Fem ting at glæde sig til i fodboldweekenden

En kunstner kom forbi Herning

Den norsk/brasilianske dribler Gustav Wikheim forlader FC Midtjylland. FCM fik et hæderligt bud på den elegante spiller fra Saudi-Arabien og klubben Al-Fateh, og da lønnen til Wikheim ville blive langt over femdoblet, ville Wikheim også gerne ud i verden og sikre sin egen og sin families fremtid. Han kommer næppe til at spille i La Liga eller Serie A, som han selv håbede på tidligt i karrieren, og det er selvfølgelig sørgeligt, men når man er 28 år, skal man begynde at tænke på tiden efter fodbold.

For tre år siden ankom den norske brasilianer til Herning efter et mislykket ophold i Belgien. FCM havde tidligere prøvet at hente ham, men som så mange gange før kunne de danske klubber ikke matche hverken transfer- eller lønsum fra en større klub, og man måtte se ham forsvinde. Nu var Wikheim endt i Midtjylland som et såret dyr efter to sølle kampe i en halvsæson i Belgien, og ingen vidste helt, hvad det halve års lejemål skulle bringe.

Man kunne med det samme se, at han var noget helt specielt på banen. Nærmest smuk at se på. Han løb nærmest på tæerne som en balletdanser, men effektiv var han ikke altid. Han driblede ikke bare forbi ti mand og scorede et væld af mål ligesom Messi eller Maradona. Faktisk scorede han kun fire mål i sine første 22 kampe i lejeperioden. Men han var bare noget helt specielt. Han mindede om en gammeldags, sydamerikansk dribler fra de magiske argentinske eller brasilianske landshold fra 70’erne og 80’erne. Eller måske en elegant italiener?

Der var noget Ariel Ortega, Roberto Donadoni eller Pablo Aimar over Wikheim. Fra dengang hvor alle spillere ikke nødvendigvis skulle være alting på én gang. Være komplette. Hvilket jo bare udvisker forskellene på spillerne og blander det hele sammen som grød. Det hverken kunne eller kan Wikheim være en del af. Han er en éner.

Det er ikke, fordi han ikke vil forsvare. Han kan bare ikke. Hans presspil blev kun undergået af umulige Paul Onuachu, og når Wikheim prøver at sætte sig fysisk igennem i en duel, bliver den lille nordmand viftet væk som en irriterende flue.

Men når han får bolden på fødderne og bliver retvendt mod en modstander i en omstilling, sætter folk sig op i sæderne. Man kan se, hvordan den stakkels modspiller spejder til begge sider for at se, om der er hjælp på vej, mens han sprinter baglæns for at få noget afstand fra den lynhurtige, norske dribler, der løber direkte mod ham med bolden på fødderne som en desperado i en duel med den lokale sherif. Når modspilleren så finder ud af, at han er alene, og at der ikke kommer nogen og hjælper, ser man panikken i øjnene på ham helt ud på tilskuerpladserne.

Hvis modstanderen ikke har gult kort i forvejen, og han ikke er bagerste mand, er det mest oplagte at lave frispark. Men selv dét er svært, og før han ved af det, er Wikheim gået helt tæt på ham og giver ham lige lov til at lugte til bolden, før han trækker den med sig til venstre i en glidende bevægelse som en Brian Laudrup i hans velmagtsdage. Sekundet efter er Wikheim allerede fem meter væk, og forsvareren ser ham aldrig igen. Hans anstrengelser var nytteløse. Han havde aldrig en chance.

På FC Midtjyllands hold var Gustav Wikheim en balletdanser kastet ned på en fodboldbane med ti hårdtarbejdende havnearbejdere. Mozart med en flok dansktopmusikere omkring sig. FC Midtjyllands hold handler om effektivitet, styrke, disciplin og vilje. Det har de vundet to mesterskaber og en pokaltitel på de sidste fire år. Men Wikheim var deres vigtigste spiller i den seneste mesterskabssæson, og han var også suverænt bedste spiller mod Astana og Malmø i sidste års europæiske kampe, men resten af FCMs elendighed – igen anført af umulige Onuachu – spolerede kvalifikationsmulighederne til Europa.

