Pilou Asbæk
Foto: Magnus Ekstrøm Pilou Asbæk i sit familiehus på Mallorca

Pilou Asbæk karriere og familieliv

Pilou Asbæk: "Jeg har ikke mistet venner pga. min karriere, men jeg har mistet venner pga. min familie"

For to år siden lagde han en femårsplan om at erobre udlandet. Ifølge den skulle han lande en bærende rolle i en amerikansk film om tre år. Men Pilou Asbæk er allerede forud for sin strategi. Til foråret spiller han over for Scarlett Johansson i ’Ghost in the Shell’ og kan lige nu ses i både ’Ben Hur’ og ’Game of Thrones’. Kristoffer Zøllner tog til Mallorca for at forstyrre skuespilleren i hans ellers så tiltrængte sommerferie for at høre, hvorfor han er løbet væk hjemmefra

Pilou Asbæk styrer rutineret den lejede Ford Focus gennem det turistmyldrende feriekaos og ud af Palma de Mallorcas lufthavn. Den 34-årige skuespiller er søvnig efter en dårlig nattesøvn, hvor den mallorcanske julivarme har fået luften til at stå stille, og han har været tidligt oppe for at køre den halve times tur fra familiens hus i Andratx nær øens sydvestlige kyst og holde klar, da det første morgenfly landede fra København.

På vejen tilbage stopper vi ved et lokalt supermercado for at købe ind, og med et nærmest lykkeligt smil forsyner Pilou Asbæk indkøbskurven med croissanter, flutes og solide spanske pølser.

”Det her sted er så integreret en del af mit liv,” siger han og peger ud over bjergskråningerne, da vi igen er på vej ad de smalle bjergveje.
”Vi er kommet hernede siden 1989, hvor vi fejrede min fødselsdag for første gang, da jeg blev syv år, og vi har været her hver sommer uden undtagelse i 27 år.”

Hans normalt så skødesløse signaturkrøller er afblegede og kortklippede, og selv om han netop har overstået seks måneders optagelser i New Zealand, hvor han har spillet over for Scarlett Johansson i DreamWorks’ 120 mio. dollars dyre ’Ghost in the Shell’, forhindrer hans kontrakt ham i at gøre noget ved sit blonde look, indtil man er helt sikker på, at der ikke skal laves ekstraoptagelser.

Nu er han bekymret for, om poolens klorvand vil gøre lokkerne grønlige, men ellers har Pilou Asbæk for lang tid siden vænnet sig til, at hans ansigt, hår og krop er under konstant forvandling.

Han kan – næsten – uden problemer tage 20 kg på i vægt og smide dem igen, som han gjorde, da han spillede udmagret kok i ’Kapringen’ i 2012 og en fyldig Simon Spies i ’Spies & Glistrup’ året efter. Og lige nu er hans krop ikke i en tilstand, hvor hans mor, galleristen Patricia Asbæk, mener, han kan posere i bar overkrop.

 

Da han senere på dagen smider tøjet for at tage sig en dukkert, kommenterer hun helt tørt: ”Jeg synes ikke helt, du har figuren til at lade dig fotografere uden tøj på.”

Patricia er endnu ikke i tøjet og er ved at gøre morgenmad klar, da Pilou vender tilbage. Hans treårige datter Agnes og nevøen Albert på 15 år er også lige stået op, og Agnes putter sig ind til sin far.

Det er første gang, Pilou har hende alene så mange dage i træk, men hans kone, dramatikeren Anna Bro, er på arbejde i København. Mens de venter på, at hun støder til dem et par dage senere, har Pilou lovet, at der også skal være tid til at bade og lege i swimmingpoolen, selv om der er gæster.

Han lægger ikke skjul på, at han har trængt til ferie i lang tid. De seneste to år, siden han spillede hovedrollen i den oscarnominerede ’Krigen’, har været travle. Han og familien er lige kommet hjem efter et halvt års optagelser i New Zealand med ’Ghost in the Shell’, og før det var der roller i ’Game of Thrones’ og ’Ben Hur’.

Det har været den foreløbige kulmination på den femårsplan, som Pilou Asbæk og hans agent for to år siden lagde om at erobre udlandet.

