”Jeg tror, at alle der optræder på en scene, altså alle skuespillere, musikere og stand-uppere, har dårligt selvværd,” siger Nikolaj Stokholm. ”Hvorfor skulle de ellers tvinge sig selv til aften efter aften at stille op til bedømmelse? Det er ren selvpineri, men vi kan ikke lade være.”
Det er nu en måned siden, stand-up komikeren Nikolaj Stokholm kom hjem fra sin fem måneder lange soloturne, hans debut i den disciplin. Næsten et år før premieren, da han havde udsolgt Bremen Teater i København, talte vi med ham sidst, og dengang havde han svært ved at tro på det.
Det var nu rigtigt nok, og de udsolgte shows stoppede ikke der. Det, der startede som 28 shows, endte med at blive i alt 97 optrædener. Og Bremen Teater, der, sidst vi mødte ham, var udsolgt tre gange, endte som 18 spækkede aftener.
Men allerede dagen efter premieren kom der et stort bump på vejen: Showet fik dårlige anmeldelser i samtlige medier. F.eks. skrev BT, at mange af hans jokes var decideret usjove, og at man som publikum ”sad og tænkte, hvornår kommer joken?”
Faktisk var anmeldelserne så dårlige, at de sneg sig ind i en anmeldelse af et helt andet show i Ekstra-Bladet, der skrev, at Rasmus Bjerg soloshow ”faktisk (var) endnu værre end Nikolaj Stokholms solodebut samme sted for 14 dage siden, og det siger ikke så lidt.”
”Det gjorde mig jo nervøs for, om jeg havde solgt publikum katten i sækken. De havde jo købt billetter lang tid i forvejen, fordi de troede på, at jeg var dygtig nok til at stole på,” siger Nikolaj Stokholm.
Nu har vi mødt ham igen for at høre, hvordan det er at få sådanne ord med på vejen for sit første show, og hvordan man slæber sig rundt i hele landet bagefter. Og hvorfor det tog ham 10 år at debutere som solist.
Nikolaj, de fleste stand-uppere fra din generation, Talbot, Stjernholm, Søltoft, har lavet deres første soloshow for længe siden. Hvorfor tog det så lang tid for dig?
”Det er en slags svendeprøve i vores fag, og i en periode kom der en bølge af soloshows med kollegaer på min alder. Jeg ville hellere prøve nogle af de andre muligheder, der kom på det tidspunkt: Jeg har lavet SJIT Happens, Ultras Sorte Kageshow og en hel masse værtsjob. Men jo, jeg har også været nervøs for, om der overhovedet var nogen, der gad at se mig. Om jeg var kendt – og dygtig – nok til at gøre det.”
Foto: Rasmus B. Lind
Efterhånden begyndte han at få henvendelser fra folk på Facebook og efter shows, der ville høre, hvornår hans første soloshow kom. Og så begyndte han at overveje, om ikke tiden var moden.
”Hvis jeg gjorde det for tidligt, havde der ikke kommet et øje, hvis jeg ventede for længe, kunne det være, jeg røg over på den anden side og blev for ukendt igen. Komik handler om timing – også når det bliver mere forretningsagtigt.”
Han brugte så et år på at skrive showet, teste jokes af foran publikum og kollegaer, rette til og finpudse hver en detalje på scenen og rundt om:
”Showet skulle hede ’Mit liv som Nikolaj Stokholm’ og handle om mit liv som Nikolaj Stokholm. Men det var vigtigt, at det ikke blev halvanden time med indforståede familiereferencer, du ved, ’man skulle nok have været der’,” siger han.
”F.eks. brugte jeg en gammel joke, der havde fejlet fuldstændig for syv år siden, om engang min familie skulle på ferie i en bil, min far var meget øm overfor. Det er kun sjovt, hvis man kender min far. Udfordringen var at levere historien på en måde, så den også var sjov for andre.”
Derfor fandt han ud af at åbne historien med en beskrivelse, der lød: ’Min far er autist, bare uden at kunne noget fedt. Han har lige fået ny bil. Det er en BMW.’
”Hvis hver enkelt publikummer ikke har en far som min, så kender de i hvert fald den type. Der kunne jeg mærke, at jeg var blevet syv år mere erfaren i at fortælle historier. Så har det været ventetiden værd.”
Han skaffede en gul løber, i samme farve som plakaten, til at føre publikum til salen fra foyeren, hvor en håndplukket playlist spillede.
