Hans første opgave var at fotografere The Beatles, derefter røg han på tour med Rolling Stones og forfulgte drømmen i Hollywood. Her mødte han alle tænkelige superstjerner fra 70’erne. Alt fra David Bowie og Nelson Mandela til Jack Nicholson og Bond-baben Raquel Welch. Terry O’Neill er manden bag flere af tiden absolut mest ikoniske fotografier.
Britiske Terry O’ Neill blev hurtigt lukket helt ind i varmen i Hollywood, hvor han gik på natklub med David Bowie og arrangerede frokoster, hvor rockstjernen kunne mødes med tidens store skuespillerinde, Elisabeth Taylor. Han kom helt tæt på stjernernes privatliv og fik lov at tage billederne af dem som ingen anden.
Han kom så tæt på, at han blev gift med den Oscar-vindende skuespillerinde Faye Dunaway og oprettede et livslangt venskab med Frank Sinatra.
Et af 77-årige Terry O’ Neills mest ikoniske fotografier fanger netop Faye Dunaway i natkjole dagen efter, at hun vandt sin Oscar for bedste skuespillerinde i filmen 'Network', som efterfølgende er blevet solgt for næsten 1,3 millioner danske kroner. En udsædvanlig høj pris for et fotografi.
Terry O' Neills ekskone, Faye Dunaway, morgenen efter hun vandt en Oscar for 'Network' i 1977.
Fotografen, der har modtaget The Royal Photographic Society’s hædersmedalje, befinder sig i disse dage i København, hvor han sammen med andre stjernefotografer udstiller sine mest kendte fotografier i &Traditions lokaler på Papirøen.
Her mødte Euroman.dk den aldrende fotograf med de rolige bevægelser, venlige ydre og det skarpe øje.
Hej Terry - det er en fornøjelse at møde dig. Hvordan står det til?
"I lige måde. Det går godt, det hele er ved at være klar. Men jeg er lidt træt, da jeg kommer direkte fra Hong Kong, hvor jeg lige har haft en udstilling."
Det hele ser rigtig godt ud, må jeg sige. Har du egentlig altid taget portrætbilleder?
”Jeg startede med at lave reportagebilleder, men ikke i særlig lang tid. Jeg blev skubbet ind i showbusiness, da jeg var 20-21 år. ”
Annonse
”Da jeg var i starten af 20’erne, fik jeg en opgave på en avis, hvor jeg skulle fotografere The Beatles, mens de optog ’She loves you’.”
”Jeg blev ringet op redaktøren på en britisk avis, som ville have mig på opgaven. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde noget erfaring. Men han havde valgt mig, fordi han troede, at 60’erne ville blive de unges tid, og at popmusik ville blive kæmpe stort. Han kunne ikke sende nogle af de andre fotografer, fordi de alle var over 30 år. Jeg var blot et par år ældre end Beatles, så jeg ville have lettere ved at konvergere med dem.”
”To dage efter ringede min telefon. Det var Rolling Stones manager, der spurgte, om jeg kunne gøre det samme med Rolling Stones, som jeg havde gjort med Beatles. Så kom jeg i studiet med Stones og fotograferede dem. Det blev samtidig starten på billeder af popstjerner i aviserne.”
”Jeg var jo omkring samme alder, så jeg begyndte at gå ud med dem. Der var den her natklub, hvor vi ofte kom. Her talte vi om, hvad vi skulle lave, når al hypen var overstået. Vi syntes, det var uvirkeligt, at vi fik penge for at lave det, vi elskede. Og vi var overbeviste om, at det kunne ville vare en kort periode, og vi ville vende tilbage til vores gamle liv igen.”
”Nej, det blev heldigvis ved. Efter Rolling Stones-opgaven rejste jeg til Hollywood, hvor jeg mødtes med folk som Fred Astaire, som var en legende i Hollywood. Han talte ikke om andet end Beatles og Rolling Stones-billederne, så der gik det op for mig, at det var seriøst, og at jeg kunne blive ved.”
”Det hjælper helt klart, at de er kendte, fordi det gør det lettere at fortælle en historie. Derudover giver deres personlighed billedet noget kant og en mulighed for at producere et fotografi, der matcher deres talent. Men det kræver også, at man arbejder rigtig hårdt for at få det i kassen.”
”Jeg tog billeder af de kendte, som jeg så dem. Og det adskilte sig fra mange af de andre fotografer. Stjernerne kunne godt lide måden, jeg så dem på, og derfor lod de mig komme tæt på dem, hvilket også gav mig en fordel. Jeg kiggede aldrig på, hvad de andre fotografer gjorde.”
”Jeg tager ikke billeder længere, da jeg ikke interesserer mig for nogen af tidens stjerner. Jeg synes ikke, der bliver lavet gode film længere, og der dukker ingen nye dygtige sangere op”.
”Amy Winhouse var den sidste, da jeg troede, hun ville blive en stor jazz-sangerinde. Men vi kender desværre alle hendes historie.”
"Jeg har fotograferet alle dem, jeg gerne ville. Amy Winehouse var den sidste, jeg kunne komme i tanke om. Hvem er da dine idoler i dag?"
Annonse
”Præcis. Der er mange, du synes er gode, men ingen du har fotografier af hængende derhjemme.”
”Jeg har tidligere fotograferet en masse sportsmænd, men nu vil de have 20.000 dollars for at poserer – det er en blevet en joke. Alle filmstjernerne har alle deres PR-folk, som styrer alt, hvilket gør, at jeg ikke længere kan komme tæt på stjernerne. En gang kendte jeg dem alle sammen, men når man ikke gør, er det meget svært at fange dem i et personligt øjeblik. Selvom jeg har et vis omdømme og måske kunne få lov at komme helt tæt på, gider jeg ikke have mine fotos kontrollereret.”
”Der er fire mænd, som jeg altid har husket som helt særlige: Frank Sinatra, Nelson Mandela, Pelé og John F. Kennedy.”
”Jeg blev hyret til at arbejde med ham i en uge, da han som 90-årig kom til London. Alle verdensstjerner kom for at møde ham. Oprah Winfrey, Will Smith og Louis Hamilton. Mange af dem, som han sad i fængsel med, var der også. Han brugte en halv time på at tale med dem alle sammen, og alle samtaler var forskellige. Da han forlod London i sin bil, måtte jeg lige fælde en tåre. Jeg var meget overvældet over at have mødt en så stor personlighed. Han var en god og ærlig mand.”
”Kennedy og Sinatra havde den samme fremtræden. Når de trådte ind i et rum, blev rummet meget levende. De havde store personligheder, som indgydte respekt.
Pelé mindede i natur meget om Nelson Mandela. Han var en fantastisk fodboldspiller, men samtidig en meget ydmyg mand.”
"Nu tager jeg rundt i verden og laver disse udstillinger. Jeg var i Hong Kong i sidste uge og L.A. i næste uge. Jeg har også en bog på vej, hvor jeg har samlet fotografier fra Elton Johns koncert på Dodger Stadium i L.A. i 1975, der blev den største udendørskoncert nogensinde. ”
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