”Når jeg nu har været væk fra Danmark i seks måneder, skulle man tro, at jeg har et behov for at komme hjem. Men der er sket det stik modsatte. Jeg havde lavet film i Danmark i otte år, arbejdet med nogle af de bedste og medvirket i to store DR-serier (’Borgen’ og ’1864’, red.),

men i et land som Danmark kan jeg ikke blive ved med at lave to film om året, hvor jeg føler, at jeg kunstnerisk lever op til det, jeg gerne vil, og som publikum forventer.

Derfor blev jeg nødt til at trække stikket. Men det er også en kæmpe risiko, for pludselig sætter du hus og hjem over styr for at få et gennembrud i udlandet. Jeg er gået all in på det her, men jeg aner ikke, hvordan mange af de film, jeg laver, vil blive modtaget. Samtidig siger jeg nej til danske projekter for at gå efter en drøm, som kan vise sig at være spild af tid.” 

Da Pilou i foråret 2015 var i Rom for at indspille ’Ben Hur’, gik han på første optagedag hen til Morgan Freeman og sagde som sædvanlig: ”Hello, Mr. Freeman, I’m a major fan,” og verdensstjernen smilede og nikkede bare.

”Man bliver nødt til at anerkende, at en som Morgan Freeman er et livsværk, og at jeg i forhold til ham blot er en vandbærer. Alligevel skal man huske, at man som dansk skuespiller repræsenterer en kvalitet. Jeg kommer med min uddannelse fra Teaterskolen, hvor jeg har lært at være vandbærer, så jeg ved, hvad jeg skal gøre.

Jeg starter med at fortælle, hvordan jeg læser min rolle, og hvordan jeg kan støtte deres rolle. Dernæst giver jeg mit bud på, hvordan jeg ser den indbyrdes relation, og jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke blev værdsat.

Amerikanske skuespillere er vant til en helt anden skole fra USA, hvor det handler om, hvordan de kommer til at stråle. Så når man bliver bevidst om det, vi kan herhjemme, og tager det med som et værktøj, giver man plads til, at nye ting kan ske,” siger han. 

Efter frokost gør Agnes krav på sin far, så Pilou trækker i badebukser og hopper i poolen. Heldigvis er Patricia Asbæk den perfekte værtinde, og man er ikke gæst hos familien Asbæk uden at blive underholdt efter alle kunstens regler.

I hen ved tre årtier har snart sagt alle danske pinger været på besøg, og de mange soveværelser i det rummelige hus har gennem tiden lagt senge til både politikere, erhvervsmænd, mangemilliardærer og kongelige – foruden naturligvis Pilous og hans brødres familie og venner.

Sammen med Jacob Asbæk startede Patricia i 1975 Galerie Asbæk i Bredgade, som i 80’erne og 90’erne var byens førende med den absolutte elite inden for dansk kunst på væggene.

Alle, fra Wilhelm Freddie og Robert Jacobsen til Peter Bonnén og Kurt Trampedach, var både repræsenteret i galleriet og private venner af familien, og den store lejlighed i Ny Adelgade var i Pilous barndom fuld af kunstnere, kunstkøbere og store fester.

I 1989 købte Jacob og Patricia en grund på Mallorca – som Bent Fabricius-Bjerre fandt til dem – for 5 mio. kr. og besluttede at bygge et kunstcenter, som både skulle tjene som kunsthal og kunstnerrefugium.

Da Pilou og hans brødre var børn, boede de på øen halvanden måned om sommeren, og der var altid gæster og liv. Folk som Uffe Ellemann-Jensen og prins Henrik er stadigvæk regelmæssige gæster, og sidstnævnte er om kort tid aktuel med en ny kunstudstilling på centret og skal igen bo i husets poolrum.

I dagens afsnit af satireprogrammet ’Den korte radioavis’ på Radio 24syv afslører den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, at hun er kæmpe ’Game of Thrones’-fan.

Indtil videre har hun dog holdt det hemmeligt, fordi hendes veninde, Patricia Asbæk, ”ikke er til at holde ud, når hun konstant taler om, hvor stolt hun er af Pilou.”

