Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Tror politikerne, at vælgerne er dumme? Derfor skifter partierne mening, så snart valgkampen er i gang
Foto: Getty Images

Derfor skifter partierne mening, så snart valgkampen er i gang

Eksemplerne på de såkaldte politiske kovendinger er mange, og særligt i en valgkamp synes partierne at skifte holdning, som vinden blæser. Men kan man virkelig slippe afsted med pludselig at mene noget andet, bare fordi der er valg?

Det er ikke et nyt fænomen, at politiske partier skifter mening. Nogle gange bliver politikerne måske bare klogere, men andre gange lader de såkaldte kovendinger til at være mere motiverede af meningsmålinger. Særligt når valgkampen ruller, kan det af og til virke, som om der slet ikke er nogen grænser for, hvor mange gange et parti kan vende på en tallerken i forsøget på at fiske stemmer.

I den igangværende valgkamp er eksemplerne talrige: Valgkampen var således blot én dag gammel, da statsminister Lars Løkke Rasmussen med sit velfærdsløfte lovede at fjerne omprioriteringsbidraget på kultur, undervisning og uddannelse, som regeringen selv har indført og fastholdt gennem hele den seneste valgperiode.

I sagen om Udrejsecenter Sjælsmark ville både Socialdemokratiet, Liberal Alliance og De Konservative pludselig forbedre forholdene for flygtningefamilierne på centeret efter tidligere at have afvist netop dette. Også Venstre var kortvarigt med på eksempelvis at lade flygtningene lave deres egen mad, men trak efterfølgende i land igen.

Kvoteflygtningene, som Danmark stoppede med at modtage i 2016, vil Venstre nu tage imod igen efter valget, har statsministeren sagt i sin nye bog. Og senest har det store regeringsparti åbnet for at fjerne uddannelsesloftet, der begrænser muligheden for at tage mere end én uddannelse på samme niveau.

Men hopper vælgerne virkelig på den? Euroman har spurgt Erik Holstein, politisk kommentator på Altinget.

Hvad er det, der får politikere til at vende på en tallerken og undsige deres egen politik i det øjeblik, valgkampen er i gang?

”Det kan skyldes, at partierne ser, at der er nogle områder, hvor de simpelthen ikke er i overensstemmelse med vælgerne. Det kan være aktuelle sager, som dukker op i valgkampen, men det kan også være et parti, der opdager, at de rent strategisk har lagt sig forkert i forhold til vælgerne. Løkkes såkaldte velfærdsløfte er et godt eksempel på, at Venstre ser ud til at have bevæget sig for langt til højre på fordelingspolitikken i forhold til flertallet af danskerne, og derfor søger han ind mod midten. Venstre kan argumentere for, at de nu endelig kan præsentere deres politik frit og ikke trækkes til højre af regeringspartneren Liberal Alliance, men reelt førte den rene V-regering (fra 2015-2016, red.) samme økonomiske politik, og derfor er der tale om en klar kovending.”

Venstre står til at tabe regeringsmagten efter valget. Tror du, at partier, der er bagud i meningsmålingerne, er mere tilbøjelige til at lave kovendinger?

”Det er der ingen tvivl om. Venstre er et meget professionelt parti, og de var nogle af de første i Danmark, som begyndte at arbejde med fokusgrupper og vælgeranalyser på højt niveau. De har helt sikkert gjort deres forarbejde grundigt og observeret, at de er nødt til at ændre kurs på eksempelvis velfærdspolitikken, hvis de skal vinde nogle vælgere tilbage hen over midten.”

Handler det måske også bare om at love mest muligt i en valgkamp?

”Både og. Det er klart, at der kommer mange løfter i en valgkamp, men jeg tror også, at partierne er blevet mere påpasselige med bare at love ting til højre og venstre. Særligt Socialdemokratiet er meget bevidste om, hvad de skal love, og hvad de ikke skal love i den her valgkamp. De blev jo nærmest smadret af løftebrudsdiskussionen, som forfulgte dem under næsten hele Helle Thorning-Schmidts regeringstid. Den situation vil de for alt i verden undgå at havne i igen. Derfor vil de hellere have kritik for at være ukonkrete end risikere at love noget, de ikke kan holde efter valget.”

