Peter Aalbæk Jensen på Søllerød Kro

For Peter Aalbæk Jensen er denne kro mere end et stamsted

På Søllerød Kro har Peter Aalbæk Jensen sammen med Lars von Trier fejret deres fælles succeser og indspillet scener til dogmefilmen ’Idioterne’, ligesom han i den nyligt afdøde restaurantchef Jan Restorff fandt en vært, der kom til at stå ham meget nær. Vi var med, da Peter Aalbæk Jensen mindedes de mange gode stunder på sit stamsted en sidste gang.

Offentliggjort

Hvornår besøgte du første gang Søllerød Kro?

”Første gang, jeg mødte Lars von Trier, var på Dyrehavsbakken i 1992. Det var midt om vinteren og vi skulle optage en reklamefilm for PFA på rutsjebanen. Talsmanden for vores filmhold meddelte os, at der var alt for meget sne til at gennemføre dagens optagelser. Von Trier og jeg så på hinanden i to sekunder, og så fejede vi lortet væk. 

Det sure filmhold gloede på os, som om vi var sindssyge, men da vi var færdige med at feje sneen væk, meddelte vi holdet, at nu kunne vi godt komme i gang. Der fandt von Trier og jeg hinanden i en eller anden fuldstændig psykopatisk fandenivoldskhed. Og så begyndte vi at lave en masse reklamefilm for udenlandske kunder, der betalte godt, og som gjorde det muligt at spise på fine steder. 

Efter et par år kom der så et fransk reklamebureau til København … og dengang var det enten Kong Hans eller Søllerød Kro, og så valgte vi Søllerød Kro som stedet, hvor de franske kunder skulle pleases.”