dobbeltbarnevogn flankeret af en tre år ældre gut med langt, lyst hår og skjorte og slips. Senere fod-padlede børnene gennem gaderne på byens første løbehjul, som farmand havde hjemtaget fra Paris. På skift tog han et af børnene med på forretningsrejser til Berlin, London eller Paris. Erik Sviatchenko husker således at have tilbragt timevis af ventetid på gallerier, mens hele den store kunstverden skyllede ind i det ubevidste barnesind.
Sergei Sviatchenko arbejdede til langt ud på natten i sit atelier på første sal i det store byhus. En gang imellem inviterede han børnene op og spurgte dem indgående om deres syn på frembringelserne. Om morgenen var han oppe i tide til at tjekke, at børnenes skjorter sad, som de skulle, inden de skulle i skole. Erik Sviatchenko husker, hvordan han dumpede en taske med mere fodboldvenlige Kawasaki-sko og en T-shirt ud ad vinduet på husets bagside og snuppede den med på vejen.
I sovjettiden havde Sergei Sviatchenko været en ivrig ishockeyspiller. I Danmark tog han Erik og storebror Philip med på fodboldbanen og sparkede indlæg. Han viste dem VHS-bånd med VM-slutrunder, og Erik Sviatchenko er således formentlig den eneste i FC Midtjylland-truppen, der har hørt om brasilianske Garrincha, der var stjerne i 50’erne og 60’erne. Siden dag ét har Sergei Sviatchenko set alle sønnens kampe, om muligt optaget dem på video og diskuteret dem med ham efterfølgende. De ringer stadig sammen efter hver kamp og gennemgår detaljer og situationer. Selv om Sergei Sviatchenko er mere æstetisk fokuseret og gerne ser flere rush frem ad banen eller elegante nedtagninger, har han også forståelse for forsvarsspillets kyniske karakter.
Alle i FC Midtjylland kender familien Sviatchenko. På akademiet hænger faderens collager på væggene, og da Glen Riddersholm i sommer pludselig stoppede som træner, troppede familien op på hans dørtrin og overrakte et collagebillede med titlen ’All Those Years’.
Erik Sviatchenkos svungne halvlange hår har fulgt ham siden drengeårene. I en sport, der også er en underholdningsindustri, er opmærksomhed en faktor. Det lange hår fanger blikke. Det gør ham ikke til en bedre fodboldspiller, men til en bedre vare. Det har hans far sagt, og Erik Sviatchenko er enig. Han er flittig på Twitter og Instagram og andre virtuelle sociale mødesteder. Det gode spil og den åbne stil lokker på opmærksomhed. I oktober var DR på besøg for at lave ’Kender du typen’.
”I fodbold anno 2015 er der noget, der hedder fodboldspiller og rollemodel. Og når jeg synes, at jeg har noget at bidrage med, vil jeg gerne dele. Når en 15-årig skriver: ’Jeg vil være ligesom dig’, forpligter det. Men jeg er også blevet bedre til at sige nej. Forestil dig Ronaldo. Han har et virvar af folk omkring sig konstant. Vil jeg gerne derhen? Det ved jeg ikke. Men kan vi i lille Danmark skabe en sådan stjerne, så hvorfor ikke mig? Jeg vil gerne prøve det, men det skal komme fra fodbolden.”
Erik Sviatchenko vender alle mediehenvendelser og udtalelser med sin storebror. Sågar ordvalg. De har fravalgt bandeord, selv om nogle synes, at det giver kant. Nogle gange flyver ordene lidt for hurtigt alligevel. Som da han inden den første kamp mod Legia Warszawa delte sin frustration over manglende behandling lidt for rundhåndet med resten af truppen. På samme måde var han i april 2015 lidt for rap på Twitter-tasterne. Som nyslået landsholdsspiller så han fra sofaen Brøndby spille mod F.C. København. En situation mellem Daniel Aggers albue og Mathias Zanka Jørgensens kindben fik ham fluks til at poste et tweet med teksten ”Klart rødt kort”. Den opsnappede Ekstra Bladet lige så fluks og holdt teksten op for Daniel Agger umiddelbart efter kampen.