Patricia Asbæk smiler, da hun får genfortalt sekvensen. Det er ikke første gang, hun skal lægge øre til, at folk vil fortælle hende, hvor sjovt det er, at hun regelmæssigt ’optræder’ som Kirsten Birgits veninde i programmet, men det siger alligevel en del om den position og anseelse, hun de seneste 30 år har opnået i dansk kulturliv.

Og efter kort tid i hendes selskab er det tydeligt, at Kirsten Birgit har lånt fra Patricias dannelse, vid og skarpe tunge.

Selv voksede Patricia Asbæk op i en privilegeret overklassefamilie i Marokko under den franske kolonitid og har gået på 11 forskellige kostskoler, mens Pilous far, Jacob, kommer fra den lille østjyske by Hammel.

Men der er lige så lidt jysk sindighed over Jacob Asbæk, som der er fransk laissez-faire over Patricia. Det er snarere omvendt. Mens hun har været den fornuftige og pragmatiske, som har fået tingene til at fungere, er det Jacob, som har kastet sig ud i vilde projekter. Og Pilou, lader det til, har fået en god dosis af begge dele, mener Patricia.

”Han er i stand til at begå sig i alle miljøer, selv om han ikke er typen, som indtager et rum. Tværtimod er han sådan en, der lige så stille går ind uden at være specielt karismatisk.

Ligesom sin far minder Pilou lidt om Aladdin. Der falder altid en appelsin i deres turban. Han har altid været et lille lykkebarn med et særligt lys over sig. Han var måske hverken den pæneste, rigeste eller bedst begavede i klassen, men han klarede sig godt, fordi folk og lærerne kunne lide ham.

Han er min lille efternøler. Vi kunne lige nå at få en pige, inden jeg var blevet for gammel, og så kom Pilou. Min far græd, da han fik at vide, at det var blevet en dreng,” fortæller hun, mens poolmænd og gartnere vimser rundt og får instrukser på spansk.

Hun fortæller om sine tre drenge. Den ældste, Thomas, som hun driver kunstrådgivningsfirmaet Asbæk Art Consulting sammen med, mellemste bror Martin, som har Martin Asbæk Gallery i Bredgade, og så altså lillebroderen, som kom otte år efter Martin.

”Da han var lille, havde vi så travlt, at vi måtte have barnepiger. De blev alle sammen i årevis, fordi de ikke ville forlade Pilou. Indtil han blev 11, havde han kun tre forskellige søde piger fra Jylland. Om sommeren var han på ferie hos Karin, som kom fra en gård i Nordjylland.

Han var dejlig nem, sød og kærlig, og jeg kan faktisk ikke huske, at jeg har været nødt til at skælde ham ud nogensinde,” siger Patricia og medgiver, at hendes franske ophav fordrer, at mennesker skal præstere.

Hvis børn har lavet noget godt, skal de have det at vide, men har de lavet noget skidt, skal man også fortælle dem det, mener hun. ”Når man er god til noget, skal man dyrke det, og der har Jacob været mere godmodig og ’det går jo nok’-dansk, mens jeg altid har stræbt mod det internationale og kunstnere på det højeste niveau – hvilket af nogle er blevet opfattet som snobbet og arrogant.”

Alligevel har Patricia ikke været i stand til at opdrage sine børn helt så fransk – og katolsk – som hun måske gerne ville. Da hun skulle finde en skole til sine drenge, valgte hun den nærliggende kommuneskole, Sølvgade Skole, men det var ingen succes.

”Alle forældrene var pædagoger med de samme meninger, og de ville hele tiden komme hinanden ved og holde komsammener. Så skred jeg igen i mine højhælede sko og min plisserede nederdel og fik dem ind på Krebs’ Skole i stedet,” griner hun.

”Det var mig, som tog mig af opdragelsen, men når jeg ser tilbage, skulle jeg nok have været lidt skrappere. Men jeg har altid stillet krav om, at de skulle opføre sig ordentligt og være generøse. Jeg hader smålighed.”

Familien har altid boet i kvarteret omkring Bredgade i Indre By, hvor galleriet også lå. I store byhuse med plads til store armbevægelser, hvor grænsen mellem det private og det udadvendte liv i galleriet var ophævet. En blanding af flippet kunstnermiljø og meget stramme rammer med barnepiger og faste sengetider.

