Bendik Giske

’Surrender' (2019)

”Bendik Giske er en norsk saxofonist, som måske er lidt ukendt for den brede befolkning. ’Surrender’ består kun af saxofon og er uden dub. Det vil sige, at numrene er optaget i ét take, men Giske har arbejdet meget med at optage numrene i forskellige rum og igennem flere forskellige mikrofoner samtidig.

Det gør, at man både får lyden fra rummet og fingrene på saxofonklapperne med. Det er ekspressiv musik, fyldt med gentagelser, og han gør brug af en teknik, der hedder circular breathing, hvor han trækker vejret ind gennem næsen, så lufttilførelsen til saxofonen er konstant, og pauserne i lyden derfor nærmest ikke er til stede.

Der er en meget voldsom, nærmest erotisk energi i musikken. Der er bare noget over et instrument, der kræver så meget krop. Han bruger munden, tungen, læberne og lungemuskulaturen. På den måde er saxofonen et instrument, der er beslægtet med det at synge. Han skriger nærmest ind i den, og det fascinerede mig meget, da jeg hørte det første gang.

Det er musik, man skal give sig tid til at høre og give sig hen til, og det åbner op for nogle følelser, som jeg nærmest ikke ved eller vil vide, at jeg har. Jeg tror, det er meget forskelligt, hvad folk får ud af det. Nogle vil synes, det er smukt og rørende, mens andre vil synes, det lyder helt forfærdeligt vrængende.

Jeg synes, der er noget seksuelt konfronterende over hans musik, og det kan være meget intenst, hvis man har modet til at blive i det.”

Kendrick Lamar

’Mr. Morale & The Big Steppers’ (2022)

”Hver gang Kendrick Lamar udgiver et nyt album, taber jeg kæben. Han bliver ved med at forny sig selv, og det gør han også på ’Mr. Morale & The Big Steppers’, der er mere old school og jazzet i sin lyd end det forrige album ’Damn’, som var mere trappet og syntetisk.

Hans rytmiske forståelse er så eminent, og jeg synes virkelig, han rapper om nogle relevante emner med stor selvindsigt, blandt andet maskulinitet.

På ’Mr. Morale & The Big Steppers’, og i hans musik generelt, er der et gennemgribende tema om at tage ansvar og kigge indad, og det er inspirerende og modigt.

Han er fuldstændig kompromisløs i sin skiften mellem beats, stemninger og faktisk også stemmer, som på fx ’We Cry Together’, der er performet som et skænderi mellem ham og en skuespiller, der hedder Taylour Paige. Et fantastisk nummer, som var det første, jeg faldt for på albummet.

Siden er jeg blevet rigtig glad for ’Father Time’ og ’The Heart Part 5’, hvor sidstnævnte tager fat i det ambivalente aspekt i at være sluppet ud af sit hood, men stadig ville anerkendes og respekteres af det.”

Rosalía

’Motomami’ (2022)

”Rosalía excellerer i flamenco-traditionen og er en virtuos ud i den. Det er en tendens i tiden, at man blander genrer, men hun formår at gøre det på en måde, så det føles, som om hun definerer, hvordan vores tid lyder og ikke bare følger trenden. Albummet har masser af kulturelle referencer fra hele verden: manga, sydamerikansk reggaeton, hiphop og jazz.

Det hele er most sammen, men samtidig har hun et hyperlokalt islæt med hendes catalanske flamenco. Hun er som sanger og performer helt oppe på højde med Ariana Grande og som sangskriver på niveau med Taylor Swift. Og hendes kunstneriske ambition og vision som producer minder mig om Björk. Hun har styr på alle facetter, og på den måde er hun lidt overmenneskelig.

Pladen indeholder noget avantgarde, noget fragmenteret, i dens samlede udtryk. Indimellem kommer der ballader, der river én midt over, fordi de er så smukke og er sunget med imponerende fraseringer, og så kommer der nogle abrupte skift over til et stykke med autotune og andre vokalprocesseringer.

På den måde kan det minde om Rihannas album ’Anti’, der havde nogle af de samme skift i lyd. Mit yndlingsnummer er ’G3 N15’. Det er så smukt, og hun synger jo englene ned fra skyerne.”