”Han er åbenbart hurtigere på tasterne, end han er inde på fodboldbanen,” lød det med tomt blik fra landsholdets anfører.
FCM-spilleren slettede hurtigt sit lille pip. Senere forklarede han, at der manglede et spørgsmålstegn, og at det var ment som oplæg til en intern diskussion blandt hans følgere og ikke en konstatering.
På dagen for Napoli-kampen nøjes han med at skrive på Facebook, at han glæder sig, vil gøre sit bedste og håber på elektrisk stemning på tribunerne. Der meldes om udsolgt, hvilket vil sige omkring 10.000.
På kampdage gør han som regel rent i lejligheden. Dog ikke i dag, eftersom rengøringshjælpen kommer i morgen. Han sover længe, står op klokken 10 og laver sit 15 minutter lange daglige program for nedre ryg og lænd, inden han spiser en portion A38 med frugt.
Der er lang tid til kampen. Han kan bedst lide at have noget at lave. I eftermiddag skal han ind til Herning og kigge på en lampe til spisestuen. Muffi skal luftes tre gange, men den ene gang tager overboerne, et pensioneret ægtepar, sig af. Han går i bad og trækker i det koksgrå jakkesæt i god tid, inden han møder ind på stadion klokken 19.
Med en time til kampstart strømmer folk mod indgangene på stadion. I omklædningsrummet under hovedtribunen sidder Sviatchenkos iPhone i docken og afspiller playlisten ’FCM 2015’. De sidste fire år har han haft ansvaret for musikken. Han laver en ny liste hvert år, men der er gengangere. Selv foretrækker han at lade op til elektronisk musik, men forsøger at ramme bredt, så indimellem toner Oasis, Red Hot Chili Peppers og Drake frem.
Taktikmødet er helt kort. Hele ugen har de talt kampen igennem. Alle ved, hvad de skal. Træner Jess Thorup opsummerer blot de vigtigste fokuspunkter. I omklædningsrummet kører klip fra tidligere kampe i rotation på en skærm. Fokussituationer til dagens kamp. Ved siden af minder en seddel om dagens nøgleord. Nogle sidder tavse hen. Andre får massage. Enkelte taler højt ud i rummet. Til ingen og alle. Måske mest til sig selv.
”Husk nu deres aggressive pres. Spil den hurtigt fra, og kom om bag første bølge.”
Erik Sviatchenko siger sjældent noget. Heller ikke selv om han er anfører. Folk skal have lov til selv at lade op. Han cykler et kvarter på kondicyklen. Driver lidt rundt. Snakker måske lidt én til én med sin makker i midterforsvaret, Kian Hansen. Tænker på at holde roen og koncentrationen. Elitefodbold afgøres af marginaler. Det er det, der ligner tilfældigheder, men langtfra er det. Tilfældigheder er til for at elimineres. Sammen med mentaltræneren har han udarbejdet en liste med ting, han altid kan gøre uanset forholdene: ”Koncentration, forud-seenhed, kommunikation, forberedelse.”
Højrefoden er, som den skal være. Pillen og skumpuden fjernede den sidste rest af bekymring. De nye støvler er spillet til. Efter opvarmning trækker han trøjen med nummer 4 over hovedet. Forsvarsgeneralens nummer. Da han forlængede kontrakten sidste efterår, blev det hans. Til sidst drejer han det gule anførerbind på plads på venstre overarm. På signal fra assistenttræner Brian Priske sætter Erik Sviatchenko de to faste afslutningssange på anlægget. Først to minutter af Tiëstos ’Secrets’, og så skifter han til ’How We Party – Original Mix’ af R3hab.