”Det var samme frihed som på en bondegård, og jeg møder hele tiden mine sønners gamle venner, som falder mig om halsen og fortæller, hvor sjovt de har haft det hjemme hos os.

Men de to ældre brødre var barske mod Pilou. Jeg kan huske engang, hvor de kastede ham ned fra en balkon, så han landede i en stor sofa. Han kunne være blevet slået ihjel. Jeg kom op og så bare det dér flyvende barn.

En anden gang bandt de ham i flere timer til en radiator, og Thomas betalte ham for at hente pizzaer, men Pilou fik selvfølgelig aldrig pengene. Han var på sin vis meget godmodig og godtroende.

En meget køn lille dreng med store krøller, og ligegyldigt hvor vi kom hen i verden, blev han feteret. Nok derfor var de to store ekstra barske ved ham. Især Martin, som var stærk som en bjørn. Men Pilou fandt sig i det.”

Mens de store brødre klarede sig godt i skolen, led Pilou af ordblindhed.
”Det gjorde ham til gengæld flittig, og han arbejder med alt, fordi han ved, at det er nødvendigt,” siger Patricia.

Da Patricia og Jacob i slutningen af 90’erne begyndte at tilbringe mere tid på Mallorca end i København, faldt det sammen med, at Pilou skulle begynde i gymnasiet. Han var blevet for stor til at blive passet af barnepiger, og Patricia turde ikke lade ham bo alene med sine ældre brødre, som havde overtaget familiens byhus i København. Så Patricia indskrev sin yngste søn på Herlufsholm Kostskole.

”Det var ikke en let beslutning, men jeg var simpelthen bange for, at det skulle gå galt for ham i storbyen med de vilde brødre. Jeg tænkte, at Herlufsholm ville give ham grænser og struktur. Og så er det internationalt og meget smukt dernede. Men er du tosset, det var hårdt!”

Når Pilou tidligere har fortalt om kostskolen, har hans udlægning været, at han bestemt ikke havde lyst til at starte, og at han de første måneder indædt hadede at gå der. Men at Patricia sagde til ham, at hvis han bare holdt ud lidt endnu, skulle han nok blive fri.

”Jeg bildte ham ind, at han havde et valg, men det havde han reelt ikke. Fra august til januar havde han det skidt og græd og ville hjem. Det var et helvede at holde ham dernede, og jeg havde det ikke sjovt.

Men da han kom tilbage efter juleferien, havde han skiftet mentalitet og havde nu den holdning, at ingen skulle have lov til at nedbryde ham.
Og i dag fortryder han ikke.”

Det var også på Herlufsholm, at Pilou begyndte at spille teater. Og det var ingen ringere end Patricia, som var tæt på at ødelægge dramaholdets store afsluttende forestilling, da hun kom for sent til premieren og tilmed væltede en kulisse, mens stykket var i gang.

”Ja, det var frygteligt,” husker hun.
”Jeg sad og så på Pilous ven, Frederik, og syntes, han var så god, mens Pilou var lidt skinger i det, og jeg sagde, at han aldrig ville blive skuespiller.

Jeg har altid troet, at han ville blive politiker eller journalist, fordi han er så social. Det havde ikke gjort noget, hvis han var blevet journalist, men jeg er glad for, at han ikke er blevet politiker,” griner hun. 

Efter kostskolen tog Pilou på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Egentlig for at lære at blive filminstruktør, men da alle de andre elever begyndte at bruge ham i deres film, blev han opfordret til at søge ind på Teaterskolen – hvor han kom ind i fjerde forsøg.

”Hvis du spørger hans medstuderende, var han ikke den bedste fra sin årgang. Men han har et talent, som han bliver ved med at dyrke. Han viste på et tidspunkt også interesse for kunst og sagde, at han ville være kunstmaler. Ingen af mine børn er specielt kreative. De er begavet med mange talenter, men geniet er jeg god til at se, og ingen af dem har det.”

Hun taler om sin søns lyse sind, ”som man vel egentlig kun kan give Vorherre skylden for,” og hvor lidt han har forandret sig gennem årene.