”Der var ingen opvarmer, jeg gik på direkte. Det skulle være så meget mit univers som muligt. Det var min aften,” siger han.
”Jeg havde bedt om at være alene back stage til premiereaftenen. Jeg var så nervøs.”
Efter showet fik han stående applaus og blev kaldt ind fem gange. I bilen på vej hjem spurgte hans kone ham, om han ikke var glad. ”Jo...” svarede han.
Morgnen efter læste han anmeldelserne. Dem alle sammen på én gang. Og selvom ingen af dem rent stjernemæssigt ramte bunden, var ordene hårde og utvetydige: Anmelderne kunne ikke lide showet. Overhovedet.
”Nu kan jeg godt, her længe efter, sidde og sige, at en anmeldelse kun er én mands mening, hvilket det også er,” siger han.
”Men det var lidt svært at sige til mig selv lige der. Da jeg læste anmeldelserne, mistede jeg al tro på, at mit show var godt.”
Politiken skrev, at banaliteterne stod i kø, BT kaldte det usjovt, men hårdest ramte det nok, at Ekstra-Bladet, at Nikolaj Stokholm nok skulle være glad for, at han havde solgt billetterne på forhånd.
”Jeg tænkte mest på publikum, fordi jeg var bange for, at jeg havde skuffet dem. De havde ubeset købt en bil, og nu viser det sig, at det er en skrotbunke. Andre ting, var jeg mere sur over end ked af. F.eks. stod der i en af anmeldelserne, at der var høflige småfnis hist og her, hvilket er en direkte løgn,” siger han.
”Derudover ramte det mig, at Politiken skrev noget i stil med, at det hele virkede som om, jeg havde en bil, jeg skulle have betalt af. Hvis det kun var for pengenes skyld, havde jeg lavet et show for for længe siden. Jeg lavede netop showet, fordi jeg havde lyst, og fordi jeg var klar.”
Kunne du finde ud af at sige til dig selv, at det var dit show og ikke dig, anmeldelserne handlede om?
”Nej, for det føler jeg egentligt hænger sammen. Det er mit soloshow, jeg er komiker hele vejen ind og hænger uløseligt sammen med mit produkt. Det er nok ikke sundt, men jeg følte, det stod sort på hvidt, at de ikke kunne lide mig.”
Først ringede han til sin far, så til sin manager, gik så ud og spiste brunch med sin kone og tog en lur bagefter. Der var show igen om aftenen.
”Der skulle jeg godt nok mande mig op til det. Jeg var sikker på, at de havde læst anmeldelserne og var blevet væk, eller at de var kommet fordi, de ikke kunne få pengene tilbage, og nu var godt gale i skralden.”
Kun to stole helt forrest stod tomme. Stokholm startede showet med at sige, at det nok var to anmeldere, der var blevet væk. Så kom der et kæmpe bifald fra publikum med hujen og trampen i gulvet.
”Et rent kærlighedsklap. De var på min side,” siger han.
”Det lyder måske lidt tøset, men jeg tror ikke, jeg inviterer anmeldere næste gang. Publikum kunne lide det, og hvorfor så overhovedet invitere nogle ind for at anmelde med den risiko, at de skriver, det er noget lort?”
Under turneen solgte showet 17.000 ekstra billetter og endte med at sælge i alt 44.000, hvilket er mere end dobbelt så mange, som Stokholm oprindeligt havde turde håbe på:
”Uden at trutte for meget i min egen trompet, så er det en vild debut-tur. Det er Tobias Dybvad- eller Rune Klan-niveau. Undervejs begyndte jeg at tænke på, hvor vildt det er, at mennesker har planlagt en hel aften omkring mig: De er taget til byen, har måske været ude og dele en gang nachos og går så ind for at se mit show. Jo, det er angstprovokerende, men det er også en kærlighedserklæring.”
Det bedste bevis på, at publikum ikke var enige med anmelderne kom i Skanderborg en regnvåd onsdag aften.
”Jeg ved, hvor mat jeg selv er sådan en aften. Men de rejste sig op og klappede, da det var slut. Det gør publikum ikke, hvis de ikke kan lide det. Og det er i sidste ende dem, jeg optræder for.”
LÆS OGSÅ: Se Nikolaj Stokholms biler gennem karrieren
LÆS OGSÅ: Her er Signe Moldes 4 jobs før hun blev populært vært
LÆS OGSÅ: Julie Rudbæk: "Jeg er en person, der roder sig ud i pinlige ting"