Gæsterne går først på banen, og derpå fører Erik Sviatchenko FC Midtjylland ud til klubbens største kamp til dato. Som det allersidste samler holdet sig i en klynge. Sidste indsprøjtning til kollektivet. Her tager anføreren ordet:
”Gutter. Det er vores største kamp. Det er vigtigt, at vi står sammen. Det kan være, at vi bliver rigtig pressede, men vi ved, at vi er gode på vores hjemmebane, vi ved, at vi er et godt hold. Så hvorfor ikke gøre noget den anden vej. Hvad skal vi ha’?”
”SEJR!” brøler klyngen, inden den spredes i sprint ud på de 11 positioner.
Erik Sviatchenko har slået korsets tegn tre gange og messet ordene:
”Jeg ønsker, at vi spiller en god kamp, og at jeg spiller en god kamp, uden nogle som helst skader, uden nogen som helst dårligdomme. Kan jeg ikke få en god kamp.”
De sortblusede midtjylland-spillere tager kampen til sig fra starten. De sidder tæt på modstanderen og går aggressivt ind i duellerne. Sviatchenko skubber sit hold frem, dirigerer sine forsvarskolleger med strakte arme og tommelfingertegn. Når han har bolden, spiller han den videre med lav risiko.
Med 10 minutter tilbage af kampen begynder folk at sive ud, og dem, der er gået, når ikke at se Napolis sidste mål i sejren på 4-1. Sekunder efter fløjter dommeren af, og Sviatchenko kaster armene op mod den faldende himmel.
”Tak til publikum efter en hård aften på heden,” afslutter stadionspeakeren.
Anføreren er den første, der søger ned for at klappe ad fansene, og han er den sidste tilbage ude på banen, efter de andre er gået i omklædningsrummet. I løbet af kampen har han sparket op i en Napoli-spillers fodsål, og han humper tydeligt nu. Trisser over til kindkys fra far, der venter med resten af familien ved siden af spillertunnellen. Der er udslåede arme, men også skæve smil. Til sidst et kram og et nik.
Stadig i spillertøj og med hvid ispose på højre fod er han også først ude i pressens såkaldte mixed zone. Han taler venligt og rankt om overmagt og lærepenge, men også ærgerligt om et lidt misvisende resultat. Efter at have taget runden fra tv over web til sluttelig den skrevne presse lusker han ud i bad. Der bliver han, indtil alle andre er kommet ud. Godt og vel en halv time. Det er blevet midnat. Journalisterne er for længst borte. Kontrollørerne har samlet sig fra deres spredte poster og står i en klump af orange veste og venter kun på ham. Med små skridt drejer han omkring sponsorvæggen. Han er på vej op ad trappen til spisning, men er mere mæt end sulten at se på. Højre fod er nu i sort sok og badesandal.
”Jeg har det forfærdeligt,” vælter det ud.
Han synker sammen på en radiator med ryggen op ad vinduet.
”Jeg har simpelthen så ondt. Det var lige det, der ikke måtte ske. Det er så åndssvagt. Det er typisk mig. Det er, fordi jeg tænker på at sparke den over i krogen. Jeg skulle bare have ladet være. Jeg spiller i hvert fald ikke søndag. Det var det, jeg frygtede allermest. Måske er den brækket? Eller en flig er slået af? Foden er så skrøbelig. Der er så mange små led og knogler.”
Han tager en dyb indånding. Retter sig lidt op.
”Men jeg synes jo ellers, at jeg spillede o.k. De må selvfølgelig ikke spille ned bag os så meget, som de gør. Men jeg vandt mine dueller.”
Han rejser sig. Ovenpå venter agenten med nyt om udlandsdrømmene. Han forsvinder gradvis op ad trappen, indtil det sidste, man kan se, er højre fods sorte badetøffel, der slæber sig stift efter ham et trin ad gangen.
LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen: "Generthed har aldrig været mit problem. Tværtimod: ”Se lige mig”"
LÆS OGSÅ: Ski-sæson: Den ultimative guide til ski- og snowboardudstyr