”Jo, måske er han blevet lidt mere selvsikker. Engang da jeg skulle spise frokost på Pastis i Gothersgade med mine svigerdøtre, kunne vi ikke få et bord. Så sendte vi Pilou derind for at spørge, og så havde de pludselig ét. Den slags ville han aldrig have gjort i gamle dage.

Pilou tripper utålmodigt. Kampen starter klokken 18, og han vil gerne have begyndelsen med. Vi kunne også have set ottendedelsfinalen mellem Italien og Spanien på stuens store skærm, men efter tre dage alene med sin mor og sin datter har han brug for at drikke et par øl og koncentrere sig om en kamp.

Den lokale café er kun 10 minutters gåtur væk, men vi tager alligevel bilen. Og typisk for ham – og resten af familien Asbæk i øvrigt – bliver han på den korte vej alligevel ført på afveje af anekdoter og noget, han lige skal vise.

Et kunstværk malet på en facade, en busk, som brændte dagen før pga. en cigaret, og et sted, han legede som barn længere oppe ad bjerget, hvilket sætter bilens trækkraft på en hård prøve. Asbækkerne er fabulanter, som Patricia kalder dem, og selv de mindste begivenheder vokser og bliver ofte ledsaget af en mindre dramatisk opførsel for at understrege pointen.

Selv mens kampen er på sit højeste, rykker hans fokus sig flere gange fra skærmen over baren, når han fortæller om de seneste seks måneder i New Zealand, hvor han boede med Anna og Agnes i et hus ved stranden, hvor Anna havde tid til at skrive, mens Pilou filmede med Scarlett Johansson, Michael Pitt og Juliette Binoche.

Tidligere på dagen har han fortalt om dengang han i 2012 havde indspillet et par scener med hende i spændingsfilmen ’Lucy’. Rollen var oprindelig blevet tilbudt Bradley Cooper, men han sagde nej, og så fik Pilou Asbæk den, efter accept fra Scarlett Johansson.

Det blev til to scener i filmen, en af dem en sexscene, hvor instruktøren stod bag kameraet og råbte: ”Fuck her hard, Pilou, it’s your last scene, fuck her!”

I løbet af de seks måneders optagelser i New Zealand til ’Ghost in the Shell’ kom han igen tæt på Scarlett Johansson, om end på en lidt anden måde. Især hendes tilgang til sit arbejde inspirerede ham.

Selv om hun var på location, havde hun sin datter og mand med og formåede at balancere mellem at være dedikeret til sit arbejde og alligevel være en nærværende mor.

”Hun er virkelig, virkelig cool. Skidesød, talentfuld og disciplineret. Jeg kan virkelig forstå, hvorfor hun er en af verdens største stjerner. Hun kører sin business benhårdt og er samtidig mor. Det er meget beundringsværdigt.”

Da Pilou selv indspillede ’Ben Hur’ og miniserien ’Stag’, blev Anna og Agnes hjemme, men på ’The Great Wall’ – hvor Pilou Asbæk spiller en lille rolle, som måske ender med at blive klippet ud – overtalte han producerne til at lade ham tage sin familie med.

”Det første menneske, jeg så møder derude i den kinesiske ørken, er Matt Damon og hans familie med fire børn. Hver morgen kom han hen til vores bord og sagde godmorgen til Agnes og Anna. Da faldt en sten fra mit hjerte, for hvis han kan, kan jeg også.

Jeg tjener ikke 20 mio. dollars på en film, men med en smule velvilje fra min fantastiske Anna og med så robust og cool en datter som Agnes bør det være muligt. For fremtiden er ambitionen at kunne tage en barnepige og senere en privatlærer med, for jeg gider ikke blive skilt som 35-årig eller aldrig se mit barn.”

Næste morgen står Pilou og Patricia i køkkenet og diskuterer den bedste metode til at tilberede blødkogte æg. I Patricias optik har Pilou tydeligvis håndteret gaskomfuret helt forkert og er nu skyld i, at æggene er blevet hårdkogte og må kasseres, mens Pilou er alt for høflig til at skyde skylden på undertegnede, der med endnu et spørgsmål fik ham til at glemme tiden.

