Det mindst pæne på en Audi er måden, ejerne kører dem på. Resten er så godt som fnugfrit.
Kig blot på Audi A7 med sin perfekt skulpturerede kølerhjelm og smukke silhuet. Den uendeligt lange ryg, som går ned i den lave bagende, der nærmest hænger ud over den integrerede kofanger som et overbid. Der er noget klassisk italiensk sportsvogn over linjeføringen, hvor mange andre Audi’er er glatte germanere. Det kan jeg lide.
Til gengæld er jeg endnu ikke pjattet med de nye baglygter. De er stadig særegne, men de udvander netop den arrogance, der stod så skarpt i første generation.
Indvendigt hersker den positive arrogance til gengæld med et superelegant kabinedesign, som er hentet direkte fra den nye A6, som bilen også er bygget på. Her flyder de tre skærme umærkeligt sammen med den omgivende blanksorte plastik, så bilen står helt grafisk med sorte flader indrammet af stål, når bilen er slukket. Det ser knivskarpt og uhyre elegant ud.
Samtidig betyder det, at du kan have en mængde af information og betjeningsmuligheder i et minimalistisk og stilrent design. En anden lækker detalje er selve betjeningen af de to skærme i midterkonsollen, som bekræfter dit tryk ved at afgive et let klik. På den måde undgår du for eksempel også at skifte radiokanal alene fordi, du strejfer skærmen – du skal lige give den et tryk.
En anden lækker feature er muligheden for at skrive destinationer til navigationsanlægget i hånden frem for at taste dem møjsommeligt ind.
I det hele taget stortrives jeg i den overdådige kabine. Den her bil nærmest indbyder til at køre sig en ordentlig tur, og netop rejsekomforten og pladsen er blandt bilens allerstærkeste sider sammen med designet.
Min testbil hedder 55, hvilket her dækker over en treliters benzinmotor med turbo og 340 hestekræfter. At den hedder 55, refererer til den kW-skala, som Audi navngiver deres motorstørrelser efter. Det ville være dejligt ukompliceret, hvis den så havde 55 kW, men faktisk har den 250 kW. Navnet indikerer i virkeligheden bare, at den har flere kræfter end den tilsvarende Audi A7 50 og færre end A7 60.
Omvendt var den gamle titel 3.0 TFSI også upræcis, da den samme treliters motor kan programmeres til at levere forskellige outputs. På den måde er det nye system i det mindste mere betegnende, og så kan det fortsat bruges i takt med, at flere biler bliver hybride og elektriske.
Alt det blot for at fastslå, at A7 55 TFSI er uhyre komfortabel at køre i. Til gengæld skuffer den lidt på en snoet vej – i hvert fald hvis du vil have nerve og feedback i styretøjet. Med både firehjulstræk og firehjulsstyring er bilen limet godt fast til vejen, men du har ikke den der 1:1-følelse af dækkenes greb.
Det forklarer måske også, hvorfor man er tilbøjelig til at overstyre den lidt. Således elegant fik jeg tørret mine egne kørefejl af på bilen, men pointen er, at A7 trods det sporty udseende og 340 heste ikke er en bil, der indbyder til at blive revet rundt på en bjergvej.
Derimod er der ikke den bjergvej, som jeg ikke vil glæde mig til at køre bilen ned til. Jeg har tidligere kørt den gamle A7 til Sydtyskland, og det var en 100 procent ubesværet fornøjelse, hvor der selv med 250 kilometer i timen var fuldstændig ro i bilen.
Hvor stiller det så A7, når konklusionen skal drages? Jo, den står stadig som en af de mest karakterfulde Audi’er og i det hele taget en smuk GT-vogn med høj anvendelighed – fire døre, god plads på bagsædet og stort bagagerum. Den vil give dig en smukkere hverdag og fylde din dag med køreglæde, men det er ikke det drengede smil, den kalder frem på dine læber.
Det er mere det selvsikre, magelige smil, man sætter op, når man har kørt det udfordrende friske, man skal i sit liv, og nu hellere vil nyde turen i høj komfort.