Set udefra kan det virke, som om politikerne tror, at vælgerne har en hukommelse som en guldfisk.

”Det kan du godt have ret i. Og jeg tror, man skal passe på med at undervurdere vælgerne. Det virker meget sjældent, når et parti – og særligt et regeringsparti – pludselig ændrer kurs i valgkampen efter fire år med en anden politik. Det er simpelthen ikke troværdigt. Derfor tror jeg også, at det bliver svært at sælge fortællingen om ’velfærds-Venstre’ til vælgerne. Det kræver et langt, sejt træk, hvis det skal lykkes. Se på Socialdemokratiet og udlændingepolitikken. Det har taget tre år, og nu er det nået dertil, hvor vælgerne finder den nye, strammere kurs troværdig. Et andet eksempel er Anders Fogh Rasmussen, der efter valgnederlaget i 1998 droppede Venstres mere liberalistiske profil og nærmest kopierede den socialdemokratiske velfærdspolitik i et langsigtet strategisk ryk, som endte med at gøre ham til statsminister.”

Men hvor godt husker vælgerne egentlig?

”Vælgerne har en udmærket hukommelse, når det gælder de store linjer. Da Poul Nyrup Rasmussen i slutspurten af valgkampen i 2001 forsøgte at signalere et kursskifte på udlændingepolitikken, fordi han kunne se, at vælgerne trak mod højre, havde det slet ingen effekt. Det kom alt for sent, og vælgerne gennemskuede bluffet. Omvendt kan et parti godt slippe af sted med at lave en kovending på et bestemt, afgrænset område eller en konkret enkeltsag. I denne valgkamp er problematikken omkring flygtninges ret til at lave mad på Udrejsecenter Sjælsmark et godt eksempel. Der kan partierne godt afmontere en potentielt møgsag ved at lægge en lidt blødere linje end før valgkampen. Problemet opstår, når partier forsøger at ændre hele deres profil på store politikområder. Det går ikke ubemærket hen hos vælgerne.”

Hvorfor forsøger eksempelvis Venstre så alligevel at skifte kurs på velfærdspolitikken kort før et valg?

”Det er et forsøg på at begrænse skaderne. Og det er jo forståeligt nok, at man forsøger at gøre noget, når man kan se, at man er helt ude af sync med vælgerne. Hvis det skal virke, skal man gå i gang tidligere, men det var næsten umuligt her, når Liberal Alliance trak regeringen i den anden retning. I 2015 lykkedes det faktisk Helle Thorning-Schmidt at hive Socialdemokratiet op af sumpen og sikre fremgang på et enkelt mandat, selv om man tabte regeringsmagten. Det skyldtes, at man reelt førte valgkamp i hele den sidste del af regeringsperioden. På den socialdemokratiske kongres otte-ni måneder inden valget, stillede Thorning sig op og korrigerede partiets kurs på dagpengespørgsmålet og signalerede stramninger af udlændingepolitikken. Det nåede at bundfælde sig hos vælgerne og reddede Socialdemokratiet fra et katastrofalt valg.”

Hvad er den største politiske kovending, du kan huske?

”De bedste eksempler findes faktisk mellem valgene. Her er Liberal Alliances forvandling til et regeringsparti jo en perle. I 2013 sagde Anders Samuelsen på LA’s landsmøde, at ’De Konservative og SF har hver på deres måde bevist, at man kan vinde ministerbiler og tabe sin sjæl, men LA deltager ikke i spillet om ministerposter.’ Men i 2016 blev det stålsatte blik og de ultimative krav så alligevel skiftet ud med ministerposter. Går man længere tilbage, kan man tage den daværende konservative leder Bendt Bendtsen, der før valget i 2001 lovede, at Dansk Folkeparti kun ville blive brugt som stemmekvæg, men ’aldrig ville komme ind i et formelt samarbejde med en borgerlig regering.’ Her blev kovendingen total.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg, Folketingsvalg og Valg