Han fortæller om, da han var i Nordirland for at optage ’Game of Thrones’ og blev spottet i sit kostume af en paparazzifotograf. Dagen efter lå der 200-300 sms’er og lige så mange ubesvarede opkald på hans telefon.

Pilous første indskydelse var, at der måtte være sket noget alvorligt med Agnes. Men det var blot folk – fra venner til sladderjournalister – som ville høre, om det nu også var rigtigt, at ”ham Kasper Juul fra ’Borgen’” – som er et stort hit i England – skulle spille Euron Greyjoy i den hypede serie, hvor alle nyheder som regel kontrolleres ned til mindste detalje.”

Anna og jeg slugte de første fem sæsoner hver fredag med en pizza, men nu er magien forsvundet lidt, fordi jeg selv er blevet en del af universet.”

Historien lærte ham dels, hvor vildt et menageri han blev en del af, da han underskrev kontrakten til ’Game of Thrones’, dels mindede det ham om, hvor meget han også skal beskytte netop Agnes i sit til stadighed mere eksponerede liv.

Den til tider hysteriske virak har han også oplevet på især Twitter. Samme dag har BT fået en nyhedshistorie ud af et af hans ret uskyldige tweets om sommerens EM i fodbold (”’Borgen’-stjerne ærgrer sig over sølle EM”).

”Jeg gider snart ikke være på Twitter mere, og i det hele taget kræver det virkelig et overskud at gå på de sociale medier. Der er ingen grænser for, hvilke perfide ting folk kan finde på at skrive. Hvis jeg har haft en dårlig dag eller ikke lige er i balance, kan jeg ikke tåle det. Derfor er jeg heller ikke længere på Facebook. Jeg føler mig ikke forpligtet til konstant at være til rådighed for andre folks meninger på de sociale medier.”

Især hans engelskkundskaber har været debatteret på de sociale medier.
”Det er sværere for mig at spille på engelsk, end det er for mange andre. Måske fordi jeg ikke har det største sproglige talent og samtidig er lidt doven – eller har flere replikker end mange andre.

Der er mange mennesker – ofte de mest dedikerede fans – der har en mening om, hvordan jeg skal spille i ’Game of Thrones’ eller andre film, men til syvende og sidst er jeg blevet ansat, fordi jeg repræsenterer rollen bedst.

Dan og David (Daniel Brett Weiss og David Benioff, red.), som har skabt serien, har set ’Borgen’ og har castet, jeg ved ikke hvor mange til rollen. De valgte mig, så jeg må have tillid til, at de ved, hvordan jeg spiller og taler engelsk.

Det sjove er, at de eneste, som har et problem med det, er danskerne. Amerikanerne kan ikke høre forskel. For dem er det hele ’europæisk’ og ’eksotisk’, siger han og medgiver, at når det ligger så grundlæggende i én at ville please og gøre alle tilfredse, kan det være svært at slippe.

”Jeg skal lære at smide noget af mit lillebrorkompleks og ikke hele tiden ville gøre alle glade. Min største svaghed er, at jeg tror, at jeg kan gøre alle tilfredse og stolte, Det kan jeg ikke, men det er mit ansvar er at få præsenteret karakteren ordentligt, og sådan har jeg det med alle de karakterer, jeg nogensinde har lavet.”

Under optagelserne til ’Ghost in the Shell’ måtte han på et tidspunkt træde ud af rollen som den flinke fyr fra Danmark og kræve sin ret. Klokken var to om natten, holdet var gået over tid – hvilket på en amerikansk filmproduktion er svimlende dyrt – og for at blive færdige med scenen valgte instruktøren at droppe det sidste skud, som netop var nærbilledet af Pilou.

”Så jeg gik gennem den gigantiske hangar med 400 mennesker og hen til produceren og instruktøren, som var ved at pakke sammen, og sagde: ”Hey, what about my close up?”

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive sådan en type, men jeg blev nødt til at insistere på det, for hvis de skal klippe scenen ordentligt sammen, har de brug for et nærbillede. Og jeg ved, at scenen blev bedre af det.

Vi danske skuespillere er så flinke og samarbejdsvillige, men vi må også godt sige stop ... Hvad? Skal vi ned og bade nu? O.k., jeg kommer lige om lidt,” råber han til Agnes og tænker sig om et øjeblik.

”Jeg tror ikke, at succesen har forandret mig, men det at blive far har forandret mig. Den tid, jeg førhen brugte på venner eller mig selv, bruger jeg nu effektivt på min familie og dernæst arbejde. Der findes ikke længere en magisk time i døgnet udelukkende til én selv.

Jeg har ikke mistet venner pga. min karriere, men jeg har mistet venner pga. min familie – og det siger jeg med den dybeste kærlighed, for det er en helt klar prioritering, jeg vil tage hver eneste dag resten af mit liv.

Når jeg rejser så meget, kan jeg ikke længere bare komme hjem og samle den op som ham den gamle Pilou, der gik i byen hver torsdag, fredag og lørdag. For der er en lille pige, der kræver min opmærksomhed fra klokken syv om morgenen, og hold kæft, hvor jeg elsker det.”

Senere viser Patricia rundt i det imponerende 4.000 m2 store Centre Cultural Andratx, Mallorcas største kunsthal, som familien Asbæk skabte i 2001. Den ligger som en gigantisk krydsning mellem en ufo og en sandfarvet inkaborg landet midt i det tørre landskab.

Efter frokost i cafeen fortæller Pilou om, at det at være vokset op i selskab med så mange berømte kunstnere gør, at han ikke føler sig underdanig, når han står på settet med verdens største filmstjerner.
”I sport bliver man kun bedre, hvis man spiller mod nogle, som er bedre end én selv,” siger han og opremser sit karriereforløb.

”Da jeg gik på Teaterskolen, var mit mål bare at få et arbejde, og jeg var så heldig, at Niels Arden Oplev gav mig hovedrollen i ’To verdener’, mens jeg stadigvæk gik i skole.

Dernæst var mit mål at få endnu en filmrolle, men desværre går tingene ikke altid, som man forestiller sig, så jeg fik job som gøgler og klovn på Bakken i en måned, og derefter spillede jeg henholdsvis bager og røven på kamelen i ’Folk og røvere i Kardemomme by’ i en forestilling på Bellevue.

Ad omveje stødte jeg ind i produceren René Ezra, som fik mig til casting på ’R’, hvor jeg mødte Michael Noer og Tobias Lindholm. Derfra ændrede mit liv sig radikalt. Selv om den casting er den dårligste i filmhistorien – hvor jeg sidder i lyserød hættetrøje og tygger tyggegummi og skal spille en hårdkogt indsat – insisterede René på, at jeg blev kaldt tilbage.

Derfor var jeg så heldig at komme med på hele den bølge af realistiske film, som til dels byggede oven på dogme-konceptet. Efter det blev mit mål at kunne leve af skuespil, så blev det en spillefilm, så en DR-serie, og i dag står jeg her.”

Han er i dag forud for den femårsplan, han lavede med sin agent for to år siden. Ifølge den skulle han nemlig først have landet en bærende rolle i en amerikansk film om tre år, og så kommer ’Ghost in the Shell’ altså allerede til foråret.

Målet er nu at blive bedre til engelsk og dermed udvide repertoiret til flere typer roller og forhåbentlig i fremtiden kunne veksle mellem danske film, amerikanske independent-produktioner og deciderede blockbustere.

Måske garneret med lidt teater og værtsroller som dem, han tidligere har haft til melodigrandprix og Odense Film Festival, fordi han indimellem savner kontakten til et publikum.

Om eftermiddagen er både Pilou og Agnes begyndt at savne Anna. Han mødte hende for 10 år siden, da de begge gik på Teaterskolen – hun på dramatikeruddannelsen, og han på skuespil – og de blev gift for et år siden på en strand i Californien, helt improviseret og uden gæster. Han kalder hende for ”det bedst begavede menneske med den største sproglige forståelse, jeg nogensinde har mødt.”

For mens det at lære replikker og være på optagelse er en del af rutinen, er det at skabe karaktererne i Pilou Asbæks verden det allermest krævende. Simon Spies i ’Spies og Glistrup’, Claus i ’Krigen’ og Pontius Pilatus i ’Ben Hur’.

Hver gang er det arbejdet med at skabe karaktererne, som indimellem sender ham ud i sorte områder af sit eget hoved. Det er en kamp, hvor han i starten af arbejdet med en ny rolle lukker sig inde i flere dage for at få styr på sin karakter og det store puslespil, ethvert manuskript er.

”Heldigvis kan min familie se, når jeg er ved at smelte sammen oppe i hovedet, men vi taler altså hverken om medicinering eller psykologbehandling, men snarere om en forstående kone og et barn, der tager i institution i 5-6 timer, så jeg kan få plads.

Jeg bliver hjemme i tre dage, hvor jeg stort set ikke går i bad, men vader rundt i mine hullede boksershorts, og så handler det kun om manus og karakteren. Især i arbejdet med Tobias Lindholm ryger jeg ned i et hul, fordi han er så nådesløs og ubarmhjertig i sin tilgang til instruktion, og jeg lader ham diktere og bestemme i det omfang, jeg fysisk kan stå inde for det.

Vi skubber hele tiden til hinandens grænser, og der er ingen tvivl om, at jeg skylder ham og René (Ezra, red.) meget professionelt. Men det, jeg er allermest glad for i dag, er, at der nu også er kommet et smukt venskab ud af det.”

Da han begyndte forberedelserne til ’Ghost in the Shell’, som er baseret på en japansk manga-tegneserie, gik Pilou i lang tid rundt og havde krise over sin rolle. Hver gang han modtog en ny version af manuskriptet, var hans del igen blevet beskåret og reduceret for at give skuespillere med større navne – og magt – mere plads.

Jeg blev ked af det, fordi jeg følte, at de ikke anerkendte mig. Men så kæmpede jeg mig op igen ved at lægge min energi i de scener, jeg havde tilbage. Anna og jeg begyndte at researche i japansk animé og manga (henholdsvis tegnefilm og tegneserie, red.), som filmen er baseret på.

Vi fandt ud af, hvordan min karakter, Batou, ser ud i tegneserien, og en dag sagde Anna: ’Ved du godt, at han drikker San Miguel og spiser pizza?’ Dér havde vi koden til, hvordan jeg skulle give ham liv, for hvad er mere menneskeligt end at drikke øl og spise pizza i en futuristisk verden, hvor alle er androider?”

I dag kan han dog ikke længere sumpe i hættetrøje og solbriller i dagevis, for når Agnes kommer hjem fra børnehaven, skal han være far. Og han kan heller ikke længere gå ud i det offentlige rum og ligne en bums, for så vil alle stille sig op og glo.

”Mit største talent og den klogeste beslutning, jeg har truffet karrieremæssigt, var at blive kæreste med Anna på Teaterskolen, for jeg har endnu aldrig skabt en karakter, hvor jeg ikke har spurgt hende til råds. Lyder det kynisk?” griner han, mens Agnes kalder, at hun ikke kan finde sin iPad. ”Se under håndklædet,” råber Pilou tilbage. Men han er allerede på vej op for at hjælpe hende.

Johan Philip Asbæk:

➻ Født 2. marts 1982 i København.

➻ Pilou betyder ’Lille Philip’ på fransk og har siden barndommen været hans kaldenavn.

➻ Blev færdig på Statens Teaterskole i 2008. Samme år debuterede han med hovedrollen i Niels Arden Oplevs ’To verdener’.

➻ Han modtog i 2011 Bodil-prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som Rune i Michael Noer og Tobias Lindholms ’R’.

➻ I 2014 blev han bedt om at holde den årlige og meget traditionsrige Trolle-tale på Herlufsholm Kostskole. En ære, som kun overgår de mest prominente tidligere elever.

➻ Han er gift med dramatiker Anna Bro og far til Agnes på tre år.

LÆS OGSÅ: De bedste serier i 2016 – indtil videre

LÆS OGSÅ: Se traileren til ny Marvel-film med Mads Mikkelsen i skurkerollen 

LÆS OGSÅ: Ny trailer puster til hypen på HBO's nye store serie-satsning

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Pilou Asbæk og Skuespil