Wikheim var en spiller man forelskede sig i, som man gør i en smuk kvinde. Nu er han færdig i Danmark og skal ned at spille fodbold i en ørken. Det er sørgeligt for os alle sammen.

Lyngby-FCM søndag kl. 12.00

Galehuset i Valencia

Valencias ejer Peter Lim fra Singapore har fyret træner Marcelino og sportschef Alemany. Det er ellers ikke fordi, at Valencia ikke har leveret resultater de sidste par sæsoner. De er sluttet på fjerdepladsen de sidste to sæsoner og har kvalificeret sig til Champions League. Derudover vandt Valencia også Copa del Rey sidste sæson med en finalesejr over selveste FC Barcelona, der indrømmet stadig var i chok efter deres 0-4-nederlag på Anfield.

Men det er ikke godt nok for uberegnelige Peter Lim, der før har brilleret med mystiske beslutninger og dispositioner, når træneren efter hans mening har taget lidt for meget af æren for gode resultater. Han mener, at træneren skal spille med andre spillere, som han har anbefalet, og derfor har han nu ansat den tidligere spanske U-21-træner Albert Celades. Det skal nok gå godt. Indtil han begynder at tage beslutninger uden at spørge Peter Lim. Så ligger der et hestehoved i hans seng næste morgen.

Celades starter med en af de nemme, når han og Valencia skal til Camp Nou og FC Barcelona.

Barcelona-Valencia lørdag kl. 21.00

Maradona deler generationerne

Jeg var inde at se filmen Diego Maradona den anden aften. Den er meget anbefalelsesværdig. En velovervejet, objektiv fremstilling af geniet og rebellen Maradona. Der er ikke så meget bold i filmen. Den handler mest om mennesket og familien og vennerne omkring ham. Man forstår godt, hvorfor han brød totalt sammen i galehuset i Napoli.

Når jeg taler med mennesker født efter 1990 om fodbold, har jeg svært ved at forklare dem, hvad der er så specielt ved Maradona: ”Et kokainvrag der kun vandt to mesterskaber. Intet ved siden af Messi,” siger folk.

Messi har indiskutabelt vundet mere end Maradona på klubplan og været langt mere stabil i en længere periode. Men han har aldrig vundet noget med sit landshold, og han har aldrig spillet for andre klubber end Barcelona – en af de bedste klubber i verden. Da Maradona kom til Napoli, var de ved at rykke ned sæsonen før, og Serie A var den suverænt stærkeste liga i verden. Da han forlod klubben fem sindssyge år senere, havde de vundet klubbens første to mesterskaber. De har aldrig vundet et mesterskab siden.

Messi er en perfekt maskine, der er uovertruffent effektiv. Maradona var langt fra perfekt, men et rigtigt menneske i kød og blod. Han væltede sig i kvinder, stoffer og dårligt selskab. Han var voldsomt religiøs, men syndede konstant. Han spillede på umulige baner, hvor bolden hoppede og sprang. Han blev savet ned af kontante forsvarsspillere, der kun var ude på at skade ham, uden at de blev straffet eller fik kort. Man skulle stort set skære hovedet af en spiller i Serie A for at få et gult kort dengang.

Maradona vil altid være den største spiller for mig og de fleste fra min generation. Også på grund af hans personlighed og hans livshistorie. Han begik mange fejl i sit liv, men han var aldrig kedelig. Skynd jer at se filmen, mens den stadig går i biografen.

Kommer AaB for alvor nu?

AaB slog FCK ganske fortjent i sidste spillerunde. Ålborgenserne har spillet godt i det meste af sæsonen, men har ikke haft heldet med sig. I Tap Ins Table of Justice ligger AaB snært nummer to efter FCK, mere end et point foran FCM. I virkelighedens tabel er de ni point efter midtjyderne på førstepladsen. AGF er lidt samme sted. Efter en mager pointhøst har de vundet deres sidste tre kampe og har nu elleve point. Det har de bestemt også spillet til, selvom de var heldige i deres sidste sejr mod Esbjerg.

De to mandskaber bør være i stand til at spille sig i slutspillet i denne sæson. De har både budgettet og spillerne til det. Alternativet er, at man skal spille med om nedrykningen, og med tre nedrykkere denne sæson er det ikke et sjovt sted at være. Slet ikke for AGF, hvor man jo ved, at panikken kan indfinde sig, så snart man har tabt et par kampe i træk.

Nøglespørgsmålet er, om AGF kan håndtere Lucas Andersen, der har været ekstremt stærkt spillende på det seneste. Mod FCK scorede han efter en solotur næsten sæsonens mål, men stolpen stod i vejen. Han er en elegant og effektiv spiller, men AaB er også meget afhængige af den tidligere Ajax-spiller, der næppe får lov til at være i Aalborg meget længere, hvis hans nuværende form fortsætter.

Og så en lille bøn til journalisterne og superligafolket derude: Ja, Lucas Andersen er rigtigt god, men kan vi ikke stoppe med at bruge den der med, at ”han er for god til Superligaen”, medmindre vi taler Jesper Grønkjær i 2011?

AGF-AaB søndag kl. 12.00

Hadets kamp i Firenze

På lørdag skal Juventus spille i Firenze mod Fiorentina. Juventus med deres 35 mesterskaber er hadet overalt i Italien, men ingen steder er de mere afskyet end i Firenze. Der er mange grunde til hadet. Overalt i Italien mener man, at Juventus har snydt sig til masser af titler og hæder, og den vogn er man selvfølgelig også med på i Firenze.

Men den værste brøde for Juventus var alligevel, at de i 1990 hentede Roberto Baggio i Firenze for over 80 millioner kroner – dengang den højeste transfersum nogensinde. Baggio var ekstremt elsket i i Firenze, og det var mere, end man kunne acceptere, at store, stygge Juventus hentede byens store helt.

Der er mange slemme fans i Serie A, men Fiorentinas er kendt for at være nogle af de allerværste. Jeg har engang stået i den berygtede Curva Fiesole på Stadio Franchi sammen med min kammerat Johnny fra Amager, der var taget til Firenze for at arbejde, fordi han elskede Fiorentina så højt. Han endte med at bo dernede i mange år og gik på stadion til alle hjemmekampe. Han havde altid en plastikvikingehjelm på og var kendt som Vichingo (Vikingen) Viola i ultrakredsen, fordi han var fra Danmark.

I 2004 spillede Fiorentina i Serie B, fordi de i 2002 var gået fallit og tvangsnedrykket til Serie C2. Den række vandt de nemt og fik så lov til at hoppe en række over (fordi Italien), så de startede i Serie B i 2003. Den kamp vi skulle se nede blandt de helt hardcore Ultra Viola var en kamp mod Torino i slutningen af sæsonen. Fiorentina skulle vinde for at holde liv i muligheden for at holde fast i 6.-pladsen og dermed komme i playoff for at komme tilbage i Serie A.

Torino lå midt i tabellen og havde intet at spille for. Derudover er Torino og Fiorentina venskabsklubber og deres tilhængere historisk set gode venner – udelukkende på grund af deres fælles had til Juventus. Kampen var tydeligvis fikset. Fiorentina havde et væld af chancer, og Torino gjorde deres allerbedste for ikke at komme for meget i vejen for de toskanske angribere.

Men bolden ville bare ikke ind. Fiorentina ramte stolpe og overligger, men over stregen ville den ikke. Dommeren måtte gøre noget. Han dømte et usynligt straffespark, som selv Fiorentinas spillere var overraskede over, men der var ingen, der brokkede sig. Fiorentina scorede, og selvom der var en halvleg tilbage, var kampen overstået. Ingen af holdene vovede sig mere end ti meter over midten resten af opgøret, og da kampen var færdig, stod den på kindkys og krammere hele raden rundt. Alle var glade og tilfredse – selv dommeren fik venlige omfavnelser fra spillere og trænere.

Så nemt kommer det næppe til at gå for Fiorentina, når Juventus kommer på besøg. I de sidste 22 indbyrdes kampe har Fiorentina kun vundet tre. Juve har vundet 14.

Fiorentina-Juventus lørdag kl. 15.00

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold